Så paradoksalt, jeg sidder midt i et smørhul af kærlige mennesker, som besøger mig og giver mig gaver, som tænker på mig og sender mig healing, som kontakter mig og kommer og støtter, og endnu flere som gerne ville, som jeg slet ikke kan overkomme, smuk og kærlig omsorg på alle niveauer, ------- og så sidder jeg her midt i det hele og føler mig alene, lille og ensom!
Det er jo på ingen måde fair overfor alle de dejlige mennesker, som hjælper og støtter, faktisk føles det urimeligt overfor alle jer, at jeg føler sådan, --- som at det kan jeg ikke tillade mig, når nu verden er så god og så opmærksom, ------ og jeg ville da også ønske at jeg ikke følte sådan!
Og det er slet ikke fordi at omverdenen stille krav til mig, som jeg ikke kan opfylde, --- tværtimod er der stor forståelse overfor mig fra alle sider! Jeg er bare ikke glad.
Denneher ellers normalt så gode og solide krop, som plejer at klare diverse skrammer uden større udsving, har nu vist sig at være uhyre skrøbelig, som da den i sidste uge ragede en infektion til sig og reagerede med feber over 40, hvor den meget hurtigt vil kunne dehydrere og gå helt i shock, hvorfra det ikke nødvendigvis vil være let at rette den op igen!
For pokker, det med at gå og være så forsigtig, arrrrgh, ---- og der er længe til begyndelsen af marts, hvor kemoen efter planen er overstået!
Og jeg skulle klage, i et u-land var jeg død forlængst!
Men det er jo det, der er så paradoksalt, ---- jeg er her jo, her, lige her, med hjerne og hjerte og krop og det hele.
Og jeg er da taknemlig for alt det, der bliver gjort for mig, bestemt, ----- følelserne af afmagt og bekymring for hvordan det nu skal gå fylder bare så meget, specielt nu efter denneher blodforgiftning, ----- det kan altså ske, og det gør det sådan lidt svært at planlægge, for jeg ved jo ikke hvordan kroppen reagerer, hverken på kemo eller på hverdagenes små strabadser, ----- og det er ellers noget jeg plejer at tage helt for givet, at min krop klarer det som jeg udsætter den for, sådan, basta!
Og alene, følelsesmæssigt, ikke konkret, ---- men indeni, åh så lang distance ud til dér, ind til dér, hvor mødet er!
Så lige nu en længsel, en uforløsthed, som jeg bare må være ved!
3 kommentarer:
kære Else!..............
Jeg hører det Else og tror godt jeg forstår det. Det er så stort og en kende umenneskeligt - selv om det netop er menneskeligt at erfare og erkende det, der er så svært.Vi er tit gode til at snakke om og så frygteligt dårlige til at stå ved følelserne - men du beskriver det så godt - i rå form. Alt det der er så råt og svært. At trøste er svært, hvor gerne alle vil. Noget er bare SÅ svært. Men tak fordi du viser det. Det er mod. Tak
Kæreste elskede mor
Nu er jeg jo ved at fatte hvad mindfulness går ud på, og den måde du beskriver dine følelser og tanker her er helt fantastisk.
Du føler dig alene, og synes ikke det er helt fair at føle det, fordi der er så mange dejlige mennesker omkring dig. Og ingen af delene er jo forkert.
Du har en masse kærlighed omkring dig, vi er her, og samtidig må du godt have lov at føle dig lille, sårbar og alene.
De meditationer jeg øver for tiden er netop accepten af alle de følelser, hvor jeg i hverdagen vil sige til mig selv: "Hold nu op, Mia, du er stærk, du klarer dig godt, du er priviligeret!" Ja, men det hjælper mig ikke, for jeg føler mig ked af det. Og først i det øjeblik jeg sidder med mig selv og giver mig selv den kærlige accept, og siger til mig selv "Det er ok, at du føler dig sårbar - det er ok - det er ok - det er ok..." - somme tider skal jeg sige det mange gange til mig selv - først dér, slapper jeg af.
Og nogle gange sker der endda et lille mirakel i form af en klarhed eller en ny ide, et eller andet der gør at jeg kan komme lidt videre i min ked-af-det-hed eller arbejde mere konstruktivt med den.
Så elskede mor, selvom vi står her i en kærlig kreds omkring dig, må du gerne føle dig alene og lille og sårbar! Det er ok - det er ok - det er ok - du er helt perfekt, som du er!
Kys & kærlighed din datter <3<3<3<3<3
Send en kommentar