Hu hej hvor det går......

Sidder nu på færgen på vej til 

Sjælland til
STORT bryllup!

Menuen her på båden er ikke som på billedet, det er bare kaffe og croissanter, min morgenmad, da jeg skulle faste til en akut CT-scanning på
Århus KH her i formiddags!

***

Sagen er, at jeg har fået nogen hævelse af højre ben, og kun det højre. Der har været en lille smule længe, men den sidste ugestid er det tiltaget!

Min skønne læge i Ebeltoft henviste mig til akut undersøgelse i
Århus, ultralyd af hø ben mhp om der skulle være blodpropper, hvilket der gudskelov ikke var!

Men hvad er det så? ---- så derfor blev jeg så henvist til en akut scanning i dag på Kh, som lige skulle kunne nås inden vi skulle med færgen kl 11.30!

***

Men på en eller anden måde havde vi åbenbart misforstået hinanden, og det var ikke en scanning jeg skulle til, men en samtale, ----------- hvilket jeg så var, og derpå blev jeg så henvist til en CT-scanning mandag morgen!

***

Efter lørdagens fuldstændig fantastiske bryllup i Kbh, først i Frelserkirken på Christianshavn, og derefter nogle helt formidable traktementer diverse steder i byen, med det mest vidunderlige og bevægende brudepar, ---- og en fest der strakte sig til den lyse morgen, ------------- hm ja, så var mit højre ben altså godt nok noget hævet! Jeg opførte mig bare helt normalt og ja ja stod da nok op det meste af tiden, --- så det var også en test af om det kan klare sig selv uden specielle hensyn, og det ser det så ikke ud til at det kan!

***

Jeg er da slet ikke stolt ved situationen, men håber at det er fysiske reaktioner i benet som følge af psykologisk terapeutisk arbejde i de regioner, ---- det er heldigvis et kendt fænomen! Faktisk har jeg en god fornemmelse for det, altså at det ikke er alvorligt, ---- det siger min intuition, og det bliver så testet!

***

The Hermit

In the Vikings Tarot, the Hermit is Heimdal living at the edge of Asgard, standing ready with Gjallarhorn watching for the signs of the coming visitors to Asgaard.
 Ja det er sådan jeg føler mig, at jeg fortsætter min udforskning og søgen kun på egne præmisser, uden ydre guidning. Som om jeg vandrer med kun min egen lille lampe, mit eget lille lys, og at det altså kun er det jeg sandt har at holde mig til.

***

Det betyder ingen ydre lærere, mestre, guruer, ---- intet formaliseret afhængighedsforhold til ydre lærere mere, hvilket ikke udelukker lejlighedsvis inspiration fra den side og festlige sammenkomster. Men der er en klar og entydig følelse af, at det helt selvansvarlige og autentiske fremover for mig skal findes via mit eget lille lys, så lille og blafrende det så end må være. Det føles ikke sandt mere at læne mig ind i andres fortolkninger og forestillinger, hvor vise de end kan være!

***

Der er en verden til forskel på da jeg fik kræft oprindeligt for 13 år siden og så til det tilbagefald jeg fik for et år siden. Dengang i starten var det et klart wakeup call, og jeg kunne bruge alt det jeg havde lært indenfor det dybdepsykologiske og meditative i min forholden mig til det, ---- og det var det jeg for størstedelen skrev bogen "Kræft, krokodiller og bevidsthed" ud fra. Der var forståelse og en vis logik, og jeg kunne modtage hjælp fra hele det felt. Det var dejligt og føltes nærende, og jeg havde en klar vished om, at jeg efter endt behandling var rask, ---- og at jeg havde lært det jeg skulle af kræften. Jeg blev mindet om min dødelighed, klart nok, og jeg så den i øjnene med al den dybde jeg havde på det tidspunkt, men den føltes ikke tæt på, og jeg var sikker på at jeg havde masser af tid. Og sådan gik der 12 år!

***

Sidste år brast alle illusionerne, alle forestillinger om logik og årsag-virkning. Det var en helt anden situation som krævede en total nyorientering og en ny måde at søge hjælp på, som kom fra et meget større og mere åbent og meget mere ydmygt sted. De tidligere strategier, som jeg beskrev i bogen var ikke forkerte som sådan, de slog bare ikke til i det meget større, uhåndgribelige rum jeg kom ind i. Og der var heller ikke rigtig nogen hjælp at hente, der hvor jeg før plejede at blive næret, uanset god vilje og venlighed, --- de forestillinger og måder at forholde sig på var utilstrækkelige.
Hér var døden HELT tæt på, følelsen af at gå helt ude på kanten var intens og levende, og helt ærligt, det er den stadig, ---- uanset at det fysiske nok er lidt mere i ro, så er FØLELSEN at kanten er lige helt tæt ved, og at der ikke nødvendigvis er nogen tid at give af! Ikke at jeg jo er speciel her, det gælder jo os alle, jeg er bare uhyggelig pinligt bevidst om det stort set hele tiden.

***

Og det gør faktisk noget i relationerne! Det er svært helt præcist at beskrive, det er ikke bare enkelt. Der er klart positive sider af det, noget med at værdsætte det der er, men det er ikke enkelt heller, ----- faktisk ville jeg have troet, at der var mere enkelhed og at det ville være lettere at prioritere, sådan udfra nærvær og kærlighed, men pludselig kan jeg så se de kvaliteter også i relationer som jeg ellers ikke havde følt så tætte, og så kan små stunder med smalltalk med mennesker, som jeg måske slet ikke kender særlig godt, være belivende og intense i en grad jeg ellers ville have forsvoret! På en måde er det næsten som at opgive at vurdere, for det uventede kan dukke op alle vegne, ---- men det er heller ikke helt sandt, for der er alligevel også situationer som er lettere at prioritere til eller fra!

***

Men relationer føles enormt værdifulde og skal have lov at leve, hvilket betyder at jeg ingen som helst trang har til at isolere mig fra andre ved at sidde i retreater mere, jeg har siddet i de retreater som jeg skulle sidde i, de var mange og lange, men i de allerfleste havde jeg også min kæreste med heldigvis!
Jeg føler meget det frugtbare ved at gå til og fra i kontakt, både samvær og at være selv alene, faktisk føles det som en optimal situation for mig, også mht fordybelse, hvor jeg får væsentlige input fra andre, som jeg nødig ville undvære, ---- og den vekselvirkning har faktisk altid føltes givende. Kærligheden der mødes!

***

Frank Sinatra synger: "My way"----- !

***                                         

Træthed :-((((((

Jeg forstår simpelthen ikke hvad der går af "organismen". Så træt kan jeg da ikke være!!!!! Af hvad????  Jeg besøgte en skoleveninde i går i nogle timer og vi gik en tur, det var smadderhyggeligt, og jeg var nærværende, det var hun også, men det var ikke anstrengende, det var dejligt, sjovt og intenst vedkommende, ------ er det det jeg ikke har overskud til??? Eller hvad? Nul alkohol, ellers kunne jeg måske godt forstå det, men kun to små kopper kaffe. Senere et lille kort besøg herhjemme af en ven. Jo, jeg løb en 4½ kms tur i går, men det gør jeg jo stort set hver dag.
Jeg skulle lige til at skrive "jeg er jo sund og rask", ---- nåe ja, deeeet er måske lige en overdrivelse, men jeg har det jo godt, har ikke ondt nogen steder og bevæger mig rask og frit omkrink, og er glad, mærker glæde i kroppen, som jeg også skrev om i går, ------ men hør så lige hvordan denneher dag så har været:
Jeg vågnede kl godt 8, og følte mig faktisk frisk og udhvilet, ----- og jeg mærkede denneher glæde i specielt underbenene og i det hele taget et udtalt velbehag, så det var jo synd at stå op fra, så jeg tænkte at jeg lige ville ligge og nyde det i et kvarterstid eller sådan, måske en lille halv time, ---- måske blundede jeg lidt for pludselig var kl ½ 10. Jeg skulle hente mit tidligere "plejebarn" i Rønde og køre hende til kropsbehandling, ---- busserne kører ikke så hyppigt herude, ----- men det var først kl godt 10, og blev endda via sms udsat til næsten ½ 11, så jeg spiste morgenmad, en müsslibolle af dem jeg selv bager, jeg elsker dem og en kop kaffe. Jeg havde bare taget mit løbetøj på, for så ville jeg løbe en tur når jeg havde afleveret hende, inden jeg skulle hente hende igen!

***

Fint, hun var efter planen lige ankommet, da jeg kører ind på Rønde busholdeplads, og vi kører ud på Mols og hun bliver sat af i Knebelbro! Jeg skimmer lige vandet ved badebroen på havnemolen for brandmænd og kan ikke se nogen, ---- men får heller ikke vild lyst til at bade, da der blæser en stiv, kold blæst, nærmest storm, ----- så lige hjem og tage løbeskoene på og op i bjergene, op over 3-høje, ned til en lavning og opad den meget lange uoverstigelige bakke, hvor jeg kun kan gå, den er virkelig lang, op til et udsigtspunkt på en gammel kæmpehøj, ---- der er jeg blevet godt varm og vinden føles dejlig svalende, nedad igen og en lang omvej hen til 3-høje igen, hvor bilen stod. Ialt 36 min og kun knap 3 km, men meget op og ned. Med en god følelse i kroppen kører jeg hjem, og, efter kort tid, hvor jeg lige har nået at bestille plads på et vandrehjem på Amager til bryllupsfest om 1½ uge, kan jeg se på tiden, at jeg hellere må hente hende nu i Knebelbro, hvis hun skal nå sit fly i Tirstrup. Så jeg kører afsted igen, stadig i løbetøj, kunne ikke nå et bad på den korte tid, så pyt, det snupper jeg senere!

***

Venter en lille stund på hende i Knebelbro, og så går det direkte ud til lufthavnen. Hun drikker frugtsaften jeg lige har presset til hende, så hun har lidt til turen, og har smurt en bolle med laks til hende som madpakke!
Jeg sætter hende af ved afgangshallen, så hun kan chekke ind mens jeg parkerer, og går så ind og nusser farvel og ser hun komme gennem security og kommer med på sin standby billet, og står sammen med nogle andre pårørende lige oppe i cafeteriet og ser at flyet nu også kommer godt i luften. Og her er det altså så at det mærkelige begynder:

***

På vejen hjem i bilen overmandes jeg af en uendelig søvnighed/træthed, --- selv om man jo da kan sige at jeg så rigeligt har fået min nattesøvn. Den træthed er sødmefyldt dragende og ih hvor jeg kender den, især fra køreture sådan lidt senere på dagene. Jeg kommer hjem, og kl er 14. Jeg er lidt sulten, men jeg tænker at for at få den træthed ud af kroppen vil jeg konstruktivt lige lægge mig ½ time inden jeg spiste noget! Og den halve time blev til 3 timer, hvor jeg lå i min seng og sov herligt! Kl var 17 nu, jeg var sulten og lavede mig lidt dejligt mad, som jeg spiste med avisen og lidt senere TV-avisen, der blev fulgt af et program om Australiens dyr, ------- og dér blev jeg så igen søvnig, og efter at have nikket en hel del gange lagde jeg mig behageligt med en pude under hovedet, ----- og faldt i søvn!!!!! Nå vel bare en god timestid, og vågnede til "I hegnet" som jeg nød!

***

Og nu har mis fået sin daglige godbid, i dag rejer, og solen gik smukt ned, nærmest i en sværm af måger, som jeg fotograferede og faktisk lagde ind her, men jeg synes ikke helt jeg kan det at det er på! Så nu er det ved at blive mørkt og jeg skal lige have lavet et par småting inden jeg går i seng igen, ----- men den søvnighed, den fatter jeg altså ikke!! Godnat om ikke så længe!

***

Agér eller reagér

Ager eller reager
Fra kurset i går om DE 5 VALG.
Vil vi passivt blot reagere på omgivelsernes påvirkning, eller vil vi (også) selv tage têten og skabe og gøre det vi helst vil!?
Være aktivt skabende selv, eller vente på at blive påvirket af et eller andet/andre!
Vel et spørgsmål om mod og temperament!
------
Siden efteråret har jeg løbet, jogget og her på det sidste også cyklet stort set hver dag, ---- og ja, uden at jeg mærker fremgang i min kondi, men også uden at den er blevet dårligere! Det er bedst når det er længere tid end ½ time, gerne en lille timestid, men heller ikke mere! Det føles ikke bedre med længere tid!

