Nytårsdrøm

Drømte det var nytår og at jeg havde lavet en masse stegte duer til nogle tulkuer og andre! En masse velvilje bølgede mod mig, og jeg skulle lige vænne mig til at tage imod det. Bor forskellige steder.

I dag skal jeg ind og have 4. Rubin-eleksir kl. 13. Var til blodprøver i går. Jeg mødte en fra Knebel, hvis kone er indlagt med lungekræft. Jeg besøgte hende, vi blev syge næsten samtidig, og hun har det ikke særlig godt nu. Vi aftalte at mødes på havnen i KnebelBro næste gang vi skal ses! Hun er klar i øjnene og bander som hun plejer!

Det er søndenvind i dag, vimplen vajer! Og jeg står op nu efter en lidt mærkelig nat, med drømme og en følelse af neutralitet i sindet, af en art jeg ikke kender så godt!

Godmorgen!

Space

Sidder lige nu i "space", opfyldt af en kær venindes besøg for lidt siden, og inden jeg går ud på træningsturen om lidt i rusk og regn. Lennart er afsted og jeg fylder hele huset ud med MIG, det støder ikke imod noget, ---- katten lister stille omkring ----- jeg kan expandere helt ud til horisonten!
Dette er en lykkestund, en pause mellem andet før og efter, ----- hvor så mange muligheder er åbne, jeg kunne jo feks ændre beslutning om at vandre og gøre noget helt andet i stedet, -----
denneher åbenhed fuld af muligheder, selv om jeg jo godt realistisk ved at jeg måske kun bruger en eller to, eller ingen, hvis jeg bare i stedet tog en lur på sofaen!
Tit er det om morgenen eller om formiddagen at jeg mærker den der store frihed stærkest, ---- når jeg har spist morgenmad og er kommet i tøjet, og når andre af husstanden er taget afsted, ------ så er det at det åbner sig og den vidunderlige frihedsfølelse indfinder sig, ----- det er jo der jeg er allermest vågen, ---- jeg kan huske den tilstand langt tilbage fra, fra en arbejdsløshedperiode på nogle måneder, hvor de andre, børn i skole og mand på arbejde, tog afsted om morgenen og jeg lige havde nogle timer helt for mig selv, der bare var fulde af frihed og åbenhed, hvor jeg nogle gange bare sad og mærkede "ingenting" fuldstændig saligt!


Det er det som detteher space giver, en fuldstændig urimelig glæde over ingenting, over ikke at skulle forholde mig eller tilpasse mig,  ------- over bare at kunne fylde hele rummet og universet ud med mig :-))))

Og så er der en følgeøvelse til Bobs stjerne fra i forgårs, en grounding, som får al den vækkede energi ind i kroppen og i det fysiske univers:

Navlen -> hø. hoftepunkt -> hø. fod -> ve. fod -> ve. hoftepunkt -> navlen, ----- rundt et par gange, sid helst med fødderne på gulvet, slut i navlen og lad energien brede sig i det område.

Meditation

I hele denne sygdomsperiode fra begyndelsen af august og til nu har der været omstruktureringer i mine meditative perioder og i hele min praksis.
Det hele kom i første fase til at dreje sig om hjertet, om hjertets smelten ud i det fællesmenneskelige (hvilket det stadig gør, der er blot kommet flere nuancer på!) ----- uden menneskeligt fællesskab og kærlighed kan livet godt gå hen og lægge sig for mit vedkommende! Jeg har ingen interesse i at leve i isolation (men har til gengæld meget brug for at være alene i gerne timer hver dag for at udvide mig i space, ---- sådan er der så meget tilsyneladende modsætningsfyldt)!

I rigtig mange år har jeg mediteret "højt", dvs med målet oplysning, enhedsbevidsthed! Bevares jeg har lavet krop, terapi og grounding, rigtig meget endda, jeg har sørget for at basisenergierne var i orden. Men retningen har været enheden, det ultimative, helt bevidst!

Hjertets smelten gjorde det mindre forfinet, det var/er mere ydmygt på en måde, mere almindeligt, mindre fjernt fra det jævne liv med hvad der er der af gøremål, emotioner og nydelser.
Og der kom meget mere fokus på kroppen, på kroppens behov, og omsorg for kroppen, nænsomhed, for at den fysiske krop overhovedet kunne overleve. På en blidhed overfor hvad jeg kunne byde kroppen, også meditativt. På at sikre at kroppen forblev, --- og ikke svæve op i en mental forestilling om at "det jo principielt er ligegyldigt om vi er levende eller døde i enhedens hellige navn". Jeg har råbt et stort og rungende JA til den fysiske eksistens med de fantastiske muligheder det giver os, ------ til at ville gøre hvad jeg kan for at bevidstgøre så meget som muligt af alle højere energier og forankre dem ind i denne krop i dette liv!

Jeg fornemmer at jeg presser kroppen ved for kraftfulde dobbeltretninger, hvor lyset næsten eksplosivt lukkes ind i hjertet, og at det kan give en belastning af en i forvejen belastet krop, med risiko for at hjertet ikke kan klare så meget på en gang, ---- som jeg fornemmer faktisk var tilfældet ved en god vens død fornylig. Jeg så det som en mulig vej som jeg klart valgte ikke skulle blive min, som en risiko der lå der, specielt fordi jeg selv var så tæt på døden på det tidspunkt. Så jeg tog det som en advarsel og fastholdt hjertets blide og langsomme smelten ud i kærlighedsværen som den måde jeg følte det godt at praktisere på, hvilket jeg stadig gør!

Og nu er der kommet endnu mere fokus på det kropslige, stadig er det hjertets smelten som det ultimative, men vejen går gennem kroppen, helt ned bastant i kroppen. Og her opdager jeg så en skat af redskaber, al den tid jeg gik hos Bob, alle de talrige notesbøger jeg har fulde af øvelser, kropsøvelser, punkter at fokusere på, cirkulationer, farver, lyde, mantraer, kropshealinger, aurahealinger og healing i det hele taget, også fjernhealinger!
Feks en stjerne jeg lige laver pt, som forbinder den højere bevidsthed ind i kroppen samtidig med at den balancerer hø og ve side:

Start i pineal -> ve. hoftepunkt -> navlen -> hø. skulderpunkt -> ve. skulderpunkt -> navlen -> hø. hoftepunkt -> pineal, et par gange rundt og slut i pineal, og gå med strømmen derfra indad eller udad, slap af og giv slip på det hele!  En skøn øvelse synes jeg!

Skejby

I dag var jeg til cardiologisk tilsyn på Skejby Sygehus. Det var bestilt for nogen tid siden, og efter at det nu går betydeligt bedre, virkede det egentlig ikke som om det var så nødvendigt, ----- men jeg tog alligevel derud!
Som det første var det let at parkere med det nye P-skilt, lige foran hoveddøren, --- god begyndelse!
Der var nogen ventetid, men det har jeg det generelt rigtig godt med, på mig virker det som anti-stress, at man giver sig den tid det nu tager! Og der er fin service og fri bar, og jeg kan godt lide at sidde og mærke personalets arbejdsgange.

Først EKG, som efterhånden er lavet så mange gange og altid er helt normalt.
Derefter kom en, jeg tror hun var sygeplejerske og lavede den første ultralydsskanning af hjertet og pegede på skærmen og forklarede imens. Fantastisk at se hjerteklapperne åbne og lukke og se de forskellige arterier og vener, helt ned i maven. Hun viste mig vena cava superior og som hun så det var den helt normal.

Efter igen lidt ventetid, hvor jeg næsten faldt i søvn kom kollegaen, en yngre fyr, som gav sig rigtig god tid, også til alle mine spørgsmål, og forklarede de hæmodynamiske forhold da v. cava sup. syndromet var på sit højeste, hvordan det netop giver både hurtig puls og hurtig vejrtrækningsfrekvens (forpustethed i hvile), som en konsekvens af, at hjertet ikke fyldes ordentligt op med nok blod pga trykket på vena cava, som jo giver tilløbet af blod fra hele overkroppen. Og han gik ind i vurderingen af vanddrivende medicin i forhold til den medicin jeg iøvrigt får og foreslog ændringer.
Han scannede igen og viste mig billederne fra CT-scanningen i sidste uge, hvor det er tydeligt at vena cava nu kun er let komprimeret, ---- han kunne godt påvise et lidt øget tryk ovenfor forsnævringen, men selve hjertet er bare fuldstændig sundt og velfungerende. Han kiggede lige nede i hø. lunge og påviste at der er en lille smule væske, men meget lidt, slet ikke noget man overhovedet vil overveje at tømme. Det føltes så godt at få denne hjertemedicinske vinkel på, at jeg tog derfra med glæde og taknemlighed, og mere optimisme!

Hjemme igen arbejdede jeg sammen med min hjælper ind i de dybe psykologiske lag, som grænser ind til søvnen, og sov en lang eftermiddagslur i forlængelse heraf! Og mens solen stadig var på himlen gik jeg min træningstur, og gik godt til uden at blive særlig forpustet, fremgang, alt lover godt!

Og nedenunder alle de almindelige tanker og følelser sker der noget, som lægger sig til rette i mere tillid, også til at det går fuldstændig som det skal, ikke for hurtigt, men med en konstant bedring, ---- og også en begyndende fornemmelse af, at der ikke behøver at være en modsætning mellem den medicinske realistiske tilgang af, at det er en slags kronisk sygdom, der kan holdes nede i årevis med diverse behandlinger, ---- og så håbet og muligheden for at blive helt rask, sandsynligvis ved hjælp af behandlinger som endnu ikke er opfundet! Så det er ligesom at de to sider kan gå med hinanden i hånden og samarbejde et stykke hen ad vejen!

Mit nye liv!

Intet er så galt så det ikke er godt for noget! Se godt på dette billede, ---- det er bare noget der letter en hvilken som helst shoppingtur, ---- køre lige op foran døren til markederne og holde som en royalist! TAK for det, og så holder man gratis de allerfleste steder!

Og nu er det så ikke måneder vi taler om, sagde chefen i går, men år (hvor mange?), så pludselig ser det ud til at der kan planlægges og at der er tid, og så åbner der sig alle de muligheder som har været lidt som en blomst der har lukket sig for natten, ------ og ih hvor vil jeg gerne ned i sol og varme bare en uge eller to i januar eller februar, hvor det er allermest mørkt her, ----- jeg vil drømme mig til hvor det skal være, Goa, Tenerife, ?????? nogle forslag?
Og den enkelhed der har været må gerne nuancere sig lidt mere nu!

Og det kan godt være at jeg er langsom og krævende og utaknemlig, MEN det er uanset hvad svært for mig at acceptere at kemoen ikke umiddelbart kan gøre mig HELT rask. Noget i mig vil være helt rask, og er ikke tilfreds med at sygdommen bare kan holdes nede som en kronisk sygdom i måske rigtig mange år. Det er selvfølgelig rart at der nu ser ud til at være et åremål af tid, men noget i mig vil være udødelig igen, som før, ---- vil have den søde illusion om tidløshed, ----- og det er så her jeg satser på at forskningen inden længe finder helt nye og kurative behandlinger for kræft! Og helt urealistisk er det heller ikke!

Jeg var til kræftundervisning i går på KH sammen med Lennart og min datter. Vi var et hold på godt 20 patienter, hvoraf en del havde pårørende med. Det var ganske stærkt og berørende, specielt at høre hinandens historier. Og lige præcis her, da ramte det mig at der var en del der sagde ordene "jeg bliver aldrig rask", og det var her at jeg mærkede, at jamen det vil jeg altså være, jeg er ikke klar til at acceptere en kronisk sygdom, og altid at være afhængig af et sygehussystem, som jeg nu heller ikke mere har den ubetingede tillid til som tidligere!

Jeg er da udmærket klar over, at som det er så har jeg jo ikke noget valg, jeg ER afhængig af systemets hjælp og kompetence, , ---- og selvfølgelig mit egen samarbejde, min backinggruppes vedvarende støtte og andres hjælp også, ---- og jeg ER syg og har stadig symptomer, min kondition er betydelig bedre end før, men ikke på niveau med endnu før, endnu, ----- og jeg ved aldrig hvor længe de gode perioder vil holde, når symptomerne efter planen vil forsvinde, ----- vil de holde i måneder eller år, eller mange år?

Ingen af os ved om og hvornår vi evt bliver syge, det er jo vores fælles vilkår, men at gå med kimen i sig til en livstruende sygdom, som kan blusse op når som helst, ----- der er uskylden altså mistet, og det kan ikke bare putte sig i glemsel, ----- jeg ved at jeg er dødelig, er meget bevidst om det, det er prentet ind efterhånden. Jeg fik det allerede ind der for 12 år siden, men eftersom prognosen var så god og der overhovedet ikke var noget forventet tilbagefald, så lå det lidt langt borte i bevidstheden efterhånden, ----- men nu, som en revaccination, så bliver det voldsomt bevidst igen og dennegang som en flod i hele systemet der breder sig og vokser og som ikke kan standses.

Selvfølgelig er jeg klar over at vi allesammen udmærket ved at vi skal dø engang, det er jo vores menneskelige særkende i forhold til dyrene, ---- der er bare forskel på hvor tæt på den erkendelse er!
Der er en intensitet i det, et nærvær i nuet, og meditativt er det et gode, og i det hele taget er det med prioriteringerne og hjertekontakterne en gave, der er bare det, at med den gave følger der så meget smerte, hudløshed og utålmodighed at den kan være svær at tage imod!

 

Scanningssvar

Rubin-eleksiren virker!

Egentlig ved jeg ikke hvad jeg havde ventet, jeg har haft svært ved at bedømme det, MEN scanningen viser at lymfeknuderne er mindsket lidt i størrelse, OG at venen (v.cava sup.) er betydelig bedre fyldt, og man nu kun vil kalde det "let kompression" af denne.
Selv om der ikke havde været bedring fra sidste scanning, men blot status quo ville det have været godt nok, da virkningen på vævet ofte slæber efter behandlingen.
Der er lidt væske i hø. lungefelt, og det kan som før nævnt godt blive nødvendigt med en eller to tapninger mere, han synes ihvertfald ikke at jeg skal acceptere igen at blive mere forpustet, eller at mærke nedgang i den kondi, som jeg nu har med vandreture og styrketræning!

Man kan ikke forvente en egentlig helbredelse med fjernelse af alle kræftceller, men at få dem i ro, således at livskvaliteten er god, og så holde øje med situationen og sætte ind med behandling (hvilken?) hvis (når) de begynder at røre på sig igen.
Og nu taler vi ikke om måneders overlevelse, men om år, faktisk nævnte han 5-10-15 år.
Der er ikke set egentlig helbredelse ved et recidiv (tilbagefald af en tidligere kræftsygdom), men det kan ikke udelukkes, at det vil kunne ske!

Der er jo det rigtig gode, at der hele tiden forskes og at der er meget fokus på kræftbehandling, så der findes måske og endda sandsynligvis helt nye behandlingsformer i løbet af nogle år, som netop vil kunne enten gøre mennesker helt raske, eller virke mere præcist og skånsomt end de nuværende, ----- så på den måde ser fremtiden også lys ud!

Mine omgivelser jubler :-)))  Min backing group var vældig tilfreds, vi sad i kantinen bagefter og snakkede! Og det er faktisk mest på den måde at jeg oplever at det er godt det her, ----- selv føler jeg mig sådan lidt neutral og indifferent, ----- jo jo det er da fint med en årrække, og hvad forventede jeg egentlig, ---- og tak for at behandlingen virker, og ja, så tager vi 3 gange kemo mere og ser så, og så måske en pause en periode, ----- og så på den igen hvis der kommer noget, ----- tror lige jeg skal have lidt tid til at reagere!

 

At samle trådene

Midnat nu!
I morgen kl 11 sidder jeg inde i kemo-barakken og skal have svar på CT-scanningen, sammen med min backing group, og det er efter planen selveste chefen vi skal tale med. Har kemoen virket efter planen eller ikke? Og udfra det skal der planlægges videre frem!

***

Så er der behovet for space, ---- og foruden det kan jeg ikke udvide mig og mærke mig selv tilstrækkeligt til at heale ind på de grundlæggende problematikker, --- så det skal have mere plads---

***

Og så er der jo alle de hjertekontakter som jeg har med så mange mennesker på forskellige niveauer, og allesammen har de værdi og giver følelsen af samhørighed, ---- og det føles som den anden side eller som det komplementære til mit alene-space----

***

Så med disse komplementariteter vil jeg lægge mig til at sove, ----- ind i morgendagen, hvor jeg har set på dmi at der omsider kommer sol :-)

***

Space

Jeg vil gerne blive rask!
Jeg gør en masse for det, og systemet gør en masse for det, og rigtig mange mennesker hjælper og nærer. En masse gode tiltag, kemoen, som en forhåbentlig god forbundsfælle (det vil vise sig til svaret på scanningen på onsdag, for hvad ellers?), --- og så at jeg selv sørger for at holde en god balance på alle måder i dagligdagen i mit liv!
Der noget der føles sundt og nærende og befordrende, og så er der noget der ikke føles sådan!
Og der er noget, der opleves som nødvendighed for helbredelsen!

For mig er det meget noget med at gå til og fra. Balancen mellem at være alene i et åbent space, hvor mine grænser ikke støder på andres, dvs at det for mig opleves nærmest livsnødvendigt at være alene i det hus jeg bor i i en periode hver dag, hvor jeg kan udvide mig og mærke mig selv helt, ------ dvs både med jubelen og ekstasen i den frihed jeg dér oplever, men også den tomhed og ensomhed som jeg i det samme space kommer ind i, ----- og som jeg har erfaret i denne tid kan relateres til det lille indre spædbarns følelser af udsathed, længsel og sorg. At gå ud i det space er simpelthed forudsætningen for at jeg kan heale på de spædbarnefølelser, som jeg møder der!

Balancen mellem ud-i-space-alene og så mellem kontakt med andre mennesker, at føle tilhørsforhold og at have mere eller mindre dybe følelsesmæssige hjertekontakt-møder med andre, det føles befordrende, dejligt og sundt for mig.

Så det er et både-og for at det skal føles godt og nærende!

Jeg tænker at det nok er ret generelt, og at balancen nok ligge forskellige steder for forskellige mennesker, og umiddelbart fornemmer jeg at min måske nok er lidt accentueret i retning af behovet for at være i alene-space, ---- og faktisk kunne det være ganske interessant at undersøge det nærmere. Det kommer vel også an på hvem man ellers er sammen med, hvor lidt eller meget behov man derudover har for at være alene, måske også hvor meget man er i stand til at udvide sig uden at støde på den andens grænser!

***

Valmuer

Der sker da ligesom et og andet i de valmuer, det summer af aktivitet, ------ der var helt ro da jeg kom derud, og mens jeg stod der gik det helt amok.
Med mindfulness-attitude registrerede jeg det bare, fotograferede, og her er så billederne!

***


Et mareridt, som har været på vej i nogle uger åbnede sig så i dag, overraskende. Min hjælper var her.
Det kom fra maven, tarmene, hvilket jeg aldrig ville have gættet, det bevægelige, selvbevægelige ukontrollable, ledsaget af en uendelig sorg og en følelse af, at jeg må se det, det hele, være i det så længe til det transformerer. Bare sidde og føle, se og mærke hjertet, blive ved at mærke hjertet, lade leden og sorgen udvides og lade trangen til at gøre godt komme til og lade beslutningen om aldrig aldrig mere at slippe kontakten med hjertet manifestere sig klart bevidst fra langt langt tilbage i tiden. Gå til og fra igen og igen og byde den side velkommen, ilden, den rensende ild, den lutrende, den klare beslutningsdygtige bevidsthed, den koncentration og viljestyrke om, at kun med centrering i hjertet har livet nogen værdi og mening.

***

Hånd i hånd med åbenheden, den oprindelige åbenhed, som det lille uspolerede spædbarn, som bor i os alle, repræsenterer. Så det skal stadig og vedblivende have tilført den ubetingede kærlighed fra den voksne side af os selv. Vi skal selv nære den udsatte, sarte, bange, ensomme, ubeskyttede side, rumme den, tage ansvar for den, være med den, se den mærke den og omfatte den med energi i vores egen krop og hjerte.

***

 

Katten spinder igen !

Hvordan har mennesker gennem århundreder, årtusinder levet deres liv! Har de fleste ikke troet, at den måde de levede på i den kultur de nu var i, at det var det normale, eller måske det moderne, ---- som vi nu selv mener!?
De har alle set mennesker komme og gå, fødes og dø, en lang række af mennesker, en lang række skæbner,  som alle hver især har ønsket at være lykkelige, og for hvem de alle hver især har været den vigtigste person i verden, selvfølgelig, som vi også er hver især for os selv!
Og så er vi samtidig også allesammen bare en lille bitte myre i den uendelige række af folk der kommer og går, i stimer gennem årtusinderne!
Og mennesker lever så forskelligt og med så vidt forskellige livsværdier, ----- vi mener noget nu og har holdninger, ----- og hvis vi havde levet i en anden tid i en anden kultur, så ville det være noget helt andet vi mente og troede !

Og så må der selvfølgelig også være noget der er eviggyldigt igennem det hele, bare udfra den cyclus af fødsel og død vi gennemgår, og det at opretholde livet, indoptage og udskille, sørge for at denne lille kropslige enhed opretholdes, ---- længst muligt i egen krop !

Tanken om at være en del af de mange der passerer forbi giver mig både følelsen af meningsløshed og af frihed. Af at det hele ikke er så vigtigt!

***

Katten spinder igen, og springer rundt på den forbidte pote, og har igen været ude og lege, ---- allerede i nat lagde den sig tilrette for at blive kælet for, som den plejer, så den er i fuld rekonvalescens, --- og havde måske slet ikke behøvet dyrlægens penicillin, men hvad pokker! Det kører!

***

Jeg var til CT-scanning på KH, alt klappede, tid og teknik og professionel sød venlighed. Jeg er fuldstændig ligesom et lille barn mht alt det med nåle (bortset fra de helt almindelige blodprøver i albuebøjningen, der er de efterhånden så forfinede og perfekte om med så tynde nåle, at det faktisk er OK, og nålen skal heller ikke blive siddende udover det minut, hvor de lige tapper), ----- men alt det der med at have nåle og venflon, for slet ikke at tale om andre slanger (lungedræn!!!) liggende, det synes jeg bare er i den grad ubehageligt, nærmest lidt småfobisk, så jeg har svært ved at abstrahere fra det. Jeg ved ikke om de fleste har det sådan, --- de andre patienter jeg iagttager virker ikke som om feks en venflon (intravenøs lille plastikslange, hvor nålen er taget ud, som normalt er placeret i underarmen, beregnet til at give intravenøse injektioner igennem eller at sætte drop til) generer dem, de går ret nonchelant rundt med den slags dimser i armene, og lader dem afslappet tage ud i fuld offentlighed, hvor jeg synes det faktisk er ret intimt og vil foretrække at være i enrum med den, der skal fjerne den. Disse perforeringer af kroppens overflade, pyh, jeg er først afslappet, når det er overstået, det er virkelig ubehageligt for mig, ---- jeg forestiller mig også, at de kommer til at sprøjte noget forkert ind, lige ind i blodbanen, jeg kan jo ikke gardere mig, ved ikke om de nu har blandet det rigtigt og i den rigtige koncentration, ----- den der kontrast, som jeg nu fik sprøjtet ind i dag, --- jeg håber bare at den ikke er for skadelig for diverse organer, og at der nu ikke er ting, som der endnu ikke er opdaget, af bivirkninger, som så først dukker op om føje år!

***

Små ting og tillid, i forhold til det store billede af at have kræft og ikke vide hvordan det nu kommer til at gå, --- joe, de store linier, ---- og så er alt det her nåleubehag så småt, og alligevel er det det, der fylder i den her almindelige hverdag, hvor vi hver især er så helt centrale i hver vores lille liv!

***

Åh hvor det gynger :-Z

Nattens drama!
Jeg passerede stuen ved 3-tiden, og der var høj og heftig musik! Tænkte, at nå, Lennart sidder vel og hører et eller andet, måske kan han ikke sove! Men der var helt øde og tomt, ----- og den swingende musik kom fra synteziseren, ---- ok ok en kattepote har vel tændt den på et eller andet program, så jeg slukkede og gik videre ad badeværelset til!
Om morgenen, jeg havde sovet lidt længe og i stuen gik Lennart rundt med en spand og klud og tørrede op efter, som han sagde , et katteslagsmål i nattens løb med væltede ting i stuen!

Saga de Khan, katten, hang med næbbet og så ynkelig og mat ud og haltede på det ene ben!
En vild hankat fra genboen nede ved vejen må have forceret Sagas kattelem, ---- hvem der har vundet slagsmålet eller hvad der egentlig er foregået ved vi ikke, ----- men Saga de Khan har nu været til dyrlæge og får penicillin mod bidlæsionerne!

Det er Stines kat, skulle der være en synkronicitet!

Og i Australien forhandles der, -----

Og jeg gør alt hvad jeg kan for at give kærlighed til det lille indre spædbarn, samtidig med at jeg arbejder med ikke at føle mig for ansvarlig for det der foregår blandt de andre omkring mig, ----- og samle min energi om mig selv i den hensigt at bruge min energi til at gøre min krop rask. Det er det primære nu, ---- og i morgen skal jeg til en CT-scanning, som vil vise noget om hvor meget effekt der er af kemobehandlingerne!

***

Det, at give kærlighed til baby-mig 3 gange dagligt gør noget. Baby-mig har kun mig og ingen andre til virkelig at tage sig af sig. Der sker en flytning af energi, og en begyndende ny følelse af frihed. Det er noget med at sige JA til livet og om at holde fast. Det er en mærkelig følelse og selve de her ord er kun en facade, det er det omme bagved det gælder, det er den følelse af at noget begynder at ommøblere sig!

***

Og så drikker jeg grøn te og gunpowder te, spiser broccoli og mørk chokolade mmm
Og tak for alle de respons jeg har fået på alt det med kost, det er rigtig spændende at læse, ----- og jeg vil igen opfordre til at kommentere her på selve bloggen, så alle kan se det, ------ men det er fint for mig med kommentarer på mail, men lidt synd for dem, der så ikke kan læse det! Så prøv, de der vil!

***

Hvor langt jeg vil gå med kost, ------ læser stadig om det og mærker på det, og prøver at lave den balance som er den rigtige for mig, ----- lytter til de impulser der kommer, det arbejder, -------

----- og træningen, det er rigtig dejligt, og det går hurtigt fremad med at vandre, ----- går stavgang langs stranden, og i går i bjergene, og bliver mindre forpustet end før, ------
faktisk har jeg også et træningsprogram herhjemme, som jeg har brugt i et par uger, sådan muskeltræning, hver morgen inden badet, bare 10 min, ----- meen det føles faktisk ret godt og er rart at gøre, ---- og nå ja hulahop-ringen er også i svingninger, -----såe hvad kan det ikke ende med!?

***

men det vigtigste, hele grundlaget er de der allertidligste spædbarneoplevelser af udsathed og åbenhed, som det åbenbart ER muligt at kontakte og nære, ------ omsider!

***

Dagens valmuer!

Der er stadig valmuer, her set fra havsiden og op mod stendyssen!

Og nu tror jeg nok at jeg er ved at være ved et vendepunkt. Så sart og helt nede ved roden af meget af problematikken. Der hvor hele udgangspunktet er.
Eller det er faktisk ikke helt rigtigt, for det er ikke gjort,  det er bare det, at jeg kan se det klarere, ------ for det er ikke nogen ny erkendelse, men noget vi allesammen udmærket ved:

At alle de projektioner om accepten og kærligheden udefra, ------ hjem til os selv, vi er nødt til selv at give det til os selv, til det lille indre spædbarn i hele det omfang det ikke blev næret tilstrækkeligt! Betingelsesløs kærlighed!
Det ved vi godt, ikke! Det kan vi allesammen skrive under på og har hørt så mange gange, ------ og så er det bare det at gøre det, ---- eller at turde mærke umuligheden og det opslidende ved alligevel på mange subtile måder af prøve at få det udefra!

Og gøre det, at beslutte det og blive i det, når tanker og billeder og associationer flytter fokus væk, mærke hvad det lille barn har brug for og blive ved at mærke og give det.

Jeg skriver det bare sådan her med ord, ---- og det er jo langt mere end det, og jeg har ikke flere ord på det nu, men det er hele fundamentet!

Havnen i KnebelBro

Er begyndt at træne og er nu gået langs stranden hen til Knebel Bro havn i solskin. Her er himmelsk og stille her i eftgerårsferien! Bådene ligger her og bilerne kører oppe på vejen i den lille sydlandske by! Der var regnbue lige før, hele vejen mens jeg gik langs stranden

*** Ellers er jeg ved at studere måder at arbejde med på den konventionelle behandling med andre midler og på andre måder. Og der er efterhånden ret overbevisende data om en positiv sammenhæng ang kost, motion og emotionel balance, ------- så altså lige det sidste, det er ligesom ikke bare en beslutning og et snuptav! Men kost, ---- det er en bog Lisbeth blev ved at tale om " Anti-cancer" af den der skønne franske læge Schreiber et eller andet, ----- så omsider købte jeg den så, og jeg overgiver mig, han er overbevisende og dejlig at læse. Og nu feks grøn te, ja det er altså et must, så mig ud i Tved Brugs i formiddags, --- og nej, der er intet udvalg og de er hundedyre så det gør ondt, ---- så det bliver nettet eller helsekostforretningerne i Århus. Der er ingen herude i området, jo jo Matas og Brugsen, men altså begrænset, og jeg vil gerne kigge og vælge og undersøge! Er hvid te lige så virksomt? Ved nogen noget om det? *** Altså jeg vil slet ikke ind i nogen fanatisme-kost, det skal ikke være mit livsindhold, orker det ikke, der er alt for meget andet spændende som skal have plads, MEN sådan lige et par ting, som er ordentligt underbygget! YES! *** Solen skinner stadig, jeg går op gennem byen og hjem, stolt af min første "lange" træningstur <3 ***

Stadig valmuer :-)

Et morgenbillede, og de er der stadig, valmuerne med deres fine, sarte blade!
Kommer lige henne fra Knebel kirke nu, hvor vi her i aften var 9 til "Stille time". Vi sidder helt oppe ved alteret under kuplen.
Jeg spillede Hildegard von Bingens musik de første 40 min, ---- vi talte om det bagefter, de fleste vil helst bare have stilhed, men det bryder på en måde også stilheden og giver en anden dimension, ---- også det at kunne finde stilheden midt i lyden ----
men det var et eksperiment, der skal ikke være musik som standard!

***

Hvor meget ansvar skal man tage for andre, hvor meget skal man skubbe på for at hjælpe, og hvor meget skal man bare nævne, hvad man ser og så slippe det, og lade mennesker selv om?

Med børn er det én ting, de kan ikke selv overskue så meget, og skal da støttes og vejledes og hjælpes og have tryghedsrammer, og forældrene må tage store beslutninger på deres vegne. Almindelig omsorg!

Men voksne, som ikke kan komme ud af dårlige mønstre, og som måske er ved at være så selvdestruktive så det truer deres sundhed. Det er svært at bære, hvis det er nogen tæt på, som man kender og holder af, og hvor man virkelig kan se at der skal en ændring til, forældre, søskende, søskendebørn, venner.

Hvor er balancen, og hvad er dybest set motivet?

Gør det for ondt at se på, er det fordi at man ikke selv kan tåle at føle smerten ved at se de andres lidelse, ------ er det fordi jeg ikke kan tåle at mærke min egen? Skubber jeg dem til ændringer pga det?

Eller slipper jeg for tidligt fordi jeg er bange for at de bliver irriterede på mig og ikke vil mig, er jeg for skvattet til at stå ved hvad jeg sanser og vise en bedre og sundere vej?

Hvor meget skal jeg involvere mig, og hvor længe skal jeg blive ved, hvis der nu er 1000 undskyldninger?

***

Skal jeg bare sørge for mig selv, holde mine grænser, beskytte mig mod at blive drænet energimæssigt, række ud, og såvidt jeg kan, skabe mig det gode liv jeg ønsker?

Hvor meget indgår vi i en sammenhæng med andre, og hvor meget er jeg bare mig, en monade med andre udenom, som kommer og går?

***

Valmuebladene bliver ikke ved, de falder snart, ----- der er ikke evig tid at give af, noget skal findes ud af og besluttes, og helst sandt og ægte med åbenhed for alle de følelser der er, ------- balance? mod? intuition? tilfældighed? impuls?

 

Al den kærlighed

Al den kærlighed!
Jeg tænker i de baner hvor vi bliver født, små nye individer, OK med en baggrund af en art, men alligevel helt nye og med nye øjne, og en ny unik mulighed, en fantastisk mulighed for at komme videre og få forløst og åbne os ud i det nye i det åbne!
Og den åbenhed og tillidsfuldhed der er i sådan et lille barn, den fuldstændige overladthed til at omgivelserne, mor og far og andre tager sig af os, vi er jo så fuldstændig i guds vold eller de andres, vi kan ingenting, er bare små klumper der kan sutte og fordøje, ----- men med den der åbenhed som jo i den grad betager os som voksne, når vi ser ind i de små børns øjne, vi husker, vi føler det der, som vi godt ved stadig er, men som bare tit er altfor sårbart, ------ og det gælder os alle, både alle kiksede og alle med check på og magtpositioner og indflydelse, vi er der i lige grad!

Barnet, spædbarnet, det giver chancer til omgivelserne, ----- og hvor mange procent er det så lige dér i omgivelserne, som får den chance, der tager den, som tør åbne sig for den totale udsathed, mødrene, der tænker, jamen hvordan vil verden behandle dette lille unikke barn, og føler sig magtesløse overfor storpolitik og de hjemlige andedams normer, og tænker, --- hun må hærdes, så hun kan klare sig i ræset, ------- eller i varierende grad prøver at gå ind og påvirke børnehaverammerne og naborelationerne i gunstig grad, men det er jo uoverkommeligt, og vi er så bange for at blive ramt, og allermest på vores børn, som vi jo har oplevet er så udsatte, ------ som vi ikke selv kan holde ud at føle os, ret meget!

***

Og som barnet, når vi er det: Åh mors kærlighed, at være i hendes favn, blive næret, mælk, holdt om, mest mor hvis det kan lade sig gøre, ellers andre opfostrere, sove i hendes favn, vågne og føle sig beskyttet mod sult og ubehag, det kan hun klare med sin krop, så jeg føler velbehag og nydelse!
Og jeg hænger sammen med mor, vi er et, en farimpuls et sted, ok men mest mor, vi er mig! Jeg elsker mor/mig det er bare totalt og rigtigt. Og hvis noget ikke er godt så ordner mor det hurtigt igen. Men hvis det er for længe det ikke er godt, så er der noget galt med mor/mig og så må jeg lave det om, så er jeg ikke rigtig. Og der starter alt det med at vi prøver at leve op til alle de forventninger som omgivelserne mere eller mindre har til et lille nyt barn. Og omgivelsernes manglende evne til den helt store empati.
Hvor mange procent var det lige, hvor mor turde rumme sin egen tomhed og magtesløshed, og udfra en (uberettiget) tillid til vorherre (se hvor uretfærdig verden er) alligevel formår at give og øse af en kærlighed, hvorfra den så kommer til den lille nye, så at der bliver en tilstrækkelig mæthed og dermed grundlæggende tillid til sig selv og senere egne værdier, og en sund følelse af at være velkommen i verden, og at have en selvfølgelig naturlig ret til at være den man er og folde sig ud og række ud med følelsen af, at det at være lykkelig og glad er en naturlig og sund tilstand, som er god for en selv og for alle ens omgivelser, da man i den situation reelt er i stand til at se det gode i alle andre, også bagved smudsige attituder.
Hvor mange procent 1, måske, kender I ret mange? Men 1 er også noget! Og det er jo også relativt, heldigvis.

