fredag den 23. september 2016

Ny kemokur startet !

I går startede de nye kemokur med Eribulin! Det gik helt glat og uproblematisk, -------- og om aftenen kunne jeg mærke at jeg havde det bedre, mere energi, ikke så totalt søvning!
Ret fantastisk, ikke , lidt gift i årerne, og så begynder kræften allerede at tabe terræn ----- håber jeg, sådan føles det!

***

Og så udfra et kollegialt foredrag er jeg så blevet sporet ind på alligevel at få en stent i vena cava, der hvor hele tilbagefaldet startede med at give symptomer på vena cava superior syndrom! Hvor venen stadig er klemt en hel del sammen, hvilket giver mig de hævelser i hø. arm og hø. ben,
Dengang for 4 år siden var det rtg. lægerne der lagde de stents, og jeg fik at vide, at de jo kunne rive sig løs og føres i blodstrømmens retning ind i hjertet, ------ og det ville jo være noget skidt, og jeg ville ikke kunne klare at gå og skulle være bange for det.
Nu er der gået godt 4 år, og nu er det både rtg lægerne og hjertelægerne, der lægger de stents, og jeg foretrækker at få en hjertelæge til det, og har talt med en så sent som i dag, som vil kigge på CT-billederne og så kontakte mig.

***

Jeg er så glad, føler mig løftet og hjulpet, og føler det er helt rigtigt, Jeg gør det, og må så se hvad det kan give af lettelser, formentlig helt eller delvis slut på de besværlige hævelser, ah det vil være en STOR lettelse i dagligdagen :-) :-) :-)

***

tirsdag den 20. september 2016

SÅ træt og søvnig

 
Hvordan kan man være SÅ træt og søvnig HELE TIDEN?
Håber meget at det er pga udtrapningen af prednisolon, men nu har ´jeg været ude af det i 3 dage, -----helt, så nu skulle abstinenserne vel være ved at have fortaget sig!!!!!!
Og jeg taber mig, hvis jeg ikke passer meget på, har en slags allergi, hvor næsen løber, og det er pisseirriterende.
Desuden trykker det i hø. side så jeg somme tider vågner af det om natten, ---- det gør lidt ondt.
Jeg har noget krampehoste og en mærkelig sult, og også somme tider kramper i benene, ------- det er bare så hårdt at være mig lige pt, og jeg skal have kemo på torsdag, ----- og det har jeg så et håb om, at det hjælper på det hele!

***

Kom så mirakler!

lørdag den 17. september 2016

Wow, det liv det liv!

Tja, her sidder jeg med livet i hænderne, og har sovet godt i nat, ----- og har det godt lige nu!

------

Jo jo der er en smule distance helt ud til klarheden, men ellers synes jeg min hjerne har klaret det godt!

***

Der er noget trykken over ribbenskanterne, især på højre side, og det kan godt genere noget om natten, især hvis jeg har overbrugt af energiressourcerne i dagens løb.

***

Hele mit liv er ellers blevet hvirvlet op og genfortalt her lige i den sidste tid. Først med hjernemetastaserne, der satte varigheden af det i spil, ------ hvordan har jeg brugt det, og hvad vil jeg gerne endnu opnå?

Så med min mors død, livet med hende som mor, de betingelser, mine grundlæggende mønstre og deraf udledede relationer, tillid og kontaktevner!

Og nu for 2 dage siden 50 års jubilæum på Odense Universitet, hvor jeg som det første hold ved universitetets start i 1966 begyndte at læse medicin, ------ hvilket er helt rent og uplettet, og som jeg har været kanonglad for at have valgt, og arbejdet med i en menneskealder, arbejdet, kollegerne, alle de døre til menneskers liv der er blevet åbnet, waw et godt valg. Og det var skønt at være dernede og møde de gamle studiekammerater <3

***

Og NU, ja nu, ----- og nu kom solen frem, ah! Jeg har NYDT septembervejret, ----- det vender nok nu, men hvor har det været skønt, gaveregn !!!
På torsdag starter jeg ny kemokur med Eribulin, som skulle være tåleligt uden alt for mange bivirkninger, så jeg tænker at det kan tage det tryk over ribben og lever!
Åh ja håret, det fælder, men jeg håber nu alligevel at noget af det forbliver og at det vokser ud igen, frodigt og fint, det ville være virkelig nitidt!

