Nytår

Her fra stedet under et Bodhitræ (hvad kan det ikke resultere i?) og et andet ved siden af og med kærlighedstæppet omkring mig, og lysende af radioaktivitet, vil jeg gerne sende en masse glade og taknemlige tanker til alle I som støtter mig, tænker på mig, skriver til mig og følger med i dette sygdomsforløb og til alle der læser dette.

Tak for jeres støtte, og

 

Rigtig godt nytår med masser af lykke og kærlighed!

 

Jeg har lige hørt at i 2013 er temaet på jorden KÆRLIGHED, så lad os gribe det!

Ikke Carpe Diem, men Carpe Annum! 

 

***

 

I formiddags her på årets sidste dag var jeg til hjertescanning på KH. Veje og sygehuset iøvrigt lå nærmest mennesketomme hen, men lige netop isotopafdelingen var åben. Det føltes som ren luxus at skulle til undersøgelse netop i dag, og stemningen blandt personalet var også festlig og glad!

Jeg lå og døsede mens scanneren registrerede over mit hjerte, efter at jeg havde fået sprøjtet radioaktiviteten ind, tecnetium med halveringstid på 6 timer, så jeg går ind i det nye år radioaktivt lysende :-)

Assistenten, der lavede undersøgelsen var rigtig positivt kommunikerende og kunne aflæse svaret straks, som var 55. Resultaterne er således 69, 56 og 55, hvilket viser en klar reduktion af mit hjertes kontraktionskraft, hvorfor det slet ikke kræver nogen vurdering og spekuleren angående om jeg vil have mere af epirubicin-kemoen, det vil jeg selvfølgelig ikke, slut, færdig med den! Og tak for hvad den har gjort for mig, det er rent faktisk den, der har reddet mit liv ved at få lymfekirtlerne bag brystbenet til at skrumpe!

Jeg fornemmer at min kontaktlæge, når han ringer til mig på onsdag, vil sige at jeg jo stadig ligger fint i normalområdet (43-80), og at det ville være godt med et par gange mere med epirubicin for at stabilisere tilstanden. Men jeg har jo symptomer med forpustethed over den nedsatte hjertestyrke, så nu må der tænkes kreativt over hvad der så skal ske!

Jeg synes også at fornemme at hans ambitioner på mine vegne ikke svarer til mine egne, der klart går efter total helbredelse (eller deromkring), hvor hans blot går på "stabilisering" af tilstanden!

 

***

 

Det er en lettelse at vide at jeg ikke skal have mere epirubicin, og samtidig en uvished med søgen efter hvad så i indland eller udland?

Og med den dobbelte følelse går jeg så ind i det nye år, men som en ballast i tillid drømte jeg om masser af kærlighed i nat, på en måde så alle cellerne polariserer i fryd! Det tror jeg de fleste kender, netop som en ganske særlig fryd, a la champagne, ----- og hvorfor overhovedet drikke andet hele denne særlige aften!

 

***

 

 

30. december

Knebelbro havn med Studstrupværket i baggrunden, eventyrslottet som er belyst dag og nat! Det er fra min Endomondo-træningstur i solskinnet i dag. Alle både på nær den på billedet er taget op for vinteren, og badebroen er taget ned. Jeg kunne ikke gå langs stranden derhen fordi det var højvandet, ---- så kan man ikke komme forbi nogle stensætninger ud for et par af husene, som ligger helt tæt ved vandet.

 

Det er meget mærkeligt at den ene lymfeknude bagved brystbenet er skrumpet væk og at den anden er helt uforandret gennem alle kemoerne. Hvorfor reagerer de ikke ens, formodentlig er det de helt samme kræftceller de består af?

Ved siden af de fysiske sygdomsmanifestationer ved denne sygdom er der den psykologiske side, som jeg arbejder med sammen med min hjælper, og set fra den vinkel kan det godt være logisk at de lymfeknuder reagerer forskelligt, da de symboliserer forskellige problematikker. Den følelsesmæssige side af sygdommen føles vital og grundlæggende betydningsfuld, og helt nødvendig at arbejde med og løse op ind i, kaste lys og bevidsthed ind i, at give opmærksomhed og omsorg.

I morgen er det "muga" (hjertescintigrafi) på KH kl 10.30, på selve nytårsaftensdag, min kontaktlæge må synes at det haster, ---- og set fra den traditionelle behandlerside må kemopausen jo også siges at have varet længe nok!

 

***

 

Folk omkring mig er syge, hænger med hovedet og hoster, influenzaen raser, og jeg har det fint, ---- nå jeg må lige passe på ikke at begå hybris, ---- og jeg er da også vaccineret mod influenza, dejligt hvis det virker så godt!

Vi havde besøg af nogle venner på gennemrejse i dag, min skoleveninde tilbage fra 1. klasse i Fredericia og hendes mand. Hun skal have et abstract angående mit sygdomsforløb, da hun har relationer, som kunne tænkes at kunne komme med nogle seriøse behandlingsforslag, ---- så det skal jeg lige have skrevet, ---- hov, det går lige op for mig at et abstract er et resume på engelsk, hm, det må jeg lige spørge hende om hun nu mener alvorligt, det er altså lettere og for mig mere præcist på dansk, --- men OK hvis det skal være engelsk så bliver det det!

 

***

 

Og så er det stadigvæk researchfase, og det skal føles rigtigt, virkelig grundlæggende god mavefornemmelse, men min viden er endnu ikke tilstrækkelig, derfor den stadige research, ------ og suk, hele min backinggruppe er lige taget afsted til en 14 dages ferietur til Thailand MED deres medicinstuderende datter, som har en skarp og præcis hjerne, der er fyldt med den nyeste viden, og som også indgår i backinggruppen hver gang situationen tilspidses, ----- så for tiden er jeg jo så lidt på Herrens mark og overladt til min egen forholden sig :-S

 

***

 

Og nu vil jeg sove ind i årets allesidste dag, ---- og skal der være nytårsfortsætter i år, som jeg plejer at holde meget af, så skal de til at formuleres!!

Godnat derude!

 

***

 

 

 

Jul og resultater!

 

Et lidt mørkt panoramafoto fra en tur ud over markerne på Midtsjælland!

 

Julen har været dejlig, lige så dejlig som jeg havde håbet og sammen med en stor del af familien i fryd og gammen og med små dramaindslag som krydderier.

Hjemturen fra Sjælland gik via Åbenrå med dejligt ophold i et par dage, og hvor jeg fik en herlig zoneterapi af min svigerdatter.

Det har været så vigtigt at komme ud og gå, og jeg mærker der min forpustethed når jeg går op ad bakker, mere end bare sådan lidt almindelig pusten, som de fleste kender, ---- og det er så enten hjertet eller hø. lunge med væske, som gør det, --- og det vil blive afklaret efter ny hjertescintigrafi på mandag, nytårsaftensdag!

Jeg fik svar på den sidste CT-scanning fra d. 19. dec i dag ved tlf.opringning af min kontaktlæge: Den er stort set helt uændret fra sidst!

Nå, var min første kommentar, så har de to sidste kemoer jo ikke virket! Hvortil han svarede, at de jo da har holdt canceren i skak, ----- og ja, det har det jo, men bivirkningerne ser også ud til at vise sig, og hvis det bare skal holdes i skak, så er der måske blidere måder at gøre det på, feks Femar, antiøstrogen behandling.

Vi kørte lige indenom KH og fik scanningsbeskrivelsen på print, og der står, at den ene af de to lymfeknuder i mediatinum stort set er helt uændret i løbet af alle 4 scanninger, 14-15 mm, men det ser ud til at den anden, som i starten også var 15 mm er skrumpet, på 3. scanning var den 6 mm, og nu er den slet ikke beskrevet, så den er måske skrumpet helt væk, ---- og vena cava er ikke sammenpresset mere men har normalt flow!

Lungeforandringerne er helt uændrede og også med noget væske, så måske er det mest herfra at jeg aktuelt har symptomer!

 

***

 

Jeg researcher, undersøger, taler med folk, er på nettet, der er nødt til at være et alternativ! Minkontaktlæge synes at jeg skal have mere epirubicin, HVIS hjertescanningen er OK, men jeg tror ikke at jeg kan tåle mere, sådan helt generelt. Jeg får pt homøopati for smerter i venerne i armene, det er der hidtil ingen bedring af!

Jeg får fine input fra mange og det er jeg taknemlig for.

Jeg tager ikke mere hverken steroid (binyrebarkhormon) eller vanddrivende medicin, bare lidt almindelige vitaminer, hvilket er rart at være landet på!

 

***

 

 

Lillejuleaften @-}--

Gennem snestorm til Midtsjælland i et hus i en skov. Pillet kartofler til de små brunede til 20 personer i morgen. Der er stillet borde op til i morgen så alle kan se alle! Det er dejligt at være her, stemningen er god, og gymnasiedrengen udfolder sin diskussionslyst!

***

Jeg tænker på at vi allesammen er forskellige, helt unikke, og i hver af os er den universelle bevidsthed forgrenet ud i alle vores specifikke og unikke kvaliteter. Og når jeg forstår det sådan at vi hver især er et lille fragment af helheden i det liv vi lever i den tid vi er her i netop denne specielle personlighed ----- hvordan kan jeg så med netop den personlighed der nu er mig bedst bruge den til at gøre godt for helheden? Det må vel være ved at bruge og forfine og udtrykke netop de kvaliteter og sider som denne personlighed er udstyret med! Egentlig ser det sådan lidt enfoldigt og selvindlysende ud, som jeg nu har skrevet det, men når jeg mærker indad føles det afslappende og glædesfyldt, og ja faktisk også netop enfoldigt og selvindlysende :-)  ---- det er jo bare det at være, og at være den man er, tja!

***

I morgen vil jeg ud og løbe på ski, jeg trænger sådan til en træningstur ud igennem sneen inde i skoven, og mærke at kroppen fungerer!

***

Jeg drømte ellers i nat at jeg blev velsignet af min lærer, som afslutningen på en side i en scrapbog, hvor jeg havde resumeret siden i det sidste billede. Han er helt nærværende.

***

Verden gik ikke under :-)

Så vi får julen med og måske med sne!
Besøgte min lillesøster i Dronningmølle, og det var så så skønt at være i det område igen, hvor jeg har boet i flere perioder af mit liv, så kendt og med så mange frodige oplevelser. Og så godt at være sammen med hende i den kendte varme og tllidsfulde kontakt!

***

Hvordan finder jeg den kompetente rådgiver jeg har behov for, som kan guide mig i helbredelsesprocessen, som har indsigt i det generelle og det specielle hvad angår recidiv af brystkræft kombineret med vena cava superior syndrom? En rådgiver som har kendskab til gængs kræftbehandling og de nyeste tiltag og som kan kombinere dette kreativt!? Jeg leder og håber meget at jeg kommer i kontakt med sådanne personer!
Jeg søger moderne videnskabelig tilgang med åbenhed overfor alternative tanker!