***

The 5 choices, ---- ja, det er et amerikansk program, som går på at fokusere på de valg man træffer, som man ønsker at give tid i ens liv, ----- og undlade blot at kigge på alle de "små" sider, som man ikke ønsker skal tage alt ens tid og energi!
Det er meget smart og der er også en App som kan downloades, ---- for mig er det med til at støtte op om det jeg ønsker i mit liv, den måde jeg bruger min energi på!

***

Men nu mht træning: Jeg kan mærke, når jeg har løbet (jeg går mindst lige så meget som jeg løber, men jeg synes at ordet løbe giver en lidt bedre fornemmelse af aktivitet, og jeg bliver ved Gud forpustet af det, især opad bakkerne) ca ½ time at tankerne bliver færre og mere åbne, og især at bekymringstanker ligesom opløses og giver plads til glæde! Netop glæde er det jeg lige for tiden har meget fokus på, ----- at åbne mig for glæden!
Det kan godt være at der ligger angst og utryghed og meget andet tyngende, men faktisk udelukker det ikke at det, i hvert fald ind imellem, lykkes mig at lade noget glædeslys slippe ind. Og det der IND har ret meget med kroppen at gøre! Der kan være morgener, hvor jeg vågner med glæde lokaliseret i underbenene, en sjov følelse, rimelig intens, lidt champagneboblende, ----- og jeg bliver så liggende et stykke tid og bare drikker den ind. Andre gange er det mest lokaliseret i hjerte og skulderområdet.

***

Faktisk er det lidt paradoksalt at det netop nu for tiden, hvor meget i mit liv er i omstrukturering, at netop glæden kan være så nærværende og næsten opleves som en ledetråd. Der er så meget uafklaret i mit liv, og så selv her kan glæden boble ind! Faktisk føler jeg at det logiske og fornuftige i tilværelsen er i opløsning, at logikken viser sin begrænsning!
I mit liv synes jeg det gælder ret generelt, ----- jeg har altid haft modvilje mod regler, der begrænser menneskers udfoldelse, hvem har ikke det, ---- men tit bliver den slags regler alligevel opretholdt og griber om sig udaf en menneskelig angst for det ukontrollable, hvorved vi tit går glip af det fantastiske, men selvfølgelig også undgår at komme til skade!!!  Men balancen, ---- vi har jo brug for det fantastiske, miraklerne, at gøre drømmene og fantasierne virkelige, at smage dem, livets dugdråber, eleksirerne, tryllerierne, ikke?

***

Begravelse

Jeg sidder her på Molsfærgen og vi har spist den medbragte mad, kl er syv aften. Rejerne var dejlige, med citron, mayonaisse og peber!
Jeg har bestilt blomster, røde og hvide, arrangeret som et flag, da den sidste gang vi var sammen med ham var til kvindefodboldlansholdets åbningskamp til EM for godt 2 uger siden. Alt var godt og vi festede sammen alle 14 ombord på hotelskibet i havnen. Ugen efter gik det galt og få dage efter var han død. Min studiekammerat og relation ind i min familie!

***

Ingen kunne have forudsagt det, det var aldeles uventet, --- de dage han var indlagt sendte omgivelserne fra jubelhåb til dyb meningsløhed og stilhed! Han var så ung synes jeg, ligesom mig selv! Vores generation er evig unge med idealisme og kreative ideer, verden åbnede sig for os med alle muligheder da vi var unge. Autoriteterne blev brudt ned og grænser forsvandt, og det var "make love, not war" og ny musik åbnede vores bevidsthed!

***

Og nu er han død. Hvad oplever han? Vi føler sorg og savn, og i morgen skal vi mindes og være i erkendelsen sammen, med alle de følelser som det giver. Udveksle og tale om ham. Måske føle at vi sammen kan hjælpe ham med den rejse hans sjæl nu er på, sende gode og kærlige følelser til ham!
Døden er vores alles vilkår, det er så demokratisk, der står vi alle hver især nøgne overfor eksistensens mysterium, ingen kan købe sig til en forgyldt død eller til andre fortrin. Dér er vi lige, små som store, når vi tumler ud i det kosmiske store rum. Går tiden der som her? Kan den døde sanse os, der i morgen sidder i en smukt pyntet kirke og synger salmer til ham? Er han med, og kan han mærke de forskelliges følelser og holdninger?

***

I går aftes sad vi i hundredevis i Ebeltoft under stjernerne og med en opstigende måne og så "Life of Pi" på et kæmpelærred. Vi lå ned og oplevede havet, tigeren og drengen så surrealistisk, samtidig med at kvindelandsholdet sluttede deltagelsen i EM ved at tabe til det norske hold ---- på straffesparkskonkurrence!
Og nu er færgen ved at være i havn!

***

Rigtig sommer!

Rigtig sommer er her, det eneste blivende sted i mit liv. Et sted i en skov ved Sejerøbugten tæt ved vandet, som min farmor og farfar købte i 1943 for 4000 kr, som min farmor lige havde arvet. De valgte den grund med flest træer, som skulle bruges til at bygge et sommerhus af. De første mange år boede vi i telt, mens blokhuset langsomt rejste sig år for år. Jeg kan huske at vi stod og afbarkede stammerne med håndkraft og udhulede dem med huljern.

***

Jeg har været her hver eneste sommer i hele mit liv, og somme tider også på andre årstider. Man kender hinandens slægter på brandlinien og følger med. Som regel er det på stranden man ses, og på skrænten ved solnedgangstid, det sidste som en tradition! Det ene billede er et badebillede med "nøgne mænd ved hver en strand", og det andet himlen efter solnedgangen oppe fra skrænten!

***

Det er det mest afstressende sted jeg kender. Som regel har jeg ingen aftaler, og dagene går bare en efter en med måltider, strandture, lidt løbeture, og enkelte ekspeditioner med madindkøb, når beholdningen kræver det. Det er regenererende for sjæl og legeme, og det er svært at tage afsted herfra igen.
Der kommer gæster af og til og de har som regel et eller andet spiseligt med, har været omkring et brødudsalg eller lignende på vejen. De ved hvor primitivt her er, og de fleste næres ved det lige så meget som os selv. Enkelte synes at her er FOR primitivt, og føler sig lidt utrygge i al den frodige natur som også rummer talrige af Danmarks farligste dyr, tægerne! De huserer og det er bedst at kigge sig efter i alle kroge jævnligt!
Hvis ikke det regner leves livet udendørs hele dagen, og adskillige sover også ude. Jeg har altid den følelse af ikke at kunne holde ud at være inde, når jeg kommer hjem fra sommerophold her, og skal bruge tid til at vænne mig til det.

***

Jeg løber og svømmer og inhalerer den friske skovluft, og har en følelse af, at det nu er ved at være på tide at gå endnu dybere ned i de psykologiske undergrunde i de underbevidste strømninger og mærke grundigt efter hvilke konsekvenser jeg er nødt til at tage for at vende denne kræftsygdoms stagnation til en klar og vedvarende helbredelse af min krop og af mit sind! <3

***

Skal lige tilføje at de billeder jeg har nævnt alligevel ikke er med, da der ikke er forbindelse nok til at uploade billeder, så jeg var nødt til at fjerne dem for overhovedet at kunne uploade taksten, ----- det er langt udenfor alfarvej, dette sted :-))

***

Kårup -- en tidslomme!

Her i Kårup har naturen taget over. Naturen har klart vundet over civilisationen, ihvertfald her i familiens sommerhus og -grund. Det suser i trætoppene, og dem er der mange af, og man kan høre havets brusen dernede fra stranden! Hele tiden når det blæser.
Jeg sidder pakket ind i tøj og tæpper, solen er bleg bag et tyndt skylag, og læser Murakami. Vi har været nede og scoopet er jo at kropssurfe ind med de største bølger.

Naboerne har opgivet at kultivere deres grunde efter spage forsøg ved middagstid, så nu er det fuglenes kvidren og de før beskrevne lyde, der fylder.

Det er naturferie! Telefonforbindelsen her er ustabil og internettet er helt ukontrollabelt, så vi er draget 20 år tilbage tidsmæssigt til dengang før verden gik af lave :-)

Der er blevet slået græs med le og fejet med koste på terrasser, vægge og gulve. Det er vidunderligt søvndyssende med en følelse af, at verden udenfor bare må sørge for sig selv!

Det føles nærende og fundamentalt sundt, og nu tabte ham i stolen overfor underkæben helt, så en stegt due uhindret vil kunne flyve ind!

***