***

Men vi komme væk fra os selv, langt væk, i stræben og konkurrence, ---- og hvor er det godt at nogen nu gør noget for børns naturlige kompetencer, Børns livskundskab, det er lige den slags der skal til alle vegne, --- jeg tror det er den eneste vej, hvertfald lige nu, for at vi kan blive bedre til at leve sammen på kloden. Den helt grundlæggende empati, godt det bliver gjort, åh så godt!
For hvordan skal vi ellers finde sammen igen, ------ rigtig mange af os skal åbenbart helt derud, hvor det synger fra det hinsides førend vi forstår, førend at vi indser, at vi skal helt ned gennem smerten og magtesløsheden, helt derud hvor ingenting bærer og hvor vi ingenting kan, måske undtagen at bede eller ønske eller slippe det hele i tårer og hengivenhed, ------ og når så noget der er passeret og der stadig er bevidsthed, så er det tit der, at en taknemlighed så overvældende, som trodser alle regler og forestillinger, ydmygt kan bemægtige sig en. Og det er ikke en mig/jeg følelse, den er hinsides mig, og det er ikke min fortjeneste, ------ det er noget af en vej, men for søren der er mange dødsfølelser undervejs, hvor man ikke, slet ikke ved om det bærer eller ej.

Og hvad er det så der gør, at noget bærer igennem, hm, måske et mod, og hvor kommer så det fra, en rummen det mest frygtelige og forfærdelige, jamen det kan vi jo ikke, så det må gå gradvist, ----- og vi kan ikke bare lade det der guddommelige klare det hele, vi er nødt til også selv, på de niveauer vi er, hvor det er svært nærme os det og føle hvad der er, mærke og rumme, OG bede om hjælp fra det guddommelige, men det gør ikke arbejdet for os, ----- det er ikke nok med tillid, undskyld hvis jeg ødelægger nogles illusioner, alt det der hellige fims, som jeg kalder det, det er ikke nok. Og det er her på jorden, her i den beskidte dagligdag med alt det grums der er, det er her arbejdet skal gøres, ----- det er ikke nok at sidde i lange retreats, det gøres ikke med det, det skal prøves i det jordiske almindelige liv. Fint med pauser, hvor vi samler energier og lader op, men vi undgår ikke jord under neglene og at se på de konflikter som er omkring og i os, uden at vi dog behøver at gå ind i dem allesammen!
Vekselvirkningen, tilbagetrækning og så ud og mærk, nede på torvet, i mylderet, som Bob sagde: i starten bliver vi så sensitive og har brug for tilbagetrækning og beskyttelse, men det er ikke målet, ikke specielt fint at være så sart, målet er at vi til enhver tid kan stå midt i det hedeste helvede og alligevel være centreret i kærlighed og væren, at en robusthed og styrke kan være tilstede samtidig med den fine sensitivitet!

***
 

Solskinsvejr i oktober :-)

Dagen startede blidt og yndigt og nærmest som var jeg atter blevet B-menneske, ----- sov helt til kl 9, hvilket jeg ikke har gjort i månedsvis, ---- sundhedstegn, tænker jeg, jeg er ved at blive "normal"!
Og så var der jo alligevel også noget vildt dejligt over de der meget tidlige morgener, ---------
Så jeg gik rundt i badekåbe i morgenstemning med nathue og med lammeskindsstøvler til langsom morgenmad, og sad og læste med benene på bordet, favoritstilling!
Der var brev fra hjertemedicinsk afd. i Skejby med tid til en ultralydsundersøgelse, og belært af erfaringerne tager jeg den gule førertrøje på og ringer op og forhører mig, om det da ikke er et kardiologisk tilsyn og vurdering mhp vena cava superior syndromet, og mhp optimering af behandlingen bla den vanddrivende,  som det var aftalt at jeg skulle henvises til, og, fortsætter jeg, det er vigtigt at det er en kompetent kollega, der er sat på opgaven, som kender noget til vena cava superior syndromet. Jeg følte mig skrap og krævende, men i systemet er det jo efter min erfaring nødvendigt. Sekretæren læste op og ganske rigtigt stod de ting i henvisningen, og de starter så normalt med en ultralysdsskanning, siger hun, ----- såvidt så godt, så tager vi det som udgangspunkt siger jeg. Og hun tilføjer at det er jo en overlæge der har visiteret, så det jo må være en, der ved noget om tingene, jeg er henvist til.    OK, og det er d. 26. okt, og jeg beslutter at jeg tager trøjen på derud!
Så sidder jeg lidt ved computeren og mailer diverse. Lennart har været afsted en timestid, og alt ånder fred, ------- indtil jeg pludselig ser på uret, og kl er 11.20 og vi skal være derinde til samtale med cheflægen kl 12, og backinggruppen er på vej fra Viborg!

***

Jeg flipper fuldstændig ud, hvordan har jeg sløset al den tid væk, jeg skulle have været i bad, der var oceaner af tid, ----og jeg projicerer straks en masse ud på Lennart, --- hvorfor har du ikke sagt noget, du vidste da godt at vi skulle være der kl 12, hvorfor har du ikke hjulpet mig? ------ samtidig med at jeg ultrakort overvejer at droppe det hele, men det kan jo ikke lade sig gøre, så jeg farer rundt, rasende og ulykkelig og smækker med dørene, råber anklager mod min kæreste og flår tøjet af og nyt på, samler de ting sammen jeg skal have med, læbestift og paryk på, og så sidder vi faktisk i bilen kl 12.30, ----- hvilket i sig selv er et mirakel.
Turen derind foregår i tavshed, og vi kommer 12 min for sent, ----- men heldigvis er deres tidsplan også forsinket op mod en halv time, ------ men nu er backinggruppen væk, og søsters mobil er hele tiden optaget! Det viser sig, at de har stået og ventet og da vi ikke var der 10 min over tænkte de, at det nok foregik oppe på D2, og var så gået derop, ------ omsider lykkes mobiltelekontakten og de kommer løbende ned til barakken, hvor det hele foregår, ---- pyh og hej og åh og dejligt, ----- lige inden vi så bliver kaldt ind til samtalen!

***

Og nu med forestillingen om det inkompetente sygehussystem, så fremtræder cheflægen yderst kompetent (hvad han jo også er) med overblik i dybden over min sygdomssituation, med vurderinger angående prednisolonaftrapning og justering af vanddrivende medicin som går helt bagom og nedenunder og løfter situationen op, med humor og forklaring på det sene svar fra second opinion fra Rigshospitalet, hvor ventetiden ikke var i orden, men forståelig!
Smoel taler om protonstråling, og i første omgang vil det ikke komme på banen, men det kan ligge som en evt senere mulighed.
Jeg skal nok se i øjnene at det kan blive nødvendigt med en senere tapning af pleuravæske, der nok realistisk ikke helt er standset endnu, men jeg kan bare ringe derind, hvis jeg synes jeg bliver forpustet igen, augh, åh nej helst ikke, ---- jeg vil alliere mig med min underbevidsthed, så de dybdepsykologiske aspekter vil arbejde på at standse den væskeproduktion!
Og så skal jeg spise mere protein og i det hele taget mere mad, mere næring og gerne tage nogle kg på. Drikke to proteindrikke om dagen, ---- de kan kommes i kaffen, ----- mit proteinindhold i blodet se-albumin har været lavt længe, fordi jeg faktisk har været syg længe, og det skal op nu, ----- det er med til at give hævelser på benene, hvilket i mit tilfælde ikke har noget med hjertet at gøre, ----- og når der så gives vanddrivende, så bliver mit BT for lavt, hvilket giver forpustethed og sortnen for øjnene når jeg rejser mig op, træthed og den slags, ----- så nu griber vi om en af nældens rødder, ernæringen, mere protein, mere almindelig mad, ingen fanatisme, gerne marcipanbrød og chokolade, OK jeg er med, et par kilo på, så hjælper det, siger han!

***

God stemning, og en ny tid til samtale med chefen himself igen lige efter CT-scanningen d. 18. okt med svar på den og stillingtagen til den videre plan, ---- og selv min ellers i forhold til systemet krævende søster sagde bagefter, at nu kunne jeg/vi vist godt lyne de gule førertrøjer lidt op indtil da!
Og pyh, det trænger jeg da i den grad også til, til lige at have lidt lov til at have bare en smule tillid til at nogen tager kompetent ansvar for min sygdom, ----- åh afslapning!
Så vi gik alle, nu også med min datter, der var kommet derud, og Lennart ud i solen og op i kantinen i højhuset og spiste frokost, og fik snakket det hele igennem og nydt hinandens selskab!

 

Hvor jeg så kl 14 får den 3. Rubin-eleksir, --- det har virkelig den fantastiske kraftfulde farve, som ses på billedet, givet af min foretrukne sygeplejerske, som stikker som en bi ånder, og får den rubinrøde væske til blidt at snige sig ind i min blodcirkulation på ingen tid, dvs 16 min, hvor jeg sidder med mit silketæppe om mig i en receptiv meditativ tilstand, med en visualisering af de lilla farver, lyng + mørkere, som kan heale kræftceller! På bordet ved siden af mig står den lille orange hoptimist!