***

Ja, så gik turen lige atter engang ned i Lyngby Storcenter for et supplement til de ellers i går købte sidste julegaver! Årh ja, de småbørn skal jo mærke at det er "jul jul jul jul jul jul, de skal også mærke det er jul!"

***

Og nu ----- i familiens skød med James Bond på skærmen med whisky på bordet -----

Juleforberedelser :-D

Storkøbenhavn, her ved Lyngby, her er vi nu og er indkvarteret i min ene brors kælder! Katten er med for den er syg og på medicin, så Lennart syntes det var bedst, ---- så vi holder den lidt på afstand af alle katteallergikerne!
Jeg sidder her i køkkenet og drikker portvin og spiser nyristede popkorn som bliver serveret for mig af de to kokkererende mænd, ----- og skriver her på bloggen på mobilen!
Jeg har haft et meget dejligt møde med en vidunderlig hjertekvinde, som nærer min sjæl og får glæden frem! Åh de virkelige dybe kontakter, der hvor alt, også det kontroversielle og forkerte kan siges, hvor alt kan rummes, det er der hvor englene danser og hvor de gode grin opløftes, ---- så vederkvægende, --- og jeg er sikker på at det er godt for den globale fremtid!

***

Efter en tur ind til byen tog Lennart og jeg en runde i Lyngby Storcenter og fik købt de sidste julegaver ( vi giver ikke julegaver i år) ----og nu er det så forberedelser til aftensmaden der er gang i, mens barnet i huset ser DisneyShow og nedsvælger popkorn i massevis!

***

Det er jo i dag jorden skulle gå under, årets korteste dag, og det er min mindste lillesøsters fødselsdag, -----
Så det er en helt helt særlig dag i dag!
En dejlig dag!

***

CT-scanning

I dag var jeg til den planlagte CT-scanning på KH, og det gik helt planmæssigt, Lennart var med og vi var på julegaveindkøb bagefter i byen.
Men pyh hvor er det alligevel hårdt, ----- og jeg skulle beklage mig, det her er kun en lille ting, bare en undersøgelse, men det påvirker mig alligevel voldsomt. Man får sprøjtet kontrastvæske ind i en åre i armhulen, dvs at der forinden skal lægges en venflon, ---- og jeg får lidt mareridt hver gang der lægges sådan et fremmedlegeme direkte ind i blodbanen på mig, det der sprøjtes ind går jo direkte rundt i hele kroppen, og jeg håber hver gang at det er de rette mængder og specielt koncentrationer de bruger, TILLID igen er en central problematik. Den kontrastvæske man får ind er heavy stuff, og de observerer en tæt den næste halve time for at se om man får en pludselig reaktion på det, anafylaktisk shock f.eks. dvs at man går ud som et lys og blodtrykket rasler ned og så skal der handles hurtigt! Og kan man blive ved med at tåle den kontrast fra gang til gang, ---- det er overfølsomhed for stoffet man er bange for! Jeg føler mig ikke helt tryg, og var også en smule groggy bagefter, så jeg var ret fåmælt og utilnærmelig i den ½ time bagefter indtil jeg fik venflon'en ud af armen, og selv herefter havde jeg ikke lyst til at tale om de følelser det udløser.

***

Det er dejligt ellers at føle sig godt tilpas, OK nogen træthed, men ellers næsten som at være rask, og jeg træner i at bare være i nuet så meget som muligt, ---- men det kan jeg ikke hele  tiden, og der er også forskellige planlægninger, som skal gøres hen ad vejen. Det er så dejligt når jeg har det godt i kroppen og jeg føler at den fungerer godt, jeg værdsætter det rigtig meget. Så kommer der den følelse af, at det skal den også blive ved med, og så er det at tankerne om "hvad så?" fylder, og faktisk researcher jeg her for tiden efter andre behandlingsmuligheder, og har også et vist blik ud af landet! Og jeg er meget modtagelig overfor informationer ang. seriøs behandling, som er lidt blidere end denne kemo. Jeg har det helt OK med kirurgi, selvom man vel normalt ikke vil opfatte det som "blidt". Så hvis nogen kender til noget, som lyder godt og velfunderet så er jeg lydhør! Flere har mailet til mig om immunterapi, dendritterapi i Tyskland, ---- det er jo noget man også er begyndt med på Herlev, men ikke med så voldsom god virkning! Laserkirurgi kunne også være en mulighed, ----- altså dette er med henblik på at blive helt rask!

***

I morgen tager vi til Sjælland for at holde jul med familie, og det bliver skønt i en frodighed som føles nærende, kærlig og sjov, ---- Molslinien fra Ebeltoft ud over havet! Skiene skal med, for det kunne jo blive en hvid jul!

***

Lørdag --- og det tør!

En pause som om jeg var rask, ---- og den varer helt til lige efter nytår :-)
Faktisk er der mange små lyspunktet lige nu, feks at jeg var til et møde med lægeforeningens økonomirådgiver i går (den slags møder kan man få) og at han for det første roste mig for min forberedelse til mødet, --- selv om jeg fortalte ham, at det begynder at flimre for mine øjne, når jeg skal se på den slags opstillinger, ---- og at han efter gennemgangen sagde, at det jo så godt ud, og at "jeg skal se at bruge nogle flere penge"----
og det bliver så ikke på julegaver, eftersom familien har besluttet at afskaffe disse, ----- meeeen de der små og mellemstore børn, de er undtagelser, så der skal opfyldes ønsker!

***

Jeg drømte om øjenkontakt med min lærer i nat, intens, og det gør, at jeg mærker taknemlighed i hjertet i dag og en boblende glæde, som champagnebobler ----- jeg drikker ellers ikke alkohol for tiden, stort set ikke ihvertfald, har ikke rigtig lyst, ---- og det er jo ærgerligt eftersom jeg har fået foræret de mest sublime vine!!
Glæden healer kroppen, sådan føles det, og i dag har jeg ingen faste planer eller aftaler, så jeg vil nu gå ud og afprøve de nye pigsko, som jeg købte i går nede på isen i strandkanten på min endomondo træningstur mens det er rigtig lyst :-)

***

Og her Endomondo, rent pjank men ret sjovt legetøj!

<iframe src="http://www.endomondo.com/embed/workouts?w=ntthrVzgtuk&width=580&height=600&width=950&height=600" width="950" height="600" frameborder="0" scrolling="no"></iframe>

***

Arhhh, pause ---- og julen er reddet :-)

Tog ind til samtale med cheflægen i formiddags, Smoel(min svoger) var med! Jeg havde forberedt mig godt, men var alligevel lidt nervøs! Vi kom i god tid og sad og drak kaffe i venteværelset, da sygeplejersken sharp til tiden kaldte os ind og spurgte til hvordan det gik! Jeg svarede at jeg var bekymret for hjertet, ----- hun forestillede sig at jeg skulle have kemo efter planen i dag, ----- og jeg vidste med mig selv, at det skulle jeg ikke. Så kom min kontaktlæge, som i starten af samtalen sagde at han ikke var bekymret , --- underforstået at vi godt kunne køre videre med kemoen. Så fortalte jeg om symptomerne på hjertepåvirkning, forpustetheden, specielt når jeg går opad, og at dette er forværret. At jeg er så glad for det kemoen har gjort, det har virkelig været godt at få den, jeg har fået det meget bedre, men at jeg føler at den har toppet i sin virkning, og at det nu mere er den hjertebivirkning som viser sig, og at det går ud over min livskvalitet, især hvis det bliver værre. Jeg kan godt lide ham, og jeg har meget tillid til ham, og mens vi talte sendte jeg tillid og lys til ham for at han også kunne finde ind til netop den visdom han har, som skulle på banen her! Han lytter når jeg fortæller, og holder pauser og tænker, ---- og jeg havde tillid til at det forslag han var ved at komme med ville føles rigtigt. Og det var det:

Jeg skal alligevel til en CTscanning d. 19. det er planlagt, så vi venter og ser hvad den viser, og hvis den ser OK ud, så laver vi en ny hjertescintigrafi inden stillingtagen til en evt fortsættelse af kemoen, måske i lavdosis. Fordelen ved denne kemo-type, Rubin-eleksiren er jo, at vi ved den virker! Man kunne godt forlade den nu, men den kan noget, og skal måske have lov at få kræften til at skrumpe helt ind, gerne fjerne den helt, hvilket han ikke anser for helt realistisk, ----- men faktisk har jeg allerede overrasket ham ved ikke at have haft behov for yderligere pleuracentese (udtømning af væske omkring hø. lunge), hvilket han havde ment blev nødvendigt et par gange endnu. Og dette er altså også en positiv virkning af kemoen, at den har standset den væskedannelse. Så jeg er åben for at "vi ser an" ------ hvilket betyder at JULEN ER REDDET,  at jeg får det godt hele julen og nytåret, åh så dejligt!

 

***

 

Så jeg var fuld af livskraft, glæde og taknemlighed da vi kørte hjemad, ---- og da solen skinnede og sneen var hvid og indbydende tog Lennart og jeg på langrend i Mols bjerge i en hel time.

Og nu her til aften er det næsten skyfrit og stjerneskuddene fra Tvillingerne funkler ned over himlen i massevis! Så der er optimisme i mit lille småskadede hjerte, og jeg kan høre stormen suse derude, og vil lige ud og gribe endnu et par stjerneskud inden sengetid!

 

***

Mit hjerte

I morges ringede jeg så til Isotopafd. på KH, talte med en af deres læger ang. måleusikkerhed på Mucha=Hjertescintigrafier.
Hvis der er 5% eller mere fald i målingen er det signifikant. Og på mine to målinger på hhv 69 og 56 er der alt efter om man vurderer udfra tallet 100, eller fra udgangsværdien enten 18,8 eller 13%s fald. Dvs at mit hjerte HAR taget skade af kemoen. Værdien 56 er dog stadig i normalområdet, så jeg har heldigvis haft noget at give af. Men jeg kan ikke tåle mere af den kemo!
Jeg blev chokeret over at få min mistanke bekræftet, ulykkelig og rasende. Samtidig er det jo fantastisk hvad denne kemo har gjort af godt for mig, helt uvurderligt!
Men det er med til at forklare min forpustethed, som kan skyldes 3 ting, blodmangel, nedsat funktion af hø. lunge og så altså dårligere funktion af hjertets pumpekraft end jeg er vant til.

