søndag den 17. august 2014

Lakrids ----- og reinkarnation!



------ lakrids er godt, læs bare hvad Hildegard von Bingen skriver for 1000 år siden:

Lakrids, De Liquiricio, Glycyrrhiza glabra.
Lakrids giver en person en klar stemme. Det gør hjernen mild og øjnene klare. Det blødgør maven og fordøjelsen. Det hjælper sindssyge, og ved at spise det af og til, fjernes galskaben fra hjernen.

Hun var da noget forud for sin tid må man sige, nu hvor lakridsen har sneget sig ind i stort set alt, ---- det nok allerbedste var nogle marengs jeg fik til en fest, og så ellers lakridsguffet på isvaflerne ude ved ishuset ved Moesgård strand, ----- det kan varmt anbefales, prøv selv!

***

Ellers, livet, ja livet, øh, det her uendelige, selvfølgelige liv, som vi godt ved det ikke er, ------ bevidstheden om det, ja, ha ha, ----- indholdet mens vi er her føles vigtigere. Sidenhen får vi sikkert rigeligt af evigheden!
Men hvad så med de der cirkler, reinkarnationerne?
Denneher bevidsthed, min, husker jo så lige en 14 stykker af tidligere eksistenser. Mærkeligt at have sådanne erindringer, som jeg ikke har bedt om eller søgt efter.
Den første fik jeg for vel 15 år siden, ---- en tilværelse i 1200-tallet i det gamle Tibet med klostre og munketraditioner. Erindringen kom som et flash, et billede af en kvinde (som jeg vidste var mig dengang) der stod og vinkede farvel til en kæreste, en munk, som nu efter 3 års kærlighedsmæssigt samvær drog afsted tilbage til klosteret og forlod mig, for at videreføre sin spirituelle træning! Han var min daværende kæreste i dette liv.
Flashet var et billede af den situation, og det varede højst ét sekund, men det rummede masser af viden fra det liv, ---- samt en form for sammenhæng med det nuværende!
En karmisk forbindelse, tja, det føltes faktisk hverken mystisk eller mærkeligt, ----- mere bare som en selvfølgelig realitet, ---- og det rystede på ingen måde mit verdensbillede. Uddybede det vel lidt, men var uproblematisk at rumme. Det fortalte en del om det aktuelle parforhold, og hvad temaet dér gik på!

***

De senere erindringer er dukket op i løbet af de sidste par år, efter at kræften kom igen, ---- og de har at gøre med årsagerne til den, spec. grænseoverskridelser, som jeg har skrevet om før! Derom på et andet tidspunkt!

***

Og nu kunne man jo tro, at jeg kædede lakrids og reinkarnation sammen, som en slags opsummering, ----- men her må jeg skuffe, ---- der eksisterer ikke mig bekendt en sådan sammenhæng! Hvis nogen har noget at bidrage med der er jeg lutter øren, og lover at lægge det herud på bloggen!

***

søndag den 10. august 2014

Status !

Lige nu sidder jeg og hoster og har feber, ----- formentlig fordi jeg var i Djurs sommerland i går med 9 dejlige mennesker , børn, sviger- og børnebørn + Bjørn, cykelduen.
Det var sjovt, især Rio Grande baljerne, ---- og der er rigtig meget vand i det sommerland, og i går også sjaskende regnvejr, så på trods af indkøbte regnslag blev jeg klam og kold og fik feber og hoste, og har nærmest sovet siden, ---- nå enhver kan få en lungeinfektion, men det var så kun lige mig, der fik det, ---- og mit immunsystem skulle ellers være i topform. Ribenasaft var det saligste jeg kunne få på det tidspunkt og drak og drak!
I dag er det lidt bedre, så jeg ser det lige an til i morgen, om jeg evt skal have antibiotika!

***

Men for søren da en sommer, og luften er stadig lun og dejlig, det nærmest stormer her, østenvind, ---- og mis ligger på sofaen rullet sammen og oser af velvære!

***

Et lyspunkt der i starten af sommeren var, at jeg var til Dexa-knoglescanning (for at beregne knoglestyrke). Jeg har nu ædt D-vitaminer og kalktbl i et par år, og hvor jeg før havde let osteporose, så var jeg nu helt oppe i normalområdet. Hurra, sådan en lille fin gevinst!

***

Ellers synes jeg sådan set i øvrigt at min tilstand er uændret, sådan ca samme grad af forpustethed, og det der hø. ben er stadig hævet. Jeg kan ikke mærke nogen ændring efter de der injektioner i ballerne, men har heller ikke nogen bivirkninger, så tja!

***

Jeg går og venter på virkelig bedring, ---- og skal den måske komme fra den psykologiske udforskning?? Det får da chancen, jeg arbejder med det, ---- og nu har jeg lige læst Richard Moss' bog "Den sorte sommerfugl", ----- og den er helt vidunderlig, så jeg har meldt mig til et kursus hos ham i Kbh her i august, ----- han kommer til DK en gang årligt!

***

Ja det var sådan en lille status fra denne fantastiske sommer <3 Hej!

***