lørdag

Den vrede og irritation fra i forgårs blev punkteret i går pga flere ting. Selvfølgelig var den et dække for sorg og angst, den prøver bare at holde det væk!
For det første kunne jeg allerede fra morgenstunden se at der var hævelser i kroppen, væskeansamlinger i ben og også lidt i ansigtet. Godt nok har jeg ikke bivirkninger af kemoterapien sådan subjektivt med kvalme, men der kommer altså noget ubalance i hele systemet i dagene efter, som jeg ikke har check på.
Jeg får ellers kun en lille smule vanddrivende medicin nu, ---- mit hjerte er jo grundigt undersøgt her for nylig ude på Skejby og fundet eksemplarisk, og nyrerne er også fine og helt normale, så hvorfor kommer der så de væskeubalancer i dagene efter kemoen? Det forstår jeg simpelthen ikke! Og det er virkelig frustrerende, at jeg ikke har check på det -----

så jeg gik og rasede noget der om morgenen og formiddagen, og ringede også til KH og fik en ekstra samtaletid med chefen himself, og fik skrevet nogle flere blodprøver på til næste check inden 5.kemo, som de havde glemt at kontrollere sidst (jeg havde den gule førertrøje på under samtalen!).

Men samtidig med at jeg gik og rasede var jeg også bange og ulykkelig, for jeg synes at det bliver værre med de her mærkelige ubalancer fra gang til gang, og hvis det fortsætter hvad så?

***

Ved middagstid fik jeg besøg af en meget god ven, og det nærvær sammen med nogle blide Bob-øvelser gjorde at raseriet smeltede ned i en ked-af-det-hed, som godt nok er blød og udvidende i hjertet, men som også er ind i opgivelse mere end i hengivelse. Og der er det der med tillid, som jeg i denne periode jo netop har erfaret at jeg IKKE kan have til sygehussystemet. Hvis jeg selv og min backinggruppe ikke havde haft de gule førertrøjer på og blandet os i behandlingen, så var det gået galt, ----- så et samarbejde er nødvendigt, og det er helt nødvendigt at jeg følger præcist med og også styrer indimellem, ---- der er ikke noget med at kunne læne sig tilbage i fredfyldt tillid til systemet :-(

***

Og så er jeg jo pinagtigt klar over, at sundhedsstystemet ikke er det samme som den højere bevidsthed, det udvidede princip, den kosmiske moder, det guddommelige hellige, helheden, friheden, altet, hvad vi nu kalder det.
Og i forhold til det skulle der vel være grund til TILLID og hengivenhed, ----- til hvad ellers skulle man kunne have det ?
Men selv her føler jeg at der er et frit valg, at jeg selv får lov at vælge, ------ så selv her føler jeg mig selvansvarlig og kan ikke heller læne mig tilbage og lade det højere, skæbnen bestemme, ---- det er bare så pisseanstrengende at skulle klare det hele selv og selv lægge linien og træffe beslutninger, --- frihed ja ja ja, den helt store frihed til hvad som helst!

***

Jeg føler nemlig at der faktisk var lagt op til at jeg skulle dø, som et "tilbud" fra skæbnen, det højere. Havde jeg selv og min backinggruppe ikke reageret som aktive medspillere så var jeg død der i sidste halvdel af august, ca samtidig med min karmiske consort.
Men jeg fik et valg og tog det.
Så hvor er det at jeg bare kan have tillid og hengivenhed til det højere?
------ selvfølgelig overser jeg noget, og skal "bare" gennembryde endnu et lag, smelte igennem en ny begrænsning til det endnu højere, og dér ligger det så, dét helt store og lysende kærlige, som det er ubetinget og selvfølgeligt at kunne læne sig ind i, og tillid er bare ikke noget spørgsmål mere!

***

Men vejen dertil, ----?????? ------ det er som om det nu ikke helt er nok med den hjertets smelten, som hidtil har været min ledestjerne, ------
jeg har mistet overblikket og jeg kan ikke finde enkelheden, og jeg ved ikke hvem eller hvad jeg skal bede til om hjælp!

***