***

Jeg har konfereret med backinggruppen, og vi skal mødes med cheflægen på torsdag. Jeg ved ikke hvad der så kan blive tale om udover måske Femar, men jeg er meget åben for forslag!
Måske kan der blive en tænkepause inden næste tiltag, kortere eller længere, ---- det ville være dejligt. Mine arme kan heller ikke rigtig blive ved at tåle det toksiske stof, som epirubicin-kemoen består af. Venerne er irriterede og gør ondt, når jeg strækker armene, især hø. arm, selv om vi har været meget omhyggelige med at skifte arm ved hver infusionsbehandling, samt at der er blevet skyllet godt efter med saltvand. Denne gene har jeg tænkt at jeg bare måtte være med, men armene er glade hvis de slipper for yderlig tiltale. Jeg smører og smører med Hirudoidsalve uden særlig virkning :-(

***

Det føles som at være i et tomrum af ukendthed, ----- jeg har slet ikke viden nok om disse ting til at jeg kan se vejen! Jeg er nødt til at fornemme mig frem og lytte og have tillid til hvad min kontaktlæge vil sige, og bede til at jeg selv kan holde en åben tillid og at han kan hente den viden frem, som er den allerbedste i den situation der nu er!
Det er torsdag sidst formiddag!

***

Sneet inde

Her i snestormen med østenvind fyger grusvejen op til huset let til, sådan også nu i dag! Det er jo flot og lyser op, og vi tog en tur på ski udover markerne. Sneen var lidt tung, så der var ikke meget fart på ned ad bakkerne, ---- og det var egentligt lidt rart :-)
Det er virkelig en træningstur, pyh, under normale omstændigheder ville jeg også blive forpustet op ad bakkerne, --- så nu, der er det virkelig nemt at få pulsen op!
Jeg drømte i nat så intenst om først en dejlig kvinde som jeg havde så dejlig kontakt med, og bagefter om en dejlig mand, så jeg vågnede med en glæde i hjertet!
Jeg går og healer både i det ydre og ind i de indre billeder, ----- bruger først at grounde ved at fokusere på Hara, både med vejrtrækning oppefra essenspunktet over hovedet, som jeg har lært det hos Bob, --- og med vejrtrækning ned gennem hø ben og op gennem venstre. Bagefter indånding fra essens til hjertet og udånding gennem arme og hænder i et par minutter, ---- så er der klart energimæssigt----
Sidder her og hører vindens susen derude, jeg lukkede lige hoveddøren op før for lige at trække en mundfuld frisk luft, men fik hurtigt lukket igen, det sneede kraftigt ind!

Vinterbadning

Solen skinnede og der var hugget et hul i isen, og vi vandrede mellem at kravle ned ad stigen, ned i vandet og hurtigt at klatre op igen og ind i saunavognen. Flere af os havde den forestilling om kroppen nu kunne holde til det, hjertet specielt, men det fungerede og vi var i i 3 omgange! Selve overlevelsesinstinktet mærkes stærkt, specielt lige når man efter at have flydt kortvarigt i vandet griber fat om gelænderet igen og hurtigt og præcist kravler op ad trappen, hurtigt får badekåben på, og stiler direkte hen mod saunaen, målrettet!

***

Selv om jeg faktisk har det ret godt på dette tidspunkt i kemo-cyklus´en, bortset lige fra forpustetheden, så er trætheden der, som en helt utrolig ugidelighed når jeg har sat mig, hvis der så skal hentes noget jeg feks har glemt ude i køkkenet. Tyngdekraften føles insisterende. Og trætheden er der også når der skal mediteres, ---- tidligere havde jeg sjældent problemer med søvnighed, og sad uden problemer 5 kvarter eller 1½ time, ----- men nu, ---- efter max 15 minutter så har søvnigheden sneget sig ind på mig, så jeg sidder kortere perioder end tidligere for at få udbytte af det, tit kun 20 min eller godt og vel. Og selv om jeg drikker kaffe inden, så hjælper det kun ganske lidt!
Faktisk kan jeg også mærke at den træthed gør at jeg ikke orker at tale så meget, at det underligt nok også er anstrengende at tale særlig meget, ---- men at jeg så til gengæld nyder stille, ikke talende samvær ganske intenst, ---- også den indforståethed, der tit kan være mellem mennesker, feks hvis jeg går en tur med en, lad os sige at himlen har extremt flotte farver fra en solnedgang eller-opgang, --- dér kan man jo sagtens begynde at tale begejstret om disse pragtfulde farver, at finde sublime superlativer og dvæle i lovprisningen, ---- og her er det altså, at jeg for tiden så langt foretrækker at man bare ser det samme sted hen, og evt lige nikker til hinanden, i en vished om at den anden også oplever de smukke farver, en samhørighed uden så mange forstyrrende ord!

***

Roser

  Roser og solen der skinner ind !

Jeg har lige gået min "endomondo" træningstur på stranden, knap 3 km, 33 min og føler mig godt tilpas og glad over at det er muligt! Der er is på havet 20 m ud, og man skal se sig godt for, for der er glat visse steder!

Henne ved vinterbadestedet i havnen er der nu hugget hul i isen, så det nu er "rigtig" vinterbadning, når vi nu i morgen formiddag tager derned og hopper i sammen med familien, ----- vi har lejet saunaen, så man kan blive varmet op mellem de 3-4 gange som det er almindeligt at lade sig sænke ned i det nu 2 grader varme vand!

Mandag har jeg så aftalt at prøve Lubker spa og fitness-center i Nimtofte sammen med en veninde, rent velvære, ---- det er bare en dagtur, hvor man kan flyde rundt i diverse spabade og saunaer incl ét oppe på taget, udendørs!

 

***

 

Det føles så velgørende at lade kroppen nyde, som modsætningen til de plager den jo også er udsat for, ---- det giver lidt balance!

Ellers går jeg stadig og mærker efter og tænker over om jeg skal fortsætte med kemoen, eller hvordan jeg skal gribe det an! Jeg har talt grundigt om det med backinggruppen, og den ene halvdel af den tager med ind til samtalen i næste uge. Jeg er ikke klar til at beslutte noget endnu, jeg har under søgt en del på nettet ang. muchas=hjertescintigrafi=myocardiescintigrafi, men jeg kan ikke finde noget om måleusikkerhed, og jeg kender ikke nogle læger fra det speciale som jeg bare lige kan ringe og spørge til råds!

 

***

 

Psykologisk og følelsesmæssigt arbejder jeg med TILLID, ------ det at turde have tillid, både i konkrete anliggender, og helt ind i de store spørgsmål om liv og død. Det er jo modsætningen til at lyne den gule førertrøje helt op i halsen og have kontrol og være ansvarlig samarbejdspartner, selv at have helt check på hvad der skal ske.

Det er den dobbelthed som jeg kigger på og ikke kan gøre så meget ved lige nu, ----- det ville være dejligt at få balancen lidt mere over i den tillidsfulde side, men foreløbig må de nok være der side om side!

 

***

December

Solen skinner og kulden bæser direkte gennem tøjet, som heller ikke er voldsomt tykt og vinteragtigt, ---- det er helt klart, og jeg så Venus i morges!
Efter kurset, eller rettere det lille retreat oppe på Lovns har der været meget mere vågenhed ind i meditationerne (kaffe hjælper også), og en blød tillidsfuldhed. Det var så godt at sidde i et rum med Jes, hans nærvær og bevidsthed lægger en grund, hvor det bliver så nemt at gå med ind i den stilhed.
Og det var så overraskende godt at få lov til at give healing, hvilket jeg ikke har gjort i nogen tid, men det at give det åbnede for nogle kontakter, der har været slukket et stykke tid, ----- så jeg vil til at gøre mere i det nu igen. En af grundene til at jeg ikke har gjort det længe er, når jeg tænker efter, det at jeg synes at jeg bør kunne tolke på de visuelle fænomener der opstår, så det bliver rimeligt logisk og forståeligt for modtageren, ----- og det har jeg formået at slippe nu. Det kan jo ikke reduceres ned til fornuft og normal forståelighed, så det får så nu lov til at "hænge i luften" som de sansninger det producerer, som modtageren så kan få frit og bruge efter forgodtbefindende og egen fornemmelse.

***

Mht sygdom har jeg det godt lige pt, da jeg er et sted i kemocyclus'en hvor de første ubehagelige fornemmelser er brændt af, og hvor jeg lige har passeret bunden af immunforsvaret. Jeg er forpustet når jeg går op ad bakke, og mere end jeg skulle være, synes jeg. Det er problematisk med hjertebivirkningerne, og det er det jeg bla skal have en snak med min kontaktlæge om næste torsdag inden evt fortsættelse af kemoen, ---- for kan jeg overhovedet tåle mere? Venerne i armene har det heller ikke godt, ----- ja, man får ikke noget uden det koster, de kan snart ikke tåle mere af det toksiske stof, ---- meeeen jeg vil extremt nødigt have port a cath, som er en shunt, der kan opereres ind i en større vene opadtil på kroppens forside nær halsen, det vil være fobisk for mig, hvis det skulle komme på tale :-(

***

Jeg var til møde i lægeforeningen i går i en gruppe for læger, der er sygdomsramte, og en fortalte om laserkirurgi i Tyskland, ---- det kunne også være en mulighed!
Der er MANGE muligheder og det er enormt svært at holde sammen på dem, og at sætte sig ind i og vide nok så det bliver muligt at sortere i dem! Men det kommer jeg til at bruge tid på i den kommende tid!
Og solen skinner stadig, og jeg skal ud i vejret!

***

På kursus :-)

Kursus ved Limfjorden. Herligt, det fungerer, jeg har det godt og bliver forkælet. Er glad og taknemlig over at det lykkes og over al den omsorg!
Og så er det SÅ godt at blive undervist igen og at meditere i så dejlig en gruppe! Det giver livsmod!

I går :-(

Jeg kunne slet ikke beskrive, da jeg skrev i går, hvordan det føltes, det var på en måde for forfærdeligt. Det var inden jeg var hos min praktiserende læge i Ebeltoft, der med sit nærvær, præcision og logik hjalp mig op til at føle lidt håb og tillid igen.

Men inden da mærkede jeg en opgiven og en følelse af at det gik ned ad bakke, en håbløshed, en magtesløshed, ---- og jeg kunne ikke kontakte min backinggroup og diskutere det med dem, da de var ude i andre ærinder på det tidspunkt, ---- og det var lægelig præcision jeg havde brug for, og ikke kærlig menneskelig beroligelse og omsorg, men facts og forholden sig til det fysiske!

Imens jeg havde det sådan, 5-6 timer eller mere var der også en udmattelse og træthed, som ville lette det at skulle dø, hvis det nu var den vej det hele gik, --- og det føltes det på det tidspunkt det var. Der var en sorg over at lade de mennesker i stikken, som holder meget af mig, og som jeg ved ville savne mig meget hvis jeg ikke var her mere, en følelse af at jeg ikke kunne være bekendt bare at dø væk fra dem, en følelse af at svigte dem. Og mine tanker begyndte at søge efter erstatninger for mig til dem, at se hvem de kunne få nogenlunde den kontakt med, som de har til mig.
Det var en følelse af afmagt over at mærke den træthed der er i kroppen og også i sindet, hvor jeg nårsomhelst når jeg har siddet et lille stykke tid mærker en snigende, lokkende , sødmefyldt søvnighed, en ugidelighed, som jeg så let som ingenting kan glide ind i. Jeg tror jeg ville kunne sove det meste af døgnet, hvis jeg tillod mig det. Det hjælper lidt at drikke kaffe, hvilket jeg ellers var holdt næsten op med til fordel for grøn te, ---- men jeg kan nu mærke, at det er en fin lille hjælp med kaffe på udvalgte tidspunkter! Det var ikke et moralsk fravalg, blot det at jeg følte bedre for grøn te i en periode.

En af grundene til den opgiven er den følelse af let kvælning, som jeg mærker op i halsen, og dér kan jeg så få en angst for larynxødem (hævelse inde i strubehovedet) som vil kunne besværliggøre vejrtrækningen, ---- det er et af symptomerne på vena cava superior syndromet, som ellers er på retur ifølge CT-scanningerne. Men det er en konstant let ubehagelig fornemmelse, som kan give angst indimellem. Og stadigvæk har jeg let halsvenestase, selv om det er blevet tydeligt mindre, så der er stadigvæk et overtryk i blodkredsløbet i hoved, hals og arme.

Jeg har altid troet, at hvis jeg vidste at jeg skulle dø indefor en kortere periode, så ville jeg planlægge en rigtig god og også festlig begravelse for alle de efterladte, arrangere med østers og champagne, øl og skøn mad, finde en velegnet, stor kirke og et sted bagefter hvor der kunne holdes et kærlighedsfyldt, mangfoldigt og frodigt begravelsesgilde, og tænke på musik og at det skulle være berigende, nærværende og opløftende for alle deltagere, som gode begravelser jo kan være, ------- men der i går mærkede jeg at det var slet ikke så vigtigt, jeg skulle bare have lov til at sive afsted stille og fredfyldt, og hvordan det skulle markeres, det havde jeg slet ikke behov for at bestemme, det måtte være helt op til de levende. Og der var også en let følelse af at jeg svigtede dér, og bare stak af.

Der var også en vis lettelse over ikke at skulle behandles og hele tiden være afhængig af behandlingssystemet, og stikkes i og have det dårligt, og føle det konstante pres af at skulle være så meget medspiller i behandlingen for at den ikke skal glide af sporet, som jeg jo rent faktisk har oplevet at den var tæt på. Tilliden til at andre kan overskue den sygdomsmæssige situation og lægge en realistisk god plan er jo desværre blevet noget flosset, uskylden er brudt!
Og så er det jo her, at det med meningen med det hele kommer ind, ----- jeg kan godt mærke, at når jeg er der helt ude på kanten (fysisk eller følelsesmæssigt) så kommer der en opgivelse og laden-stå-til-følelse, som man med en meget meget positiv tilgang forsigtigt kunne antyde som hengivelse, ---- hvilket jo spirituelt kunne tolkes positivt, men jeg føler det ikke som om det går ind i lys og vågenhed, mere ind i en uendelig træthed ------- og det er jo præcis her jeg gerne ville kunne mærke en mening, en vej, lys!

Og så var det at min praktiserende læge løftede mig op, så at tidshorisonten nu er blevet mere diffus igen, og med sin logik foreslog mig en let ændring af medicindoserne, så at jeg tror lidt mere på det hele, ---- og hendes vurdering og forklaring på symptomerne virkede realistiske og troværdige, ---- også så der igen blev plads til taknemligheden og hjertet :-)

Men alt det kunne jeg slet ikke skrive i går, først nu, hvor der er en lille afstand til det!

Hvad nu?

 

Hvordan kan de leve i det kolde vand, der er mange af dem, og de ser ud til at trives godt. Det er lidt mareridtsagtigt.

Jeg fik svar på hjertescintigrafien i formiddags, 56, i forhold til 69 sidst. Begge målinger i normalområdet, men enten er styrken af hjertets slagkraft faldet betragteligt, eller også er måleusikkerheden stor, ---- men det skal følges, for måske kan mit hjerte ikke tåle kemoen, ------ og hvad gør vi så?

Jeg fik ordnet det så jeg får en samtale med chefen inden næste kemo, ellers tør jeg slet ikke at få den. Det er ikke let at få arrangeret den slags, og fordi jeg var noget slået ud af det resultat på scintigrafien var jeg ikke særlig velformuleret, og der var flere misforståelser undervejs, ----- og de sparer også på deres lægetider derinde, og synes ikke det er nødvendigt med en sådan inden hver eneste kemo. Men for mig har der så været adskillige komplikationer, og en samtale hver 3. uge føles bestemt ikke at være for meget, og helt nødvendigt for min tillid og tryghed, ------ og det fik jeg jo så også igennem, men det kræver en del argumentation, og det er heller ikke rart at blive opfattet som urimelig og krævende.

 

***

 

Men så var jeg ovre hos min helt egen læge i Ebeltoft om eftermiddagen (ja, der går meget tid med dette at holde kroppen i form og prøve at hele den) ----- og det var bare en positiv oplevelse, hvor vi nåede hvad vi skulle i et dejligt koncentreret nærvær. Godt jeg har den kontakt! Hgb 6,8, hvilket jo er klart for lavt, men kan forklare den forpustethed jeg har når jeg går opad trapper og bakker, så jeg ikke nødvendigvis behøver at tilskrive det hjertet, og kan forklare trætheden også. Jeg vil så nødigt have skadet mit hjerte :-(

 

***

 

Og så gik jeg en dejlig træningstur ved stranden og hen til havnen da jeg kom hjem, ---- det var rigtig lavvandet, så jeg kunne komme forbi uden at skulle klatre på stengærdene. Og nu har jeg fået downloadet Endomondo på mobilen, så nu ved jeg at afstanden er på 2,6 km, hvilket tager ½ time sharp, og det er dejligt!

 

***

 

Det er en uge siden i morgen at jeg fik sidste kemo, så nu skulle jeg få det bedre, hvilket jeg virkelig håber, da jeg skal på kursus fra torsdag til søndag, og der vil jeg jo gerne være vågen og have det godt!

 

***

 

 

Hjertescintigrafi

Sidder nu på KH i et venteværelse og venter på at skulle ind til en planlagt hjerteundersøgelse, ren rutine, som laves fordi kemoen kan skade hjertets pumpeevne. ------Hvilket jo nødigt skulle ske, --- og er der tegn på det må man stoppe med den form for kemo, og finde på noget andet i stedet! Sidst jeg fik den lavet, den første gang i forløbet, var alt fint, og da man skal ligge der under en stor geigertæller med radioaktivitet cirkulerende rundt i kroppen i 1/2 time, så er det jo en fin lille middagslur!
Der sidder 6-7 andre ventende patienter her, nogle drikker kaffe fra en kaffemaskine, mens et par læser i medbragte bøger, en løser kryds og tværs, og en sidder med korslagte arme og stirrer ud i luften!

***

Ellers er jeg i den fase efter kemoen på en ugestid, hvor det er lidt hårdt. På den måde at der er en masse træthed/søvnighed, og at der er en ikke særlig rar følelse af at være kradset op i området indeni fra halsen og ned til solar plexux, en anelse kvalmeagtig, uden at det er egentlig kvalme, svært at beskrive. Og så er jeg mere forpustet end før kemoen, hvilket ikke skal hindre mig i mine daglige træningsture!

***

Så er undersøgelsen overstået, resultatet kommer først i morgen tidligst, ---- så jeg gik en tur ned i huset Heimdal, hvor jeg har reserveret plads til kræftundervisningsgruppen til 12.12.
Og nu videre!

***

Klædt ud som heks

Så er der 11 års fødselsdag i dag
 

Gaia i Holme! Og da hun excellerer i rollespil og den slags vil hun gerne have at gæsterne kommer udklædte, så derfor heks!

Alle de små og større glæder må tages ind og nydes, bare små glimt af velvære og sødme!

Nu har jeg talt med så mange om meningen med livet, og helt bagom er jeg ikke kommet (endnu), men på alle de forskellige niveauer er der rigtig mange gode bud, ---- og det er jo ting som vi alle godt ved med at nyde, at give, at modtage, venlighed, kærlighed, nærvær, prioritering af det vi føler for, medfølelse, glæde, udfoldelse og det at drikke livet ind i fulde drag. Der kunne føjes mange flere ting til, men i den dur, og det er jo også vidunderlige sider, og hvorfor ikke være tilfreds og hvile i dem? Så er der lige alt det med lidelsen, angsten, bekymringen, smerten, ---- det er der jo også, den dualitet. Angsten for døden, det ukendte!

Så den nye James Bond film i går i Ebeltoft Bio, ih så meget død, flot film, og også gode pointer bla om samarbejdet mellem unge og gamle som noget frugtbart!

 

***

 

Jeg er lidt i limbo, kan ikke rigtig se udvejene, hverken sygdomsmæssigt, jo jo det går planmæssigt men jeg vil jo gerne have at det fører til helbredelse stadigvæk, og meditativt er der mange distraktioner, og stilhed er der kun i meget korte stunder, og det at være tilstede i tilværelsen er fragmenteret af rastløshed, følelsen af at ville nå så meget, suge til mig og leve fuldt ud, ------ og det med at hvile i vågen væren har trange kår!

Jeg prøver og eksperimenterer og suger inspiration til mig.

Feks Murakamis Trækopfuglen, der er så meget poesi, så det siver ind i sindet og påvirker dagen, alle de små ting han beskriver, detaljer om at koge æg, og hans kones brug af kleenex, fuldstændig almindelige ting, det bliver så poetisk og levende i hans beskrivelse!

 

***

 

Og så kører vi ind til Holme om lidt!

Mening?

Det er der som en længsel efter at begribe hvad det er det går ud på, det hele, bagved alt det søde og dejlige og kærligt medfølende, og det at leve sammen på kloden. ----- Det er jo meget større, tænk på galaxerne og alt det derude langt væk.
Alt det meget, det meste af det hele, som vi ikke forstår, og altså mindst af alt formålet, meningen! Hvis der er en!

***

Det føles insisterende at forstå, en stærk længsel. Og her savner jeg kapaciteter, der kan forklare mig det, så jeg kan forstå det. Jeg ved ikke om de der er meget langt i spirituel udvikling har indsigt om det overordnede formål, og om det kun er muligt der at få svar, ---- og om der måske er rigtig mange niveauer, sådan at når man begriber ét, så ligger der til stadighed flere bagved! Og hvis det er sådan, så kan det jo sagtens være Dalai Lamas medfølende holdning, som er det svar jeg kan begribe her, medfølende sameksistens. Men bagved det?

