Krydstogt og hjemme igen! --- nu med retvendte billeder!!!

Billeder fra krydstogtet!   De professionelle fotografer fangede folk ind og knipsede løs, ------ det var ret sjovt!

Sidder og ser udover Nordsøens vidder! Krydstogtet udfolder sig, og vi har været hele dagen på søen, og solet os på dækket og spist af diverse lækkerier! Var først i fitnesscenteret med diverse saunaer og pøler! Min mor er i kørestol, hvilket giver anledning til talrige søde og bizarre og besværlige situationer hen ad vejen!

***

Krydstogt: I Santiago de Compostella sad vi sammen med et par, som havde været på over 80 krydstogter og diverterede med en rangorden af selskaberne, hvor det amerikanske Celebrity fik en klar førsteplads! Så tænk på det de af jer der har planer om sejladser!

***

Vi læser højt for hinanden, når vi trænger til fordybende stunder, en bog om døden, skrevet af en retsmediciner og en forfatter hitter, den er både dyb og morsom, --- og jeg er i gang med en bog om Marie Curie "Det blå lys", som jeg er meget optaget af, og som de andre får et kapitel af i ny og næ. Vi sidder i begstavnen på dækket og ser delfinflokke mens vi læser og lytter!

***

Det var 13 dage på søen og i land i diverse havnebyer, en interessant måde at ankomme til en by på, bådfolket har et privilegium!
Det var også et kæmpe ædegilde men kulinariske lækkerier af alle slags og med søde, uhyre belevne tjenere fra hele verden, som gerne ville fortælle om deres liv og oprindelse, og også, diskret, om deres forhold til rederiet! De sender penge hjem til deres familier, ------ vores tjenere var fra Indien og Filippinerne.

***

Der var teater hver aften med vildt flotte og professionelle shows.
Fitnescenteret var dejligt og lå helt oppe på toppen af båden. Om aftenen var der musik og dans i adskillige saloner til flot musik, og professionelle fotografer tog fotos af de flot påklædte passagerer, her er et par stykker af os ovenfor! Men jeg savnede kultur, feks foredrag om de steder vi skulle se, en bar eller lounge med klassisk- eller jazzmusik, og at man kunne få et kort ombord med ruten vi besejlede, --- og så den biograf som var beskrevet i brochuren, men som ikke fandtes :-(

Jeg er nu hjemme og har en masse oplevelser med af en masse søde mennesker, og steder, med meget forskellig atmosfære.

***

Alt i alt har det været en spændende oplevelse, ---- og det er også rigtig skønt at være kommet hjem igen! :-)

Overblik og aktualitet! Radikalitet, smerte og illusioner der brister :-(

En smuk regnbue, som bød mig velkommen hjem efter min træningstur i bjergene! Nå den er ikke så vildt tydelig på billedet ser jeg, men til venstre over skoven ses den!

 

***

 

Jeg tror jeg ryger ind i nogle lovmæssigheder! Jeg tror det er sådan, at hvis man længe nok har arbejdet med nogle bestemte problemstillinger i sit liv (incl tidligere liv!!), så kommer der et tidspunkt, hvor problemstillingen er moden til at blive løst (eller i hvert fald at blive bearbejdet dybere), og der vil så i ens faktiske nuværende liv dukker muligheder op, så den kan løses og slippes!

 

I min situation er det græseoverskridelser, manglende respekt for mine grænser, og min manglende evne og følelse af ret til at manifestere dem klart. Og det er jo præcis den problematik, der har vist sig at være årsagen til min kræft, intet mindre!

Alle de tidligere liv, som jeg kan huske har haft den problematik som omdrejningspunkt, og jeg er blevet slået ihjel for det.

Det har været det hårdeste terapeutiske arbejde jeg overhovedet har været ude for, det jeg gør for at forstå hvorfor jeg overhovedet fik kræft, for at forstå hvad der skal til for at blive rask igen. Og da kræft er en karmisk sygdom, så indebærer det at gå tilbage, hvis det ellers åbner sig, og gennemarbejde og forstå tidligere livs problematikker, som har med kræft at gøre. Og det viste sig tidligt i forløbet at være grænseoverskridelser. Det var vildt grove ting, og jeg forstår godt, at der overhovedet ikke er nogen udbredt viden om det (psykologisk kræftbehandling), da det har været så vanvittigt smertefuldt at gå ind i de områder, at mærke de tilknyttede følelser, og finde ud af, hvad det er nødvendigt at gå igennem, følelsesmæssigt og handlemæssigt, for at have chancen for at blive rask igen fra en kræftsygdom. Det virker SÅ uoverkommeligt, så jeg forstår godt at de fleste, hvor kræften har bredt sig, dør af den. Jeg forstår godt at de fleste giver op overfor den overmagt det er at skulle se og ændre på århundredes mønstre, og ubevidst resignerer, og går ud af dette liv og bevidst eller ubevidst håber på noget bedre.

For mig har det været nødvendigt at afslutte relationer både til grupper og enkeltmennesker, som har haft med de grænseproblematikker at gøre. Men løsningen er jo selvfølgelig ikke at trække sig fra alle, og det er da heldigvis slet heller ikke alle mine relationer, der har haft det "kræftfremkaldende" i sig, gudskelov da, ellers var der da heller ikke nogen mening i at leve, hvis det var uden nære og dejlige relationer til andre mennesker, vi er her vel sammen, og må finde ud af at være gode for os selv og andre, og tage ansvar for vores eget liv!

 

***

 

Nu er der så sket det, at nogle af mine helt nære relationer ikke respekterer min måde at træffe valg på for mig selv i mit liv, og vil have mig til at føle anderledes end jeg gør, som kræver at jeg bare skal kunne tåle og rumme det, som de ønsker det skal være, altså, at jeg bare skal lade mine grænser krænke fortsat, ------ selv om det jo præcis er det jeg ikke kan tåle (ingen kan tåle det i længden) og at det er det, der har givet mig kræft. Den støtte og hjælp jeg ellers har fået derfra strækker sig ikke længere end til dér hvor jeg ved min sandhedssøgende attitude kommer til at provokere dem, i forhold til deres eget liv, netop pga den holdning, som de slet ikke ønsker i deres liv, med den grad af radikalitet, som jeg er nødt til at leve for at nærme mig at blive rask, og for i det hele taget at leve på en måde som er sand og ægte for mig.

Så der står jeg, og jeg er nødt til at være tro mod mit hjerte og mine følelser, og det smerter så meget at se de andres angst, som vendes til krav til mig om at undlade at vende hver sten og mærke om den vej er sand og ægte og går i retning af sundhed og helbredelse eller ikke. Og jeg har kun følelsen af sandhed eller ikke sandhed at gå efter, et lille lys, der blafrer! Det er virkelig følelsen af at balancere på knivsæggen, at være på kanten!

 

***

 

Og jeg har forklaret, og det vil ikke forstås, så nu tvinges jeg til at markere mine grænser skarpere, ellers dør jeg simpelthen :-(  Risikoen er at de relationer ryger, nogle af dem i hvert fald, for jeg kan ikke lade mig køre hen over mere, og placeres i en rolle hvor jeg bliver opfattet som sær og vanskelig at omgås, hvad jeg rent faktisk ikke er, faktisk blander jeg mig jo ikke i hvordan de mennesker lever deres liv, ----- jeg vil da godt hjælpe med støtte og råd, hvis jeg bliver bedt om det. Måske vil de relationer fortsat eksistere på et meget mere overfladisk plan, hvilket jeg i så fald ikke vil investere så meget energi i, som jeg ellers gør, -----

Det er overhovedet ikke mit ønske at være tvunget til at leve så radikalt, det er bare nødvendigt i mit liv nu. Jeg har meget mere lyst til lyst og leg og henslængthed og spontanitet og glædesfyldt samvær, og sjov og at slå mig løs og grine og danse og elske, ---------- og heldigvis er det jo heller ikke modsætninger, ------ men det kræver jo gensidig respekt!

Det gør ondt. Smerten over det jeg virkelig troede på, de håb og den kærlighed jeg troede der var, smerten når illusionen brister, åh!

 

***

CT-billeder ----- sort på hvidt!

Sidste nye billede, bemærk det ægte let-krøllede hår, ----- de krøller som nok forsvinder når de klippes af, nøjagtigt som hos de små børn!

***

Men ellers var jeg til konsultation hos lungemediciner i dag i Århus, om han kunne foreslå et eller andet hjælpsomt!
Jo, jo en fløjte formentlig, ---- og en forhåbentlig magisk fløjte, som kan blæse det sammenfaldede stykke lunge op til normalt lungevæv igen. Det er den lille bræmme helt forneden i hø lunge, ----- så jeg skal altså til at være fløjtespiller!
Lungefunktionen var 68%, ikke imponerende, men det svarer godt til forpustetheden.
Desuden fik jeg taget en blodprøve til undersøgelse af om jeg har tuberkulose, da nogle af vennerne på Helgenæs har det. Det ville være helt OK, alt behandleligt er velkomment!

***

Og så viste han os (mig plus backinggruppe) CT billederne fra sidste scanning! Der er da godt nok beskrevet "indtryk af kompression af vena cava superior", og ja, det skal jeg da lige love for at der var, en særdeles velvoksen kompression, altså sammentrykket vene, der er ikke meget plads til at blodet kan løbe igennem, ganske smal passage! Ikke at det er noget nyt, jeg troede bare ikke at der var så meget mere, det er jo beskrevet at de lymfeknuder, der trykkede på venen er svundet ind, og den ene helt forsvundet, men det har altså ikke gjort at venen bare har foldet sig frit ud igen. Så forstår jeg bedre at jeg stadig har så mange symptomer på trykken opadtil og at jeg bliver blålig i hovedet, når jeg bøjer mig nedad. Han siger, at jeg ikke skal stå på hænder! Hm!

***

Han er en venlig og rar mand, lungemedicineren, og meget kompetent, ---- og så er der bare den der afventende holdning, ---- jo, de kan da lægge en stent ind, hvis det skulle blive værre ---- JEG SKAL IKKE HAVE NOGEN STENT, venevægge er som vådt toiletpapir, arterier er fine og solide at lægge stents i, men ikke vener, der er altfor stor risiko for at der går hul på væggen, eller at stenten forskubber sig ind i hjertet, ---- det tør jeg simpelthen ikke, jeg har altid været lidt småhypokondret med mit hjerte, så det kan jeg slet ikke leve med, -----
så uanset videnskab og teknik, så føler jeg mig bare SÅ overladt til mig selv, ----- at jeg er nødt til at gøre mig selv rask (jo jo med hjælp fra andre) men en følelse af at være på herrens mark, med det håb at Herren er med mig og rækker en hjælpende, healende hånd <3

***

Jo, jeg ser rimeligt sund og frisk ud, forbavsende faktisk, ---- og det er bare om at mobilisere alle gode kræfter og glæde og munterhed, årh, men ikke som et kunstigt skjold, --- men det er ikke lige nemt hele tiden! Det er sengetid, og måske kan Morfeus bibringe noget!  Godnat alle derude, nyd nattens ugler!

***

Tilbage til det danske forår :-)

Det var de skønne 32 grader vi kom fra i Israel :-) Under en bourgonville ved en kirke! Det har været en fantastisk tur, en nødvendig tur, ----- og drømmene her efter jeg er kommet hjem viser udgravninger ned i dybe lag og afsløringer af kostbarheder! Endvidere kan jeg flytte mig i til en anden del af verden og tilbage alene ved brug af tankens kraft, meget enkelt og brugbart, ---- ja, det er altså i drømme, ha ha!

Så var jeg til samtale med min kontaktlæge. Scanningen var helt og aldeles uændret fra sidst, hvilket viser 0 aktivitet i canceren, 0, hvilket jo bestemt er godt, og så satser jeg jo på direkte tilbagetrækning i løbet af de næste kvartalsscanninger, så den egentlige helbredelse kan vise sig!
Jeg spiser marietidsler, kan købes i matas, hvilket giver mig en masse energi.
Ellers er symptomerne helt uændrede, og det er stadig belastende med al den forpustethed. Meeen kighosten er på retur, og jeg er så småt ved at få en normal talestemme igen, --- det er en stor lettelse! Det er også meget praktisk, for vores kor (Mørke rytmer) skal synge en koncert sammen med et Jazzorkester i Grenå d. 28. kl 17 på Grenå Gymnasium, ---- alle er velkomne! Og jeg har stort set ikke kunne synge de sidste 3 mdr mens kighosten har raset!

***

Så helbredelsen skrider frem, jeg løber i bjergene og stønner, og jeg mærker en ny vitalitet!
Den psykologiske kræftforskning ser ud til at bære frugt, der er en psykologisk side, ---- og er der ikke det ved alle fysiske sygdomme og skavanker? hvis vi kigger dybt nok, hvis vi er i stand til at komme ned i dybderne, hvis vi tør og vil, ----- for det kan jo godt være, at det ryster det verdensbillede og den identitet, som vi har fået opbygget! Og der tror jeg at en hel del syge ubevidst ikke orker at gå dybere ind i årsager og helbredelse, fordi det koster så dyrt og er så skræmmende og angstprovokerende og vælter så meget af det man møjsommeligt har tilkæmpet sig til af sikkerhed og stabilitet i tilværelsen, at det kan føles meget lettere at stå af. Jeg har også vaklet, om jeg overhovedet orkede det her, men for mit vedkommende er det nok min nysgerrighed efter sandhed og virkelighed som har gjort, at jeg har bevæget mig igennem disse tågeslørs mareridt, rådvildhed og angst. Og nu står jeg med et bedre fodfæste og mærker, at det værste er overstået!

Der er ikke meget tryghed at læne sig ud i. Før har jeg dog haft en illusion om en tro på en vej, at jeg kunne læne mig lidt ind i andres sandhedsoverbevisninger, at have lærere, som kunne vise en sti op ad bjerget, ----- men det er slut, ----- jeg kan ikke tro på nogen fast og endegyldig vej, ingen skemaer eller diagrammer, ingen stadier eller niveauer. Jeg er nødt til at være helt med selv, at mærke efter, og stige af og på det flow der er, som føles sandt!

Og lige præcis det med at sige til og fra, sige ja og nej, at skelne, mellem hvad der er min energi, og hvad der ikke er, det er essensen af vejen til helbredelsen. Vi har alle lært i de fleste spirituelle organisationer at der ikke går røg af en brand uden der er ild et sted, altså at vi selv er ansvarlige for hvad der tildrager os, hvad vi føler etc. Og ja, i den betydning at vi også er nødt til at afvise og skubbe væk, at sige nej, for at være hele og sande. Vi har lært at vi skal rumme, men vi skal også rumme vores egen afvisning af at påduttes andres energier, som meget vel kan dræne os for livskraft, hvilket er en af årsagerne til at vi bliver syge. Vores eget ansvar er så at skelne mellem skidt og kanel, og holde vores grænser og ikke lade os misbruge energetisk. Det er ikke nødvendigvis så let at få øje på, især ikke hvis det er startet tidligt i livet, eller hvis det er mønstre der er opbygget gennem tidligere liv, så man bare tror at det er naturligt at det er sådan, og man ikke forestiller sig at man kunne have en soleklar ret til at sige nej til det man bydes. Og der er ikke mange hjælpere at finde!
I grupper opbygges der stort set altid et værdisæt, som jo større gruppen bliver bliver mere bastant, og det resulterer som regel i at centrumsfigurerne bliver mere og mere magtfulde, ---- og det harmonerer altså ikke godt med ægte spirituel åbenhed og hjertelighed.

Jeg ved ikke om jeg vil kunne indgå i grupper igen, ---- jeg har altid befundet mig lidt på kanten, men dog alligevel med, ---- men nu er jeg stået af. Det var hyggeligt og trygt at følges, men også med en løgn. Og sandheden er vigtigere end trygheden, den er alligevel en illusion. Vi er alligevel alle i samme båd med vores manglende viden om hvad der sker os når vi dør. Jo jo, der er skrevet bøger om det, som tænkende individer vil vi jo gerne have kontrol selv efter døden, så der er stadier og tabeller over hvordan man skal forholde sig, ---- men det ligner nu mest af alt Kejserens nye klæder. Og som i den gamle katolske kirke kunne man købe sig aflad, så man ikke kom så længe i skærsilden, og det modsvarer måske det at bruge energi, tid og penge på at støtte op om nuværende systemer, der hævder at kunne hjælpe en i processer efter døden, og kan der influeres her er der også åbent for misbrug og manipulation, ----- så jeg for mit vedkommende siger bare, at det skal jeg nok selv klare med mine hjælpere og engle når jeg engang når så vidt!

***

Jerusalem

Her på Kings Palace Hotel i den kristne del af det gamle Jerusalem, dvs det indenfor bymuren, slænger jeg mig nu i mit budoir efter dagens oplevelser!

***
Det med at holde ferie i storbyer, enhver ved, at det er der man får gået allermest, og denne by er ikke flad, men går op og ned og ligger i 800 meters højde. Jeg danner forpustet bagtrop når det går opad :@
Godt nok kører vi rundt i bus, meeen gangdistancerne er betragtelige. Vi passerede muren, der adskiller det israelske område fra det palestinensiske, hvor en ung teenagepige patruljerede med et gigantisk automatvåben over skulderen. I Jerusalem er kun 2 % af befolkningen kristne! Dette er et kursus i ikke at lade sig distrahere af ligegyldigheder som horderne af gadesælgere, russere, der uden blusel forsøgte at gå udenom den 2 timer lange kø til fødselskirken som vi tålmodigt havde stået i, også selv om ordensmagten gennede dem væk osv, og bare være på dette fantastiske sted fuldt åben og nærværende!

***
De ortodokse jødiske mænd har slangekrøller ved ørerne og imponerende hatte og pelshuer,  ----- der er en stor forskellighed her!
Det har ikke været stegende varmt i dag, men blæst godt, hvilket jeg synes er dejligt med al vores vandring!
I morgen er det Via Dolorosa og Gravkirken med Getsemane Have, jo jo, det er en rigtig pilgrimstur detteher. Og det er rigtig dejligt at have eneværelse så jeg kan hoste den sidste rest af kighosten af i fred og uden at forstyrre andre!

***
Inden jeg tog afsted var jeg til blodprøve- og scanningskontrol, og får ikke svar førend jeg kommer hjem, og jeg har heller ikke tid til at koncentrere mig om det hernede, ---- hver ting til sin tid!

***
Om et par dage skal vi køre op til Galilæa, det nordlige Israel, og det glæder jeg mig til, for selv om storbyer er fascinerende og ofte spækkede med kulturminder, så har jeg nu altid befundet mig bedre i natur på landet eller noget der ligner. Og det bliver også skønt at bade i Genezerat Sø og flyde i solen på en solbeskinnet terrasse!

***
Og her er så lige et par billeder med udsigt over Jerusalem, som indbyggerne betragter som Verdens navle, samt fra fødselskirken og en Mariakirke ved Betesta Dam -----

Så er der læselige billeder på blogindlæg fra d. 25.1. med essensen af en supergod bog!!!

Og det er jo i sig selv rigtig godt
jeg har fået mit kamera igen, så her er jeg, midt mellem kighostens stadige greb, ----- og med forkølelse/halsbetændelse oveni, "får det dog ingen ende kunne jeg spørge", ----- og jo, det gør det, ---- på trods af det stædige greb så føler jeg nu for første gang dybt indefra, at nu har jeg bundet, og at det reelt er begyndt at gå fremad ------- mere om det senere!

Mere kighoste :-)

Jeg HAR virkelig kighoste, fik lige besked fra min læge i dag, ---det kom vist lidt bag på hende også! Og ih hvor er det godt, alle de symptomer med ikke at kunne få vejret, hoste hver 7. minut om natten, ikke at kunne synge, og svært ved at tale højt nok, stemmen der knækker over, hive efter vejret og blive blå i hovedet af at hoste----- de er bare væk om et par uger, HERLIGT og SKØNT, jeg blev bare så glad, og jeg havde også så meget brug for et eller andet positivt mht sygdom, og her var det så! Tak til bacillerne at de invaderede mine lunger og nu er ved at være på retræte igen, pyh og ah!

***