Meditation

I hele denne sygdomsperiode fra begyndelsen af august og til nu har der været omstruktureringer i mine meditative perioder og i hele min praksis.
Det hele kom i første fase til at dreje sig om hjertet, om hjertets smelten ud i det fællesmenneskelige (hvilket det stadig gør, der er blot kommet flere nuancer på!) ----- uden menneskeligt fællesskab og kærlighed kan livet godt gå hen og lægge sig for mit vedkommende! Jeg har ingen interesse i at leve i isolation (men har til gengæld meget brug for at være alene i gerne timer hver dag for at udvide mig i space, ---- sådan er der så meget tilsyneladende modsætningsfyldt)!

I rigtig mange år har jeg mediteret "højt", dvs med målet oplysning, enhedsbevidsthed! Bevares jeg har lavet krop, terapi og grounding, rigtig meget endda, jeg har sørget for at basisenergierne var i orden. Men retningen har været enheden, det ultimative, helt bevidst!

Hjertets smelten gjorde det mindre forfinet, det var/er mere ydmygt på en måde, mere almindeligt, mindre fjernt fra det jævne liv med hvad der er der af gøremål, emotioner og nydelser.
Og der kom meget mere fokus på kroppen, på kroppens behov, og omsorg for kroppen, nænsomhed, for at den fysiske krop overhovedet kunne overleve. På en blidhed overfor hvad jeg kunne byde kroppen, også meditativt. På at sikre at kroppen forblev, --- og ikke svæve op i en mental forestilling om at "det jo principielt er ligegyldigt om vi er levende eller døde i enhedens hellige navn". Jeg har råbt et stort og rungende JA til den fysiske eksistens med de fantastiske muligheder det giver os, ------ til at ville gøre hvad jeg kan for at bevidstgøre så meget som muligt af alle højere energier og forankre dem ind i denne krop i dette liv!

Jeg fornemmer at jeg presser kroppen ved for kraftfulde dobbeltretninger, hvor lyset næsten eksplosivt lukkes ind i hjertet, og at det kan give en belastning af en i forvejen belastet krop, med risiko for at hjertet ikke kan klare så meget på en gang, ---- som jeg fornemmer faktisk var tilfældet ved en god vens død fornylig. Jeg så det som en mulig vej som jeg klart valgte ikke skulle blive min, som en risiko der lå der, specielt fordi jeg selv var så tæt på døden på det tidspunkt. Så jeg tog det som en advarsel og fastholdt hjertets blide og langsomme smelten ud i kærlighedsværen som den måde jeg følte det godt at praktisere på, hvilket jeg stadig gør!

Og nu er der kommet endnu mere fokus på det kropslige, stadig er det hjertets smelten som det ultimative, men vejen går gennem kroppen, helt ned bastant i kroppen. Og her opdager jeg så en skat af redskaber, al den tid jeg gik hos Bob, alle de talrige notesbøger jeg har fulde af øvelser, kropsøvelser, punkter at fokusere på, cirkulationer, farver, lyde, mantraer, kropshealinger, aurahealinger og healing i det hele taget, også fjernhealinger!
Feks en stjerne jeg lige laver pt, som forbinder den højere bevidsthed ind i kroppen samtidig med at den balancerer hø og ve side:

Start i pineal -> ve. hoftepunkt -> navlen -> hø. skulderpunkt -> ve. skulderpunkt -> navlen -> hø. hoftepunkt -> pineal, et par gange rundt og slut i pineal, og gå med strømmen derfra indad eller udad, slap af og giv slip på det hele!  En skøn øvelse synes jeg!