Et morgenbillede, og de er der stadig, valmuerne med deres fine, sarte blade!
Kommer lige henne fra Knebel kirke nu, hvor vi her i aften var 9 til "Stille time". Vi sidder helt oppe ved alteret under kuplen.
Jeg spillede Hildegard von Bingens musik de første 40 min, ---- vi talte om det bagefter, de fleste vil helst bare have stilhed, men det bryder på en måde også stilheden og giver en anden dimension, ---- også det at kunne finde stilheden midt i lyden ----
men det var et eksperiment, der skal ikke være musik som standard!
***
Hvor meget ansvar skal man tage for andre, hvor meget skal man skubbe på for at hjælpe, og hvor meget skal man bare nævne, hvad man ser og så slippe det, og lade mennesker selv om?
Med børn er det én ting, de kan ikke selv overskue så meget, og skal da støttes og vejledes og hjælpes og have tryghedsrammer, og forældrene må tage store beslutninger på deres vegne. Almindelig omsorg!
Men voksne, som ikke kan komme ud af dårlige mønstre, og som måske er ved at være så selvdestruktive så det truer deres sundhed. Det er svært at bære, hvis det er nogen tæt på, som man kender og holder af, og hvor man virkelig kan se at der skal en ændring til, forældre, søskende, søskendebørn, venner.
Hvor er balancen, og hvad er dybest set motivet?
Gør det for ondt at se på, er det fordi at man ikke selv kan tåle at føle smerten ved at se de andres lidelse, ------ er det fordi jeg ikke kan tåle at mærke min egen? Skubber jeg dem til ændringer pga det?
Eller slipper jeg for tidligt fordi jeg er bange for at de bliver irriterede på mig og ikke vil mig, er jeg for skvattet til at stå ved hvad jeg sanser og vise en bedre og sundere vej?
Hvor meget skal jeg involvere mig, og hvor længe skal jeg blive ved, hvis der nu er 1000 undskyldninger?
***
Skal jeg bare sørge for mig selv, holde mine grænser, beskytte mig mod at blive drænet energimæssigt, række ud, og såvidt jeg kan, skabe mig det gode liv jeg ønsker?
Hvor meget indgår vi i en sammenhæng med andre, og hvor meget er jeg bare mig, en monade med andre udenom, som kommer og går?
***
Valmuebladene bliver ikke ved, de falder snart, ----- der er ikke evig tid at give af, noget skal findes ud af og besluttes, og helst sandt og ægte med åbenhed for alle de følelser der er, ------- balance? mod? intuition? tilfældighed? impuls?
1 kommentar:
Et evigt nærværende og væsentligt spørgsmål du stiller! Jeg tænker ofte på det, og synes at jeg gennem uddannelse og erfaringer er ved at finde ud af, at med mindre folk er helt hjælpeløse kan man ikke "tvinge" dem til forandring. Men man kan gøre alt hvad man kan for at hjælpe dem med at se klart!
Analogier, egne erfaringer, andres erfaringer, mystik, rationelle fakts... det er så rasende forskelligt hvad der skal til for at få det individuelle menneske til at se klart. Så aller vigtigst tror jeg det er at spore sig ind på lige præcis det menneske man vil påvirke og tale det menneskes sprog.
Det kan være hårdt når man ikke føler at man trænger igennem, men igen, så er der så mange vinkler på 'sandheden', og det er jo ikke altid at min vinkel er den eneste "rigtige".
Det er en gave at blive lyttet til og få lov at påvirke, og jeg glæder mig over hver eneste gang jeg kan inspirere initiativ i andre!
Send en kommentar