***

Tak for al den respons jeg har fået på immunforsvars stimuli, det er jeg taknemlig for, og har også bestilt noget på nettet! Og i det hele taget for de kommentarer som jeg får både her på bloggen og som mail!

***

Selv om det er dagen efter kemo har jeg det godt, nogen væskeophobning i kroppen, men det år over i løbet af et par dage, og jeg tror det var godt at dosis blev reduceret.
Katten har fået en ny elektronisk kattelem og en chips i nakken, som lemmen reagerer på, så det kun er den der kan komme igennem og ikke fremmede katte. Hvad kan man ikke?

***

Og nu lader jeg mig synke ind i drømmeland, selv om de prednisolon tbl som man får i højdosis 3 dage i forbindelse med kemo i den grad giver vågenhed, ---- men det skal ikke hindre en god nats søvn efter en kop ægte sønderjysk sovete. God nat!

***

5. rubin-eleksir

Hjemme igen efter 5. kemo i dag!
Ved lægesamtalen inden går det mere op for mig, at de ikke satser på at gøre mig rask, men at opnå så god en livskvalitet som muligt i så lang tid som muligt, -----
og det er som landet ligger og som den lægelige viden er på nuværende tidspunkt jo realistisk!
Men min backinggruppe og jeg aftalte bagefter at når denne Rubin-kemo er afsluttet, så vil vi gøre en indsats for en mere agressiv behandling i form af at få fjernet, hvad der så er tilbage af cancerfokus, det være sig med protonstråler eller kirurgi! Evt. kan vi tage turen ind om Second Opinions udvalget, det officielle!
De giver kun leucocytbooster, Neulasta, til de patienter som de satser på kan blive helt raske, ----- om det så er pga prisen, eller som hun forklarede, fordi bivirkningerne tit er så kraftige, at de ikke vil byde os andre, som alligevel ikke forventes at blive helt raske, det, ------ det får stå hen i det for mig uvisse! Så jeg har tænkt mig at gå til den med hvidløgskapsler mht at styrke immunforsvaret!

***

Dosis af Rubin-eleksiren var blevet sat ned til 75% af fuld dosis, for ikke at immunforsvaret skal ryge så langt ned igen som i sidste periode. Og virkningen skulle i og for sig være lige så god, evt kan man give en gang extra! Jeg ved ikke voldsomt meget om kræftbehandling, søger lidt i blinde hist og her! Det er et område i rivende udvikling, ---- der er jo behov for det, da 1/3 af os alle får det!

***

Så god en livskvalitet som muligt, så længe som muligt, ----- gælder det ikke for os alle!? Og så er spørgsmålet jo til hvad?  Ikke udfra en opgivende holdning, men generelt!
Hvad er det nu lige vi er her for, hvad er det, der er vigtigt, et formål?
Er det bare at hygge os og dyrke de interesser, der falder for?
Eller er det, som vi hører i spirituelle kredse, at udvikle os, udvikle medfølelsen og gøre godt, gøre "en forskel" ?  og ultimativt opnå oplysning til gavn for alle levende væsener, som Dalai Lama siger?
Kærligheden føles god og meningsfuld, når den er der, men den kreative intelligens, Gud, siges jo at elske alle sine skabninger lige højt. Og er vi ikke alle principielt lige langt fra "oplysning", da denne jo vides at kunne ske pludselig og uventet, og ikke nødvendigvis uden årelang træning?

Eller er der overhovedet noget formål? Den helt store frihed?
Ja, disse spørgsmål har vi vel alle haft oppe, ---- og så kræver de sommetider at blive set på igen, og igen, ----- fordi svarene ikke er så klare, så der er noget konkret at holde fast i. Det bliver let til noget vi tror på, synes jeg, noget vi har hørt, noget fint og moralsk, --- det er jo det rareste, og så er der noget at stræbe efter, og vi kan prøve at gøre os bedre, ------
det vil være rigtig dejligt hvis der er nogle, som har lyst til at kommentere det her, jeg lytter ivrigt!

Men først er det tid til en lille eftermiddags efter-eleksir lur på sofaen!

Dagen før ny rubineleksir!

Igen valgsituation, ----- skal jeg bede om at få Neulasta, et middel til 10.000 kr som kan sørge for at immunforsvaret ikke går så meget i bund der et par uger efter kemoen? Det har også bivirkninger, kvalme som jeg hidtil har undgået, og i sjældne tilfælde grimme bivirkninger med lunger og milt! Eller skal jeg prøve at klare det med hvidløg, det at jeg nu 2 gange har fået alvorlige infektioner mens immunforsvaret har været i bund?

Det vil være rigtig ærgerligt at spilde den ellers gode tid med feber og infektioner, hm, jeg må rådføre mig ved lægesamtalen i morgen inden kemoen. Jeg skal på kursus sidst på måneden på Lovns, så der vil jeg også gerne være frisk!

Ellers er jeg omgivet af så dejlige og skønne mennesker, store og små, og føler taknemlighed, en rar følelse at have, --- og også megen glæde over at kroppen fungerer så godt som den gør, så jeg både er begyndt at løbetræne og cykle og overvejer om jeg alligevel skal melde mig ind i vinterbadeklubben!

Stille morgen!

Vågner her kl 7.45 langsomt med flere drømme i erindringen. Føler mig udsovet, og morgenlyset siver ind gennem persiennerne.
I den første drøm  går jeg i en butik og følges med en høj, mørkhåret sur mand, som tidligere har været en ven, men som nu er meget ambivalent overfor mig, mest negativ. Han forfølger mig og vil ikke slippe kontakten! Han skal have nogle nye briller, jeg finder nogle til ham, men de passer ikke så godt, så han må selv finde ud af at købe nogle hos en optiker. Han er utålmodig og ikke rar at være sammen med.
Jeg laver en opstilling af bla religiøse billeder og tænder en del levende lys, som et skridt på vejen.

I næste drøm skal jeg rive noget opbygget ned, nogle religiøse bygninger, noget gammelt tibetansk. Jeg sidder på en jordvold. Som hænger ud over en lille kløft og prøver at få det til at løsne sig. Med fare for at jeg selv falder med ned, --- jeg ville nok slå mig noget, men ville ikke dø af det vurderer jeg. Prøver at kravle ned igen for at angribe det fra en anden vinkel, der er bla en lang udskåret stolpe som jeg kan skubbe til opbygningen med i mørkerøde farver, -----

I den sidste drøm er jeg på kursus hos Jes, og sidder sådan i lokalet så jeg kommer hurtigt ud, og så står han altid derude og vil gerne snakke. Energien er dejlig, det er let at synke ind ned i den, og jeg nævner at det er dejligt at møde dakinierne igen. Han flyver op i et hjørne på trappegangen ved siden af, der er et godt overblik, og jeg svæver med. Der er nogle altertavler/krusifikser af bandet tibetansk-kristen  bearbejdning, og de er ikke malede med farver endnu. Der snakker vi længe, og især om det at synke ned i energien så let og bare være der, --- det er den helt selvfølgelige og sande vej/væren.

***

En god, neutral følelse af nøgternhed, ---- dagen ligger her foran mig, ubrugt og lysgrå, der er en smule blid vind, kan jeg se på vimplen, -----

*** 

Godmorgen!

Wellness

Det VAR fedt at svæve i varmtvandsbassinerne, og svede i saunaer, svømme i en alm pøl, og så et udendørs boblebad under de tungthængende skyer. Det er et super sted Kellers Park (den gamle åndssvageforsorg) i Brejning, lige ned til Vejle Fjord! Og jeg fik massage med opvarmede lavasten (svært at mærke forskel på hænder og sten!) ---- med en masse lækkert frugt bagefter! Det er lækkert bare at daldre rundt i den spa-afdeling. Sjovt nok går det sted rigtig godt, hvor en masse tilsvarende steder ikke kan få det til at løbe rundt, Fuglsøcenteret tidlige feks, så hvad er det de kan?

Der er en bog fra 1300-tallet  "Uvidenhedens sky" som skal være grundlaget for Centering prayer! Den må være skrevet på latin i et kloster formentlig, og betragtes såvidt jeg kan forstå stadig som fundamentet.
Når jeg tager den måde ind i min praksis føles det som at det smelter sammen med dobbeltretningerne på en virkelig blid og integrerende måde. Det gør sig af sig selv, og på en måde føler jeg at det bygger op helt fra grunden, på en ny måde, som selv gør sig, og som jeg slet ikke havde kunne forestille mig. Måske også lidt som en syntese af den østlige og den vestlige vej!

Lige nu sidder jeg på Café Gaya i Vestergade og skal om lidt videre til Sushirestauranten her lige ved siden af, hvor den 60-åriges gæster er inviteret til her kl 18!

*****

FRI :-)

Så blev jeg udskrevet, pyh, endelig, fik sidste iv behandling i formiddags på KH, og omsider var de hvide blodcelle steget, så at mit immunforsvar er ved at køre sig selv i stilling! Aaahhhh, og jeg fik fjernet den venflon (nål i armen til iv injektion), som jeg nu har haft i i en uge. En lille ting, men ih hvor er det skønt at være fri for fremmedlegemer i kroppen! ---------

FRI, det er den følelse der jubler igennem, og tanken om at næste kemo er om en uge, der får jeg så hevet tæppet væk under mig igen, MEN indtil da, en hel god uge med at have det godt, ------ det skal bare leves intenst, nydes, inddrikkes som den ædleste champagne!

Mis kommer her og hopper op og lægger sig ovenpå musen, OK, det er måske nok en kats natur, meeeen, den er før kommet til at slette noget jeg lige havde formuleret og skrevet, såe der er ikke bare carte blance for den!

Lennart bliver 60 på fredag, og vil på det bestemteste IKKE fejres (jeg truede ham med et surprise party), faktisk havde han tænkt sig at stikke af helt til staterne eller Canada, hvor han tidligere har nogle rigtig gode syrede minder, ------ men da hans ledsager grundet midlertidig sygdom ikke lige kan rejse så langt er det blevet til et hotelophold på Comwell Kellers Park i Vejle med wellness og god mad, ------ og ih hvor skal det nydes !!!!

Og så vil jeg sige at det at arbejde med Centering Prayer mærkes rigtig rigtig godt, ------ det er en kristen tilgang, som jeg føler som et nærmest nødvendigt supplement til det buddhistiske, da det har så meget fokus på hjertet, ---- og også at det inkluderer lidelsen, ------ som jeg ellers altid har prøvet at skubbe væk --------
Prøv feks at google Cynthia Bourgeault!

