søndag den 27. januar 2013

Kursus på Mols for kvinder med kræft ! NYREVIDERET :-)



På denne skumle tøvejrsdag, hvilket indtil nu ser ud til at afspejle sig i håndboldkampen mod Spanien, hvertfald her i halvlegen, er det tiden at opslå et kursus for kvinder med kræft, som Kirstine og jeg har planlagt at afholde her i foråret! Kurset holdes hos mig, da her er rimelig god plads til et lille hold, og det er et dejligt hus at være i.
Kig på det, og måske kender du nogle det vil kunne være godt for!
 
Jeg skulle måske lige fortælle hvem Kirstine er, og hvorfor det er hende og mig, der vil holde det sammen:
Kirstine er min hjælper, som jeg har nævnt flere gange undervejs gennem bloggen, hende der under hele dette sygdomsforløb har været terapeutisk nærende, klargørende og healende og menneskelig nærværende. Hende der kom ind på sygehuset, da jeg var ved at dø og satte sig op i sengen til mig og healede og gjorde mig opmærksom på nogle dybdestrukturer i min psyke, som var destruktive, og som skulle med i et konstruktivt indre samarbejde, for at den negative dødsspiral kunne vendes. Siden har vi hver uge, sommetider flere gange i ugen, arbejdet med mønstre og ikke mindst grænser, som har haft behov for ændringer i relation til bedring og allerhelst helbredelse af min kræftsygdom.
 
Faktisk gik jeg til sangundervisning hos hende længe inden tilbagefaldet af kræftsygdommen, så kontakten var etableret. Og jeg ser det som en gave, at jeg havde kontakt med så fantastisk en hjælper, da jeg fik allermest brug for det.


Og her er kursusbeskrivelsen kopieret fra folderen:



Kvinde kend din cancer

-og find din kraft

 


-et kursusforløb for kvinder med cancer-

                                                                              ***
Er du kvinde og har cancer?

Så er dette kursus måske noget for dig. Vi vil sammen undersøge de aspekter af canceren, som ikke allerede er kortlagt fra hospitalets side, nemlig de psykiske og spirituelle elementer, som også kan være medspillere i både udvikling og afvikling af cancer.

Alle har deres helt egen helt unikke historie, som man på kurset vil få mulighed for at kigge ind i. Udover at du lærer de mere subtile områder af din person at kende, undervises der også i værktøjer, som kan hjælpe med til at aktivere de indre ressourcer, der er brug for, i forbindelse med at skulle gennemgå et kræftforløb.

På kurset gør vi meget ud af at skabe et åbent og trygt rum, hvor deltagerne har mulighed for at dele erfaringer, tanker og følelser med ligesindede - med respekt for den enkeltes grænser og behov. Alle har tavshedspligt, og intet der bliver sagt eller vist på kurset, kommer udenfor gruppen.

Det er vigtigt at understrege at kurset er et supplement til den lægefaglige behandling, og henvender sig til kvinder med lyst til og behov for at uddybe deres viden om sig selv og deres eget cancerforløb.


 kurset vil bl.a. omfatte:


- Oplæg og snakke omkring livet med cancer

- Guidede øvelser, som hjælper med at vise vejen ind til de dybere lag som kan fortælle om de psyko-spirituelle aspekter af netop din sygdom.

- Lette fysiske øvelser, til at sætte kroppen i gang, så det er nemmere at åbne op og få flow i kropsenergien.
- Øvelser til at optimere energi og overskud, så det bliver lettere at gå igennem cancer-forløbet.

- Værktøjer, som giver dig indsigt i - og mulighed for at styrke dine indre ressourcer.

                                                                                  ***

PRAKTISK INFO:


Kurset forløber over 5 gange af 3 timer.
Datoer: 14. og 21. marts, samt 4. 11. og 18. april 2013

Tidspunkt: kl. 19-22                    Deltagerantal: 6 – 8

Sted:  Søndre Molsvej 3, 8420 Knebel på Mols

Pris: 2200 kr. som indbetales på reg.nr: 1914 konto: 3488 351 051     inden d. 6. marts

Tilmelding på:  61 77 88 22 eller på kvindekenddincancer@live.dk


Medbring liggeunderlag (evt. pude og tæppe), vandflaske, notesbog og løstsiddende tøj.
I pausen er der te, frugt og lidt til den søde tand J

                                                                                    
                                                                                      ***

 Underviser er Kirstine Lykkebo

Konservatorieuddannet klassisk sanger

VoiceEmbodiment-terapeut, indeholdende BodySDS

Psykoterapeut

Kurser og efteruddannelse indenfor bl.a. chokterapi, healing og kropsterapi.

Jeg har altid haft en dyb interesse for broen mellem den psykiske og fysiske dimension af mennesket.  Derfor har mine år som både sanglærer og terapeut været præget af at arbejde i denne sammenhæng, da jeg oplever at det er her, mennesker har en reel mulighed for at udvikle sig.

Jeg har i en årrække ladet mig inspirere af mine uddannelser, andre lærere og ikke mindst mine erfaringer med klienter og elever.  Med tiden har jeg udviklet mine egne teknikker og værktøjer til at hjælpe mennesker videre i livet.


Kursusleder er Else Mathilte Rydahl

Speciallæge i Almen Medicin

Praktiserende læge en årrække, samt mange ansættelser på sygehuse med hovedvægt på psykiatrien.

Undervisning hos bl.a. Bob Moore og Jes Bertelsen. Underviser selv i personlig udvikling, mindfulness, meditation og healing.

Fik brystkræft for 12 år siden med tilbagefald for et halvt år siden, skriver blog om det på www.kvindepaakanten2.blogspot.dk
                                                                       ***
  


 


 

 

 

-et kursusforløb for kvinder med cancer-


Ingen kommentarer: