En smuk regnbue, som bød mig velkommen hjem efter min træningstur i bjergene! Nå den er ikke så vildt tydelig på billedet ser jeg, men til venstre over skoven ses den!
***
Jeg tror jeg ryger ind i nogle lovmæssigheder! Jeg tror det er sådan, at hvis man længe nok har arbejdet med nogle bestemte problemstillinger i sit liv (incl tidligere liv!!), så kommer der et tidspunkt, hvor problemstillingen er moden til at blive løst (eller i hvert fald at blive bearbejdet dybere), og der vil så i ens faktiske nuværende liv dukker muligheder op, så den kan løses og slippes!
I min situation er det græseoverskridelser, manglende respekt for mine grænser, og min manglende evne og følelse af ret til at manifestere dem klart. Og det er jo præcis den problematik, der har vist sig at være årsagen til min kræft, intet mindre!
Alle de tidligere liv, som jeg kan huske har haft den problematik som omdrejningspunkt, og jeg er blevet slået ihjel for det.
Det har været det hårdeste terapeutiske arbejde jeg overhovedet har været ude for, det jeg gør for at forstå hvorfor jeg overhovedet fik kræft, for at forstå hvad der skal til for at blive rask igen. Og da kræft er en karmisk sygdom, så indebærer det at gå tilbage, hvis det ellers åbner sig, og gennemarbejde og forstå tidligere livs problematikker, som har med kræft at gøre. Og det viste sig tidligt i forløbet at være grænseoverskridelser. Det var vildt grove ting, og jeg forstår godt, at der overhovedet ikke er nogen udbredt viden om det (psykologisk kræftbehandling), da det har været så vanvittigt smertefuldt at gå ind i de områder, at mærke de tilknyttede følelser, og finde ud af, hvad det er nødvendigt at gå igennem, følelsesmæssigt og handlemæssigt, for at have chancen for at blive rask igen fra en kræftsygdom. Det virker SÅ uoverkommeligt, så jeg forstår godt at de fleste, hvor kræften har bredt sig, dør af den. Jeg forstår godt at de fleste giver op overfor den overmagt det er at skulle se og ændre på århundredes mønstre, og ubevidst resignerer, og går ud af dette liv og bevidst eller ubevidst håber på noget bedre.
For mig har det været nødvendigt at afslutte relationer både til grupper og enkeltmennesker, som har haft med de grænseproblematikker at gøre. Men løsningen er jo selvfølgelig ikke at trække sig fra alle, og det er da heldigvis slet heller ikke alle mine relationer, der har haft det "kræftfremkaldende" i sig, gudskelov da, ellers var der da heller ikke nogen mening i at leve, hvis det var uden nære og dejlige relationer til andre mennesker, vi er her vel sammen, og må finde ud af at være gode for os selv og andre, og tage ansvar for vores eget liv!
***
Nu er der så sket det, at nogle af mine helt nære relationer ikke respekterer min måde at træffe valg på for mig selv i mit liv, og vil have mig til at føle anderledes end jeg gør, som kræver at jeg bare skal kunne tåle og rumme det, som de ønsker det skal være, altså, at jeg bare skal lade mine grænser krænke fortsat, ------ selv om det jo præcis er det jeg ikke kan tåle (ingen kan tåle det i længden) og at det er det, der har givet mig kræft. Den støtte og hjælp jeg ellers har fået derfra strækker sig ikke længere end til dér hvor jeg ved min sandhedssøgende attitude kommer til at provokere dem, i forhold til deres eget liv, netop pga den holdning, som de slet ikke ønsker i deres liv, med den grad af radikalitet, som jeg er nødt til at leve for at nærme mig at blive rask, og for i det hele taget at leve på en måde som er sand og ægte for mig.
Så der står jeg, og jeg er nødt til at være tro mod mit hjerte og mine følelser, og det smerter så meget at se de andres angst, som vendes til krav til mig om at undlade at vende hver sten og mærke om den vej er sand og ægte og går i retning af sundhed og helbredelse eller ikke. Og jeg har kun følelsen af sandhed eller ikke sandhed at gå efter, et lille lys, der blafrer! Det er virkelig følelsen af at balancere på knivsæggen, at være på kanten!
***
Og jeg har forklaret, og det vil ikke forstås, så nu tvinges jeg til at markere mine grænser skarpere, ellers dør jeg simpelthen :-( Risikoen er at de relationer ryger, nogle af dem i hvert fald, for jeg kan ikke lade mig køre hen over mere, og placeres i en rolle hvor jeg bliver opfattet som sær og vanskelig at omgås, hvad jeg rent faktisk ikke er, faktisk blander jeg mig jo ikke i hvordan de mennesker lever deres liv, ----- jeg vil da godt hjælpe med støtte og råd, hvis jeg bliver bedt om det. Måske vil de relationer fortsat eksistere på et meget mere overfladisk plan, hvilket jeg i så fald ikke vil investere så meget energi i, som jeg ellers gør, -----
Det er overhovedet ikke mit ønske at være tvunget til at leve så radikalt, det er bare nødvendigt i mit liv nu. Jeg har meget mere lyst til lyst og leg og henslængthed og spontanitet og glædesfyldt samvær, og sjov og at slå mig løs og grine og danse og elske, ---------- og heldigvis er det jo heller ikke modsætninger, ------ men det kræver jo gensidig respekt!
Det gør ondt. Smerten over det jeg virkelig troede på, de håb og den kærlighed jeg troede der var, smerten når illusionen brister, åh!
***
