Festugen i Århus i går!

Der hvor indlægget blev klumsy i morges var, hvor min datter og jeg var hos Luna Hvid, en designer som laver huer og tørklæder og den slags til kvinder uden hår pga kemo mm. Hun var skøn, demonstrerede og viste og prøvede alle farver og faconer på mit stadig helt nomalt behårede hoved. Da vi gik derfra gav hun os en brochure fra sin bil, en pink Fiat, en total Barbiebil som enhver lille pige ville ønske sig, --- og på tirsdag skal hun til Indien, hvor hun samarbejder med slumkvinder! Jeg havde købt en skøn kollektion. Min datter skulle videre og jeg skulle hjem!
Jeg havde parkeret bilen i en gade og ville så bare køre videre og hjem, --- men lidt længere henne kunne jeg ikke komme igennem pga parkerede biler, og just der ankom 30 unge glade festugedeltagere, som så situationen og straks begyndte at gelejde og med gestik vise, at hvis jeg bare lige drejede der og så dér, så ville jeg kunne snige mig igennem, en begyndte at danse og synge, det var varmt og jeg havde åbne vinduer, vi grinede, de blev ved jublende, insisterende, omsorgsfuldt og jeg fulgte dem, og da det lykkedes bruste jubelen ud og jeg fik tårer i øjnene, de var så generøst hjælpsomme, de klappede og vinkede og jeg kørte videre --- blot for at opdage at lidt længere stoppede vejen, og der stod tætte store jernsøjler, åh, --- men jeg kunne heller ikke vende, så jeg kørte helt hen til dem, men der var så smalt med plads, så---- og just da kom en etnisk mand gående og så situationen, og jeg sad der i bilen og slog opgivende ud med armene, ----- men så gik han ellers i aktion, så vågent og smilende på mig og gav sig til at dirigere minutiøst, en lille smule til den side, STOP, og så lidt til den, stop, drej lidt skævt her og så nu til højre, der var ikke plads men jeg fulgte ham og så vips pludselig, ja så var det sket, lykkedes, det umulige, --- jeg var igennem. Han jublede vinkede og sendte mig afsted! Nu stod bilen på et lille torv /fortov, ikke beregnet til biler, så jeg kørte hen over det og over en cykelsti i retning mod den store gade, --- og dér, de kommende biler, de holdt stille og ledte mig smilende ud på gaden foran sig, naturligt og som den selvfølgeligste sag af verden<3 Jeg kørte videre hjemad helt opfyldt af kærlighed og taknemlighed !