Ja det er sådan jeg føler mig, at jeg fortsætter min udforskning og søgen kun på egne præmisser, uden ydre guidning. Som om jeg vandrer med kun min egen lille lampe, mit eget lille lys, og at det altså kun er det jeg sandt har at holde mig til.***
Det betyder ingen ydre lærere, mestre, guruer, ---- intet formaliseret afhængighedsforhold til ydre lærere mere, hvilket ikke udelukker lejlighedsvis inspiration fra den side og festlige sammenkomster. Men der er en klar og entydig følelse af, at det helt selvansvarlige og autentiske fremover for mig skal findes via mit eget lille lys, så lille og blafrende det så end må være. Det føles ikke sandt mere at læne mig ind i andres fortolkninger og forestillinger, hvor vise de end kan være!
***
Der er en verden til forskel på da jeg fik kræft oprindeligt for 13 år siden og så til det tilbagefald jeg fik for et år siden. Dengang i starten var det et klart wakeup call, og jeg kunne bruge alt det jeg havde lært indenfor det dybdepsykologiske og meditative i min forholden mig til det, ---- og det var det jeg for størstedelen skrev bogen "Kræft, krokodiller og bevidsthed" ud fra. Der var forståelse og en vis logik, og jeg kunne modtage hjælp fra hele det felt. Det var dejligt og føltes nærende, og jeg havde en klar vished om, at jeg efter endt behandling var rask, ---- og at jeg havde lært det jeg skulle af kræften. Jeg blev mindet om min dødelighed, klart nok, og jeg så den i øjnene med al den dybde jeg havde på det tidspunkt, men den føltes ikke tæt på, og jeg var sikker på at jeg havde masser af tid. Og sådan gik der 12 år!
***
Sidste år brast alle illusionerne, alle forestillinger om logik og årsag-virkning. Det var en helt anden situation som krævede en total nyorientering og en ny måde at søge hjælp på, som kom fra et meget større og mere åbent og meget mere ydmygt sted. De tidligere strategier, som jeg beskrev i bogen var ikke forkerte som sådan, de slog bare ikke til i det meget større, uhåndgribelige rum jeg kom ind i. Og der var heller ikke rigtig nogen hjælp at hente, der hvor jeg før plejede at blive næret, uanset god vilje og venlighed, --- de forestillinger og måder at forholde sig på var utilstrækkelige.
Hér var døden HELT tæt på, følelsen af at gå helt ude på kanten var intens og levende, og helt ærligt, det er den stadig, ---- uanset at det fysiske nok er lidt mere i ro, så er FØLELSEN at kanten er lige helt tæt ved, og at der ikke nødvendigvis er nogen tid at give af! Ikke at jeg jo er speciel her, det gælder jo os alle, jeg er bare uhyggelig pinligt bevidst om det stort set hele tiden.
***
Og det gør faktisk noget i relationerne! Det er svært helt præcist at beskrive, det er ikke bare enkelt. Der er klart positive sider af det, noget med at værdsætte det der er, men det er ikke enkelt heller, ----- faktisk ville jeg have troet, at der var mere enkelhed og at det ville være lettere at prioritere, sådan udfra nærvær og kærlighed, men pludselig kan jeg så se de kvaliteter også i relationer som jeg ellers ikke havde følt så tætte, og så kan små stunder med smalltalk med mennesker, som jeg måske slet ikke kender særlig godt, være belivende og intense i en grad jeg ellers ville have forsvoret! På en måde er det næsten som at opgive at vurdere, for det uventede kan dukke op alle vegne, ---- men det er heller ikke helt sandt, for der er alligevel også situationer som er lettere at prioritere til eller fra!
***
Men relationer føles enormt værdifulde og skal have lov at leve, hvilket betyder at jeg ingen som helst trang har til at isolere mig fra andre ved at sidde i retreater mere, jeg har siddet i de retreater som jeg skulle sidde i, de var mange og lange, men i de allerfleste havde jeg også min kæreste med heldigvis!
Jeg føler meget det frugtbare ved at gå til og fra i kontakt, både samvær og at være selv alene, faktisk føles det som en optimal situation for mig, også mht fordybelse, hvor jeg får væsentlige input fra andre, som jeg nødig ville undvære, ---- og den vekselvirkning har faktisk altid føltes givende. Kærligheden der mødes!
***
Frank Sinatra synger: "My way"----- !
***
Ingen kommentarer:
Send en kommentar