Rekreation i Alperne!

Den videre færden er gået sydover, se billedet, hvor jeg som en anden velbeslået nordbo sidder pakket ind i tæpper i en liggestol i solen foran søen som ligger her ved slottet. Her er forkælelse uover alle grænser, gartnerne er lige nu ved at arrangere slotsparken og mågerne kvidrer ude over søen!
Søen kan cirkambuleres på 1/2 time, en idyllisk skovvej gennem et varieret landskab!
En løber passerer mit synsfelt!

***

Ulven har trukket sig tilbage til de store skove, og hosten er i aftagende, omend der kan forekomme små pauser i nattesøvnen, ----- men intet at regne i forhold til de 5 døgn, hvor ulven snerrede ad mig! Intet!
Jeg har på underfundig vis fået raget en pakke Diamox til mig (middel som bruges mod højdesyge), og ekperimenterer nu med at bruge det som iltbindende middel, som teoretisk skulle kunne have en virkning på vejrtrækningen, i håb om at det kan bedre forpustetheden! Samtidig med flere homøopatiske dråber, som skulle virke mest på sigt! Hvorfor begrænse sig?! De kinesiske urter, som smager OK er også stadig på programmet!
Som jeg ser det har ulvens manifesteren sig været et tegn på, at her var lavpunktet, og vendepunktet. Det var truende, men er afværget, og nu går det bare fremad henimod helbredelse!
Det er også nødvendigt, hvis jeg med mig selv som eksempel troværdigt skal vise, at der er en psykologisk vej gennem en kræftsygdom. Denne vej skal nok i mange tilfælde kombineres med traditionel medicin, kirurgi, kemo, stråler mm, da vi ofte opdager sygdommen langt henne i forløbet, hvor den har brug for både-og behandling for at heles!

***

Og her er godt, Alperne, de fynske, ikke langt herfra virker healende, bjergluften og foråret, som kryber frem alle vegne! En anden kursist sidder her ved siden af med sin mobil i solen!
Så for nu en optimistisk forårshilsen fra rekreationshjemmet i Alperne!  Mathilte

***

 

  

Tigerbalsam ---- og en farlig ulv der hylede!

Ulven kommer ------
troede jeg forrige nat!

For pokker, jeg har aldrig været så tæt på før, ---- og det var skræmmende, pga måden og kroppens alarmfunktioner, angst og panik, og ikke at kunne flygte nogen steder hen!
--------
Nu har jeg jo hostet en tre uger, og hvad, det er der jo så mange andre, der går og gør, ---- jeg skal måske lige sørge for at passe lidt bedre på mine lunger end de fleste for tiden, ---- men det går jo over, herregud, lidt bronchitis, og det er jo bare en virus! :-)

***

Jag var gået i seng ved midnatstid, sådan helt standard, og sov helt almindeligt og udmærket, og såvidt jeg husker drømte jeg ingenting! Så lige pludselig ved godt 4-tiden vågner jeg ved at "det stopper", altså vejrtrækningen, at der er lukket for at trække vejret ind, og jeg hoster larmende og voldsomt, slim, pyt, sætter mig op i sengen, skal der virkelig hostes er det er bedre stilling at gøre det i, --- det er ren refleks, kroppens selvopholdelsesdrift, og såvidt så godt, lidt voldsomt at vågne sådan, men nu er det jo klaret, troede jeg, ----- og så var det først der mareridtet begyndte, når man har hostet, ja så trækker man bare vejret igen ind, banalt og selvfølgeligt, og det gjorde jeg så refleksmæssigt også, lettet over at hosten var overstået, ----- kun for at mærke, at jeg ikke kunne trække vejret ind. Alt var bare strammet sammen i luftrøret og der kunne kun komme en lille smule hivende luft ind, --- panikken startede her, det må da kunne lade sig gøre at trække luft ind, altså, det er da ikke noget issue, det gør vi da alle sammen og hele tiden, ---- men ikke her, nix, færdig og lukket. Hvad er der sket i min krop og hvad gør jeg? Jeg sprang ud på gulvet og tænkte, at hvis det her fortsætter så dør jeg nu, og lige midt i sådan en panik-følelse, bestemt ikke nogen fredfyldt og smuk og spirituel død, som jeg har forestillet mig at det engang skal være, ---- om et lille kvart århundrede eller så! Så vil jeg bare ligge der sjasket ud på gulvet, når nogen finder mig med mis siddende og miave ved min side! Og alt i krop og psyke kæmpede for at leve, og mere hoste pressede sig på, for det krattede nede i halsen, og den mere hoste gjorde det endnu sværere at trække vejr ind efterfølgende, så det gjorde bare det hele endnu værre, ---- så jeg turde ikke hoste og der var stadig blokeret for at trække luft ind, mareridt og ingen vej ud! Så megen angst, vildt. Jeg gik rundt i huset, og åbenbart fik jeg alligevel så tilpas meget ilt at jeg ikke besvimede. ----- Jeg har ALDRIG prøvet noget lignende, ---- det varede over et kvarter før det bare var nogenlunde igen, og dér var der så stadig hostereflekser, som ville hostes, hvad jeg slet ikke turde. Katten kiggede undrende på mig, det var da lovlig tidligt at stå op tror jeg den "tænkte". Jeg satte mig ned på køkkengulvet og aede den, den spandt lidt. Meget meget forsigtigt hostede jeg lidt igen, det er ikke fordi der er en masse slim, men den smule der er føles sej, ---- men for pokker, sådan en smule snot kan da ikke lukke et stort og velfungerende luftrør af!!!

***

Pyh hvor var jeg træt efter hele det drama, --- men jeg turde overhovedet ikke lægge mig til at sove igen, for hvad nu hvis det kom igen. Og angsten var der stadig selv om vejrtrækningen nu var acceptabel. Vejrtrækningen, altså, det er da ikke noget vi ellers mærker, vel, altså bortset lige fra hvis man bliver forpustet, og det er der jo normalt en grund til, og det går over når man holder pause med hvad det nu var af anstrengende aktivitet man var i gang med! Men ellers, og jeg har hverken KOL eller astma, bare en smule bronchitis. Åh hvor vi er sårbare, og det er jo, samtidig med hjerte og hjerne lige det allermest vitale akut vigtige i det at være i live, ---- det er få minutter vi taler om dér, mellem liv og død, det uigenkaldelige, og jeg er slet ikke klar til at dø, og skulle det snige sig ind på en på den luskede og upassende måde, det er simpelthen ikke i orden, Vorherre, pas din biks!!!!!!

***

Så jeg sov kun de 4 timer den nat, --- ja og hvad så, men åh hvor var jeg bange. Jeg kunne jo ikke løbe fra det, det var jo i mig, min krop, der var tæt på at forråde mig, min egen krop, --- det kan jeg da ikke tillade! Jeg var i angst fra åndedræt til det næste i timer, mærkede på dem alle sammen, ---- var virkelig i NUET, ikke noget rart sted!
Heldigvis skulle jeg ned til min hjælper ved middagstid, og med hendes hjælp, healing og forståelse kom der langsomt mere ro ind i det. Indsigt i hvad der var på færde, at jeg befinder mig der, hvor vandene skiller, og hvor den sunde del, som vil udfolde sig i det multiforme liv tager det sidste livtag med den opgivende del, som ikke orker denne urimelige kamp, og godt vil slutte kampen her, og som ikke magter smerten ved at gå endegyldigt ind midt i mareridtet, hvor det rent faktisk er begyndt at transformere og opløse inkarnationsgamle bindinger, som dér midt i natten forsøgte sig med de sidste krampetrækninger, for ikke at ændre og udvikle. Jeg forstår godt at de fleste opgiver, så hårdt havde jeg ikke troet det var. Jeg havde aldrig forestillet mig at jeg skulle mærke og konfrontere så meget angst, helt alene midt inde i mørket. Nogle og noget har hjulpet, jeg er taknemlig og beder til at den hjælp forbliver! Noget jeg oplevede som det stærkeste hos min hjælper var, at når jeg kunne være i en følelse af tillid og kærlighed så fordampede, smeltede angsten. Jeg har ellers aldrig troet at jeg var så bange for angst, jeg kunne vel svæve lidt væk, men det var helt instinktivt, helt tæt på og inde i mit urmareridt, som har sensationer fra langt væk fra dette livs kendte områder, jeg tænker at jeg begynder at mærke krybdyrlaget, det mærker jo normalt ikke sig selv, er jo bare i sine reflekser og instinkter, at mærke det er skræmmende. Jeg har jo altid troet jeg var så modig, men her var jeg så virkelig helt ude på kanten, hvor urdybet hvislede og så bange og så lille!

