I går :-(

Jeg kunne slet ikke beskrive, da jeg skrev i går, hvordan det føltes, det var på en måde for forfærdeligt. Det var inden jeg var hos min praktiserende læge i Ebeltoft, der med sit nærvær, præcision og logik hjalp mig op til at føle lidt håb og tillid igen.

Men inden da mærkede jeg en opgiven og en følelse af at det gik ned ad bakke, en håbløshed, en magtesløshed, ---- og jeg kunne ikke kontakte min backinggroup og diskutere det med dem, da de var ude i andre ærinder på det tidspunkt, ---- og det var lægelig præcision jeg havde brug for, og ikke kærlig menneskelig beroligelse og omsorg, men facts og forholden sig til det fysiske!

Imens jeg havde det sådan, 5-6 timer eller mere var der også en udmattelse og træthed, som ville lette det at skulle dø, hvis det nu var den vej det hele gik, --- og det føltes det på det tidspunkt det var. Der var en sorg over at lade de mennesker i stikken, som holder meget af mig, og som jeg ved ville savne mig meget hvis jeg ikke var her mere, en følelse af at jeg ikke kunne være bekendt bare at dø væk fra dem, en følelse af at svigte dem. Og mine tanker begyndte at søge efter erstatninger for mig til dem, at se hvem de kunne få nogenlunde den kontakt med, som de har til mig.
Det var en følelse af afmagt over at mærke den træthed der er i kroppen og også i sindet, hvor jeg nårsomhelst når jeg har siddet et lille stykke tid mærker en snigende, lokkende , sødmefyldt søvnighed, en ugidelighed, som jeg så let som ingenting kan glide ind i. Jeg tror jeg ville kunne sove det meste af døgnet, hvis jeg tillod mig det. Det hjælper lidt at drikke kaffe, hvilket jeg ellers var holdt næsten op med til fordel for grøn te, ---- men jeg kan nu mærke, at det er en fin lille hjælp med kaffe på udvalgte tidspunkter! Det var ikke et moralsk fravalg, blot det at jeg følte bedre for grøn te i en periode.

En af grundene til den opgiven er den følelse af let kvælning, som jeg mærker op i halsen, og dér kan jeg så få en angst for larynxødem (hævelse inde i strubehovedet) som vil kunne besværliggøre vejrtrækningen, ---- det er et af symptomerne på vena cava superior syndromet, som ellers er på retur ifølge CT-scanningerne. Men det er en konstant let ubehagelig fornemmelse, som kan give angst indimellem. Og stadigvæk har jeg let halsvenestase, selv om det er blevet tydeligt mindre, så der er stadigvæk et overtryk i blodkredsløbet i hoved, hals og arme.

Jeg har altid troet, at hvis jeg vidste at jeg skulle dø indefor en kortere periode, så ville jeg planlægge en rigtig god og også festlig begravelse for alle de efterladte, arrangere med østers og champagne, øl og skøn mad, finde en velegnet, stor kirke og et sted bagefter hvor der kunne holdes et kærlighedsfyldt, mangfoldigt og frodigt begravelsesgilde, og tænke på musik og at det skulle være berigende, nærværende og opløftende for alle deltagere, som gode begravelser jo kan være, ------- men der i går mærkede jeg at det var slet ikke så vigtigt, jeg skulle bare have lov til at sive afsted stille og fredfyldt, og hvordan det skulle markeres, det havde jeg slet ikke behov for at bestemme, det måtte være helt op til de levende. Og der var også en let følelse af at jeg svigtede dér, og bare stak af.

Der var også en vis lettelse over ikke at skulle behandles og hele tiden være afhængig af behandlingssystemet, og stikkes i og have det dårligt, og føle det konstante pres af at skulle være så meget medspiller i behandlingen for at den ikke skal glide af sporet, som jeg jo rent faktisk har oplevet at den var tæt på. Tilliden til at andre kan overskue den sygdomsmæssige situation og lægge en realistisk god plan er jo desværre blevet noget flosset, uskylden er brudt!
Og så er det jo her, at det med meningen med det hele kommer ind, ----- jeg kan godt mærke, at når jeg er der helt ude på kanten (fysisk eller følelsesmæssigt) så kommer der en opgivelse og laden-stå-til-følelse, som man med en meget meget positiv tilgang forsigtigt kunne antyde som hengivelse, ---- hvilket jo spirituelt kunne tolkes positivt, men jeg føler det ikke som om det går ind i lys og vågenhed, mere ind i en uendelig træthed ------- og det er jo præcis her jeg gerne ville kunne mærke en mening, en vej, lys!

Og så var det at min praktiserende læge løftede mig op, så at tidshorisonten nu er blevet mere diffus igen, og med sin logik foreslog mig en let ændring af medicindoserne, så at jeg tror lidt mere på det hele, ---- og hendes vurdering og forklaring på symptomerne virkede realistiske og troværdige, ---- også så der igen blev plads til taknemligheden og hjertet :-)

Men alt det kunne jeg slet ikke skrive i går, først nu, hvor der er en lille afstand til det!

Hvad nu?

 

Hvordan kan de leve i det kolde vand, der er mange af dem, og de ser ud til at trives godt. Det er lidt mareridtsagtigt.