Alene

Så paradoksalt, jeg sidder midt i et smørhul af kærlige mennesker, som besøger mig og giver mig gaver, som tænker på mig og sender mig healing, som kontakter mig og kommer og støtter, og endnu flere som gerne ville, som jeg slet ikke kan overkomme, smuk og kærlig omsorg på alle niveauer, ------- og så sidder jeg her midt i det hele og føler mig alene, lille og ensom!
Det er jo på ingen måde fair overfor alle de dejlige mennesker, som hjælper og støtter, faktisk føles det urimeligt overfor alle jer, at jeg føler sådan, --- som at det kan jeg ikke tillade mig, når nu verden er så god og så opmærksom, ------  og jeg ville da også ønske at jeg ikke følte sådan!

Og det er slet ikke fordi at omverdenen stille krav til mig, som jeg ikke kan opfylde, --- tværtimod er der stor forståelse overfor mig fra alle sider! Jeg er bare ikke glad.

Denneher ellers normalt så gode og solide krop, som plejer at klare diverse skrammer uden større udsving, har nu vist sig at være uhyre skrøbelig, som da den i sidste uge ragede en infektion til sig og reagerede med feber over 40, hvor den meget hurtigt vil kunne dehydrere og gå helt i shock, hvorfra det ikke nødvendigvis vil være let at rette den op igen!

For pokker, det med at gå og være så forsigtig, arrrrgh, ---- og der er længe til begyndelsen af marts, hvor kemoen efter planen er overstået!

Og jeg skulle klage, i et u-land var jeg død forlængst!

Men det er jo det, der er så paradoksalt, ---- jeg er her jo, her, lige her, med hjerne og hjerte og krop og det hele.

Og jeg er da taknemlig for alt det, der bliver gjort for mig, bestemt, ----- følelserne af afmagt og bekymring for hvordan det nu skal gå fylder bare så meget, specielt nu efter denneher blodforgiftning, ----- det kan altså ske, og det gør det sådan lidt svært at planlægge, for jeg ved jo ikke hvordan kroppen reagerer, hverken på kemo eller på hverdagenes små strabadser, ----- og det er ellers noget jeg plejer at tage helt for givet, at min krop klarer det som jeg udsætter den for, sådan, basta!

Og alene, følelsesmæssigt, ikke konkret, ---- men indeni, åh så lang distance ud til dér, ind til dér, hvor mødet er!

Så lige nu en længsel, en uforløsthed, som jeg bare må være ved!

Mortensaften ;-)

Ligger her på KH og venter på at blive frigivet efter dagens iv coctail!
Det er tydelig weekend, stemningen er helt anderledes, ikke så stærkt, de er meget færre på arbejde, her er mere frit.
Medpatienten har haft besøg af sin mand  + to voksne sønner, og de spørger hende om det samme hele tiden, --- jeg tog en siesta under iv infusionen, mens deres stemmer gled længere bort!
Jeg har lige fået en bog om Centrerende bøn, beskrevet af Cisterciensermunken Thomas Keaton. Der er noget virkelig fascinerende over den metode, den er blid og med hjertet som centrum, ---- bliver inspireret! Den er skrevet af Cynthia Bourgeault og hedder Det vågne hjerte!
***
Åh det tager lang tid i dag, jeg venter på stuegangen, ---- men vil gerne afsted snart ---- hjem til Mols og Mortensanden!
Imens ligger jeg og kigger på billedet af den lille klovn på væggen, som har overvåget hele indlæggelsen og dette efterfølgende! Han ved en del, han er i familie med narren og har del i hans visdom ! ----- og somme tider smiler han til mig!
***

Blod

Jeg havde jo forestillet mig at de to blodportioner var fra en ung spændstig cykelrytter og så en havfrue, ------- og tænkte at jeg ville møde dem i drømme, ------ men der var fyldt af knust glas og konflikter og kamp så det battede i en energi som man godt kunne flyve på, men det føltes ikke godt, så det holdt jeg op med. En lille Gaia gjorde de kæmpende opmærksom på hvad de var i gang med, og fordi hun var dødelig virkede det, og kampene mildnedes!

***

Så øh, blod eller ej, ---- men det var nødvendigt med en meget lav Hgb!
Nu kører jeg pendulfart derind til iv injektion med Rosephalin hver dag, --- samt frokost!
Ved en gangtest i dag synes jeg nok det har hjulpet noget, en bedring, men alt er ikke helt løst :-(
En god middagslur! Og noget arbejder nede i det ubevidste, det er en klar fornemmelse, og i sagens natur kender jeg ikke indholdet endnu!

***

Og i morgen er det Mortensaften, og det skal fejres med en rapand og grønne syltede tomater fra egen avl! Og nu skal der ses en dvd, Maskinisten!

***

Somme tider går det stærkt ---

Så er det hjem, lige om lidt, ---- sidder her i sengen og venter på chaufføren!
Nogle gange går det bare hurtigt både op og ned, heftig bølgegang, voldsomme penduludsving, ud i dualitetens ekstremer!
Jeg har lige siddet ude i dagligstuen og drukket te/kaffe med min kvindegruppe, som kørte herned fra Viborg, --- så dejligt, så varmende, kærligt, morsomt!
Siden jeg skrev sidst har jeg været til ultralydsscanning, hvor rtg lægen IKKE synes at den smule væske der var skulle tømmes ud, pyh, jeg slap :-) Og det var ikke noget jeg besnakkede ham til, ----- det var sådan en lettelse! Og senere ved samtale med chefen vurderede han at det ville være godt med iv antibiotika, og at han synes at et par portioner blod ville gøre godt! Han er kompetent, sød og troværdig, og var helt nærværende! Jeg lytter til hans erfaring og det føles godt!

***

Så da jeg havde det OK gik jeg til kræftundervisning, nu for 3. gang i gruppen, og tårerne løber altid frit når jeg hører på de andre patienters historier. Det er SÅ berørende, og gruppen begynder at hænge mere sammen og kende hinanden lidt. Psykologen fortalte om hvad der kunne hjælpe til at finde et nyt fodfæste, og runderne uddyber!
Vi sluttede med mindfulness meditation.

***

Nu i dag fik jeg 2 portioner blod i formiddags helt uden komplikationer, og afventer nu de mulige personlighedforandringer fra de personer jeg har modtaget hjerteblodet fra! Tak til dem der giver så generøst :-)

***

Som noget helt nyt fik jeg ved stuegang spurgt om beskrivelsen af CT-scanningen, hvor det beskrives at de to lymfeknuder er svundet lidt, den ene fra 5-6 mm, hvilket jeg tænkte var en slåfejl, ---- lægen gik ud og så billederne fra Scanningen, og den var svundet fra 15-6 mm
Så kemoen virker endnu bedre end det så ud til sidst!
Der var streptococcer i venylerne, det kan være bakterier der kommer fra huden, og det er der bare ikke noget at gøre ved, det kan man ikke gardere sig imod med hygiejne og med at spritte af og spritte af, vaske og skure ----- det er vilkårene ved kemo, det kan bare ske, ----- så nu er det iv behandling med et antibiotisk stof ved navn rosefalin, som skal gives en gang dagligt, så nu er det pendulfart herind hver dag i en ugestid, ------

***

Så hurtigt op, hurtigt ned, bølgegang som livet i almindelighed, mere eller mindre intenst, ----- det liv det liv, de mangfoldige muligheder der hele tiden byder sig til!

Medpatientens søn sidder og mader sin mor, mens faderen sidder og fortæller vittigheder! Hvor bliver det skønt at sove hjemme og være fri for alle de natlige forstyrrelser, som ikke kan undgås her! Med høj feber kan det være ligegyldigt, men når man så bliver frisk og følsom, så øges sensitiviteten!

***

Og stemningsmæssigt har drømmende væltet ind over mig igennem natten, en masse indvandrere har gjort deres entré, jeg har båret min datter og svinget hende rundt i dans, og insisteret på at jeg er ven med en polarklædt mand i hvidt, som er mistroisk overfor min intention om at købe ham fri!

***

Min backinggroup er rystet over at jeg overtalte lægen på afd i mandags, da jeg have 40,3 i temp til at se natten an om jeg ikke bare sov mig fra feberen. "Du havde jo blodforgiftning, det kunne have gået helt galt, ---- nu har du klaret de første skær, der var svære, og skulle så en sølle blodforgiftning vælte hele læsset! En anden gang, hvis der kommer sådan en pludselig temperaturstigning så skal du altså ind hurtigt, --- og hvordan kunne du overhovedet overtale den vagtlæge til at se det an natten over, det var jo helt uforsvarligt!?"
mig: "jamen jeg var bare så træt! ---- men OK så!" 

***

Heksekedlen

Er dybt inde i heksekedlen, gang i den, systematisk orden, venlighed og humor, og så alt det hekse også kan. Iv antibiotika og blod i morgen for at give mig et løft, og jeg vil tage det som en kærlighedsgave fra en ung cykelrytter som ganske gratis har givet noget. Af sin egen vitale essens. Hvordan mon der er at få andres blod, mon man kan sanse det, ---- det finder jeg ud af i morgen, ihvertfald om jeg kan! Måske får jeg nogle sære indfald som er fremmede for mig, ret spændende!
Men ellers skal jeg ud i løbet af få dage, inden immunforsvaret efter sidste kemo går helt i bund, hvilket er 9.-13. dagen, for ikke at rage alle hospitalets baciller til mig, siger chefen! Jeg sympatiserer! Og begynder at få det lidt bedre :-l

Feber :-(

Sov det meste af dagen i går, og da jeg omsider tog min temp var den 40.3 -----aftalte at se det an til i dag, og da temp til morgen var 39.5 så skulle jeg ind,  ------ så her ligger jeg så, for en kort bemærkning formoder jeg, på KH igen! Det værste er at jeg lige skal til ultralyd i morgen, mhp om der skulle være væske igen, som evt skal tømmes ud, waahh det er det jeg er så bange for:'( 
Ellers skulle jeg have været i filmklub i aften og se en rigtig weired film, ------
Nå, men jeg tror bare jeg sover videre nu!

lørdag

Den vrede og irritation fra i forgårs blev punkteret i går pga flere ting. Selvfølgelig var den et dække for sorg og angst, den prøver bare at holde det væk!
For det første kunne jeg allerede fra morgenstunden se at der var hævelser i kroppen, væskeansamlinger i ben og også lidt i ansigtet. Godt nok har jeg ikke bivirkninger af kemoterapien sådan subjektivt med kvalme, men der kommer altså noget ubalance i hele systemet i dagene efter, som jeg ikke har check på.
Jeg får ellers kun en lille smule vanddrivende medicin nu, ---- mit hjerte er jo grundigt undersøgt her for nylig ude på Skejby og fundet eksemplarisk, og nyrerne er også fine og helt normale, så hvorfor kommer der så de væskeubalancer i dagene efter kemoen? Det forstår jeg simpelthen ikke! Og det er virkelig frustrerende, at jeg ikke har check på det -----

så jeg gik og rasede noget der om morgenen og formiddagen, og ringede også til KH og fik en ekstra samtaletid med chefen himself, og fik skrevet nogle flere blodprøver på til næste check inden 5.kemo, som de havde glemt at kontrollere sidst (jeg havde den gule førertrøje på under samtalen!).

