Hjertekærlighed

Jeg har nu vidst i godt 2 uger at jeg er alvorligt syg, ikke mere, og i den tid har alt været intenst og ligesom badet i et kærlighedslys af intensitet og nærvær. I virkeligheden har jeg aldrig følt så meget fred, ---- og samtidig en insisterende følelse af at jeg skal handle, være med i planlæggelsen af en mulig helbredelse, eller i det mindste en forhåbentlig længere forlængelse af mit liv. Der er et ro, og også et flow, at jeg skal være vågen og gøre, og kommunikere bredt. Det er jo vores alles vilkår detteher, jeg er ikke specielt interessant, bare en kvinde i et livsforløb. Men jeg mærker, at når jeg er tilstede, ægte og i de følelser som er nu, så sker der noget med mit hjerte, og med mine omgivelser. Menneskene omkring mig bliver bløde og dybe, deres øjne fugtige og smukke, de er kærligere overfor hinanden og overfor mig, og vi behøver ikke alle de små sky lukninger overfor hinanden, vores sårbarhed får lov at være der, og det gør ikke noget at der løber tårer nedover kinderne. Noget smelter i hjerterne, og det føles som om det er det allevigtigste overhovedet i hele verden, at ingenting har betydning hvis ikke denne smelten er. Vi hører sammen, det er vores fælles lod det her, det er ikke mit, ikke dit, men vore allesammens, udover hele kloden. Det føles som et blødt lys, som en honningsmeltende strøm, som selve eksistensens mening eller essens, som det bløde lys der var før alt og hvorfra vi kommer og hvortil vi går.