Jeg fik svar på hjertescintigrafien i formiddags, 56, i forhold til 69 sidst. Begge målinger i normalområdet, men enten er styrken af hjertets slagkraft faldet betragteligt, eller også er måleusikkerheden stor, ---- men det skal følges, for måske kan mit hjerte ikke tåle kemoen, ------ og hvad gør vi så?

Jeg fik ordnet det så jeg får en samtale med chefen inden næste kemo, ellers tør jeg slet ikke at få den. Det er ikke let at få arrangeret den slags, og fordi jeg var noget slået ud af det resultat på scintigrafien var jeg ikke særlig velformuleret, og der var flere misforståelser undervejs, ----- og de sparer også på deres lægetider derinde, og synes ikke det er nødvendigt med en sådan inden hver eneste kemo. Men for mig har der så været adskillige komplikationer, og en samtale hver 3. uge føles bestemt ikke at være for meget, og helt nødvendigt for min tillid og tryghed, ------ og det fik jeg jo så også igennem, men det kræver en del argumentation, og det er heller ikke rart at blive opfattet som urimelig og krævende.

 

***

 

Men så var jeg ovre hos min helt egen læge i Ebeltoft om eftermiddagen (ja, der går meget tid med dette at holde kroppen i form og prøve at hele den) ----- og det var bare en positiv oplevelse, hvor vi nåede hvad vi skulle i et dejligt koncentreret nærvær. Godt jeg har den kontakt! Hgb 6,8, hvilket jo er klart for lavt, men kan forklare den forpustethed jeg har når jeg går opad trapper og bakker, så jeg ikke nødvendigvis behøver at tilskrive det hjertet, og kan forklare trætheden også. Jeg vil så nødigt have skadet mit hjerte :-(

 

***

 

Og så gik jeg en dejlig træningstur ved stranden og hen til havnen da jeg kom hjem, ---- det var rigtig lavvandet, så jeg kunne komme forbi uden at skulle klatre på stengærdene. Og nu har jeg fået downloadet Endomondo på mobilen, så nu ved jeg at afstanden er på 2,6 km, hvilket tager ½ time sharp, og det er dejligt!

 

***

 

Det er en uge siden i morgen at jeg fik sidste kemo, så nu skulle jeg få det bedre, hvilket jeg virkelig håber, da jeg skal på kursus fra torsdag til søndag, og der vil jeg jo gerne være vågen og have det godt!

 

***

 

 

Hjertescintigrafi

Sidder nu på KH i et venteværelse og venter på at skulle ind til en planlagt hjerteundersøgelse, ren rutine, som laves fordi kemoen kan skade hjertets pumpeevne. ------Hvilket jo nødigt skulle ske, --- og er der tegn på det må man stoppe med den form for kemo, og finde på noget andet i stedet! Sidst jeg fik den lavet, den første gang i forløbet, var alt fint, og da man skal ligge der under en stor geigertæller med radioaktivitet cirkulerende rundt i kroppen i 1/2 time, så er det jo en fin lille middagslur!
Der sidder 6-7 andre ventende patienter her, nogle drikker kaffe fra en kaffemaskine, mens et par læser i medbragte bøger, en løser kryds og tværs, og en sidder med korslagte arme og stirrer ud i luften!

***

Ellers er jeg i den fase efter kemoen på en ugestid, hvor det er lidt hårdt. På den måde at der er en masse træthed/søvnighed, og at der er en ikke særlig rar følelse af at være kradset op i området indeni fra halsen og ned til solar plexux, en anelse kvalmeagtig, uden at det er egentlig kvalme, svært at beskrive. Og så er jeg mere forpustet end før kemoen, hvilket ikke skal hindre mig i mine daglige træningsture!

***

Så er undersøgelsen overstået, resultatet kommer først i morgen tidligst, ---- så jeg gik en tur ned i huset Heimdal, hvor jeg har reserveret plads til kræftundervisningsgruppen til 12.12.
Og nu videre!

***

Klædt ud som heks

Så er der 11 års fødselsdag i dag
 

Gaia i Holme! Og da hun excellerer i rollespil og den slags vil hun gerne have at gæsterne kommer udklædte, så derfor heks!

Alle de små og større glæder må tages ind og nydes, bare små glimt af velvære og sødme!

Nu har jeg talt med så mange om meningen med livet, og helt bagom er jeg ikke kommet (endnu), men på alle de forskellige niveauer er der rigtig mange gode bud, ---- og det er jo ting som vi alle godt ved med at nyde, at give, at modtage, venlighed, kærlighed, nærvær, prioritering af det vi føler for, medfølelse, glæde, udfoldelse og det at drikke livet ind i fulde drag. Der kunne føjes mange flere ting til, men i den dur, og det er jo også vidunderlige sider, og hvorfor ikke være tilfreds og hvile i dem? Så er der lige alt det med lidelsen, angsten, bekymringen, smerten, ---- det er der jo også, den dualitet. Angsten for døden, det ukendte!

Så den nye James Bond film i går i Ebeltoft Bio, ih så meget død, flot film, og også gode pointer bla om samarbejdet mellem unge og gamle som noget frugtbart!

 

***

 

Jeg er lidt i limbo, kan ikke rigtig se udvejene, hverken sygdomsmæssigt, jo jo det går planmæssigt men jeg vil jo gerne have at det fører til helbredelse stadigvæk, og meditativt er der mange distraktioner, og stilhed er der kun i meget korte stunder, og det at være tilstede i tilværelsen er fragmenteret af rastløshed, følelsen af at ville nå så meget, suge til mig og leve fuldt ud, ------ og det med at hvile i vågen væren har trange kår!

Jeg prøver og eksperimenterer og suger inspiration til mig.

Feks Murakamis Trækopfuglen, der er så meget poesi, så det siver ind i sindet og påvirker dagen, alle de små ting han beskriver, detaljer om at koge æg, og hans kones brug af kleenex, fuldstændig almindelige ting, det bliver så poetisk og levende i hans beskrivelse!

 

***

 

Og så kører vi ind til Holme om lidt!

Mening?

Det er der som en længsel efter at begribe hvad det er det går ud på, det hele, bagved alt det søde og dejlige og kærligt medfølende, og det at leve sammen på kloden. ----- Det er jo meget større, tænk på galaxerne og alt det derude langt væk.
Alt det meget, det meste af det hele, som vi ikke forstår, og altså mindst af alt formålet, meningen! Hvis der er en!

***

Det føles insisterende at forstå, en stærk længsel. Og her savner jeg kapaciteter, der kan forklare mig det, så jeg kan forstå det. Jeg ved ikke om de der er meget langt i spirituel udvikling har indsigt om det overordnede formål, og om det kun er muligt der at få svar, ---- og om der måske er rigtig mange niveauer, sådan at når man begriber ét, så ligger der til stadighed flere bagved! Og hvis det er sådan, så kan det jo sagtens være Dalai Lamas medfølende holdning, som er det svar jeg kan begribe her, medfølende sameksistens. Men bagved det?

***

Tak for al den respons jeg har fået på immunforsvars stimuli, det er jeg taknemlig for, og har også bestilt noget på nettet! Og i det hele taget for de kommentarer som jeg får både her på bloggen og som mail!

***

Selv om det er dagen efter kemo har jeg det godt, nogen væskeophobning i kroppen, men det år over i løbet af et par dage, og jeg tror det var godt at dosis blev reduceret.
Katten har fået en ny elektronisk kattelem og en chips i nakken, som lemmen reagerer på, så det kun er den der kan komme igennem og ikke fremmede katte. Hvad kan man ikke?

***

Og nu lader jeg mig synke ind i drømmeland, selv om de prednisolon tbl som man får i højdosis 3 dage i forbindelse med kemo i den grad giver vågenhed, ---- men det skal ikke hindre en god nats søvn efter en kop ægte sønderjysk sovete. God nat!

***

5. rubin-eleksir

Hjemme igen efter 5. kemo i dag!
Ved lægesamtalen inden går det mere op for mig, at de ikke satser på at gøre mig rask, men at opnå så god en livskvalitet som muligt i så lang tid som muligt, -----
og det er som landet ligger og som den lægelige viden er på nuværende tidspunkt jo realistisk!
Men min backinggruppe og jeg aftalte bagefter at når denne Rubin-kemo er afsluttet, så vil vi gøre en indsats for en mere agressiv behandling i form af at få fjernet, hvad der så er tilbage af cancerfokus, det være sig med protonstråler eller kirurgi! Evt. kan vi tage turen ind om Second Opinions udvalget, det officielle!
De giver kun leucocytbooster, Neulasta, til de patienter som de satser på kan blive helt raske, ----- om det så er pga prisen, eller som hun forklarede, fordi bivirkningerne tit er så kraftige, at de ikke vil byde os andre, som alligevel ikke forventes at blive helt raske, det, ------ det får stå hen i det for mig uvisse! Så jeg har tænkt mig at gå til den med hvidløgskapsler mht at styrke immunforsvaret!

***

Dosis af Rubin-eleksiren var blevet sat ned til 75% af fuld dosis, for ikke at immunforsvaret skal ryge så langt ned igen som i sidste periode. Og virkningen skulle i og for sig være lige så god, evt kan man give en gang extra! Jeg ved ikke voldsomt meget om kræftbehandling, søger lidt i blinde hist og her! Det er et område i rivende udvikling, ---- der er jo behov for det, da 1/3 af os alle får det!

***

Så god en livskvalitet som muligt, så længe som muligt, ----- gælder det ikke for os alle!? Og så er spørgsmålet jo til hvad?  Ikke udfra en opgivende holdning, men generelt!
Hvad er det nu lige vi er her for, hvad er det, der er vigtigt, et formål?
Er det bare at hygge os og dyrke de interesser, der falder for?
Eller er det, som vi hører i spirituelle kredse, at udvikle os, udvikle medfølelsen og gøre godt, gøre "en forskel" ?  og ultimativt opnå oplysning til gavn for alle levende væsener, som Dalai Lama siger?
Kærligheden føles god og meningsfuld, når den er der, men den kreative intelligens, Gud, siges jo at elske alle sine skabninger lige højt. Og er vi ikke alle principielt lige langt fra "oplysning", da denne jo vides at kunne ske pludselig og uventet, og ikke nødvendigvis uden årelang træning?

Eller er der overhovedet noget formål? Den helt store frihed?
Ja, disse spørgsmål har vi vel alle haft oppe, ---- og så kræver de sommetider at blive set på igen, og igen, ----- fordi svarene ikke er så klare, så der er noget konkret at holde fast i. Det bliver let til noget vi tror på, synes jeg, noget vi har hørt, noget fint og moralsk, --- det er jo det rareste, og så er der noget at stræbe efter, og vi kan prøve at gøre os bedre, ------
det vil være rigtig dejligt hvis der er nogle, som har lyst til at kommentere det her, jeg lytter ivrigt!

Men først er det tid til en lille eftermiddags efter-eleksir lur på sofaen!

Dagen før ny rubineleksir!

Igen valgsituation, ----- skal jeg bede om at få Neulasta, et middel til 10.000 kr som kan sørge for at immunforsvaret ikke går så meget i bund der et par uger efter kemoen? Det har også bivirkninger, kvalme som jeg hidtil har undgået, og i sjældne tilfælde grimme bivirkninger med lunger og milt! Eller skal jeg prøve at klare det med hvidløg, det at jeg nu 2 gange har fået alvorlige infektioner mens immunforsvaret har været i bund?

Det vil være rigtig ærgerligt at spilde den ellers gode tid med feber og infektioner, hm, jeg må rådføre mig ved lægesamtalen i morgen inden kemoen. Jeg skal på kursus sidst på måneden på Lovns, så der vil jeg også gerne være frisk!

Ellers er jeg omgivet af så dejlige og skønne mennesker, store og små, og føler taknemlighed, en rar følelse at have, --- og også megen glæde over at kroppen fungerer så godt som den gør, så jeg både er begyndt at løbetræne og cykle og overvejer om jeg alligevel skal melde mig ind i vinterbadeklubben!

Stille morgen!

Vågner her kl 7.45 langsomt med flere drømme i erindringen. Føler mig udsovet, og morgenlyset siver ind gennem persiennerne.
I den første drøm  går jeg i en butik og følges med en høj, mørkhåret sur mand, som tidligere har været en ven, men som nu er meget ambivalent overfor mig, mest negativ. Han forfølger mig og vil ikke slippe kontakten! Han skal have nogle nye briller, jeg finder nogle til ham, men de passer ikke så godt, så han må selv finde ud af at købe nogle hos en optiker. Han er utålmodig og ikke rar at være sammen med.
Jeg laver en opstilling af bla religiøse billeder og tænder en del levende lys, som et skridt på vejen.

I næste drøm skal jeg rive noget opbygget ned, nogle religiøse bygninger, noget gammelt tibetansk. Jeg sidder på en jordvold. Som hænger ud over en lille kløft og prøver at få det til at løsne sig. Med fare for at jeg selv falder med ned, --- jeg ville nok slå mig noget, men ville ikke dø af det vurderer jeg. Prøver at kravle ned igen for at angribe det fra en anden vinkel, der er bla en lang udskåret stolpe som jeg kan skubbe til opbygningen med i mørkerøde farver, -----

I den sidste drøm er jeg på kursus hos Jes, og sidder sådan i lokalet så jeg kommer hurtigt ud, og så står han altid derude og vil gerne snakke. Energien er dejlig, det er let at synke ind ned i den, og jeg nævner at det er dejligt at møde dakinierne igen. Han flyver op i et hjørne på trappegangen ved siden af, der er et godt overblik, og jeg svæver med. Der er nogle altertavler/krusifikser af bandet tibetansk-kristen  bearbejdning, og de er ikke malede med farver endnu. Der snakker vi længe, og især om det at synke ned i energien så let og bare være der, --- det er den helt selvfølgelige og sande vej/væren.

***

En god, neutral følelse af nøgternhed, ---- dagen ligger her foran mig, ubrugt og lysgrå, der er en smule blid vind, kan jeg se på vimplen, -----

*** 

Godmorgen!

Wellness

Det VAR fedt at svæve i varmtvandsbassinerne, og svede i saunaer, svømme i en alm pøl, og så et udendørs boblebad under de tungthængende skyer. Det er et super sted Kellers Park (den gamle åndssvageforsorg) i Brejning, lige ned til Vejle Fjord! Og jeg fik massage med opvarmede lavasten (svært at mærke forskel på hænder og sten!) ---- med en masse lækkert frugt bagefter! Det er lækkert bare at daldre rundt i den spa-afdeling. Sjovt nok går det sted rigtig godt, hvor en masse tilsvarende steder ikke kan få det til at løbe rundt, Fuglsøcenteret tidlige feks, så hvad er det de kan?

Der er en bog fra 1300-tallet  "Uvidenhedens sky" som skal være grundlaget for Centering prayer! Den må være skrevet på latin i et kloster formentlig, og betragtes såvidt jeg kan forstå stadig som fundamentet.
Når jeg tager den måde ind i min praksis føles det som at det smelter sammen med dobbeltretningerne på en virkelig blid og integrerende måde. Det gør sig af sig selv, og på en måde føler jeg at det bygger op helt fra grunden, på en ny måde, som selv gør sig, og som jeg slet ikke havde kunne forestille mig. Måske også lidt som en syntese af den østlige og den vestlige vej!

Lige nu sidder jeg på Café Gaya i Vestergade og skal om lidt videre til Sushirestauranten her lige ved siden af, hvor den 60-åriges gæster er inviteret til her kl 18!

*****

FRI :-)

Så blev jeg udskrevet, pyh, endelig, fik sidste iv behandling i formiddags på KH, og omsider var de hvide blodcelle steget, så at mit immunforsvar er ved at køre sig selv i stilling! Aaahhhh, og jeg fik fjernet den venflon (nål i armen til iv injektion), som jeg nu har haft i i en uge. En lille ting, men ih hvor er det skønt at være fri for fremmedlegemer i kroppen! ---------

FRI, det er den følelse der jubler igennem, og tanken om at næste kemo er om en uge, der får jeg så hevet tæppet væk under mig igen, MEN indtil da, en hel god uge med at have det godt, ------ det skal bare leves intenst, nydes, inddrikkes som den ædleste champagne!

Mis kommer her og hopper op og lægger sig ovenpå musen, OK, det er måske nok en kats natur, meeeen, den er før kommet til at slette noget jeg lige havde formuleret og skrevet, såe der er ikke bare carte blance for den!

Lennart bliver 60 på fredag, og vil på det bestemteste IKKE fejres (jeg truede ham med et surprise party), faktisk havde han tænkt sig at stikke af helt til staterne eller Canada, hvor han tidligere har nogle rigtig gode syrede minder, ------ men da hans ledsager grundet midlertidig sygdom ikke lige kan rejse så langt er det blevet til et hotelophold på Comwell Kellers Park i Vejle med wellness og god mad, ------ og ih hvor skal det nydes !!!!

Og så vil jeg sige at det at arbejde med Centering Prayer mærkes rigtig rigtig godt, ------ det er en kristen tilgang, som jeg føler som et nærmest nødvendigt supplement til det buddhistiske, da det har så meget fokus på hjertet, ---- og også at det inkluderer lidelsen, ------ som jeg ellers altid har prøvet at skubbe væk --------
Prøv feks at google Cynthia Bourgeault!

Alene

Så paradoksalt, jeg sidder midt i et smørhul af kærlige mennesker, som besøger mig og giver mig gaver, som tænker på mig og sender mig healing, som kontakter mig og kommer og støtter, og endnu flere som gerne ville, som jeg slet ikke kan overkomme, smuk og kærlig omsorg på alle niveauer, ------- og så sidder jeg her midt i det hele og føler mig alene, lille og ensom!
Det er jo på ingen måde fair overfor alle de dejlige mennesker, som hjælper og støtter, faktisk føles det urimeligt overfor alle jer, at jeg føler sådan, --- som at det kan jeg ikke tillade mig, når nu verden er så god og så opmærksom, ------  og jeg ville da også ønske at jeg ikke følte sådan!

Og det er slet ikke fordi at omverdenen stille krav til mig, som jeg ikke kan opfylde, --- tværtimod er der stor forståelse overfor mig fra alle sider! Jeg er bare ikke glad.

Denneher ellers normalt så gode og solide krop, som plejer at klare diverse skrammer uden større udsving, har nu vist sig at være uhyre skrøbelig, som da den i sidste uge ragede en infektion til sig og reagerede med feber over 40, hvor den meget hurtigt vil kunne dehydrere og gå helt i shock, hvorfra det ikke nødvendigvis vil være let at rette den op igen!

For pokker, det med at gå og være så forsigtig, arrrrgh, ---- og der er længe til begyndelsen af marts, hvor kemoen efter planen er overstået!

Og jeg skulle klage, i et u-land var jeg død forlængst!

Men det er jo det, der er så paradoksalt, ---- jeg er her jo, her, lige her, med hjerne og hjerte og krop og det hele.

Og jeg er da taknemlig for alt det, der bliver gjort for mig, bestemt, ----- følelserne af afmagt og bekymring for hvordan det nu skal gå fylder bare så meget, specielt nu efter denneher blodforgiftning, ----- det kan altså ske, og det gør det sådan lidt svært at planlægge, for jeg ved jo ikke hvordan kroppen reagerer, hverken på kemo eller på hverdagenes små strabadser, ----- og det er ellers noget jeg plejer at tage helt for givet, at min krop klarer det som jeg udsætter den for, sådan, basta!

Og alene, følelsesmæssigt, ikke konkret, ---- men indeni, åh så lang distance ud til dér, ind til dér, hvor mødet er!

Så lige nu en længsel, en uforløsthed, som jeg bare må være ved!

Mortensaften ;-)

Ligger her på KH og venter på at blive frigivet efter dagens iv coctail!
Det er tydelig weekend, stemningen er helt anderledes, ikke så stærkt, de er meget færre på arbejde, her er mere frit.
Medpatienten har haft besøg af sin mand  + to voksne sønner, og de spørger hende om det samme hele tiden, --- jeg tog en siesta under iv infusionen, mens deres stemmer gled længere bort!
Jeg har lige fået en bog om Centrerende bøn, beskrevet af Cisterciensermunken Thomas Keaton. Der er noget virkelig fascinerende over den metode, den er blid og med hjertet som centrum, ---- bliver inspireret! Den er skrevet af Cynthia Bourgeault og hedder Det vågne hjerte!
***
Åh det tager lang tid i dag, jeg venter på stuegangen, ---- men vil gerne afsted snart ---- hjem til Mols og Mortensanden!
Imens ligger jeg og kigger på billedet af den lille klovn på væggen, som har overvåget hele indlæggelsen og dette efterfølgende! Han ved en del, han er i familie med narren og har del i hans visdom ! ----- og somme tider smiler han til mig!
***

Blod

Jeg havde jo forestillet mig at de to blodportioner var fra en ung spændstig cykelrytter og så en havfrue, ------- og tænkte at jeg ville møde dem i drømme, ------ men der var fyldt af knust glas og konflikter og kamp så det battede i en energi som man godt kunne flyve på, men det føltes ikke godt, så det holdt jeg op med. En lille Gaia gjorde de kæmpende opmærksom på hvad de var i gang med, og fordi hun var dødelig virkede det, og kampene mildnedes!

