Alle vi små børn af det guddommelige har en gang her på jorden, kortere eller længere, ----- vi kommer og vi går, og det er dejligt og det er frygteligt, hårdt og fantastisk, lykkestunder og stjernedrys, afmagt og sorg, og alt det der indimellem, gråzonerne, kedsomheden, sødmen, ----- vi kender det alle, og længslen efter følelsen af opfyldelse, af at NU netop NU er det bare helt rigtigt, ---for lidt efter at være glemt i noget der bare skal gøres nu og overstås og er træls, inden------
Jeg står nu ude ved kanten, med suset fra uendeligheden som en lyd, og jeg ved ikke hvornår den kommer, --- det er der ingen af os der ved, ----- men her ude ved kanten kan vi ikke glemme den, for vi kan hele tiden høre suset, den er virkelig, lige så virkelig som den almindelige virkelighed.
Jeg havde brystkræft for 12 år siden, den mindst ondartede type, og blev fint opereret og rask uden efterbehandling med stråler og kemo. Og nu her 12 år efter er den langsomme kræft kommet igen og sidder og klemmer om hele veneafløbet fra hovedet, hals og overkrop helt inde lige inden indløbet i hjertet. Det har udviklet sig så snigende og langsomt, at jeg først nu her i denne måned egentlig har opdaget at den er helt gal :-(
Derfor er et af temaerne her brystkræft som min helt konkrete tilgang til at kigge ud over kanten.
Det at reelt være eller føle sig livstruet skærper vores sanser og gør os åbne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar