Feber

Bare sådan en lille smule feber, her til morgen 38,0 ---- da ikke noget særligt, men det tager altså lige den smule vågenhed og overskud, som jeg ellers har! Jeg ku´ sagtens lade som om, tror jeg ville være i stand til at narre enhver, ved bare at smile, tage blink på i øjnene og sige et par kvikke bemærkninger,så ville ingen opdage noget, ---- og sådan har jeg jo levet rigtig meget af mit liv, sådan ud fra følelsen af, at der er alligevel ingen hjælp at hente, jeg er alligevel nødt til at klare det hele selv, ---- så at vise hjælpeløsheden udadtil, det kommer der alligevel ikke noget ud af, og den der medfølelse eller medynk, som jeg så kunne opleve, den virkede nærmest energidrænende, ofte nærmest som om at dem jeg så alligevel kom til at vise sårbarheden lidt for godt kunne li at jeg ikke bare vare så "stærk". Og så al den ledsagende misundelse fra rigtig mange, især kvinder, igennem mit liv, alle dem, som ihvertfald ikke så de hjælpeløse sider bagved successen og kompetencerne.
Jeg har selvfølgelig altid selv mærket sårbarheden, tvivlen, rådvildheden, været helt på det rene med de sider, og undret mig såre over at ingen andre tilsyneladende så dem, og at de bare tog mine overfladeattituder for gode varer, så godt synes jeg heller ikke selv at jeg spillede rollen!
Og så kommer alt det her kræft-halløj, først for 12 år siden, udløst, men ikke forårsaget af sårethed i et parforhold, det gav en vis lettelse fra rollen med at være kompetent og selvkørende, --- men så kørte det jo igen, flot arbejde fra det etablerede sygehussystem, op på hesten igen, bevares med en lidt dybere forankring.
Men så nu, nu er det bare helt inde centralt, helt helt inde helt tæt på hjertet, og det kan slå mig ihjel. Og lungerne, hjerte og lunger er jo de helt fuldstændigt fundamentale livsbetingelser, at ilten, lyset cirkuleres rundt. Og her har jeg ingen kontrol, her har jeg ikke check på at det fungerer, jo jo jeg kan regulere lidt på den medicin jeg får, men det centrale, nix, det er ikke mig der styrer det her. Så hjælpeløsheden er stor her, og den følelsesmæssige ligesådan. Og det er jo så præcis her at jeg oplever at vi alle er i samme båd, ----- og jeg orker ikke at lade som om at "det her skal jeg nok klare", lægelig viden og mod og kreative løsninger, ---- mit jeg kan ikke besværge skæbnen, der skal jeg dybere ned, længere ud, ud i det fællesmenneskelige, og det er jo det jeg hele tiden har prøvet at skrive om og formidle her på bloggen.
Så aktuelt, ulykkeligheden, det manglende overskud, jeg kan kun prøve at være i det som det er lige nu, også selv om jeg aldrig har erfaret, at det har givet noget fra sig at synke derind, ----uden tro på det eller håb om at "noget alligevel vil lykkes", så må jeg alligevel bare være tro mod det der er og være i det, ---- og jeg aner intet om hvad der kommer ud af det, om noget overhovedet, ----- andet end en smule større sandhed og ægthed, at stå ved det der er, hm!