Men samtidig med at jeg gik og rasede var jeg også bange og ulykkelig, for jeg synes at det bliver værre med de her mærkelige ubalancer fra gang til gang, og hvis det fortsætter hvad så?

***

Ved middagstid fik jeg besøg af en meget god ven, og det nærvær sammen med nogle blide Bob-øvelser gjorde at raseriet smeltede ned i en ked-af-det-hed, som godt nok er blød og udvidende i hjertet, men som også er ind i opgivelse mere end i hengivelse. Og der er det der med tillid, som jeg i denne periode jo netop har erfaret at jeg IKKE kan have til sygehussystemet. Hvis jeg selv og min backinggruppe ikke havde haft de gule førertrøjer på og blandet os i behandlingen, så var det gået galt, ----- så et samarbejde er nødvendigt, og det er helt nødvendigt at jeg følger præcist med og også styrer indimellem, ---- der er ikke noget med at kunne læne sig tilbage i fredfyldt tillid til systemet :-(

***

Og så er jeg jo pinagtigt klar over, at sundhedsstystemet ikke er det samme som den højere bevidsthed, det udvidede princip, den kosmiske moder, det guddommelige hellige, helheden, friheden, altet, hvad vi nu kalder det.
Og i forhold til det skulle der vel være grund til TILLID og hengivenhed, ----- til hvad ellers skulle man kunne have det ?
Men selv her føler jeg at der er et frit valg, at jeg selv får lov at vælge, ------ så selv her føler jeg mig selvansvarlig og kan ikke heller læne mig tilbage og lade det højere, skæbnen bestemme, ---- det er bare så pisseanstrengende at skulle klare det hele selv og selv lægge linien og træffe beslutninger, --- frihed ja ja ja, den helt store frihed til hvad som helst!

***

Jeg føler nemlig at der faktisk var lagt op til at jeg skulle dø, som et "tilbud" fra skæbnen, det højere. Havde jeg selv og min backinggruppe ikke reageret som aktive medspillere så var jeg død der i sidste halvdel af august, ca samtidig med min karmiske consort.
Men jeg fik et valg og tog det.
Så hvor er det at jeg bare kan have tillid og hengivenhed til det højere?
------ selvfølgelig overser jeg noget, og skal "bare" gennembryde endnu et lag, smelte igennem en ny begrænsning til det endnu højere, og dér ligger det så, dét helt store og lysende kærlige, som det er ubetinget og selvfølgeligt at kunne læne sig ind i, og tillid er bare ikke noget spørgsmål mere!

***

Men vejen dertil, ----?????? ------ det er som om det nu ikke helt er nok med den hjertets smelten, som hidtil har været min ledestjerne, ------
jeg har mistet overblikket og jeg kan ikke finde enkelheden, og jeg ved ikke hvem eller hvad jeg skal bede til om hjælp!

***

Træernes mangfoldige blade :-# + tilføjelse

I denne tid, ikke?
Alle de flotte farver på træerne, og så alle de hobe af de brune, raslende blade, der fyger rundt og lægger sig i store dynger, feks op ad min bil på gårdspladsen. Jeg elsker dem, også at gå og sparke til dem, katten slæber nogle med ind og leger med dem, Lennart fejer dem sammen og kører dem væk i en trillebør, så der ser pænt ud, ---- sådan er vi så forskellige!
Og bladet på billedet, det er fra et af mine buddhatræer, som rent faktisk er genetisk det selvsamme, som salig Buddha blev oplyst under, da det er en stikling fra det, der står i BodGaya nu, som er en stikling fra det der stod der før, som er ...... osv. Så det er den skinbarlige virkelighed, og dermed er energien vel også den helt samme, ----- og da det ene træ her i stuen nu faktisk er stort nok til at man kan sætte sig i skyggen under det, såe ved man jo aldrig hvad der kan ske........ Hjerteblade!

***

Jeg var til kemo i går, 4. gang, ---- og sådan en fuldstændig klassisk standard-gang. Ingen lægesamtale dennegang, så fra jeg kom til jeg gik tog det 1½ time. Jeg havde en lille blå medicinbuddha med, som jeg har fået af Irene, direkte import, med røgelse til og lys, --- men en hvidklædt gjorde mig opmærksom på at man ikke må have levende ild på stuerne, det trigger brandalarmerne (nu rygerne er bandlyst), så det blev uden røgelse og lys.
Det gør hulens ondt at få boret den venflon i og jeg havde glemt at tage Panodil inden, som jeg havde tænkt jeg ville, så jeg måtte bare bide smerten i mig, ----- en lille ting i den store sammenhæng jo.

***

Om aftenen var der kræftgruppe-undervisning igen med pårørende, det var endnu bedre end sidste gang, de runder hvor hver kommenterer på situationen, det er så spændende med mennesker som ER i det, og som ikke bare forestiller sig hvordan de tror de ville tackle det hvis----- det er erfaringer som er virkelige og som jeg godt gider høre på ----

***

Og så er jeg bare så vred! Utålmodig og irritabel! I modsætning til mange af de andre i gruppen, som taler om at de bliver mere milde og overbærende! Det gør jeg slet ikke, tværtimod, ---- jeg har en følelse af at ville prioritere mit liv og min tid, og gør det, men gør det heller ikke specielt godt, synes jeg, for tit er jeg bare sløv og træt, og det jeg havde tænkt mig orker jeg ikke, når det kommer til stykket! Jeg tænker meget over hvad jeg vil med mit liv, og hvilke af de rigtig mange interesser jeg har, som jeg vil dyrke mere, for det er ikke muligt at gå i dybden med dem alle!
Og jeg vil da hjertens gerne være mild og overbærende, og det kan da være at det kommer, når jeg måske kommer længere i denne proces med at acceptere virkeligheden som den er.

***

Nogle i kræftgruppen taler om, at de ser sygdommen som en led følgesvend, som de gerne vil have forsvinder. Og jeg tænker mere, at den energi som sygdommen repræsentere mere skal finde en anden form, konstruktivt, ikke at energien skal gå væk, for så mister man jo noget at ens egen kraft. En transformation, hvor det sådan en livstruende sygdom jo gør ved en eksistentielt, det er jo godt nok, udfordrende og smertefuldt, men det er intenst og man vågner og ser på det liv, som jo alligevel for os alle er tidsbegrænset. Den åbenhed i en måske lidt mere afslappet udgave end lige nu, vil jeg faktisk gerne bevare, altså den bevidsthed og energi der ligger i det, ----- og da gerne uden fysisk sygdom som sådan, ---- men bare at alt skal blive som før, naaaaarh det skal det ikke, denneher nerve må godt ha lov at blive ved at sanse og føle lidt klarere end før, ----- ud i lidt større dybder både i glæde og sorg. Det er jo det jeg mærker, når følelsen af, at hjertet smelter indfinder sig, og der sniger sig en overvældende følelse af taknemlighed ind over mig, over bare det at være!

***

Dagens Bob-øvelse, som jeg har haft glæde af i dag:
Den går på styrkepunkter, noget vi kan læne os ind i, rygstøtte, som er der i vores eget energisystem, ----- og også på vores skyggesider dvs de lidt uerkendte sider, som vi også repræsenterer, sider vi har skubbet tilside i opvæksten, og som der kan ligge en masse ressourcer i, når vi erkender dem og tager dem til os!

Start på ryggen på hø hoftebenskam, det højeste punkt -> hø. skulderpunkt -> ve. skulderpunkt -> ve. hoftebenspunkt -> hø. hoftebenspunkt   rundt nogle gange 5-8 min og slut i hø. hoftebenspunkt.
Så en lille pause, og så den anden vej rundt, og her kan man selv vælge hvilket punkt man vil bruge som start/slutpunkt, --- også bare en 5 min.s tid.

Det er godt at lave Bob-øvelser over tid, dvs hver dag i en periode, en uge, 2 uger eller mere, for at de kan få tid at virke. Hvis man kan huske sine drømme kan man se virkningen i dem, symbolsk!

***

Nytårsdrøm

Drømte det var nytår og at jeg havde lavet en masse stegte duer til nogle tulkuer og andre! En masse velvilje bølgede mod mig, og jeg skulle lige vænne mig til at tage imod det. Bor forskellige steder.

I dag skal jeg ind og have 4. Rubin-eleksir kl. 13. Var til blodprøver i går. Jeg mødte en fra Knebel, hvis kone er indlagt med lungekræft. Jeg besøgte hende, vi blev syge næsten samtidig, og hun har det ikke særlig godt nu. Vi aftalte at mødes på havnen i KnebelBro næste gang vi skal ses! Hun er klar i øjnene og bander som hun plejer!

Det er søndenvind i dag, vimplen vajer! Og jeg står op nu efter en lidt mærkelig nat, med drømme og en følelse af neutralitet i sindet, af en art jeg ikke kender så godt!

Godmorgen!

Space

Sidder lige nu i "space", opfyldt af en kær venindes besøg for lidt siden, og inden jeg går ud på træningsturen om lidt i rusk og regn. Lennart er afsted og jeg fylder hele huset ud med MIG, det støder ikke imod noget, ---- katten lister stille omkring ----- jeg kan expandere helt ud til horisonten!
Dette er en lykkestund, en pause mellem andet før og efter, ----- hvor så mange muligheder er åbne, jeg kunne jo feks ændre beslutning om at vandre og gøre noget helt andet i stedet, -----
denneher åbenhed fuld af muligheder, selv om jeg jo godt realistisk ved at jeg måske kun bruger en eller to, eller ingen, hvis jeg bare i stedet tog en lur på sofaen!
Tit er det om morgenen eller om formiddagen at jeg mærker den der store frihed stærkest, ---- når jeg har spist morgenmad og er kommet i tøjet, og når andre af husstanden er taget afsted, ------ så er det at det åbner sig og den vidunderlige frihedsfølelse indfinder sig, ----- det er jo der jeg er allermest vågen, ---- jeg kan huske den tilstand langt tilbage fra, fra en arbejdsløshedperiode på nogle måneder, hvor de andre, børn i skole og mand på arbejde, tog afsted om morgenen og jeg lige havde nogle timer helt for mig selv, der bare var fulde af frihed og åbenhed, hvor jeg nogle gange bare sad og mærkede "ingenting" fuldstændig saligt!


Det er det som detteher space giver, en fuldstændig urimelig glæde over ingenting, over ikke at skulle forholde mig eller tilpasse mig,  ------- over bare at kunne fylde hele rummet og universet ud med mig :-))))

Og så er der en følgeøvelse til Bobs stjerne fra i forgårs, en grounding, som får al den vækkede energi ind i kroppen og i det fysiske univers:

Navlen -> hø. hoftepunkt -> hø. fod -> ve. fod -> ve. hoftepunkt -> navlen, ----- rundt et par gange, sid helst med fødderne på gulvet, slut i navlen og lad energien brede sig i det område.

Meditation

I hele denne sygdomsperiode fra begyndelsen af august og til nu har der været omstruktureringer i mine meditative perioder og i hele min praksis.
Det hele kom i første fase til at dreje sig om hjertet, om hjertets smelten ud i det fællesmenneskelige (hvilket det stadig gør, der er blot kommet flere nuancer på!) ----- uden menneskeligt fællesskab og kærlighed kan livet godt gå hen og lægge sig for mit vedkommende! Jeg har ingen interesse i at leve i isolation (men har til gengæld meget brug for at være alene i gerne timer hver dag for at udvide mig i space, ---- sådan er der så meget tilsyneladende modsætningsfyldt)!

I rigtig mange år har jeg mediteret "højt", dvs med målet oplysning, enhedsbevidsthed! Bevares jeg har lavet krop, terapi og grounding, rigtig meget endda, jeg har sørget for at basisenergierne var i orden. Men retningen har været enheden, det ultimative, helt bevidst!

Hjertets smelten gjorde det mindre forfinet, det var/er mere ydmygt på en måde, mere almindeligt, mindre fjernt fra det jævne liv med hvad der er der af gøremål, emotioner og nydelser.
Og der kom meget mere fokus på kroppen, på kroppens behov, og omsorg for kroppen, nænsomhed, for at den fysiske krop overhovedet kunne overleve. På en blidhed overfor hvad jeg kunne byde kroppen, også meditativt. På at sikre at kroppen forblev, --- og ikke svæve op i en mental forestilling om at "det jo principielt er ligegyldigt om vi er levende eller døde i enhedens hellige navn". Jeg har råbt et stort og rungende JA til den fysiske eksistens med de fantastiske muligheder det giver os, ------ til at ville gøre hvad jeg kan for at bevidstgøre så meget som muligt af alle højere energier og forankre dem ind i denne krop i dette liv!

Jeg fornemmer at jeg presser kroppen ved for kraftfulde dobbeltretninger, hvor lyset næsten eksplosivt lukkes ind i hjertet, og at det kan give en belastning af en i forvejen belastet krop, med risiko for at hjertet ikke kan klare så meget på en gang, ---- som jeg fornemmer faktisk var tilfældet ved en god vens død fornylig. Jeg så det som en mulig vej som jeg klart valgte ikke skulle blive min, som en risiko der lå der, specielt fordi jeg selv var så tæt på døden på det tidspunkt. Så jeg tog det som en advarsel og fastholdt hjertets blide og langsomme smelten ud i kærlighedsværen som den måde jeg følte det godt at praktisere på, hvilket jeg stadig gør!

Og nu er der kommet endnu mere fokus på det kropslige, stadig er det hjertets smelten som det ultimative, men vejen går gennem kroppen, helt ned bastant i kroppen. Og her opdager jeg så en skat af redskaber, al den tid jeg gik hos Bob, alle de talrige notesbøger jeg har fulde af øvelser, kropsøvelser, punkter at fokusere på, cirkulationer, farver, lyde, mantraer, kropshealinger, aurahealinger og healing i det hele taget, også fjernhealinger!
Feks en stjerne jeg lige laver pt, som forbinder den højere bevidsthed ind i kroppen samtidig med at den balancerer hø og ve side:

Start i pineal -> ve. hoftepunkt -> navlen -> hø. skulderpunkt -> ve. skulderpunkt -> navlen -> hø. hoftepunkt -> pineal, et par gange rundt og slut i pineal, og gå med strømmen derfra indad eller udad, slap af og giv slip på det hele!  En skøn øvelse synes jeg!

Skejby

I dag var jeg til cardiologisk tilsyn på Skejby Sygehus. Det var bestilt for nogen tid siden, og efter at det nu går betydeligt bedre, virkede det egentlig ikke som om det var så nødvendigt, ----- men jeg tog alligevel derud!
Som det første var det let at parkere med det nye P-skilt, lige foran hoveddøren, --- god begyndelse!
Der var nogen ventetid, men det har jeg det generelt rigtig godt med, på mig virker det som anti-stress, at man giver sig den tid det nu tager! Og der er fin service og fri bar, og jeg kan godt lide at sidde og mærke personalets arbejdsgange.

Først EKG, som efterhånden er lavet så mange gange og altid er helt normalt.
Derefter kom en, jeg tror hun var sygeplejerske og lavede den første ultralydsskanning af hjertet og pegede på skærmen og forklarede imens. Fantastisk at se hjerteklapperne åbne og lukke og se de forskellige arterier og vener, helt ned i maven. Hun viste mig vena cava superior og som hun så det var den helt normal.

Efter igen lidt ventetid, hvor jeg næsten faldt i søvn kom kollegaen, en yngre fyr, som gav sig rigtig god tid, også til alle mine spørgsmål, og forklarede de hæmodynamiske forhold da v. cava sup. syndromet var på sit højeste, hvordan det netop giver både hurtig puls og hurtig vejrtrækningsfrekvens (forpustethed i hvile), som en konsekvens af, at hjertet ikke fyldes ordentligt op med nok blod pga trykket på vena cava, som jo giver tilløbet af blod fra hele overkroppen. Og han gik ind i vurderingen af vanddrivende medicin i forhold til den medicin jeg iøvrigt får og foreslog ændringer.
Han scannede igen og viste mig billederne fra CT-scanningen i sidste uge, hvor det er tydeligt at vena cava nu kun er let komprimeret, ---- han kunne godt påvise et lidt øget tryk ovenfor forsnævringen, men selve hjertet er bare fuldstændig sundt og velfungerende. Han kiggede lige nede i hø. lunge og påviste at der er en lille smule væske, men meget lidt, slet ikke noget man overhovedet vil overveje at tømme. Det føltes så godt at få denne hjertemedicinske vinkel på, at jeg tog derfra med glæde og taknemlighed, og mere optimisme!

Hjemme igen arbejdede jeg sammen med min hjælper ind i de dybe psykologiske lag, som grænser ind til søvnen, og sov en lang eftermiddagslur i forlængelse heraf! Og mens solen stadig var på himlen gik jeg min træningstur, og gik godt til uden at blive særlig forpustet, fremgang, alt lover godt!

Og nedenunder alle de almindelige tanker og følelser sker der noget, som lægger sig til rette i mere tillid, også til at det går fuldstændig som det skal, ikke for hurtigt, men med en konstant bedring, ---- og også en begyndende fornemmelse af, at der ikke behøver at være en modsætning mellem den medicinske realistiske tilgang af, at det er en slags kronisk sygdom, der kan holdes nede i årevis med diverse behandlinger, ---- og så håbet og muligheden for at blive helt rask, sandsynligvis ved hjælp af behandlinger som endnu ikke er opfundet! Så det er ligesom at de to sider kan gå med hinanden i hånden og samarbejde et stykke hen ad vejen!

Mit nye liv!

Intet er så galt så det ikke er godt for noget! Se godt på dette billede, ---- det er bare noget der letter en hvilken som helst shoppingtur, ---- køre lige op foran døren til markederne og holde som en royalist! TAK for det, og så holder man gratis de allerfleste steder!

Og nu er det så ikke måneder vi taler om, sagde chefen i går, men år (hvor mange?), så pludselig ser det ud til at der kan planlægges og at der er tid, og så åbner der sig alle de muligheder som har været lidt som en blomst der har lukket sig for natten, ------ og ih hvor vil jeg gerne ned i sol og varme bare en uge eller to i januar eller februar, hvor det er allermest mørkt her, ----- jeg vil drømme mig til hvor det skal være, Goa, Tenerife, ?????? nogle forslag?
Og den enkelhed der har været må gerne nuancere sig lidt mere nu!

Og det kan godt være at jeg er langsom og krævende og utaknemlig, MEN det er uanset hvad svært for mig at acceptere at kemoen ikke umiddelbart kan gøre mig HELT rask. Noget i mig vil være helt rask, og er ikke tilfreds med at sygdommen bare kan holdes nede som en kronisk sygdom i måske rigtig mange år. Det er selvfølgelig rart at der nu ser ud til at være et åremål af tid, men noget i mig vil være udødelig igen, som før, ---- vil have den søde illusion om tidløshed, ----- og det er så her jeg satser på at forskningen inden længe finder helt nye og kurative behandlinger for kræft! Og helt urealistisk er det heller ikke!

Jeg var til kræftundervisning i går på KH sammen med Lennart og min datter. Vi var et hold på godt 20 patienter, hvoraf en del havde pårørende med. Det var ganske stærkt og berørende, specielt at høre hinandens historier. Og lige præcis her, da ramte det mig at der var en del der sagde ordene "jeg bliver aldrig rask", og det var her at jeg mærkede, at jamen det vil jeg altså være, jeg er ikke klar til at acceptere en kronisk sygdom, og altid at være afhængig af et sygehussystem, som jeg nu heller ikke mere har den ubetingede tillid til som tidligere!

Jeg er da udmærket klar over, at som det er så har jeg jo ikke noget valg, jeg ER afhængig af systemets hjælp og kompetence, , ---- og selvfølgelig mit egen samarbejde, min backinggruppes vedvarende støtte og andres hjælp også, ---- og jeg ER syg og har stadig symptomer, min kondition er betydelig bedre end før, men ikke på niveau med endnu før, endnu, ----- og jeg ved aldrig hvor længe de gode perioder vil holde, når symptomerne efter planen vil forsvinde, ----- vil de holde i måneder eller år, eller mange år?

Ingen af os ved om og hvornår vi evt bliver syge, det er jo vores fælles vilkår, men at gå med kimen i sig til en livstruende sygdom, som kan blusse op når som helst, ----- der er uskylden altså mistet, og det kan ikke bare putte sig i glemsel, ----- jeg ved at jeg er dødelig, er meget bevidst om det, det er prentet ind efterhånden. Jeg fik det allerede ind der for 12 år siden, men eftersom prognosen var så god og der overhovedet ikke var noget forventet tilbagefald, så lå det lidt langt borte i bevidstheden efterhånden, ----- men nu, som en revaccination, så bliver det voldsomt bevidst igen og dennegang som en flod i hele systemet der breder sig og vokser og som ikke kan standses.

Selvfølgelig er jeg klar over at vi allesammen udmærket ved at vi skal dø engang, det er jo vores menneskelige særkende i forhold til dyrene, ---- der er bare forskel på hvor tæt på den erkendelse er!
Der er en intensitet i det, et nærvær i nuet, og meditativt er det et gode, og i det hele taget er det med prioriteringerne og hjertekontakterne en gave, der er bare det, at med den gave følger der så meget smerte, hudløshed og utålmodighed at den kan være svær at tage imod!