***

Så øh, blod eller ej, ---- men det var nødvendigt med en meget lav Hgb!
Nu kører jeg pendulfart derind til iv injektion med Rosephalin hver dag, --- samt frokost!
Ved en gangtest i dag synes jeg nok det har hjulpet noget, en bedring, men alt er ikke helt løst :-(
En god middagslur! Og noget arbejder nede i det ubevidste, det er en klar fornemmelse, og i sagens natur kender jeg ikke indholdet endnu!

***

Og i morgen er det Mortensaften, og det skal fejres med en rapand og grønne syltede tomater fra egen avl! Og nu skal der ses en dvd, Maskinisten!

***

Somme tider går det stærkt ---

Så er det hjem, lige om lidt, ---- sidder her i sengen og venter på chaufføren!
Nogle gange går det bare hurtigt både op og ned, heftig bølgegang, voldsomme penduludsving, ud i dualitetens ekstremer!
Jeg har lige siddet ude i dagligstuen og drukket te/kaffe med min kvindegruppe, som kørte herned fra Viborg, --- så dejligt, så varmende, kærligt, morsomt!
Siden jeg skrev sidst har jeg været til ultralydsscanning, hvor rtg lægen IKKE synes at den smule væske der var skulle tømmes ud, pyh, jeg slap :-) Og det var ikke noget jeg besnakkede ham til, ----- det var sådan en lettelse! Og senere ved samtale med chefen vurderede han at det ville være godt med iv antibiotika, og at han synes at et par portioner blod ville gøre godt! Han er kompetent, sød og troværdig, og var helt nærværende! Jeg lytter til hans erfaring og det føles godt!

***

Så da jeg havde det OK gik jeg til kræftundervisning, nu for 3. gang i gruppen, og tårerne løber altid frit når jeg hører på de andre patienters historier. Det er SÅ berørende, og gruppen begynder at hænge mere sammen og kende hinanden lidt. Psykologen fortalte om hvad der kunne hjælpe til at finde et nyt fodfæste, og runderne uddyber!
Vi sluttede med mindfulness meditation.

***

Nu i dag fik jeg 2 portioner blod i formiddags helt uden komplikationer, og afventer nu de mulige personlighedforandringer fra de personer jeg har modtaget hjerteblodet fra! Tak til dem der giver så generøst :-)

***

Som noget helt nyt fik jeg ved stuegang spurgt om beskrivelsen af CT-scanningen, hvor det beskrives at de to lymfeknuder er svundet lidt, den ene fra 5-6 mm, hvilket jeg tænkte var en slåfejl, ---- lægen gik ud og så billederne fra Scanningen, og den var svundet fra 15-6 mm
Så kemoen virker endnu bedre end det så ud til sidst!
Der var streptococcer i venylerne, det kan være bakterier der kommer fra huden, og det er der bare ikke noget at gøre ved, det kan man ikke gardere sig imod med hygiejne og med at spritte af og spritte af, vaske og skure ----- det er vilkårene ved kemo, det kan bare ske, ----- så nu er det iv behandling med et antibiotisk stof ved navn rosefalin, som skal gives en gang dagligt, så nu er det pendulfart herind hver dag i en ugestid, ------

***

Så hurtigt op, hurtigt ned, bølgegang som livet i almindelighed, mere eller mindre intenst, ----- det liv det liv, de mangfoldige muligheder der hele tiden byder sig til!

Medpatientens søn sidder og mader sin mor, mens faderen sidder og fortæller vittigheder! Hvor bliver det skønt at sove hjemme og være fri for alle de natlige forstyrrelser, som ikke kan undgås her! Med høj feber kan det være ligegyldigt, men når man så bliver frisk og følsom, så øges sensitiviteten!

***

Og stemningsmæssigt har drømmende væltet ind over mig igennem natten, en masse indvandrere har gjort deres entré, jeg har båret min datter og svinget hende rundt i dans, og insisteret på at jeg er ven med en polarklædt mand i hvidt, som er mistroisk overfor min intention om at købe ham fri!

***

Min backinggroup er rystet over at jeg overtalte lægen på afd i mandags, da jeg have 40,3 i temp til at se natten an om jeg ikke bare sov mig fra feberen. "Du havde jo blodforgiftning, det kunne have gået helt galt, ---- nu har du klaret de første skær, der var svære, og skulle så en sølle blodforgiftning vælte hele læsset! En anden gang, hvis der kommer sådan en pludselig temperaturstigning så skal du altså ind hurtigt, --- og hvordan kunne du overhovedet overtale den vagtlæge til at se det an natten over, det var jo helt uforsvarligt!?"
mig: "jamen jeg var bare så træt! ---- men OK så!" 