***

Jeg kan først skrive det nu, hvor det lige er på den anden side af en god nat, hvor et venligt menneske masserede tigerbalsam ind over mine lunger og sov i gæsteværelset ved siden af med sin ro, så jeg overhovedet turde lægge mig til at sove igen natten efter.

***

Forår?

Er det forår? Billedet er fra dagens træningstur ved stranden ved lavvande. Det blæste men solen skinnede, og selv om det kun var få grader varmt virkede det som forår. Det er først fuldmåne lørdag, men lige over midnat, så fredag aften er det rigtig tæt på!

 

***

 

Jeg har rigtig travlt for tiden, har kastet mig ud i en masse, yoga, kunstnergruppe, hvor vi indtil videre har kultegnet croquismodel, jeg synger og vi øver vores 1. sopranstemme i en gruppe. Jeg har engageret mig i et healingscenter, hvor jeg skal til at komme som hjælper, ---- nå ja, og så er der jo vaccinationsarbejdet på klinikken i Århus. Faktisk lever jeg som om jeg bare var rask og frisk og slet ikke var befængt med kræft, jeg suser rundt og bliver så træt, så jeg sover en time på sofaen, bare ved at lægge mig som jeg er med frakke og støvler, når jeg kommer ind fra bilen, hvor jeg de sidste 20 km har kørt i zombitilstand!

 

***

 

De sidste 14 dage har jeg hostet så jeg indimellem faktisk slet ikke kan få luft, og da et lille omsorgsfuldt barnebarn udtrykte sin bekymring tog jeg over til min praktiserende læge og fik lyttet på lungerne og taget blodprøve, som viste at det bare var en virusinfektion, så det må immunforsvaret så selv klare! Beroligende, men ikke hjælpsomt, hosten fortsætter, suk!

Der er noget med den træthed, en del af den er en bivirkning af kemoen sidste år, som jo reddede mit liv, ----- men jeg hælder stadig til: Hellere rask og rig end syg og fattig, OK det økonomiske er så ikke noget problem, det løber bare rundt, så lad mig bare omforme det til: Hellere rask end syg!

 

Jeg har altså aldrig forestillet mig at jeg sådan skulle være kronisk syg i længere tid, ---- det føles forkert ikke at kunne bruge sin krop ubesværet og med energi, jeg har IKKE, slet ikke vænnet mig til det. Faktisk kan jeg et langt stykke af vejen styre det med viljen, og bare lade som om at det funker. Det værste er som det hele tiden har været FORPUSTETHEDEN, og det er så strengt, det handler jo om ikke at kunne få luft, vel nok noget af det mest angstprovokerende i det hele taget, kvælning! Hvis jeg går op ad en bare lidt skrånende bakke og går og taler med en, ja så har jeg altså bare ikke luft til at tale overhovedet, har rigeligt at gøre med at gispe efter luft, mens jeg bare får lyst til at give slip og lade mig falde og blive liggende, ud af ren udmattelse. Det at tale der kræver en anstrengelse som jeg aldrig havde forestillet mig, og gør jeg det mærker jeg afmagten i kroppen og benene, der bare ikke kan gå længere, STØN!!!!

Til korsang er jeg faktisk heller ikke rigtig i stand til at synge sådan en lang sætning, men er nødt til at snappe efter vejret flere gange i en linie, heldigvis er det jo tilladt i et kor, i modsætning til ved solosang, den såkaldte "koriske vejrtrækning", den lever jeg højt på, ---- meeen for pokker hvor jeg længes efter min normale gode helt almindelige vejrtrækning, åbner mig for healingsenergierne og miraklerne, og fylder mig med lys, fylder mig selv ud, så der ikke kan bo fremmede energier i mit system!

Jeg læser en lille bog "Skæld ud på Gud", skrevet af en sygehuspræst ved Vejle sygehus, dejlig bramfri og utraditionel!

 

***

 

Men velkommen forår, det kan kun blive bedre!

 

***