***

Og så er det bare hjemad, ud på Mols, stadig i det skønneste solskinsvejr. Lige hjem og sove lidt, hvilket spontant startede i bilen, ----- og så ud til middag hos en gammel ven, som har sommerhus herude ved Skødshoved, dejligt dejligt, et hus helt ud til havet, med den søde lyd af små bølger, stilhed og høj stjerneklar himmel, --- og rødt kød!
Så nu bare fred og let søvnighed og en undren over dagens dramaer, og fredfyldte, skønne stunder, og hvad det dog skal til for altsammen, ---- ikke bare nemt at se de store mønstre, ----- og Lennart sidder nu henne og leger med en forforstærker til forstærkerens nye lyd, og indstiller til Cris Reas "Gone fishing" ------

***

Fornemmelser af helbredelsesvejen -

Alt det der ligger begravet inde under gulvtæpperne i tabu-glemsel, ----- det har jeg en klar fornemmelse af har været med til at gøre mig syg!
Jeg har vidst det rigtig længe, at der lå noget vigtigt traumatisk, blev gjort opmærksom på det på mit allerførste retreat i 1992, hvor drømmene pegede ind omkring det, og min lærer pegede på vigtigheden af, at det traume blev forløst, da det havde/har rigtig mange implikationer i mit liv, i  mit udtryk, også kreativt, samt i de dybe kontakter!
Så, som den gode elev har jeg siden gået i terapi for at løse dette, ----- og så ville livet alligevel have mig helt ud til kanten to gange med denne brystkræft, for at mit system kunne fatte, at det var alvor og tage sig sammen til at sige JA til livet OG til at gå igennem det, der er nødvendigt for at blive rask. Faktisk kunne jeg godt have sagt nejtak, det ville ikke være så slemt at skulle dø, specielt ikke efter at jeg havde været der helt ude på kanten med al den åbenhed og kærlighed og blide udvidelse et stykke tid, for dér var også visheden om at bevidstheden og hjerteudvidelsen ville fortsætte ind gennem portene -----

***

Og det at sige JA, ------ der går det mere og mere op for mig, at det indebærer at lukke op for ALT det der ligger nede i de underbevidste lag af traumer og overgreb, og åbne det og kommunikere det ud til de relevante andre mennesker, som har og har haft relation til de områder og til dem der senere er kommet til familiemæssigt, ----- på en åben måde, hvor det "bare" drejer sig om at forholde sig til virkeligheden og de faktuelle hændelser, ret enkelt, i det tempo jeg kan klare det, ----- det drejer sig jo også om ikke at tage virkeligheden fra andre, den virkelighed der var i deres forhistorie, og fortsætte i en tabubelagt fortielse! Dette forudsætter selvfølgelig, at jeg selv har en rimelig klarhed over de faktuelle hændelser i virkeligheden, hvilket er kommet gradvist igennem dette sidste forløb, samt også en fornemmelse af måden det kan gøres på. Jeg har fået hjælp til dette, jeg tror ikke jeg havde kunne åbne det alene!

***

Hvad de andre implicerede og familierelaterede så vil gøre med den viden, det er ikke mit bord og ikke noget jeg vil tage ansvar for (selv om jeg godt kan have en trang til det). Tværtimod føles det meget vigtigt for mig ikke at gå ind og være overansvarlig og klare det for andre, hvilket bare ville være at følge gamle og ikke aktuelt konstruktive spor!
Jeg tager det lidt efter lidt, som det "tilfældigt" falder for, og der er så meget kærlighed i denne familie, så på en måde er det let, da der er så meget glæde og lyst i samværet!

***

Jeg tror at der er noget generelt i dette, i at fremdrage skjulte traumer, jeg husker også at der i bibelen er skrevet om dette, ---- jeg fandt det lige, det er fra Thomasevangeliet:

 Jesus siger:
"Dersom I fremdrager det, som er i Jer, vil det som I fremdrager frelse Jer.
Dersom I ikke fremdrager det, som er i Jer, vil det som I ikke fremdrager ødelægge Jer."

Så intet nyt under solen, så så ligger "vejen, sandheden og LIVET" jo klar til at betræde, ikke?

***

I morgen skal jeg ind til lægesamtale med selve chefen, med min backinggroup, der nu har fået spot på nye mulige behandlinger med protonstråler, som vist kun er i udlandet, men det må udforskes! Jeg har fået taget blodprøver i dag, og jeg formoder at de er OK. Så formentlig er det så kemo i morgen, Rubin-eleksir, det er 3. gang, og så er det scanning d. 18., som vil vise hvor meget effekt det har haft på cava superior syndromet!
Jeg har det stadigvæk så godt vejrtrækningsmæssigt efter at have fået tømt de 1300 ml ud fra hø lungefelt, jeg har helt normal respirationsfrekvens, hvor jeg før var forpustet selv i hvile!

***

Som nonne eller som verdslig kvinde!

Søndag, helligdag!
Besøg af lillebror med datter, som havde overnattet her, mens vi rockede i Viborg! Og midt på dagen kom en anden bror med kone og lille dreng, katten var i centrum!

Men inden de kom nåede vi lige at tage nogle nonnebilleder, og bagefter nogle verdslige, ------ det er jo den samme der er inde bagved, ---- det er der vi let lader os narre, af det ydre, generelt!


som nonne


 



som almindelig verdslig kvinde

 

Og det, der så skete i dag var samvær med familie, hvor vi det meste af tiden sad og spiste foran udsigten til havet vestpå, med kontalter på kryds og tværs ned i nybetrådte dybder, hvor vi har oplevet voldsomme situationer, som har haft forskellige virkninger på os. Det forløser at åbne og udtrykke erindringer og følelser, ---- og det virker helbredende.

 

Jeg har de sidste dage haft en vedvarende følelse af at jeg bliver helt rask af dette, ----- også selv om det rent lægeligt vil kræve et touch af mirakuløs helbredelse, ----- og selve vejen til dette kan jeg ikke se klart endnu, ---- jeg føler bare at jeg er på den!

Det gør ikke, at jeg nu bare kan ligge på den lade side (selv om jeg nu igen kan ligge på højre side, ha ha, hvis det skulle være den lade!!!, hvilket jeg ikke har kunnet i et kvart år) ------ men det betyder helt enkelt og klart at jeg bliver ved med at se virkeligheden i øjnene som det HELT centrale, at turde og ville forholde mig til sandheden så godt jeg kan!



Weekend

Det er bare weekend nu, har drømt om klare gule, turkise og grønne farver på en padde, med en god følelse af successiv healing!
Har haft besøg af en bror, en datter og to små børnebørn, broderen ku godt li den krøllede paryk!!

***

Og nu er vi på vej til Viborg, med regnbuer som følge, hvor backinggroupen har inviteret til Rockkoncert :-) Det er bare weekend, og der skal bare nydes :-D

***

Pyh, overstået for nu!

Var til arrangement på sgh MED dræn, ------ og bagefter var der ialt tømt 1300 ml ud, og drænet skulle fjernes, hvilket den kompetente, erfarne sgpl klarede med sikker hånd, imens min datter holdt i min (hun var lige kommet forbi på vej hjem fra arbejde), jeg var så bange for at der atter skulle komme blødning, selv om jeg ved det er extremt sjældent.
Jeg hyllede os alle ind i de hvide jomfru Maria energier, bad og bad, ----- og det gik som det skulle, og jeg ventede med tilbageholdt åndedræt de første minutter, 5 minutter, 10, 20, og begyndte så langsomt at tro på at det var lykkedes uden problemer, ---- og pyh jeg var SÅ lettet og taknemlig.
Og det er så dejligt at være fri for at være koblet op til slanger, dræn og den slags, FRIHED til bare at bevæge sig helt almindeligt, uden lige at, ups have glemt den slange og hænge i og mærke at det river ved indstiksstedet-------
Og nu er vi hjemme igen, der er ild i brændeovnen og jeg kan trække vejret lidt mere frit end før!
Så lige nu er jeg bare i et saligt mellemrum fuld af taknemlighed-------

Pleuradræn

Drænet skal så først fjernes efter kl 13, da jeg skal til et arrangement her på sgh inden, det bliver så med dræn. Jeg beder til alle hellige jomfruer at det vil gå blidt og fint, altså drænfjernelsen, det er en god og kompetent, dejlig, erfaren sygeplejerske, der skal gøre det!

Indlagt, morgen nu!

Der var væske, og en sød rtg læge lagde lungedræn. Jeg var så bange så bange og bad og bad under hele proceduren til en hvid Mariaenergi om at det ville gå godt, fint, blidt, rigtigt, lavede hvide cirkler om hende og mig og det der skete. Og så er der siden løbet knap 1200 ml gammelblodig væske ud. Har sovet med det dræn i, og når det er fjernet her om ikke så længe, så kan jeg slappe af og nyde frugterne. Der skal bønnen ind igen, ligesom da det blev lagt!

Indlagt igen!

Hm ligger så her igen på D2 og venter på at komme til ultralyd, og HVIS det så der viser sig at der er væske, så får jeg altså lagt dræn igen, ------ og det er jo lige det at jeg havde så dårlig erfaring med sidst, da det dræn altså skulle fjernes, hvor det pisblødte en liter----- Men da den bivirkning er SÅ sjælden, så har jeg statistisk set taget min del!
Jeg har den gule førertrøje på i dag, og har anmodet om kopi at svar på second opinion, som ER kommet (hvornår?)
Hvor konklusionen er at der ikke for tiden kan tilbydes operativ fjernelse af lymfeknuderne!
Jeg havde da forventet straks at blive orienteret når svaret kom! Desværre støtter det bare ALT hvad jeg har skrevet i går ang min mistillid til systemet :-(

Lennart kørte mig herind, og da han trådte ud herfra så han en flot regnbue!

