Space

Jeg vil gerne blive rask!
Jeg gør en masse for det, og systemet gør en masse for det, og rigtig mange mennesker hjælper og nærer. En masse gode tiltag, kemoen, som en forhåbentlig god forbundsfælle (det vil vise sig til svaret på scanningen på onsdag, for hvad ellers?), --- og så at jeg selv sørger for at holde en god balance på alle måder i dagligdagen i mit liv!
Der noget der føles sundt og nærende og befordrende, og så er der noget der ikke føles sådan!
Og der er noget, der opleves som nødvendighed for helbredelsen!

For mig er det meget noget med at gå til og fra. Balancen mellem at være alene i et åbent space, hvor mine grænser ikke støder på andres, dvs at det for mig opleves nærmest livsnødvendigt at være alene i det hus jeg bor i i en periode hver dag, hvor jeg kan udvide mig og mærke mig selv helt, ------ dvs både med jubelen og ekstasen i den frihed jeg dér oplever, men også den tomhed og ensomhed som jeg i det samme space kommer ind i, ----- og som jeg har erfaret i denne tid kan relateres til det lille indre spædbarns følelser af udsathed, længsel og sorg. At gå ud i det space er simpelthed forudsætningen for at jeg kan heale på de spædbarnefølelser, som jeg møder der!

Balancen mellem ud-i-space-alene og så mellem kontakt med andre mennesker, at føle tilhørsforhold og at have mere eller mindre dybe følelsesmæssige hjertekontakt-møder med andre, det føles befordrende, dejligt og sundt for mig.

Så det er et både-og for at det skal føles godt og nærende!

Jeg tænker at det nok er ret generelt, og at balancen nok ligge forskellige steder for forskellige mennesker, og umiddelbart fornemmer jeg at min måske nok er lidt accentueret i retning af behovet for at være i alene-space, ---- og faktisk kunne det være ganske interessant at undersøge det nærmere. Det kommer vel også an på hvem man ellers er sammen med, hvor lidt eller meget behov man derudover har for at være alene, måske også hvor meget man er i stand til at udvide sig uden at støde på den andens grænser!

***