mandag den 30. december 2013

Scanning tilbagelagt! Nytår!


Her i disse solhvervstider (solen går i dag 9 min senere ned, end da den gik tidligst ned for en ugestid siden)----- jeg bilder mig ind at jeg kan mærke det!
I går var jeg virkelig nede og vinterbade, 3 gange, --- vandet er 4½ grad, det giver en god følelse i kroppen!

I dag var jeg nødt til at stå op kl godt 7, hvor det var bælgravende mørkt, ---- skulle møde op på scanningsafd kl 9 sharp! ---- men så på vejen derind til Århus den lillebitte aftagende måne på himlen, så tynd og fin, så det var en kompensation for morgensøvnen!

Alt klikkede som det skulle derinde, OK de spilder altid blod nedover min arm, når de arrangerer venflon'en i albuebøjningen, ---- det kommer bag på dem hver gang, men hvad, det er jo naturligt nok nu der er lidt extra tryk på pga det lidt besværede afløb fra overkrop mm, så jeg sørger bare for ikke at få det sjasket ud over mit tøj!
Jeg havde hele tiden en lysende, glat følelse af lettelse gennem hele proceduren, --- sms'ede for lidt nærvær og støtte, men energien gav det faktisk i sig selv!
Der er venlighed og medfølelse gensidigt i venteværelset, ikke så meget pga selve undersøgelserne, men for det, der ligge til grund.

Sidder nu her og formulerer mine nytårsfortsætter, og sender en kærlig tanke til min for længst afdøde mormor, som lærte min søster og mig dette vers:

Først mig selv og så mig selv,
og så min hatteæske,
og så mig selv og så mig selv,
og så måske min næste!

Det var dengang det bibelske ord sagt af Jesus: "Du skal elske din næste som dig selv" blev tolket som at man skulle elske sin næste før sig selv, og helst slet ikke sig selv, og at sørge for egne behov var selvisk og narcissistisk, ----- så derudaf blev det hele jo noget skævt. Hun fremsagde verset, når hun synes at min søster og jeg bare tænkte på os selv, sådan mest for at håne os og gøre os opmærksomme på at vi var helt forkerte på den! Vi vendte den så i luften som en pandekage og lod som om at hun mente at vi netop skulle agere som verset siger, og havde det faktisk ret sjovt med det!

Men den holdning der lå bag var slet ikke uskyldig, og har påvirket adskillige generationer, ---- og derfor er det i den grad befriende, at Anita Moorjani i sin bog "At dø for at leve" skriver at den vigtigste belæring hun fik i sin nærdødsoplevelse var at vi skal elske os selv betingelsesløst. Hvilket også er det nødvendige grundlag for at være i stand til at elske andre ægte, uden at ville lave om på dem!

***

Og her på denne årets sidste aften inden nytårsaften vil jeg gerne ønske alle jer, som indimellem kigger ind her på bloggen,  et fantastisk, lykkebringende og glædesfyldt nytår med nærhed og kærlighed, tant og fjas og med plads til udfoldelse og store armbevægelser og både dybe og lette følelser og udtryk!




søndag den 29. december 2013

CT scanning



I morgen skal jeg til CTscanning igen. Og jeg beder til de højere magter og til mine hjælpere at den er pænere end den sidste, hvis jeg altså skal blive ved med at leve i denne krop "min tid ud"!

Jeg skal møde allerede kl 9 på KH, fordi der skal drikkes en del, når nu bækkenet skal scannes med, ----- og det skal det fordi jeg stadig har hævelse af hø. ben.

***

D. 2. altså på torsdag skal jeg igen ned til lyshealing på Ignatiuscenteret.

Og der er rigtig meget muligt cancerbehandling på tapetet for tiden, ---- selv i det danske TV har der lige været et program ang hampeoliens virkning, og hvordan de i Colorado er ved at øge deres økonomiske balance pga salg af dette!

Så er der Rebeccas "hestekur", et firma i Sønderjylland, Vetcur, som fremstiller dyremedicin, som også har vist sig at kunne kurere cancer hos mennesker i nogle tilfælde!

***

Som det er nu har jeg det ganske godt i min krop, 0 smerter overhovedet, ingen træthed, sover glimrende, fint humør og har lyst til megen udfoldelse, og nyder mine forskellige kontakter meget. Jeg er stadig meget interesseret og nysgerrig hvad angår både dette liv og det fortsatte kontinuum, af hvad art det nu er. Jeg har stort set ingen angst. Så det er den pragmatiske status!

Solen skinner, jeg har lige vandret i bjergene, og lidt senere i dag tager jeg i Vinterbadeklubben og bader en 3-4 gange, med saunaophold imellem, ---- og kl 17.30 er der meditation i en af de lokale kirker, i dag Vistoft, som jeg står for! Dejligt liv!!

***

søndag den 22. december 2013

Alle gode tegn i sol, måne og stjerner! ---- og om at skelne, det sande fra dets skin!

 
Det er bare ét af tegnene, at hawaiiblomsten er sprunget ud i dag, i virkelighedens verden er dens farve mere sart og mindre orange end her, mere blegrød, og det hovedreparerede ur ses lige foroven, ---- tiden går GODT!
 
Min lyshealing i onsdags har integreret sig så fint i det dybdeterapeutiske arbejde som min terapeut og jeg i forvejen er i gang med. Det føles godt at det hele hænger sammen, og selvfølgelig gør det da også det, det må det simpelthen gøre, hvis det skal være autentisk.
 
***
 
Der er en ting som jeg bliver ved med at tænke på at vi er nødt til at ændre holdning til, alle os i vores spirituelle selvudviklingsprocesser, ------ og det har også noget med grænser at gøre, der er simpelthen noget vi har fået forkert fat i!
Det handler om grænser og om at skelne. Skelneevnen er en gave som vi har, og som vi skal bruge!
Vi ved godt, og kan læse og høre alle steder, at alt er ét, at vi alle til syvende og sidst hører sammen og er uløseligt forbundet, også med dyrene, planterne, stenene ----- og alt det andet derude i det store kosmos, ----- og vi hører og håber at ALT er skabt ud af KÆRLIGHED,
og at vi, når vi dør vender tilbage til disse herligheder, --- nå ifølge den Tibetanske dødebog, måske ikke liiiige efter dette liv, men først om et par tusinde af slagsen, når vi har nået til oplysningen!!!
 
***
 
Javist javist, men har I nogensinde tænkt over, at ved at leve efter dette princip (at alt er ét og at vi rummer det hele), så hæver vi os langt langt op i en totalt urealistisk megalomani? Det gør vi bl.a. når vi tillægger alt hvad der forekommer i vores drømme sider af os selv, og når vi tager ansvar for alle andres handlinger og holdninger overfor os. Når vi ikke siger fra og erklærer at "det her, det hører ikke til mig!"(i de situationer hvor vi klar føler det). 
 Til "syvende og sidst" er det jo rigtigt med enheden, men det er altså først, når vi når "den syvende himmel" altså oplystheden, ----- og venner, der er vi ikke just lige nu! Og vi kommer ikke derhenad ved at lade som om vi er der. Vi kommer kun den vej, når vi fuldstændig knivskarpt erkender hvor vi er NU, med mangler, skygger og talrige begrænsninger, ------og anerkender og står ved det!
 
***
 
En sjov, og i spirituelle kredse kontroversiel måde at beskrive det på, er beskrevet i bibelen med besættelser, --- uhadada sort magi, hvor "ånder" flere endda kan besætte en person og optræde igennem denne!
På samme måde kan andres "energier" invadere vores krop og bevidsthed og suge energi fra os og gøre os syge. Det kan være startet for liv tilbage, og så vise sig igen i dette liv, når man møder de samme mennesker igen og mønsteret fortsætter (pga vores hullede grænser).
Altså vi har brug for en terminologi om dette, som ikke straks leder associationerne hen til zombifilm og sort magi,--- hjælp mig venligst med det, hvis der er nogen, der har nogle gode ideer, skriv gerne her i kommentarer, så andre også kan få glæde af det, eller på min mail mathilte@outlook.dk
 
***
 
Men det er uanset sprogbrug ikke desto mindre virkeligt, hvilket jeg også pinagtigt klart mærker på egen krop!
Kræften er simpelthen et resultat af det.
Hvilket på ingen måde betyder, at så er det bare "de andres" eller "samfundets skyld" som Steffen Brandt synger. Vores ansvar er at markere vores grænser, at mærke dem, anerkende dem og stå ved dem. Først skal det jo lige gå op for nogle af os, at vi overhovedet har ret (følelsesmæssigt) til at have grænser, og ret til at sige nej til noget, der føles forkert og som byder os imod! Der ligger et stort terapeutisk arbejde der. Og derefter, når man har tiltaget sig retten til at have sine grænser, så at markere og håndhæve dem, med angsten for at man så bliver HELT excluderet fra det gode selskab, fra oprindelig mors kærlighed, senere gruppers accept, venners venskab, kæresters kærlighed og i det hele taget omverdenens accept og respekt. Selvfølgelig kan man vælge at leve i afsondrethed og basere sit liv på guddommelig kærlighed og den betingelsesløse accept, men det virker sundere og bestemt mere jordisk, at satse på begge heste). Det er ikke bare ord, det handler om sjælens dybeste følelser og om jeg'ets identitet og tryghed.
Stort set INGEN af os har fået den ubetingede kærlighed i fuldt mål i opvæksten, så vi er alle på forskellige niveauer sårbare overfor omverdenens accept. Vi udvikler forskellige forsvar og rotter os sammen i grupper (inc. spirituelle organisationer), og sikrer os på den måde en garanti for accept, medmindre selvfølgelig at vi bliver for kontroversielle, ---- men så kan en ny gruppe måske friste. Og på den måde  med "dem og os" kan vi så leve et helt liv!
 
***
 
Men hør her: Hvis vi vil os selv (og andre) ærligt og sandt, så bliver vi nødt til hver gang vi støder ind i noget, der gør ondt, at spørge "er det mit eller er ikke mit, mig eller ikke mig?" og mærke så dybt og åbent vi kan indad, og svare os selv så sandt og modigt vi kan!
 
JA, feks en sorg, ny eller gammel, at tage det på sig, mærke det og rumme det så lang tid det tager, sørge sig igennem sorgen og komme ud med et blødere og mere tilgivende, rummende hjerte.
JA, en vrede, et raseri, rumme det, iagttage det, være det, er det virkelig (også) mig, undres, syde, se det hvirvle, OG på et tidspunkt opleve at det transformerer sig (måske meget pludseligt) til glæde, frihed, latter og lys.
 
NEJ, feks en tilskyndelse til at tilsidesætte det man ellers havde glædet sig til, for at imødekomme en forventning fra en anden, som man egentlig ikke orker, fordi man måske er lidt smigret over denne persons interesse for en, og er bange for at den anden bliver skuffet, ----- mærk, hvad er det sande for en, hvis man havde en klar følelsesmæssig frihed og indre glæde?
NEJ, en gruppe, som beslutter en ny måde, som alle synes at bifalde, men det føles bare ikke rigtigt for en selv, man bliver tung i kroppen, ---- er det så rigtigt at markere klart fra eller er det bedre bare at falde fra (udfra om man har kræfter til at tage kampen her og nu overfor en masse gruppeangste medlemmer, at blive syndebuk, med al den negativitet det medfører, eller bare give slip på at lade sig afkræve et standpunkt, og finde ud af om denne gruppe nu er god for en fortsat!)
 
***
 
Nelson Mandela var en person, som erkendte at på et tidspunkt var det nødvendigt med væbnet modstand, selv om idealet bagved var ikke-vold, det så ud som om han tilpassede strategien udfra hvor de involverede var, så godt det kunne gøres. Han betalte en høj pris, --- og sejrede til sidst, og hans begravelse blev er fest med glæde og latter, krop, musik og dans, og en relativ god forsoning. Jeg synes han er et rigtig godt eksempel på en person med kolossal stor indflydelse som ikke inflaterede.
 
***

fredag den 20. december 2013

Healing

I forgårs var jeg til "spirituel operation" på Ignatius Centeret ved Hovedgård.
Det foregik i et vedvarende lys og i fuld harmoni med mine egne indre fornemmelser, ------ og nu er jeg i en rolig fase (her med alle juleforberedelserne) i en glæde og relativ fredfyldthed uden stress, som føles god.
Stadig er de to aktuelle superbøger "At dø for at leve" og "Til himlen og tilbage" af de to skønne mennesker Anita Moorjani og Eben Alexander en stor inspiration, og hvis der er nogen der mangler julegaveideer, så ønsk dem selv eller giv dem væk, de er SÅ gode for os alle og giver glæde, morskab og tillid!

***

Og nu skal jeg på julebesøg mm, og neglelakken er lige knap tør, --- så jeg lægger an til at gå på vingerne, ----
og solen skinner!

***

Og julen er over os, fantastisk, med julemænd og nisser, og en hulens masse lys!!!! Ha!

***

søndag den 15. december 2013

Spirituel Healing :-)

En orkide er ved at springe ud igen ---
Jeg har fået hovedrepareret mit ur, så det hænger på væggen og går og slår igen, og går mere præcist end nogensinde før ---
Jeg har fået en aflægger af Betlehemslyset, og det brænder lystigt i mit hjem dag og nat ---

Så det skulle da være gode tegn, ikke?

En kvinde fik i en energihvirvel besked om, at jeg skulle vide af et Center i Østjylland, hvor der laves Spirituelle operationer med lys! Jeg modtog beskeden og det føltes HELT RIGTIGT og præcis netop nu. Jeg havde hørt om stedet for længe siden, men da var der ikke en følelse af at det var noget jeg lige skulle på det tidspunkt!

Samtidig oplevede jeg en hel del synkroniciteter, ----- og de kører stadigvæk og fremdeles omkring mig!
Så jeg er i et flow!
Jeg fornemmer at det hænger sammen med at jeg i min terapi efterhånden faktisk kan komme ind i mit centrum, og kan være der i kortere eller længere stræk. Der er en ro, og når jeg er der, så virker det ikke vigtigt om jeg lever eller er død, det sted er på en måde bagved, eller hinsides om man vil!
Der er på en måde farver og bevægelser. En blå farve, sådan ca Madonnablå eller en smule lysere, den er rolig og vedvarende, og så er der det gyldne lys, som bevæger sig levende, det er der meget glæde i.

Men selvfølgelig vil jeg da helst leve, ingen tvivl om det, fuldt ud med åbne arme og rå latter!

***

Jeg ser Uplift festival fra Australien disse dage med oplæg af Anita Moorjani og Eben Alexander og mange andre, ----- men specielt de to, wauw, de er så vildt inspirerende og virker så autentiske og ægte!

***

Jeg er ved at lave chips af rodfrugter, for jeg har inviteret folk fra stilletimen med hjem til vin bagefter!

***

onsdag den 4. december 2013

Fødselsdag, solskin og musik :-)

http://youtu.be/D1Si1B7Bllw

Hør denne fuldstændig vidunderlige musik, som en vuggesang som jeg kunne have ønsket sunget for mig, da jeg lå i vuggen!
Jeg lytter nu, og mærker så dybt ind i hjertet som jeg er i stand til, og kan mærke at der stadig er sorg, der ikke er sluppet, ------ og det prøver jeg, ----- det skal måske opløses gennem tårer!

***

Min fødselsdag i går var pakket ind i en tryg, beskyttende dyne af skyer, så det var så dejligt bare at putte sig indendørs i varmen foran brændeovnen, ----- mens jeg læste i Eben Alexanders: Til himlen og tilbage. En seriøs amerikansk kollega, som beskriver sin nærdødsoplevelse og både oplever storheden og den skepsis han tidligere havde overfor andres lignende beretninger!
Om aftenen var min vidunderlige veninde fra Viborg og jeg ude og spise på en skøn restaurant i Ebeltofts pulserende natteliv. "Mellem Jyder", hvor man træder ind i fortiden i et hus fra 1600-tallet, hvor der er så fin en stemning. Fuglelydene på min mobil pippede jævnt hen ad vejen med søde sms'er.

***

Og i dag skinner solen, og jeg vil op i bjergene og varmes, ----- og i aften er det rock-koret i Mørke!

***

mandag den 2. december 2013

Operation?

Blev så ringet op i dag efter aftale af min kontaktlæge, som siger, at Århusfolkene tør ikke pille den lymfeknude ud, den ligger så tæt på vitale dele og så tæt pakket med omgivelserne, at de ikke lige kan vippe den ud, ----- så nu sender han en forespørgsel til Rigshospitalet til Ravnen!
Og indtil videre fortsætter jeg bare med de sædvanlige anti-østrogene tabletter!
Så vi afventer, og planlægger ny scanning til allerførst i det nye år!

***

Og så har jeg ellers tænkt mig at nyde min fødselsdag i morgen, om aftenen på Mellem Jyder i Ebeltoft med en mangeårig veninde !

***