***

 
Og så herfra skyerne over Mols en kærlig hilsen til alle, der lige er forbi på dette site!!!!

søndag den 11. september 2016

Cerebralt reduceret, ----- ok nu trapper jeg ud af prednisolon :-)

Doris, Kirsten og jeg var oppe ved stupaen lige nord for Viborg, ----- fint sted og vi spiste underskønt!

Jeg er startet nedtrapningen af prednisolon, og det er godt.

Skal stadig lige koncentrere mig en smule om at huske alting, men det er nu heller ikke så svært!

Og vejret er en kæmpestor kilde til glæde, det er da en gave til os alle sammen!

Har lige været ovre i Ebeltoft Bio og se filmen med Maryl Streep og Hugh Grant om den ikke særlig velklingende sanger inde "Florence", smuk og rørende, kærlighed!

Og nu skal jeg lige have lidt mad! Og David Bovie billedet af Torben er jeg også ved at være klar til at male på!

Og så til Fredericia på tirsdag! <3

onsdag den 7. september 2016

Ny behandling fastlagt, ----- gode forhåbninger

Jeg har stadig hår, åh gid det overlever!

Ellers har jeg så været til samtale med min kontaktlæge i dag:

Anders foreslog, eller støttede, skal jeg måske sige, det jeg havde tænkt det måtte blive til, da jeg så de nye scanningsresultater i går. Det "murrer" jo i kræften i kroppen, i lever og knogler, og der ER jo en progression, som ikke skal lades upåagtet, dvs det er kemo igen!

***

Og nu er der jo mange former for kemo, ------ jeg har jo haft en fin pause nu, siden april måned, så jeg er så sund så sund (jo jo der var lige de der hjernemetastaser), med fuldstændig normale blodprøver, og bortset fra lidt trykken over lever og lunge af og til, og så de hævede ben og arm, så føler jeg mig da også sund, og får hele tiden at vide at jeg ser sund ud, og det synes jeg da også selv!

***

Da det ellers sidst var galt, for knap et år siden, da den tidligere kemo (Xelodaen) ikke virkede mere skulle jeg vælge mellem 2 slags kemo, docetaxel eller eribulin, og da jeg kunne mærke at Anders troede mest på docetaxel valgte jeg det, også fordi jeg mente det havde de største chancer for at virke godt. Det virkede også, men nok alligevel ikke helt godt nok, ---- men altså ok alligevel frem til sidst i april, meeen med en del bivirkninger.
Så nu er det eribulins tur til at få kræften til at gå i retræte og skrumpe  helst helt væk.

***

Kræft kan brænde ud, ----- oh lad det ske!!!

***

Starter på ny kemoserie ons d. 22 sept. Og har det godt med det!

***

Jeg har jo så fået de 10 x stråling på hele hjernen, ------ meeen den er slet ikke brændt af, men føles stadig adræt, ------ jeg har været lidt groggy af og til i disse uger, men har ikke haft hovedpine eller kvalme, hvilket kan være udtryk for hjerneirritation og ødem. Det kan jeg godt få den næste uge med, hvorfor det er godt i den periode lige at tage bare 25 mg Prednisolon (de fleste får 100-150 mg dgl, men jeg har så kunne klare det på 25.) Anders synes ikke jeg skal spare på dem, men være lidt god ved mig selv den kommende uge, så det lytter jeg til!

***

Min søster var med, og statistisk helt usandsynligt mødte vi 3 venner ved blodprøvetagningen bagefter, altså i 3 forskellige grupper. Jeg møder stort set aldrig nogen jeg kender der!

***

Så nu her i aften har jeg været til korsang på Sostrup Slot med en veninde, en slags gospel, og sang også solo med mikrofon, ------ nå ja, jeg har ikke så meget luft at synge med, men det var en intens oplevelse <3

***

Georg Jensen, inspireret af Ulla Röttger

lørdag den 3. september 2016

Stråleterapi på hjernen. Rent alian-scoop !!!!




og så er der en træthed, søvnighed senere samme dag, og en smule balanceforstyrrelse, så jeg skal koncentrere mig lidt om at gå lige, ------ men INGEN hovedpine eller kvalme.
Det er skønt lige at have denne pause her i weekenden, så jeg måske kan nå at restituere lidt inden de to sidste omgange mandag og tirsdag!