tirsdag den 27. november 2012

Hvad nu?

Hvordan kan de leve i det kolde vand, der er mange af dem, og de ser ud til at trives godt. Det er lidt mareridtsagtigt.
Jeg fik svar på hjertescintigrafien i formiddags, 56, i forhold til 69 sidst. Begge målinger i normalområdet, men enten er styrken af hjertets slagkraft faldet betragteligt, eller også er måleusikkerheden stor, ---- men det skal følges, for måske kan mit hjerte ikke tåle kemoen, ------ og hvad gør vi så?
Jeg fik ordnet det så jeg får en samtale med chefen inden næste kemo, ellers tør jeg slet ikke at få den. Det er ikke let at få arrangeret den slags, og fordi jeg var noget slået ud af det resultat på scintigrafien var jeg ikke særlig velformuleret, og der var flere misforståelser undervejs, ----- og de sparer også på deres lægetider derinde, og synes ikke det er nødvendigt med en sådan inden hver eneste kemo. Men for mig har der så været adskillige komplikationer, og en samtale hver 3. uge føles bestemt ikke at være for meget, og helt nødvendigt for min tillid og tryghed, ------ og det fik jeg jo så også igennem, men det kræver en del argumentation, og det er heller ikke rart at blive opfattet som urimelig og krævende.
 
***
 
Men så var jeg ovre hos min helt egen læge i Ebeltoft om eftermiddagen (ja, der går meget tid med dette at holde kroppen i form og prøve at hele den) ----- og det var bare en positiv oplevelse, hvor vi nåede hvad vi skulle i et dejligt koncentreret nærvær. Godt jeg har den kontakt! Hgb 6,8, hvilket jo er klart for lavt, men kan forklare den forpustethed jeg har når jeg går opad trapper og bakker, så jeg ikke nødvendigvis behøver at tilskrive det hjertet, og kan forklare trætheden også. Jeg vil så nødigt have skadet mit hjerte :-(
 
***
 
Og så gik jeg en dejlig træningstur ved stranden og hen til havnen da jeg kom hjem, ---- det var rigtig lavvandet, så jeg kunne komme forbi uden at skulle klatre på stengærdene. Og nu har jeg fået downloadet Endomondo på mobilen, så nu ved jeg at afstanden er på 2,6 km, hvilket tager ½ time sharp, og det er dejligt!
 
***
 
Det er en uge siden i morgen at jeg fik sidste kemo, så nu skulle jeg få det bedre, hvilket jeg virkelig håber, da jeg skal på kursus fra torsdag til søndag, og der vil jeg jo gerne være vågen og have det godt!
 
***
 
 

Ingen kommentarer: