Vinterbadning

Solen skinnede og der var hugget et hul i isen, og vi vandrede mellem at kravle ned ad stigen, ned i vandet og hurtigt at klatre op igen og ind i saunavognen. Flere af os havde den forestilling om kroppen nu kunne holde til det, hjertet specielt, men det fungerede og vi var i i 3 omgange! Selve overlevelsesinstinktet mærkes stærkt, specielt lige når man efter at have flydt kortvarigt i vandet griber fat om gelænderet igen og hurtigt og præcist kravler op ad trappen, hurtigt får badekåben på, og stiler direkte hen mod saunaen, målrettet!

***

Selv om jeg faktisk har det ret godt på dette tidspunkt i kemo-cyklus´en, bortset lige fra forpustetheden, så er trætheden der, som en helt utrolig ugidelighed når jeg har sat mig, hvis der så skal hentes noget jeg feks har glemt ude i køkkenet. Tyngdekraften føles insisterende. Og trætheden er der også når der skal mediteres, ---- tidligere havde jeg sjældent problemer med søvnighed, og sad uden problemer 5 kvarter eller 1½ time, ----- men nu, ---- efter max 15 minutter så har søvnigheden sneget sig ind på mig, så jeg sidder kortere perioder end tidligere for at få udbytte af det, tit kun 20 min eller godt og vel. Og selv om jeg drikker kaffe inden, så hjælper det kun ganske lidt!
Faktisk kan jeg også mærke at den træthed gør at jeg ikke orker at tale så meget, at det underligt nok også er anstrengende at tale særlig meget, ---- men at jeg så til gengæld nyder stille, ikke talende samvær ganske intenst, ---- også den indforståethed, der tit kan være mellem mennesker, feks hvis jeg går en tur med en, lad os sige at himlen har extremt flotte farver fra en solnedgang eller-opgang, --- dér kan man jo sagtens begynde at tale begejstret om disse pragtfulde farver, at finde sublime superlativer og dvæle i lovprisningen, ---- og her er det altså, at jeg for tiden så langt foretrækker at man bare ser det samme sted hen, og evt lige nikker til hinanden, i en vished om at den anden også oplever de smukke farver, en samhørighed uden så mange forstyrrende ord!

***