Skejby

I dag var jeg til cardiologisk tilsyn på Skejby Sygehus. Det var bestilt for nogen tid siden, og efter at det nu går betydeligt bedre, virkede det egentlig ikke som om det var så nødvendigt, ----- men jeg tog alligevel derud!
Som det første var det let at parkere med det nye P-skilt, lige foran hoveddøren, --- god begyndelse!
Der var nogen ventetid, men det har jeg det generelt rigtig godt med, på mig virker det som anti-stress, at man giver sig den tid det nu tager! Og der er fin service og fri bar, og jeg kan godt lide at sidde og mærke personalets arbejdsgange.

Først EKG, som efterhånden er lavet så mange gange og altid er helt normalt.
Derefter kom en, jeg tror hun var sygeplejerske og lavede den første ultralydsskanning af hjertet og pegede på skærmen og forklarede imens. Fantastisk at se hjerteklapperne åbne og lukke og se de forskellige arterier og vener, helt ned i maven. Hun viste mig vena cava superior og som hun så det var den helt normal.

Efter igen lidt ventetid, hvor jeg næsten faldt i søvn kom kollegaen, en yngre fyr, som gav sig rigtig god tid, også til alle mine spørgsmål, og forklarede de hæmodynamiske forhold da v. cava sup. syndromet var på sit højeste, hvordan det netop giver både hurtig puls og hurtig vejrtrækningsfrekvens (forpustethed i hvile), som en konsekvens af, at hjertet ikke fyldes ordentligt op med nok blod pga trykket på vena cava, som jo giver tilløbet af blod fra hele overkroppen. Og han gik ind i vurderingen af vanddrivende medicin i forhold til den medicin jeg iøvrigt får og foreslog ændringer.
Han scannede igen og viste mig billederne fra CT-scanningen i sidste uge, hvor det er tydeligt at vena cava nu kun er let komprimeret, ---- han kunne godt påvise et lidt øget tryk ovenfor forsnævringen, men selve hjertet er bare fuldstændig sundt og velfungerende. Han kiggede lige nede i hø. lunge og påviste at der er en lille smule væske, men meget lidt, slet ikke noget man overhovedet vil overveje at tømme. Det føltes så godt at få denne hjertemedicinske vinkel på, at jeg tog derfra med glæde og taknemlighed, og mere optimisme!

Hjemme igen arbejdede jeg sammen med min hjælper ind i de dybe psykologiske lag, som grænser ind til søvnen, og sov en lang eftermiddagslur i forlængelse heraf! Og mens solen stadig var på himlen gik jeg min træningstur, og gik godt til uden at blive særlig forpustet, fremgang, alt lover godt!

Og nedenunder alle de almindelige tanker og følelser sker der noget, som lægger sig til rette i mere tillid, også til at det går fuldstændig som det skal, ikke for hurtigt, men med en konstant bedring, ---- og også en begyndende fornemmelse af, at der ikke behøver at være en modsætning mellem den medicinske realistiske tilgang af, at det er en slags kronisk sygdom, der kan holdes nede i årevis med diverse behandlinger, ---- og så håbet og muligheden for at blive helt rask, sandsynligvis ved hjælp af behandlinger som endnu ikke er opfundet! Så det er ligesom at de to sider kan gå med hinanden i hånden og samarbejde et stykke hen ad vejen!