Det er bare ét af tegnene, at hawaiiblomsten er sprunget ud i dag, i virkelighedens verden er dens farve mere sart og mindre orange end her, mere blegrød, og det hovedreparerede ur ses lige foroven, ---- tiden går GODT!
Min lyshealing i onsdags har integreret sig så fint i det dybdeterapeutiske arbejde som min terapeut og jeg i forvejen er i gang med. Det føles godt at det hele hænger sammen, og selvfølgelig gør det da også det, det må det simpelthen gøre, hvis det skal være autentisk.
***
Der er en ting som jeg bliver ved med at tænke på at vi er nødt til at ændre holdning til, alle os i vores spirituelle selvudviklingsprocesser, ------ og det har også noget med grænser at gøre, der er simpelthen noget vi har fået forkert fat i!
Det handler om grænser og om at skelne. Skelneevnen er en gave som vi har, og som vi skal bruge!
Vi ved godt, og kan læse og høre alle steder, at alt er ét, at vi alle til syvende og sidst hører sammen og er uløseligt forbundet, også med dyrene, planterne, stenene ----- og alt det andet derude i det store kosmos, ----- og vi hører og håber at ALT er skabt ud af KÆRLIGHED,
og at vi, når vi dør vender tilbage til disse herligheder, --- nå ifølge den Tibetanske dødebog, måske ikke liiiige efter dette liv, men først om et par tusinde af slagsen, når vi har nået til oplysningen!!!
***
Javist javist, men har I nogensinde tænkt over, at ved at leve efter dette princip (at alt er ét og at vi rummer det hele), så hæver vi os langt langt op i en totalt urealistisk megalomani? Det gør vi bl.a. når vi tillægger alt hvad der forekommer i vores drømme sider af os selv, og når vi tager ansvar for alle andres handlinger og holdninger overfor os. Når vi ikke siger fra og erklærer at "det her, det hører ikke til mig!"(i de situationer hvor vi klar føler det).
Til "syvende og sidst" er det jo rigtigt med enheden, men det er altså først, når vi når "den syvende himmel" altså oplystheden, ----- og venner, der er vi ikke just lige nu! Og vi kommer ikke derhenad ved at lade som om vi er der. Vi kommer kun den vej, når vi fuldstændig knivskarpt erkender hvor vi er NU, med mangler, skygger og talrige begrænsninger, ------og anerkender og står ved det!
***
En sjov, og i spirituelle kredse kontroversiel måde at beskrive det på, er beskrevet i bibelen med besættelser, --- uhadada sort magi, hvor "ånder" flere endda kan besætte en person og optræde igennem denne!
På samme måde kan andres "energier" invadere vores krop og bevidsthed og suge energi fra os og gøre os syge. Det kan være startet for liv tilbage, og så vise sig igen i dette liv, når man møder de samme mennesker igen og mønsteret fortsætter (pga vores hullede grænser).
Altså vi har brug for en terminologi om dette, som ikke straks leder associationerne hen til zombifilm og sort magi,--- hjælp mig venligst med det, hvis der er nogen, der har nogle gode ideer, skriv gerne her i kommentarer, så andre også kan få glæde af det, eller på min mail
mathilte@outlook.dk
***
Men det er uanset sprogbrug ikke desto mindre virkeligt, hvilket jeg også pinagtigt klart mærker på egen krop!
Kræften er simpelthen et resultat af det.
Hvilket på ingen måde betyder, at så er det bare "de andres" eller "samfundets skyld" som Steffen Brandt synger. Vores ansvar er at markere vores grænser, at mærke dem, anerkende dem og stå ved dem. Først skal det jo lige gå op for nogle af os, at vi overhovedet har ret (følelsesmæssigt) til at have grænser, og ret til at sige nej til noget, der føles forkert og som byder os imod! Der ligger et stort terapeutisk arbejde der. Og derefter, når man har tiltaget sig retten til at have sine grænser, så at markere og håndhæve dem, med angsten for at man så bliver HELT excluderet fra det gode selskab, fra oprindelig mors kærlighed, senere gruppers accept, venners venskab, kæresters kærlighed og i det hele taget omverdenens accept og respekt. Selvfølgelig kan man vælge at leve i afsondrethed og basere sit liv på guddommelig kærlighed og den betingelsesløse accept, men det virker sundere og bestemt mere jordisk, at satse på begge heste). Det er ikke bare ord, det handler om sjælens dybeste følelser og om jeg'ets identitet og tryghed.
Stort set INGEN af os har fået den ubetingede kærlighed i fuldt mål i opvæksten, så vi er alle på forskellige niveauer sårbare overfor omverdenens accept. Vi udvikler forskellige forsvar og rotter os sammen i grupper (inc. spirituelle organisationer), og sikrer os på den måde en garanti for accept, medmindre selvfølgelig at vi bliver for kontroversielle, ---- men så kan en ny gruppe måske friste. Og på den måde med "dem og os" kan vi så leve et helt liv!
***
Men hør her: Hvis vi vil os selv (og andre) ærligt og sandt, så bliver vi nødt til hver gang vi støder ind i noget, der gør ondt, at spørge "er det mit eller er ikke mit, mig eller ikke mig?" og mærke så dybt og åbent vi kan indad, og svare os selv så sandt og modigt vi kan!
JA, feks en sorg, ny eller gammel, at tage det på sig, mærke det og rumme det så lang tid det tager, sørge sig igennem sorgen og komme ud med et blødere og mere tilgivende, rummende hjerte.
JA, en vrede, et raseri, rumme det, iagttage det, være det, er det virkelig (også) mig, undres, syde, se det hvirvle, OG på et tidspunkt opleve at det transformerer sig (måske meget pludseligt) til glæde, frihed, latter og lys.
NEJ, feks en tilskyndelse til at tilsidesætte det man ellers havde glædet sig til, for at imødekomme en forventning fra en anden, som man egentlig ikke orker, fordi man måske er lidt smigret over denne persons interesse for en, og er bange for at den anden bliver skuffet, ----- mærk, hvad er det sande for en, hvis man havde en klar følelsesmæssig frihed og indre glæde?
NEJ, en gruppe, som beslutter en ny måde, som alle synes at bifalde, men det føles bare ikke rigtigt for en selv, man bliver tung i kroppen, ---- er det så rigtigt at markere klart fra eller er det bedre bare at falde fra (udfra om man har kræfter til at tage kampen her og nu overfor en masse gruppeangste medlemmer, at blive syndebuk, med al den negativitet det medfører, eller bare give slip på at lade sig afkræve et standpunkt, og finde ud af om denne gruppe nu er god for en fortsat!)
***
Nelson Mandela var en person, som erkendte at på et tidspunkt var det nødvendigt med væbnet modstand, selv om idealet bagved var ikke-vold, det så ud som om han tilpassede strategien udfra hvor de involverede var, så godt det kunne gøres. Han betalte en høj pris, --- og sejrede til sidst, og hans begravelse blev er fest med glæde og latter, krop, musik og dans, og en relativ god forsoning. Jeg synes han er et rigtig godt eksempel på en person med kolossal stor indflydelse som ikke inflaterede.
***