***

Heksekedlen

Er dybt inde i heksekedlen, gang i den, systematisk orden, venlighed og humor, og så alt det hekse også kan. Iv antibiotika og blod i morgen for at give mig et løft, og jeg vil tage det som en kærlighedsgave fra en ung cykelrytter som ganske gratis har givet noget. Af sin egen vitale essens. Hvordan mon der er at få andres blod, mon man kan sanse det, ---- det finder jeg ud af i morgen, ihvertfald om jeg kan! Måske får jeg nogle sære indfald som er fremmede for mig, ret spændende!
Men ellers skal jeg ud i løbet af få dage, inden immunforsvaret efter sidste kemo går helt i bund, hvilket er 9.-13. dagen, for ikke at rage alle hospitalets baciller til mig, siger chefen! Jeg sympatiserer! Og begynder at få det lidt bedre :-l

Feber :-(

Sov det meste af dagen i går, og da jeg omsider tog min temp var den 40.3 -----aftalte at se det an til i dag, og da temp til morgen var 39.5 så skulle jeg ind,  ------ så her ligger jeg så, for en kort bemærkning formoder jeg, på KH igen! Det værste er at jeg lige skal til ultralyd i morgen, mhp om der skulle være væske igen, som evt skal tømmes ud, waahh det er det jeg er så bange for:'( 
Ellers skulle jeg have været i filmklub i aften og se en rigtig weired film, ------
Nå, men jeg tror bare jeg sover videre nu!

lørdag

Den vrede og irritation fra i forgårs blev punkteret i går pga flere ting. Selvfølgelig var den et dække for sorg og angst, den prøver bare at holde det væk!
For det første kunne jeg allerede fra morgenstunden se at der var hævelser i kroppen, væskeansamlinger i ben og også lidt i ansigtet. Godt nok har jeg ikke bivirkninger af kemoterapien sådan subjektivt med kvalme, men der kommer altså noget ubalance i hele systemet i dagene efter, som jeg ikke har check på.
Jeg får ellers kun en lille smule vanddrivende medicin nu, ---- mit hjerte er jo grundigt undersøgt her for nylig ude på Skejby og fundet eksemplarisk, og nyrerne er også fine og helt normale, så hvorfor kommer der så de væskeubalancer i dagene efter kemoen? Det forstår jeg simpelthen ikke! Og det er virkelig frustrerende, at jeg ikke har check på det -----

så jeg gik og rasede noget der om morgenen og formiddagen, og ringede også til KH og fik en ekstra samtaletid med chefen himself, og fik skrevet nogle flere blodprøver på til næste check inden 5.kemo, som de havde glemt at kontrollere sidst (jeg havde den gule førertrøje på under samtalen!).

Men samtidig med at jeg gik og rasede var jeg også bange og ulykkelig, for jeg synes at det bliver værre med de her mærkelige ubalancer fra gang til gang, og hvis det fortsætter hvad så?

***

Ved middagstid fik jeg besøg af en meget god ven, og det nærvær sammen med nogle blide Bob-øvelser gjorde at raseriet smeltede ned i en ked-af-det-hed, som godt nok er blød og udvidende i hjertet, men som også er ind i opgivelse mere end i hengivelse. Og der er det der med tillid, som jeg i denne periode jo netop har erfaret at jeg IKKE kan have til sygehussystemet. Hvis jeg selv og min backinggruppe ikke havde haft de gule førertrøjer på og blandet os i behandlingen, så var det gået galt, ----- så et samarbejde er nødvendigt, og det er helt nødvendigt at jeg følger præcist med og også styrer indimellem, ---- der er ikke noget med at kunne læne sig tilbage i fredfyldt tillid til systemet :-(

***

Og så er jeg jo pinagtigt klar over, at sundhedsstystemet ikke er det samme som den højere bevidsthed, det udvidede princip, den kosmiske moder, det guddommelige hellige, helheden, friheden, altet, hvad vi nu kalder det.
Og i forhold til det skulle der vel være grund til TILLID og hengivenhed, ----- til hvad ellers skulle man kunne have det ?
Men selv her føler jeg at der er et frit valg, at jeg selv får lov at vælge, ------ så selv her føler jeg mig selvansvarlig og kan ikke heller læne mig tilbage og lade det højere, skæbnen bestemme, ---- det er bare så pisseanstrengende at skulle klare det hele selv og selv lægge linien og træffe beslutninger, --- frihed ja ja ja, den helt store frihed til hvad som helst!

***

Jeg føler nemlig at der faktisk var lagt op til at jeg skulle dø, som et "tilbud" fra skæbnen, det højere. Havde jeg selv og min backinggruppe ikke reageret som aktive medspillere så var jeg død der i sidste halvdel af august, ca samtidig med min karmiske consort.
Men jeg fik et valg og tog det.
Så hvor er det at jeg bare kan have tillid og hengivenhed til det højere?
------ selvfølgelig overser jeg noget, og skal "bare" gennembryde endnu et lag, smelte igennem en ny begrænsning til det endnu højere, og dér ligger det så, dét helt store og lysende kærlige, som det er ubetinget og selvfølgeligt at kunne læne sig ind i, og tillid er bare ikke noget spørgsmål mere!

***

Men vejen dertil, ----?????? ------ det er som om det nu ikke helt er nok med den hjertets smelten, som hidtil har været min ledestjerne, ------
jeg har mistet overblikket og jeg kan ikke finde enkelheden, og jeg ved ikke hvem eller hvad jeg skal bede til om hjælp!

***

Træernes mangfoldige blade :-# + tilføjelse

I denne tid, ikke?
Alle de flotte farver på træerne, og så alle de hobe af de brune, raslende blade, der fyger rundt og lægger sig i store dynger, feks op ad min bil på gårdspladsen. Jeg elsker dem, også at gå og sparke til dem, katten slæber nogle med ind og leger med dem, Lennart fejer dem sammen og kører dem væk i en trillebør, så der ser pænt ud, ---- sådan er vi så forskellige!
Og bladet på billedet, det er fra et af mine buddhatræer, som rent faktisk er genetisk det selvsamme, som salig Buddha blev oplyst under, da det er en stikling fra det, der står i BodGaya nu, som er en stikling fra det der stod der før, som er ...... osv. Så det er den skinbarlige virkelighed, og dermed er energien vel også den helt samme, ----- og da det ene træ her i stuen nu faktisk er stort nok til at man kan sætte sig i skyggen under det, såe ved man jo aldrig hvad der kan ske........ Hjerteblade!

***

Jeg var til kemo i går, 4. gang, ---- og sådan en fuldstændig klassisk standard-gang. Ingen lægesamtale dennegang, så fra jeg kom til jeg gik tog det 1½ time. Jeg havde en lille blå medicinbuddha med, som jeg har fået af Irene, direkte import, med røgelse til og lys, --- men en hvidklædt gjorde mig opmærksom på at man ikke må have levende ild på stuerne, det trigger brandalarmerne (nu rygerne er bandlyst), så det blev uden røgelse og lys.
Det gør hulens ondt at få boret den venflon i og jeg havde glemt at tage Panodil inden, som jeg havde tænkt jeg ville, så jeg måtte bare bide smerten i mig, ----- en lille ting i den store sammenhæng jo.

***

Om aftenen var der kræftgruppe-undervisning igen med pårørende, det var endnu bedre end sidste gang, de runder hvor hver kommenterer på situationen, det er så spændende med mennesker som ER i det, og som ikke bare forestiller sig hvordan de tror de ville tackle det hvis----- det er erfaringer som er virkelige og som jeg godt gider høre på ----

***

Og så er jeg bare så vred! Utålmodig og irritabel! I modsætning til mange af de andre i gruppen, som taler om at de bliver mere milde og overbærende! Det gør jeg slet ikke, tværtimod, ---- jeg har en følelse af at ville prioritere mit liv og min tid, og gør det, men gør det heller ikke specielt godt, synes jeg, for tit er jeg bare sløv og træt, og det jeg havde tænkt mig orker jeg ikke, når det kommer til stykket! Jeg tænker meget over hvad jeg vil med mit liv, og hvilke af de rigtig mange interesser jeg har, som jeg vil dyrke mere, for det er ikke muligt at gå i dybden med dem alle!
Og jeg vil da hjertens gerne være mild og overbærende, og det kan da være at det kommer, når jeg måske kommer længere i denne proces med at acceptere virkeligheden som den er.

***

Nogle i kræftgruppen taler om, at de ser sygdommen som en led følgesvend, som de gerne vil have forsvinder. Og jeg tænker mere, at den energi som sygdommen repræsentere mere skal finde en anden form, konstruktivt, ikke at energien skal gå væk, for så mister man jo noget at ens egen kraft. En transformation, hvor det sådan en livstruende sygdom jo gør ved en eksistentielt, det er jo godt nok, udfordrende og smertefuldt, men det er intenst og man vågner og ser på det liv, som jo alligevel for os alle er tidsbegrænset. Den åbenhed i en måske lidt mere afslappet udgave end lige nu, vil jeg faktisk gerne bevare, altså den bevidsthed og energi der ligger i det, ----- og da gerne uden fysisk sygdom som sådan, ---- men bare at alt skal blive som før, naaaaarh det skal det ikke, denneher nerve må godt ha lov at blive ved at sanse og føle lidt klarere end før, ----- ud i lidt større dybder både i glæde og sorg. Det er jo det jeg mærker, når følelsen af, at hjertet smelter indfinder sig, og der sniger sig en overvældende følelse af taknemlighed ind over mig, over bare det at være!

***

Dagens Bob-øvelse, som jeg har haft glæde af i dag:
Den går på styrkepunkter, noget vi kan læne os ind i, rygstøtte, som er der i vores eget energisystem, ----- og også på vores skyggesider dvs de lidt uerkendte sider, som vi også repræsenterer, sider vi har skubbet tilside i opvæksten, og som der kan ligge en masse ressourcer i, når vi erkender dem og tager dem til os!

Start på ryggen på hø hoftebenskam, det højeste punkt -> hø. skulderpunkt -> ve. skulderpunkt -> ve. hoftebenspunkt -> hø. hoftebenspunkt   rundt nogle gange 5-8 min og slut i hø. hoftebenspunkt.
Så en lille pause, og så den anden vej rundt, og her kan man selv vælge hvilket punkt man vil bruge som start/slutpunkt, --- også bare en 5 min.s tid.

Det er godt at lave Bob-øvelser over tid, dvs hver dag i en periode, en uge, 2 uger eller mere, for at de kan få tid at virke. Hvis man kan huske sine drømme kan man se virkningen i dem, symbolsk!

***