Hjemme igen ------ og hvad nu?

Det her er svært for mig at skrive. Det her er nemlig ikke godt nok, ----- fra et universitetshospitals side, ----og nu kan jeg ikke blive ved med bare at holde gode miner til det mere og blive ved med at undskylde dem, ------ som jeg altid har gjort i den hellige solidaritets navn. For pokker, det er jo mine egne kolleger, det er det system jeg har lært i, holdt af og hvor jeg jo bestemt også altid har mødt så meget engagement, interesse og opofrelse. Jeg kan ikke holde ud at se i øjnene, at det faktisk ikke er godt nok, ---- ikke sådan direkte pga de enkeltes sjusk eller kyniskhed, men meget pga effektiviteten, der politisk er presset nedover hele systemet med budgetter, der styrer alt for meget, og som alt for få siger fra overfor, og står frem og viser klart at det nedsætter kvaliteten. Ja, det er dyrt, men vil vi have et godt hospitalssystem i DK så koster det! Og der er i den grad manglende mod, ----- de der står frem bliver heller ikke pænt behandlet, men det er beskæmmende at se hvor generelt det er at man bare bukker og takker og lader sig nøje med en standard der ikke er hvad den burde være.

Jeg har altid haft forståelse for, at der selvfølgelig skal være plads til forskellighed og at man da kan se en sag på flere måder, og jeg har aldrig hoppet med på den også ofte meget letkøbte nedgøren af "læger" og sygehusvæsenet med alle skrækhistorierne, ---- hvilket jo også i høj grad skyldes vores generelle dødsangst, og når det nu ikke er så meget Vorherre vi klandrer, så er det lægerne, der burde sørge for at vi normalt ikke dør, og at alting går til på rette vis, altså det er for meget......
Men det her er alligevel ikke godt nok!

Hvis så bare behandlerne, læs kollegerne vil være villige til at se egen begrænsning i øjnene, almindelig ydmyghed, ---- hertil går min viden og kompetence, og udover det, så må jeg tilkalde expertviden, specielt hvis det er ret sjældne specialtilfælde det drejer sig om, for at optimere behandlingerne! At stå ved sin naturlige begrænsning fremfor at køre specialtilfælde ind under de generelle almindelige standardtilfælde, for at spare tid og penge og bøvl, men som gør at behandlingen bliver ringere for de specielle. Og netop her er det jo at universitetshospitalerne skulle vise deres styrke, og nærmest byde det unikke velkommen for at lære mere, blive klogere og undervise de små nye!

De har så få på denne brystkræftafdeling med vena cava syndrom, om overhovedet andre end mig. Og det er det der truer mit liv, ikke den smule spredning nede i hø lunge, det mærker jeg ikke særligt, hvorimod det andet er vildt dominerende med de symptomer jeg har med især forpustethed, jeg kan ingenting, trippe lidt afsted det er alt!

Hvis ikke jeg havde haft min søster og svoger med på sidelinien så var jeg død nu. Der er flere situationer der i starten af indlæggelsen, hvor det sagtens kunne være gået galt, og hvor det ville være gået galt hvis ikke de havde været på sidelinien, og hvis ikke mit generelle almentilstand havde været så god som den er. Det er beskæmmende at måtte indrømme, og jeg tænker med gru på alle de mange andre patienter, som ikke har den mandsopdækning til rådighed, ---- det er faktisk SLET ikke til at holde ud at tænke på. Faktisk skal man altså undgå at blive syg overhovedet, bortset fra sådan lidt almindeligheder, ------ det kræver at satse på børns psykologiske opvækstmiljø, hvad der heldigvis også bliver gjort fra forskellige sider! Jeg mener det alvorligt!

***

Men hvad er nu det der gør at jeg sådan kommer helt der op i det røde felt lige nu? Småting småting og samlet bare en vedvarende stribe af småting, som ikke er optimale!
Så nu i dag, vi møder op til den aftalte tid, hvor der først skal være en lægesamtale, og jeg har min søster og svoger med! Et er at min kontaktlæge alligevel ikke er tilstede, men til møde hele dagen, ja OK alle skal dygtiggøre sig og samarbejde, og der er da så sat en anden (mindre kompetent) på sagen, normalt også OK. Sagen er bare den at jeg har set min kontaktlæge én gang i al den tid jeg har været tilknyttet onkologisk afd. hvilket jeg har været siden d. 18. august, og det er ham der har kompetencen (eller det håber jeg da ihvertfald at han har).

***

Min sygehistorie er speciel, meget speciel og atypisk, helt atypisk og usædvanlig, som lungemedicineren da også flere gange har påpeget. Hvis jeg "bare" havde et almindeligt tilbagefald af brystkræft med nogle metastaser hist og her (som jeg jo har nedadtil i hø. lunge), så ville jeg passe ind i deres almindelige koncept, og alt ville være godt. For det er jo dette almindelige koncept som jeg bliver forsøgt presset ind i, og hvor man ignorerer at jeg rent faktisk har det der vena cava superior syndrom, ------ som truer mit liv!

***

Vi sidder så der mig og min backing group, og lægen skal så vurdere om jeg skal have kemo i dag, bla på baggrund af de blodprøver som jeg fik taget i går. Og på baggrund af om jeg har feber, hvilket det viser sig at jeg har 38 grader, ------ de kunne jo have ladet mig ringe ind, når jeg havde taget min tp om morgenen, så kunne vi have sparet hele dagens cirkus!
Men inden jeg nu får taget denneher tp, så prøver hun at se på blodprøverne fra i går, ----- der er taget standardprøver, dvs ikke infektionstal, herunder CRP som jo lige har været tårnhøj, og ikke se-albumin, som ellers har ligget lavt, og hvorfor jeg nu får nogle proteindrikke! Jeg tænkte da på det, da jeg fik taget de blodprøver i går, at jeg lige skulle være sikker på, at de prøver også var taget, men da den læge, jeg havde talt med ang et evt rtg billede af lungerne var den samme som havde været med i at ordinere penicillin og dermed kendte til de infektionstal fra min egen læge, så mente jeg nu at det selvfølgelig måtte være i orden, ----- lidt tillid må jeg da vel have lov at have, eller?

***

Lægen lytter på mine lunger og foreslår så at vi får taget et rtg billede af dem akut nu, ----- åh ja det var jo det jeg selv har bedt om! Og at jeg får taget de manglende blodprøver nu, og at de så ser på det i morgen og ringer til mig mhp kemobeh en af dagene.
Jo jo og alt fint mhp det, men stadig er mine symptomer jo ikke specielt relateret til det, OK noget hoste, ----- men det er forpustetheden og hjertebanken, der i den grad præger min livskvalitet, så hvad med at lade en cardiolog komme indover med deres vinkel. Det er hun godt nok ikke meget for, men hårdt presset bestiller hun da også et EKG sammen med blodprøverne, for sådan at have det med, --- der er taget adskillige og de er alle normale, så egentlig ret overflødigt, men da OK.
Det skulle være gjort forlængst!
Jeg vil gerne vide om de anbefaler at man lader sig vacc mod influenza, og det er der ikke noget klart svar på, det kan man gøre som man vil! OK måske var det rart at afdelingen havde en holdning!

***

Jeg spørger i relation til sidste samtale, om det virkelig kan være rigtigt at der ikke findes undersøgelser som viser epirubicins virkning på hhv langsomt voksende kontra hurtigt voksende cancerceller, og hvis det ikke er lavet så er her da et tilbud om et lille forskningsprojekt! Det vil hun gå videre med, siger hun.
Mhp svar på second opinion fremgår der ikke noget af journalen andet end at anmodningen er sendt d. 9. sept, ------ så det er måske tid at rykke for den!

***

Efter at have spist i kantinen er jeg til blodprøver, EKG og rtg af thorax. Rtg billedet ser ikke pænt ud, enten er det en lungebetændelse, der inddrager mellem og underlap på hø side, eller også er det væske, det skal en rtg læge bedømme, Pu ha jeg er ikke meget for et evt nyt dræn, men hvis det er væske er der nok ikke nogen vej udenom.

***

Så det der med at have tillid ------   Hvis jeg ikke er med helt indover her, så går det ikke, med eller uden backing group, især med, for jeg kan ikke alene, ------ og det er da ikke lige det jeg har brug for, at få bekræftet min barndoms traumatiske statement, at hvis ikke jeg selv gør det hele (med backing group) så går det bare galt, ------ det er jo desværre sådan at virkeligheden ser ud lige nu, ------- og sådan skal det da ikke være, ------ man må da kunne have tillid til en højtspecialiseret afdeling på et universitetssygehus, -------
MEN DET KAN MAN ALTSÅ IKKE, DET ER NØDVENDIGT SELV AT VÆRE KOMPETENT MEDSPILLER HVIS DET SKAL GÅ GODT!
Pis, jeg vil så gerne kunne have bare en vis tillid til systemet, at kunne føle mig båret og støttet, og hvis jeg havde været en standardpatient med et standardtilbagefaldskræft, så ville det vel også have kunnet være sådan. Men nu falder jeg altså lidt udenfor de standardrammer, og for fanden, ku de da ikke lige oppe sig lidt og se virkeligheden og egne begrænsninger i øjnene og som det første få en cardiologs bud på den forpustethed, den høje puls og den vanddrivende behandling som bare sejler
derudaf!
Det er godt nok hårdt at skulle være så meget på forkant med situationen hele tiden, men gud ske tak og lov at jeg har min søster og svoger, min backinggroup!

***

Hvis bare vi vidste om situationen var bedre på Rigshospitalet (der er jo frit sygehusvalg) så skiftede jeg straks, men det ved jeg ikke noget om, jeg kunne sagtens køre via Odden derover til kemoer hver 3. uge, no problem, hvis bare der var en følelse af kompetence!

***

Rubin-eleksir i dag, formentlig !

DEr var blide lyserøde skyer oppe omkring stendyssen, det er lidt diset, der er meget blidhed i luften, ------ og jeg har næsten ikke feber, ---- og hvis blodprøverne fra i går er pæne, så kører vi på med fuld dosis!
Har drømt om resourser i de nære cirkler, og at deres veje er sande, både en mandlig og en kvindelig vej!
Alting er ligesom indstillet, og kemoen bliver vel ved ½1-1 tiden, den rubinrøde væske som løber ind direkte i en åre!

Jeg drømte også om en helt ny Bob Dylan sang, som er udgivet for nylig, ellers er jeg ikke speciel dedikeret fan af Dylan, men dennher går bare rent ind, den er ny, og virker på mig også tidløs, hør her:
http://youtu.be/vANZ-GGaOC0

Feber

Bare sådan en lille smule feber, her til morgen 38,0 ---- da ikke noget særligt, men det tager altså lige den smule vågenhed og overskud, som jeg ellers har! Jeg ku´ sagtens lade som om, tror jeg ville være i stand til at narre enhver, ved bare at smile, tage blink på i øjnene og sige et par kvikke bemærkninger,så ville ingen opdage noget, ---- og sådan har jeg jo levet rigtig meget af mit liv, sådan ud fra følelsen af, at der er alligevel ingen hjælp at hente, jeg er alligevel nødt til at klare det hele selv, ---- så at vise hjælpeløsheden udadtil, det kommer der alligevel ikke noget ud af, og den der medfølelse eller medynk, som jeg så kunne opleve, den virkede nærmest energidrænende, ofte nærmest som om at dem jeg så alligevel kom til at vise sårbarheden lidt for godt kunne li at jeg ikke bare vare så "stærk". Og så al den ledsagende misundelse fra rigtig mange, især kvinder, igennem mit liv, alle dem, som ihvertfald ikke så de hjælpeløse sider bagved successen og kompetencerne.
Jeg har selvfølgelig altid selv mærket sårbarheden, tvivlen, rådvildheden, været helt på det rene med de sider, og undret mig såre over at ingen andre tilsyneladende så dem, og at de bare tog mine overfladeattituder for gode varer, så godt synes jeg heller ikke selv at jeg spillede rollen!
Og så kommer alt det her kræft-halløj, først for 12 år siden, udløst, men ikke forårsaget af sårethed i et parforhold, det gav en vis lettelse fra rollen med at være kompetent og selvkørende, --- men så kørte det jo igen, flot arbejde fra det etablerede sygehussystem, op på hesten igen, bevares med en lidt dybere forankring.
Men så nu, nu er det bare helt inde centralt, helt helt inde helt tæt på hjertet, og det kan slå mig ihjel. Og lungerne, hjerte og lunger er jo de helt fuldstændigt fundamentale livsbetingelser, at ilten, lyset cirkuleres rundt. Og her har jeg ingen kontrol, her har jeg ikke check på at det fungerer, jo jo jeg kan regulere lidt på den medicin jeg får, men det centrale, nix, det er ikke mig der styrer det her. Så hjælpeløsheden er stor her, og den følelsesmæssige ligesådan. Og det er jo så præcis her at jeg oplever at vi alle er i samme båd, ----- og jeg orker ikke at lade som om at "det her skal jeg nok klare", lægelig viden og mod og kreative løsninger, ---- mit jeg kan ikke besværge skæbnen, der skal jeg dybere ned, længere ud, ud i det fællesmenneskelige, og det er jo det jeg hele tiden har prøvet at skrive om og formidle her på bloggen.
Så aktuelt, ulykkeligheden, det manglende overskud, jeg kan kun prøve at være i det som det er lige nu, også selv om jeg aldrig har erfaret, at det har givet noget fra sig at synke derind, ----uden tro på det eller håb om at "noget alligevel vil lykkes", så må jeg alligevel bare være tro mod det der er og være i det, ---- og jeg aner intet om hvad der kommer ud af det, om noget overhovedet, ----- andet end en smule større sandhed og ægthed, at stå ved det der er, hm!
 

En regntung oktoberdag

Vågnede kl 6, og er altså ved at vænne mig til det, ---- og bare jeg midt på dagen får sovet, så er det egentlig også lidt dejligt! For jeg sidder der i køkkenet alene og ser lyset, i dag det grå lys, langsomt indfinde sig, ----- mens jeg drikker styrkende te og spiser müssli og læser, og finder ud af hvor meget medicin jeg skal have i dag af de forskellige slags. Lennart er ikke stået op på det tidspunkt, så det er kun katten og mig og alting skal bare have lov til at være langsomt. Sidder med benene på bordet, både fordi det er rart, og også fordi det er godt mod hævelser af benene, og den der væskebalance er ikke helt i balance i denne kemoperiode.

Min kropsterapeut kommer kl 11, og vi bruger min hospitalsseng som briks, så kan jeg sidde/ligge i en perfekt position, og den kan jo hæves og sænkes, så det er en god arbejdsstilling for hende også!
Hosten har ændret sig efter penicillinen, den er ikke lige så krampagtig, men den fylder stadig meget, og hindrer også indimellem at jeg bare kan tale helt normalt.
Vi arbejder dybt kropsligt og energetisk, med og uden ord. Det healer og jeg kommer tættere til den kerne, der er sandt mig. Den er spredt ud i forskellige personlighedsdele, og de begynder at mødes forsigtigt. Jeg skiftevis er i det og iagttager. Bagefter har jeg det godt og er klar til senere på dagen at gå ind og være konstruktivt støttende overfor nogle i de nære cirkler!

Da det er blodprøvetagning i morgen på KH, og jeg syntes at det vil være relevant med et rtgbillede af lungerne også, ringer jeg ind til ambulatoriet og bliver kort efter ringet op af en kollega. Hun er klart inde i sagerne, det var også hende jeg talte med i sidste uge, da der var tale om indlæggelse, ----- og hun synes ikke det er specielt indiceret nu, også i betragtning af, at jeg skal have lavet en ny CT-scanning med kontrast d. 18. og der vil man jo tydeligt kunne se, hvordan det ser ud, det hele, ---- og lige nu vil man formentlig kunne se en delvist behandlet lungebetændelse, hun argumenterer logisk, og det er OK for mig kan jeg mærke, det er ikke absolut nødvendigt nu, så fint!

Så kom der omsider svar fra Væstcenteret på, at jeg får det eneværelse jeg har bedt om til Dzogchen i blå sal 3, hvilket gør at det er muligt for mig at deltage, ---- jeg har jo iltapparat med som larmer som en atlanterhavsdamper, er vågen om natten, kan ikke gå til og fra uden at blive vildt forpustet osv,-----det var virkelig dejligt, så nu kan jeg planlægge, og det ligger rigtig perfekt i forhold til kemoerne, så rigtig rigtig godt og god timing!

Så en times telefonsnak ang at holde et overblik og en selvfølgelig planlægning i forhold til tætte cirkler, bare at være rygstød for en, der ellers godt kan selv, og kun lige havde brug for at blive mindet om det, nærhed og kærlighed ud i de nære cirkler!

Alt kørte og der føltes frihed og lethed, så et foredragi Ebeltoft med planetarieleder Ole J Knudsen fra Steno Museet i Århus om solen og planeterne, om liv på andre planeter, -----som havde ligget lidt underdrejet i måske-bunken, blev pludselig aktuelt. Han er den mest vidunderlige foredragsholder ang astronomi, han er fagligt helt opdateret, og så formår han at formidle helt jordnært og relevant, og så er han humoristisk, ----- jeg elsker hans måde. Så dér kørte vi lige over, og det var himmelåbnende,----- forøvrigt fortalte han at vores planet er blå, ikke pga havet, men pga den blå himmel, som er blå fordi jordens atmosfære fanger solens blå lys ind og stråler det ud til alle sider.

Og jeg mærkede også mine grænser og alt det jeg ikke er i stand til, sad på en hård stol i 2 timer, ikke særlig ergonomisk, heldigvis havde Lennart et tæppe ude i bilen, altså alt det der som man normalt ikke ofrer en tanke, ---- og hosten havde heller ikke godt af det, den er blevet mere krampet igen nu her efter jeg er kommet hjem. Jeg må bare se i øjnene at jeg er en sart plante for tiden :-(