troede jeg forrige nat!
For pokker, jeg har aldrig været så tæt på før, ---- og det var skræmmende, pga måden og kroppens alarmfunktioner, angst og panik, og ikke at kunne flygte nogen steder hen!
--------
Nu har jeg jo hostet en tre uger, og hvad, det er der jo så mange andre, der går og gør, ---- jeg skal måske lige sørge for at passe lidt bedre på mine lunger end de fleste for tiden, ---- men det går jo over, herregud, lidt bronchitis, og det er jo bare en virus! :-)
***
Jag var gået i seng ved midnatstid, sådan helt standard, og sov helt almindeligt og udmærket, og såvidt jeg husker drømte jeg ingenting! Så lige pludselig ved godt 4-tiden vågner jeg ved at "det stopper", altså vejrtrækningen, at der er lukket for at trække vejret ind, og jeg hoster larmende og voldsomt, slim, pyt, sætter mig op i sengen, skal der virkelig hostes er det er bedre stilling at gøre det i, --- det er ren refleks, kroppens selvopholdelsesdrift, og såvidt så godt, lidt voldsomt at vågne sådan, men nu er det jo klaret, troede jeg, ----- og så var det først der mareridtet begyndte, når man har hostet, ja så trækker man bare vejret igen ind, banalt og selvfølgeligt, og det gjorde jeg så refleksmæssigt også, lettet over at hosten var overstået, ----- kun for at mærke, at jeg ikke kunne trække vejret ind. Alt var bare strammet sammen i luftrøret og der kunne kun komme en lille smule hivende luft ind, --- panikken startede her, det må da kunne lade sig gøre at trække luft ind, altså, det er da ikke noget issue, det gør vi da alle sammen og hele tiden, ---- men ikke her, nix, færdig og lukket. Hvad er der sket i min krop og hvad gør jeg? Jeg sprang ud på gulvet og tænkte, at hvis det her fortsætter så dør jeg nu, og lige midt i sådan en panik-følelse, bestemt ikke nogen fredfyldt og smuk og spirituel død, som jeg har forestillet mig at det engang skal være, ---- om et lille kvart århundrede eller så! Så vil jeg bare ligge der sjasket ud på gulvet, når nogen finder mig med mis siddende og miave ved min side! Og alt i krop og psyke kæmpede for at leve, og mere hoste pressede sig på, for det krattede nede i halsen, og den mere hoste gjorde det endnu sværere at trække vejr ind efterfølgende, så det gjorde bare det hele endnu værre, ---- så jeg turde ikke hoste og der var stadig blokeret for at trække luft ind, mareridt og ingen vej ud! Så megen angst, vildt. Jeg gik rundt i huset, og åbenbart fik jeg alligevel så tilpas meget ilt at jeg ikke besvimede. ----- Jeg har ALDRIG prøvet noget lignende, ---- det varede over et kvarter før det bare var nogenlunde igen, og dér var der så stadig hostereflekser, som ville hostes, hvad jeg slet ikke turde. Katten kiggede undrende på mig, det var da lovlig tidligt at stå op tror jeg den "tænkte". Jeg satte mig ned på køkkengulvet og aede den, den spandt lidt. Meget meget forsigtigt hostede jeg lidt igen, det er ikke fordi der er en masse slim, men den smule der er føles sej, ---- men for pokker, sådan en smule snot kan da ikke lukke et stort og velfungerende luftrør af!!!
***
Pyh hvor var jeg træt efter hele det drama, --- men jeg turde overhovedet ikke lægge mig til at sove igen, for hvad nu hvis det kom igen. Og angsten var der stadig selv om vejrtrækningen nu var acceptabel. Vejrtrækningen, altså, det er da ikke noget vi ellers mærker, vel, altså bortset lige fra hvis man bliver forpustet, og det er der jo normalt en grund til, og det går over når man holder pause med hvad det nu var af anstrengende aktivitet man var i gang med! Men ellers, og jeg har hverken KOL eller astma, bare en smule bronchitis. Åh hvor vi er sårbare, og det er jo, samtidig med hjerte og hjerne lige det allermest vitale akut vigtige i det at være i live, ---- det er få minutter vi taler om dér, mellem liv og død, det uigenkaldelige, og jeg er slet ikke klar til at dø, og skulle det snige sig ind på en på den luskede og upassende måde, det er simpelthen ikke i orden, Vorherre, pas din biks!!!!!!
***
Så jeg sov kun de 4 timer den nat, --- ja og hvad så, men åh hvor var jeg bange. Jeg kunne jo ikke løbe fra det, det var jo i mig, min krop, der var tæt på at forråde mig, min egen krop, --- det kan jeg da ikke tillade! Jeg var i angst fra åndedræt til det næste i timer, mærkede på dem alle sammen, ---- var virkelig i NUET, ikke noget rart sted!
Heldigvis skulle jeg ned til min hjælper ved middagstid, og med hendes hjælp, healing og forståelse kom der langsomt mere ro ind i det. Indsigt i hvad der var på færde, at jeg befinder mig der, hvor vandene skiller, og hvor den sunde del, som vil udfolde sig i det multiforme liv tager det sidste livtag med den opgivende del, som ikke orker denne urimelige kamp, og godt vil slutte kampen her, og som ikke magter smerten ved at gå endegyldigt ind midt i mareridtet, hvor det rent faktisk er begyndt at transformere og opløse inkarnationsgamle bindinger, som dér midt i natten forsøgte sig med de sidste krampetrækninger, for ikke at ændre og udvikle. Jeg forstår godt at de fleste opgiver, så hårdt havde jeg ikke troet det var. Jeg havde aldrig forestillet mig at jeg skulle mærke og konfrontere så meget angst, helt alene midt inde i mørket. Nogle og noget har hjulpet, jeg er taknemlig og beder til at den hjælp forbliver! Noget jeg oplevede som det stærkeste hos min hjælper var, at når jeg kunne være i en følelse af tillid og kærlighed så fordampede, smeltede angsten. Jeg har ellers aldrig troet at jeg var så bange for angst, jeg kunne vel svæve lidt væk, men det var helt instinktivt, helt tæt på og inde i mit urmareridt, som har sensationer fra langt væk fra dette livs kendte områder, jeg tænker at jeg begynder at mærke krybdyrlaget, det mærker jo normalt ikke sig selv, er jo bare i sine reflekser og instinkter, at mærke det er skræmmende. Jeg har jo altid troet jeg var så modig, men her var jeg så virkelig helt ude på kanten, hvor urdybet hvislede og så bange og så lille!
***
Jeg kan først skrive det nu, hvor det lige er på den anden side af en god nat, hvor et venligt menneske masserede tigerbalsam ind over mine lunger og sov i gæsteværelset ved siden af med sin ro, så jeg overhovedet turde lægge mig til at sove igen natten efter.
***
Ingen kommentarer:
Send en kommentar