Er det forår? Billedet er fra dagens træningstur ved stranden ved lavvande. Det blæste men solen skinnede, og selv om det kun var få grader varmt virkede det som forår. Det er først fuldmåne lørdag, men lige over midnat, så fredag aften er det rigtig tæt på!
***
Jeg har rigtig travlt for tiden, har kastet mig ud i en masse, yoga, kunstnergruppe, hvor vi indtil videre har kultegnet croquismodel, jeg synger og vi øver vores 1. sopranstemme i en gruppe. Jeg har engageret mig i et healingscenter, hvor jeg skal til at komme som hjælper, ---- nå ja, og så er der jo vaccinationsarbejdet på klinikken i Århus. Faktisk lever jeg som om jeg bare var rask og frisk og slet ikke var befængt med kræft, jeg suser rundt og bliver så træt, så jeg sover en time på sofaen, bare ved at lægge mig som jeg er med frakke og støvler, når jeg kommer ind fra bilen, hvor jeg de sidste 20 km har kørt i zombitilstand!
***
De sidste 14 dage har jeg hostet så jeg indimellem faktisk slet ikke kan få luft, og da et lille omsorgsfuldt barnebarn udtrykte sin bekymring tog jeg over til min praktiserende læge og fik lyttet på lungerne og taget blodprøve, som viste at det bare var en virusinfektion, så det må immunforsvaret så selv klare! Beroligende, men ikke hjælpsomt, hosten fortsætter, suk!
Der er noget med den træthed, en del af den er en bivirkning af kemoen sidste år, som jo reddede mit liv, ----- men jeg hælder stadig til: Hellere rask og rig end syg og fattig, OK det økonomiske er så ikke noget problem, det løber bare rundt, så lad mig bare omforme det til: Hellere rask end syg!
Jeg har altså aldrig forestillet mig at jeg sådan skulle være kronisk syg i længere tid, ---- det føles forkert ikke at kunne bruge sin krop ubesværet og med energi, jeg har IKKE, slet ikke vænnet mig til det. Faktisk kan jeg et langt stykke af vejen styre det med viljen, og bare lade som om at det funker. Det værste er som det hele tiden har været FORPUSTETHEDEN, og det er så strengt, det handler jo om ikke at kunne få luft, vel nok noget af det mest angstprovokerende i det hele taget, kvælning! Hvis jeg går op ad en bare lidt skrånende bakke og går og taler med en, ja så har jeg altså bare ikke luft til at tale overhovedet, har rigeligt at gøre med at gispe efter luft, mens jeg bare får lyst til at give slip og lade mig falde og blive liggende, ud af ren udmattelse. Det at tale der kræver en anstrengelse som jeg aldrig havde forestillet mig, og gør jeg det mærker jeg afmagten i kroppen og benene, der bare ikke kan gå længere, STØN!!!!
Til korsang er jeg faktisk heller ikke rigtig i stand til at synge sådan en lang sætning, men er nødt til at snappe efter vejret flere gange i en linie, heldigvis er det jo tilladt i et kor, i modsætning til ved solosang, den såkaldte "koriske vejrtrækning", den lever jeg højt på, ---- meeen for pokker hvor jeg længes efter min normale gode helt almindelige vejrtrækning, åbner mig for healingsenergierne og miraklerne, og fylder mig med lys, fylder mig selv ud, så der ikke kan bo fremmede energier i mit system!
Jeg læser en lille bog "Skæld ud på Gud", skrevet af en sygehuspræst ved Vejle sygehus, dejlig bramfri og utraditionel!
***
Men velkommen forår, det kan kun blive bedre!
***
Ingen kommentarer:
Send en kommentar