Der er stadig valmuer, her set fra havsiden og op mod stendyssen!
Og nu tror jeg nok at jeg er ved at være ved et vendepunkt. Så sart og helt nede ved roden af meget af problematikken. Der hvor hele udgangspunktet er.
Eller det er faktisk ikke helt rigtigt, for det er ikke gjort, det er bare det, at jeg kan se det klarere, ------ for det er ikke nogen ny erkendelse, men noget vi allesammen udmærket ved:
At alle de projektioner om accepten og kærligheden udefra, ------ hjem til os selv, vi er nødt til selv at give det til os selv, til det lille indre spædbarn i hele det omfang det ikke blev næret tilstrækkeligt! Betingelsesløs kærlighed!
Det ved vi godt, ikke! Det kan vi allesammen skrive under på og har hørt så mange gange, ------ og så er det bare det at gøre det, ---- eller at turde mærke umuligheden og det opslidende ved alligevel på mange subtile måder af prøve at få det udefra!
Og gøre det, at beslutte det og blive i det, når tanker og billeder og associationer flytter fokus væk, mærke hvad det lille barn har brug for og blive ved at mærke og give det.
Jeg skriver det bare sådan her med ord, ---- og det er jo langt mere end det, og jeg har ikke flere ord på det nu, men det er hele fundamentet!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar