Hjemme igen efter 5. kemo i dag!
Ved lægesamtalen inden går det mere op for mig, at de ikke satser på at gøre mig rask, men at opnå så god en livskvalitet som muligt i så lang tid som muligt, -----
og det er som landet ligger og som den lægelige viden er på nuværende tidspunkt jo realistisk!
Men min backinggruppe og jeg aftalte bagefter at når denne Rubin-kemo er afsluttet, så vil vi gøre en indsats for en mere agressiv behandling i form af at få fjernet, hvad der så er tilbage af cancerfokus, det være sig med protonstråler eller kirurgi! Evt. kan vi tage turen ind om Second Opinions udvalget, det officielle!
De giver kun leucocytbooster, Neulasta, til de patienter som de satser på kan blive helt raske, ----- om det så er pga prisen, eller som hun forklarede, fordi bivirkningerne tit er så kraftige, at de ikke vil byde os andre, som alligevel ikke forventes at blive helt raske, det, ------ det får stå hen i det for mig uvisse! Så jeg har tænkt mig at gå til den med hvidløgskapsler mht at styrke immunforsvaret!
***
Dosis af Rubin-eleksiren var blevet sat ned til 75% af fuld dosis, for ikke at immunforsvaret skal ryge så langt ned igen som i sidste periode. Og virkningen skulle i og for sig være lige så god, evt kan man give en gang extra! Jeg ved ikke voldsomt meget om kræftbehandling, søger lidt i blinde hist og her! Det er et område i rivende udvikling, ---- der er jo behov for det, da 1/3 af os alle får det!
***
Så god en livskvalitet som muligt, så længe som muligt, ----- gælder det ikke for os alle!? Og så er spørgsmålet jo til hvad? Ikke udfra en opgivende holdning, men generelt!
Hvad er det nu lige vi er her for, hvad er det, der er vigtigt, et formål?
Er det bare at hygge os og dyrke de interesser, der falder for?
Eller er det, som vi hører i spirituelle kredse, at udvikle os, udvikle medfølelsen og gøre godt, gøre "en forskel" ? og ultimativt opnå oplysning til gavn for alle levende væsener, som Dalai Lama siger?
Kærligheden føles god og meningsfuld, når den er der, men den kreative intelligens, Gud, siges jo at elske alle sine skabninger lige højt. Og er vi ikke alle principielt lige langt fra "oplysning", da denne jo vides at kunne ske pludselig og uventet, og ikke nødvendigvis uden årelang træning?
Eller er der overhovedet noget formål? Den helt store frihed?
Ja, disse spørgsmål har vi vel alle haft oppe, ---- og så kræver de sommetider at blive set på igen, og igen, ----- fordi svarene ikke er så klare, så der er noget konkret at holde fast i. Det bliver let til noget vi tror på, synes jeg, noget vi har hørt, noget fint og moralsk, --- det er jo det rareste, og så er der noget at stræbe efter, og vi kan prøve at gøre os bedre, ------
det vil være rigtig dejligt hvis der er nogle, som har lyst til at kommentere det her, jeg lytter ivrigt!
Men først er det tid til en lille eftermiddags efter-eleksir lur på sofaen!
1 kommentar:
Jeg tænker som du. - Det må tages op igen og igen. Jeg VED, når jeg sidder i salen med Jes, jeg ved også i korte stunde, når jeg er i retreat. Jeg husker, når jeg sidder i salen sammen med andre, eller alene. Husker i nogen øjeblikke, når jeg sidder hjemme på puden alene. Og når jeg strømmer almindeligt rundt, så ved jeg ikke og husker kun svagt. Hvad er der nu, som er vigtigt. Som er meningen med også mit liv. Er der en mening, jeg bliver i tvidl. Er meningen, hjælpsomhed, venlighed, mildhed, glæde. Sikkert ja...men der er noget andet også. Spørgsmået er der over hovedet ikke, når meningen er der. Når viden er der. Så er der bare sandhed. Altså tror jeg lige nu, at lige bestemt det spørgsmål ikke er vigtigt. Men troen på at den viden er der og kommer nogen gange igen er vigtig for mig. - det sætter nu gang i mere behov for indsigt det her.
Kære Else, jeg følger dig med stor ømhed. Jeg glæder mig over, at du er så kraftfuld i at være med ved din sygdom. Sender dig den healing, som det er muligt for mig!
Send en kommentar