I går :-(

Jeg kunne slet ikke beskrive, da jeg skrev i går, hvordan det føltes, det var på en måde for forfærdeligt. Det var inden jeg var hos min praktiserende læge i Ebeltoft, der med sit nærvær, præcision og logik hjalp mig op til at føle lidt håb og tillid igen.

Men inden da mærkede jeg en opgiven og en følelse af at det gik ned ad bakke, en håbløshed, en magtesløshed, ---- og jeg kunne ikke kontakte min backinggroup og diskutere det med dem, da de var ude i andre ærinder på det tidspunkt, ---- og det var lægelig præcision jeg havde brug for, og ikke kærlig menneskelig beroligelse og omsorg, men facts og forholden sig til det fysiske!

Imens jeg havde det sådan, 5-6 timer eller mere var der også en udmattelse og træthed, som ville lette det at skulle dø, hvis det nu var den vej det hele gik, --- og det føltes det på det tidspunkt det var. Der var en sorg over at lade de mennesker i stikken, som holder meget af mig, og som jeg ved ville savne mig meget hvis jeg ikke var her mere, en følelse af at jeg ikke kunne være bekendt bare at dø væk fra dem, en følelse af at svigte dem. Og mine tanker begyndte at søge efter erstatninger for mig til dem, at se hvem de kunne få nogenlunde den kontakt med, som de har til mig.
Det var en følelse af afmagt over at mærke den træthed der er i kroppen og også i sindet, hvor jeg nårsomhelst når jeg har siddet et lille stykke tid mærker en snigende, lokkende , sødmefyldt søvnighed, en ugidelighed, som jeg så let som ingenting kan glide ind i. Jeg tror jeg ville kunne sove det meste af døgnet, hvis jeg tillod mig det. Det hjælper lidt at drikke kaffe, hvilket jeg ellers var holdt næsten op med til fordel for grøn te, ---- men jeg kan nu mærke, at det er en fin lille hjælp med kaffe på udvalgte tidspunkter! Det var ikke et moralsk fravalg, blot det at jeg følte bedre for grøn te i en periode.

En af grundene til den opgiven er den følelse af let kvælning, som jeg mærker op i halsen, og dér kan jeg så få en angst for larynxødem (hævelse inde i strubehovedet) som vil kunne besværliggøre vejrtrækningen, ---- det er et af symptomerne på vena cava superior syndromet, som ellers er på retur ifølge CT-scanningerne. Men det er en konstant let ubehagelig fornemmelse, som kan give angst indimellem. Og stadigvæk har jeg let halsvenestase, selv om det er blevet tydeligt mindre, så der er stadigvæk et overtryk i blodkredsløbet i hoved, hals og arme.

Jeg har altid troet, at hvis jeg vidste at jeg skulle dø indefor en kortere periode, så ville jeg planlægge en rigtig god og også festlig begravelse for alle de efterladte, arrangere med østers og champagne, øl og skøn mad, finde en velegnet, stor kirke og et sted bagefter hvor der kunne holdes et kærlighedsfyldt, mangfoldigt og frodigt begravelsesgilde, og tænke på musik og at det skulle være berigende, nærværende og opløftende for alle deltagere, som gode begravelser jo kan være, ------- men der i går mærkede jeg at det var slet ikke så vigtigt, jeg skulle bare have lov til at sive afsted stille og fredfyldt, og hvordan det skulle markeres, det havde jeg slet ikke behov for at bestemme, det måtte være helt op til de levende. Og der var også en let følelse af at jeg svigtede dér, og bare stak af.

Der var også en vis lettelse over ikke at skulle behandles og hele tiden være afhængig af behandlingssystemet, og stikkes i og have det dårligt, og føle det konstante pres af at skulle være så meget medspiller i behandlingen for at den ikke skal glide af sporet, som jeg jo rent faktisk har oplevet at den var tæt på. Tilliden til at andre kan overskue den sygdomsmæssige situation og lægge en realistisk god plan er jo desværre blevet noget flosset, uskylden er brudt!
Og så er det jo her, at det med meningen med det hele kommer ind, ----- jeg kan godt mærke, at når jeg er der helt ude på kanten (fysisk eller følelsesmæssigt) så kommer der en opgivelse og laden-stå-til-følelse, som man med en meget meget positiv tilgang forsigtigt kunne antyde som hengivelse, ---- hvilket jo spirituelt kunne tolkes positivt, men jeg føler det ikke som om det går ind i lys og vågenhed, mere ind i en uendelig træthed ------- og det er jo præcis her jeg gerne ville kunne mærke en mening, en vej, lys!

Og så var det at min praktiserende læge løftede mig op, så at tidshorisonten nu er blevet mere diffus igen, og med sin logik foreslog mig en let ændring af medicindoserne, så at jeg tror lidt mere på det hele, ---- og hendes vurdering og forklaring på symptomerne virkede realistiske og troværdige, ---- også så der igen blev plads til taknemligheden og hjertet :-)

Men alt det kunne jeg slet ikke skrive i går, først nu, hvor der er en lille afstand til det!