Tigerbalsam ---- og en farlig ulv der hylede!

Ulven kommer ------
troede jeg forrige nat!

For pokker, jeg har aldrig været så tæt på før, ---- og det var skræmmende, pga måden og kroppens alarmfunktioner, angst og panik, og ikke at kunne flygte nogen steder hen!
--------
Nu har jeg jo hostet en tre uger, og hvad, det er der jo så mange andre, der går og gør, ---- jeg skal måske lige sørge for at passe lidt bedre på mine lunger end de fleste for tiden, ---- men det går jo over, herregud, lidt bronchitis, og det er jo bare en virus! :-)

***

Jag var gået i seng ved midnatstid, sådan helt standard, og sov helt almindeligt og udmærket, og såvidt jeg husker drømte jeg ingenting! Så lige pludselig ved godt 4-tiden vågner jeg ved at "det stopper", altså vejrtrækningen, at der er lukket for at trække vejret ind, og jeg hoster larmende og voldsomt, slim, pyt, sætter mig op i sengen, skal der virkelig hostes er det er bedre stilling at gøre det i, --- det er ren refleks, kroppens selvopholdelsesdrift, og såvidt så godt, lidt voldsomt at vågne sådan, men nu er det jo klaret, troede jeg, ----- og så var det først der mareridtet begyndte, når man har hostet, ja så trækker man bare vejret igen ind, banalt og selvfølgeligt, og det gjorde jeg så refleksmæssigt også, lettet over at hosten var overstået, ----- kun for at mærke, at jeg ikke kunne trække vejret ind. Alt var bare strammet sammen i luftrøret og der kunne kun komme en lille smule hivende luft ind, --- panikken startede her, det må da kunne lade sig gøre at trække luft ind, altså, det er da ikke noget issue, det gør vi da alle sammen og hele tiden, ---- men ikke her, nix, færdig og lukket. Hvad er der sket i min krop og hvad gør jeg? Jeg sprang ud på gulvet og tænkte, at hvis det her fortsætter så dør jeg nu, og lige midt i sådan en panik-følelse, bestemt ikke nogen fredfyldt og smuk og spirituel død, som jeg har forestillet mig at det engang skal være, ---- om et lille kvart århundrede eller så! Så vil jeg bare ligge der sjasket ud på gulvet, når nogen finder mig med mis siddende og miave ved min side! Og alt i krop og psyke kæmpede for at leve, og mere hoste pressede sig på, for det krattede nede i halsen, og den mere hoste gjorde det endnu sværere at trække vejr ind efterfølgende, så det gjorde bare det hele endnu værre, ---- så jeg turde ikke hoste og der var stadig blokeret for at trække luft ind, mareridt og ingen vej ud! Så megen angst, vildt. Jeg gik rundt i huset, og åbenbart fik jeg alligevel så tilpas meget ilt at jeg ikke besvimede. ----- Jeg har ALDRIG prøvet noget lignende, ---- det varede over et kvarter før det bare var nogenlunde igen, og dér var der så stadig hostereflekser, som ville hostes, hvad jeg slet ikke turde. Katten kiggede undrende på mig, det var da lovlig tidligt at stå op tror jeg den "tænkte". Jeg satte mig ned på køkkengulvet og aede den, den spandt lidt. Meget meget forsigtigt hostede jeg lidt igen, det er ikke fordi der er en masse slim, men den smule der er føles sej, ---- men for pokker, sådan en smule snot kan da ikke lukke et stort og velfungerende luftrør af!!!

***

Pyh hvor var jeg træt efter hele det drama, --- men jeg turde overhovedet ikke lægge mig til at sove igen, for hvad nu hvis det kom igen. Og angsten var der stadig selv om vejrtrækningen nu var acceptabel. Vejrtrækningen, altså, det er da ikke noget vi ellers mærker, vel, altså bortset lige fra hvis man bliver forpustet, og det er der jo normalt en grund til, og det går over når man holder pause med hvad det nu var af anstrengende aktivitet man var i gang med! Men ellers, og jeg har hverken KOL eller astma, bare en smule bronchitis. Åh hvor vi er sårbare, og det er jo, samtidig med hjerte og hjerne lige det allermest vitale akut vigtige i det at være i live, ---- det er få minutter vi taler om dér, mellem liv og død, det uigenkaldelige, og jeg er slet ikke klar til at dø, og skulle det snige sig ind på en på den luskede og upassende måde, det er simpelthen ikke i orden, Vorherre, pas din biks!!!!!!

***

Så jeg sov kun de 4 timer den nat, --- ja og hvad så, men åh hvor var jeg bange. Jeg kunne jo ikke løbe fra det, det var jo i mig, min krop, der var tæt på at forråde mig, min egen krop, --- det kan jeg da ikke tillade! Jeg var i angst fra åndedræt til det næste i timer, mærkede på dem alle sammen, ---- var virkelig i NUET, ikke noget rart sted!
Heldigvis skulle jeg ned til min hjælper ved middagstid, og med hendes hjælp, healing og forståelse kom der langsomt mere ro ind i det. Indsigt i hvad der var på færde, at jeg befinder mig der, hvor vandene skiller, og hvor den sunde del, som vil udfolde sig i det multiforme liv tager det sidste livtag med den opgivende del, som ikke orker denne urimelige kamp, og godt vil slutte kampen her, og som ikke magter smerten ved at gå endegyldigt ind midt i mareridtet, hvor det rent faktisk er begyndt at transformere og opløse inkarnationsgamle bindinger, som dér midt i natten forsøgte sig med de sidste krampetrækninger, for ikke at ændre og udvikle. Jeg forstår godt at de fleste opgiver, så hårdt havde jeg ikke troet det var. Jeg havde aldrig forestillet mig at jeg skulle mærke og konfrontere så meget angst, helt alene midt inde i mørket. Nogle og noget har hjulpet, jeg er taknemlig og beder til at den hjælp forbliver! Noget jeg oplevede som det stærkeste hos min hjælper var, at når jeg kunne være i en følelse af tillid og kærlighed så fordampede, smeltede angsten. Jeg har ellers aldrig troet at jeg var så bange for angst, jeg kunne vel svæve lidt væk, men det var helt instinktivt, helt tæt på og inde i mit urmareridt, som har sensationer fra langt væk fra dette livs kendte områder, jeg tænker at jeg begynder at mærke krybdyrlaget, det mærker jo normalt ikke sig selv, er jo bare i sine reflekser og instinkter, at mærke det er skræmmende. Jeg har jo altid troet jeg var så modig, men her var jeg så virkelig helt ude på kanten, hvor urdybet hvislede og så bange og så lille!

***

Jeg kan først skrive det nu, hvor det lige er på den anden side af en god nat, hvor et venligt menneske masserede tigerbalsam ind over mine lunger og sov i gæsteværelset ved siden af med sin ro, så jeg overhovedet turde lægge mig til at sove igen natten efter.

***

Forår?

Er det forår? Billedet er fra dagens træningstur ved stranden ved lavvande. Det blæste men solen skinnede, og selv om det kun var få grader varmt virkede det som forår. Det er først fuldmåne lørdag, men lige over midnat, så fredag aften er det rigtig tæt på!

 

***

 

Jeg har rigtig travlt for tiden, har kastet mig ud i en masse, yoga, kunstnergruppe, hvor vi indtil videre har kultegnet croquismodel, jeg synger og vi øver vores 1. sopranstemme i en gruppe. Jeg har engageret mig i et healingscenter, hvor jeg skal til at komme som hjælper, ---- nå ja, og så er der jo vaccinationsarbejdet på klinikken i Århus. Faktisk lever jeg som om jeg bare var rask og frisk og slet ikke var befængt med kræft, jeg suser rundt og bliver så træt, så jeg sover en time på sofaen, bare ved at lægge mig som jeg er med frakke og støvler, når jeg kommer ind fra bilen, hvor jeg de sidste 20 km har kørt i zombitilstand!

 

***

 

De sidste 14 dage har jeg hostet så jeg indimellem faktisk slet ikke kan få luft, og da et lille omsorgsfuldt barnebarn udtrykte sin bekymring tog jeg over til min praktiserende læge og fik lyttet på lungerne og taget blodprøve, som viste at det bare var en virusinfektion, så det må immunforsvaret så selv klare! Beroligende, men ikke hjælpsomt, hosten fortsætter, suk!

Der er noget med den træthed, en del af den er en bivirkning af kemoen sidste år, som jo reddede mit liv, ----- men jeg hælder stadig til: Hellere rask og rig end syg og fattig, OK det økonomiske er så ikke noget problem, det løber bare rundt, så lad mig bare omforme det til: Hellere rask end syg!

 

Jeg har altså aldrig forestillet mig at jeg sådan skulle være kronisk syg i længere tid, ---- det føles forkert ikke at kunne bruge sin krop ubesværet og med energi, jeg har IKKE, slet ikke vænnet mig til det. Faktisk kan jeg et langt stykke af vejen styre det med viljen, og bare lade som om at det funker. Det værste er som det hele tiden har været FORPUSTETHEDEN, og det er så strengt, det handler jo om ikke at kunne få luft, vel nok noget af det mest angstprovokerende i det hele taget, kvælning! Hvis jeg går op ad en bare lidt skrånende bakke og går og taler med en, ja så har jeg altså bare ikke luft til at tale overhovedet, har rigeligt at gøre med at gispe efter luft, mens jeg bare får lyst til at give slip og lade mig falde og blive liggende, ud af ren udmattelse. Det at tale der kræver en anstrengelse som jeg aldrig havde forestillet mig, og gør jeg det mærker jeg afmagten i kroppen og benene, der bare ikke kan gå længere, STØN!!!!

Til korsang er jeg faktisk heller ikke rigtig i stand til at synge sådan en lang sætning, men er nødt til at snappe efter vejret flere gange i en linie, heldigvis er det jo tilladt i et kor, i modsætning til ved solosang, den såkaldte "koriske vejrtrækning", den lever jeg højt på, ---- meeen for pokker hvor jeg længes efter min normale gode helt almindelige vejrtrækning, åbner mig for healingsenergierne og miraklerne, og fylder mig med lys, fylder mig selv ud, så der ikke kan bo fremmede energier i mit system!

Jeg læser en lille bog "Skæld ud på Gud", skrevet af en sygehuspræst ved Vejle sygehus, dejlig bramfri og utraditionel!

 

***

 

Men velkommen forår, det kan kun blive bedre!

 

***

Essensen, det bedste jeg har læst meget længe! Nu med læselige billeder!

Bogen hedder "den ubundne sjæl" af Michael A. Singer, og den handler hele vejen igennem om den iagttagende og centrerede selvbevidste bevidsthed, om frihed og kærlighed. Den er SÅ anbefalelsesværdig.
Her er kap. 9 om at give slip på (ikke skjule, undertrykke eller kamouflere smerten), 8 siders ren visdom!

Nå, undskyld, det er jo lige knap læseligt, hvilket det var på min mobil, som jeg lagde det ind fra! Pokkers!

Jeg har lånt mit spejlreflexkamera ud, så jeg har pt kun mobilen, ---- men jeg vil genfotografere det når jeg får mit kamera igen i begyndelsen af februar! 

Vinterbadning

Det var hundekoldt at vinterbade i eftermiddags, ikke så meget pga vandets temperatur, men fordi det stormede. Men heldigvis får man en varm omfavnelse af saunaen bagefter!

***

Jeg har fået tilbudt arbejde. En kollega mailede helt uopfordret om jeg ikke havde lyst til at hjælpe ham i hans klinik, ----- og joe, jeg var lidt overrumplet og hver gang jeg tænkte på det følte jeg glæde. Det har jo altid været sjovt at lege læge, ikke! Så ja, jeg er klar og skal ind og introduceres i Århus på onsdag.

***

Min gamle computer er kommet op at køre igen, siden jeg købte denneher nye for 1½ år siden har jeg ikke fået taget mig sammen til at reklamere hos El-Giganten, at de lagde alt over i den nye må der være sket et eller andet, så den gamle derved stod af. Min serviceaftale gjaldt kun den nye, ----- men man har jo lært et og andet i tidens løb, så her var jeg assertiv, og gentog bare mange gange det samme helt uden at hidse mig op, tja, jeg har aldrig rigtig haft tålmodighed til at bruge assertionstræningen, ----- men det virkede! Skønt at det er muligt at bruge andres erfaringer!

***

Så går jeg sådan og mærker på det at være, her på jorden, i denne krop. Allerede når jeg tænker "her på jorden" så fornemmer jeg det uendelige verdensrum og at vi bare er her på denne lille blå klode, som vi har de fine billeder af taget derudefra! Det er i sig selv noget svimlende. Og så lige i denne krop, som jo kæmper noget for sin eksistens, men som jo under alle omstændigheder skal forlades på et tidspunkt. Men ih hvor har den gjort det godt, og hvor jeg holder af den i taknemlighed. Den har godt nok været velfungerende og selvkørende, og jeg vil være god ved den og nære den og give den nydelse, hvile og udfoldelse. Tænk at bo i en krop, der vil en det så godt. For slet ikke at tale om psyken, som jo også er til ens tjeneste, og som også bare skal kløs lidt bag øret som en kat for at spinde. Der er noget som krop og psyke i fællesskab har lyst og trang til, nemlig udfoldelse, udtryk, bare at give slip og lade impulserne strømme igennem, ----- og jeg kan mærke, at når jeg gør det, så er der et flow, som ikke levner megen plads til ruelse og narcissisme og endnu mindre behov for bekræftelse. Det føles som om det flow det udtryk, hvad enten det er at løbe eller synge, vinterbade eller bare at snakke er forløsende og næsten meningsfuldt i sig selv. Og det sidste er at jeg har koblet mig på en bande galninge som maler i en gammel præstegård hver uge ude på Helgenæs, og for mig skal det være med fingrene og ikke med pensler, er ved at anskaffe grejet til det!

***

Og ja, jeg er stadig forpustet, og det er det der plager mig mest, og det har overhovedet ikke bedret sig det sidste 1½ år, hvor jeg jo ellers har vandret bjergene tynde her i området, løbet og dyrket yoga, ---- men lad os se, jeg har ikke opgivet ønsket om at blive HELT rask igen!

***

Nærlæsning af scanningssvar

Jeg får hver gang scanningsbeskrivelsen udskrevet på papir, og ved læsning af dette fremgår, at den gennem lang tid helt uforandrede lymfeknude, som trykker på vena cava, faktisk er aftaget i størrelse fra sidst 15 mm til nu 11 mm! Det er jo en bedring! Den har været nede på 12 mm, men så vokset til 15 sidst i november, men så nu 11 mm. Det glæder jeg mig over --- en tilbagetrækning af kræften, JAH

***

Jeg vil også sige at jeg arbejder for det her. Hvis det er sådan det er at blive kureret for kræft, så er det hårdt arbejde med konstant fokus på selvindsigt, og det kan ikke kæmpes igennem, det kræver åbne hænder og given slip, men samtidig ubarmhjertig ærlighed og hele tiden rive slør på slør af illusion væk. Og jeg har jo altid været meget ærlig og ikke idylliseret i den grad som mange i mine omgivelser, så detteher, det kræver virkelig sin kvinde i radikalitet, pyh!
Og slørene er der, lokkende, og det gør ondt hver gang, med efterfølgende klarhed, hver gang et er revet væk.

Det vigtigste er, som jeg har skrevet her før, at skelneevnen er så afgørende. At det ikke er sandt at vi hver især rummer altet og enheden, vi er kun hver især en facet af den, ---- og det er inflatorisk at forholde sig og påtage sig alverdens skyld og projektioner. I psykiatrien ville man betegne det som realitetstab og dermed som psykotisk.
Kræft er fremmed energi, som ikke er ens egen, men fordi ens psykologiske grænser (pga tidlige traumer, også reinkarnatoriske ikke er klare nok, fordi vi har tilpasset os andres forventninger alt for meget) er for svage kan andres energi komme ind i ens system og suge energi. Ja ja tænker nogle af jer nok, nu er vi tilbage til beskrivelser af besættelser og onde ånder og al den slags, ---- og ja, det har måske været et forsøg i tidligere forestillinger på at beskrive dette fænomen. Men det kommer, bare vent, og det er det, der virkelig vil give et skub i retning af at finde kræftens gåde, og en kur der kan helbrede og ikke bare udskyde og fortrænge, men jeg siger jer, det er ikke let.

***

Livet ligger forude og smiler dragende! CTscanningsresultat

Så fik jeg scanningssvaret mens jeg drønede afsted op mod Dronningmølle efter at have kørt Lennart til Kastrup lufthavn, hvor han skulle afsted til Indien.
Min kontaktlæge ringede, jeg havde headset på, da jeg ventede opringningen. "Det ser fredeligt ud", sagde han, ----- Scanningen er uændret fra sidst, hvor den jo var noget forværret, ---- men nu er forværringen standset (pga hvad?), så vi fortsætter behandlingen med antiøstrogen og intet andet! Ny scanning om 3 mdr.

Så det krøllede hår får lov at forblive og endda fortsætte sin vækst, som symbolet på en mere sand og udfoldet og herlig krøllet, vild personlighed! Ih hvor er jeg glad og lettet! Og jeg føler ikke dødens pusten mig i nakken så tæt på som ellers på det sidste :-)

Havde også i nat, her inden svaret haft en vildt intens lucid drøm, hvor jeg fløj rundt og igennem mure, og fik 3 initiationer i et tantrarum af en kæn-guru!

Og denne forrygende dag blev afsluttet med Strindbergs "Faderen" i det nye skuespilhus sammen med min søster, et vildt stykke, flot flot, og nu heroppe i Nordsjælland under de klareste stjerner!

Så glad og lettet!

***

Uvidenhedens lethed :-D

Her på vej henover Fyn på motorvejen på vej til hovedstadsområdet til dejlige mennesker jeg skal besøge. Og Lennart skal afsted til Indien i en måned på tirsdag.

***
Min lethed lige nu går på, at jeg skal til samtale på torsdag med min kontaktlæge ang. det videre behandlingsforløb, som konsekvens af hvad scanningen fra i mandags har vist, ---- et resultat jeg endnu ikke kender!
Og det føles lidt som knald eller fald mht evt en ny gang kemo!
Min backinggruppe er da i Thailand, så det bliver min datter som tager med til samtalen, vidner skal der være!!

Det her vilde, krøllede hår elsker jeg, det symboliserer for mig et retningsskift i mit liv til noget mere ægte og oprindelige, ---- en sandere vej med bedre kontakt med min essens, --- og det har jeg på ingen måde tænkt mig at opgive!

***
Så derfor er disse dage i fortsat uvidenhed en slags frihed og lethed, hvor jeg bare har tænkt mig at være åben for lys og healing, glæde og nærhed med de kære!

Og HEALING fik jeg igen i torsdags på Ignatiuscenteret, lyshealing. Jeg havde ikke mærket bedring rent fysisk-kropsligt siden den sidste gang, hvilket nok gjorde at jeg ikke var helt lige så tillidsfuldt åben som første gang, jeg ville gerne have haft et lille fysisk bevis på at det kan noget dér. Alligevel er der en realitet i det kan jeg mærke! Det er sjovt, at præcis der, hvor essenserne ligger er det svært at udtrykke helt præcist sprogligt. Jeg tror det er fordi de visheder kommer til min almindelige sproglige bevidsthed via andre kanaler, hvor de sproglige begrundelser for det nærmest bliver en slags efterrationaliseringer!

***
Så nu i disse dage vil jeg rette min opmærksomhed mod det skønne, det dejlige og det kærlige nærvær hvor jeg end møder det!  ---- Dette er skrevet på min mobil, med det lettere mangelfulde overblik til følge, men jeg sætter lige et situationsbillede på.

***