Al den kærlighed

Al den kærlighed!
Jeg tænker i de baner hvor vi bliver født, små nye individer, OK med en baggrund af en art, men alligevel helt nye og med nye øjne, og en ny unik mulighed, en fantastisk mulighed for at komme videre og få forløst og åbne os ud i det nye i det åbne!
Og den åbenhed og tillidsfuldhed der er i sådan et lille barn, den fuldstændige overladthed til at omgivelserne, mor og far og andre tager sig af os, vi er jo så fuldstændig i guds vold eller de andres, vi kan ingenting, er bare små klumper der kan sutte og fordøje, ----- men med den der åbenhed som jo i den grad betager os som voksne, når vi ser ind i de små børns øjne, vi husker, vi føler det der, som vi godt ved stadig er, men som bare tit er altfor sårbart, ------ og det gælder os alle, både alle kiksede og alle med check på og magtpositioner og indflydelse, vi er der i lige grad!

Barnet, spædbarnet, det giver chancer til omgivelserne, ----- og hvor mange procent er det så lige dér i omgivelserne, som får den chance, der tager den, som tør åbne sig for den totale udsathed, mødrene, der tænker, jamen hvordan vil verden behandle dette lille unikke barn, og føler sig magtesløse overfor storpolitik og de hjemlige andedams normer, og tænker, --- hun må hærdes, så hun kan klare sig i ræset, ------- eller i varierende grad prøver at gå ind og påvirke børnehaverammerne og naborelationerne i gunstig grad, men det er jo uoverkommeligt, og vi er så bange for at blive ramt, og allermest på vores børn, som vi jo har oplevet er så udsatte, ------ som vi ikke selv kan holde ud at føle os, ret meget!

***

Og som barnet, når vi er det: Åh mors kærlighed, at være i hendes favn, blive næret, mælk, holdt om, mest mor hvis det kan lade sig gøre, ellers andre opfostrere, sove i hendes favn, vågne og føle sig beskyttet mod sult og ubehag, det kan hun klare med sin krop, så jeg føler velbehag og nydelse!
Og jeg hænger sammen med mor, vi er et, en farimpuls et sted, ok men mest mor, vi er mig! Jeg elsker mor/mig det er bare totalt og rigtigt. Og hvis noget ikke er godt så ordner mor det hurtigt igen. Men hvis det er for længe det ikke er godt, så er der noget galt med mor/mig og så må jeg lave det om, så er jeg ikke rigtig. Og der starter alt det med at vi prøver at leve op til alle de forventninger som omgivelserne mere eller mindre har til et lille nyt barn. Og omgivelsernes manglende evne til den helt store empati.
Hvor mange procent var det lige, hvor mor turde rumme sin egen tomhed og magtesløshed, og udfra en (uberettiget) tillid til vorherre (se hvor uretfærdig verden er) alligevel formår at give og øse af en kærlighed, hvorfra den så kommer til den lille nye, så at der bliver en tilstrækkelig mæthed og dermed grundlæggende tillid til sig selv og senere egne værdier, og en sund følelse af at være velkommen i verden, og at have en selvfølgelig naturlig ret til at være den man er og folde sig ud og række ud med følelsen af, at det at være lykkelig og glad er en naturlig og sund tilstand, som er god for en selv og for alle ens omgivelser, da man i den situation reelt er i stand til at se det gode i alle andre, også bagved smudsige attituder.
Hvor mange procent 1, måske, kender I ret mange? Men 1 er også noget! Og det er jo også relativt, heldigvis.

***

Men vi komme væk fra os selv, langt væk, i stræben og konkurrence, ---- og hvor er det godt at nogen nu gør noget for børns naturlige kompetencer, Børns livskundskab, det er lige den slags der skal til alle vegne, --- jeg tror det er den eneste vej, hvertfald lige nu, for at vi kan blive bedre til at leve sammen på kloden. Den helt grundlæggende empati, godt det bliver gjort, åh så godt!
For hvordan skal vi ellers finde sammen igen, ------ rigtig mange af os skal åbenbart helt derud, hvor det synger fra det hinsides førend vi forstår, førend at vi indser, at vi skal helt ned gennem smerten og magtesløsheden, helt derud hvor ingenting bærer og hvor vi ingenting kan, måske undtagen at bede eller ønske eller slippe det hele i tårer og hengivenhed, ------ og når så noget der er passeret og der stadig er bevidsthed, så er det tit der, at en taknemlighed så overvældende, som trodser alle regler og forestillinger, ydmygt kan bemægtige sig en. Og det er ikke en mig/jeg følelse, den er hinsides mig, og det er ikke min fortjeneste, ------ det er noget af en vej, men for søren der er mange dødsfølelser undervejs, hvor man ikke, slet ikke ved om det bærer eller ej.

Og hvad er det så der gør, at noget bærer igennem, hm, måske et mod, og hvor kommer så det fra, en rummen det mest frygtelige og forfærdelige, jamen det kan vi jo ikke, så det må gå gradvist, ----- og vi kan ikke bare lade det der guddommelige klare det hele, vi er nødt til også selv, på de niveauer vi er, hvor det er svært nærme os det og føle hvad der er, mærke og rumme, OG bede om hjælp fra det guddommelige, men det gør ikke arbejdet for os, ----- det er ikke nok med tillid, undskyld hvis jeg ødelægger nogles illusioner, alt det der hellige fims, som jeg kalder det, det er ikke nok. Og det er her på jorden, her i den beskidte dagligdag med alt det grums der er, det er her arbejdet skal gøres, ----- det er ikke nok at sidde i lange retreats, det gøres ikke med det, det skal prøves i det jordiske almindelige liv. Fint med pauser, hvor vi samler energier og lader op, men vi undgår ikke jord under neglene og at se på de konflikter som er omkring og i os, uden at vi dog behøver at gå ind i dem allesammen!
Vekselvirkningen, tilbagetrækning og så ud og mærk, nede på torvet, i mylderet, som Bob sagde: i starten bliver vi så sensitive og har brug for tilbagetrækning og beskyttelse, men det er ikke målet, ikke specielt fint at være så sart, målet er at vi til enhver tid kan stå midt i det hedeste helvede og alligevel være centreret i kærlighed og væren, at en robusthed og styrke kan være tilstede samtidig med den fine sensitivitet!

***