torsdag den 6. september 2012

Klarhed i natten :-)

Silkesjalet ligger slængt henover dynen så jeg kan røre ved det, ---- det er dejligt køligt, behageligt let, ormespind, kokoner, silkeormenes værk, alle de bittesmå helt helt tynde og stærke tråde, som bevidsthedstråde vævet ind i hinanden i lag, så det får den tykkelse det har her. Farven som ikke skulle have været sådan, men egentlig var en fejl, men så var den alligevel pæn, unik og helt speciel og indebar noget nyskabt, ikke før tænkt ----- Nu ligger det her, skabt af en kunstner med sans for at sanse og skabe ----- en energi der hvisker "Silkemadonna" -----
*
Jeg ligger og venter på ammebarnet (hvis det hedder det, kan nogen mon hjælpe her? Hvis et barn i de gode gamle dage ikke blev ammet af modern men af en anden kvinde, som måske bare var hyret til det, så havde barnet en amme, det udtryk kender vi. Men hvad var det ammen fik med barnet, hvad hedder barnet for ammen? Fik ammen et ammebarn eller hed det et pattebarn, eller hvad hed det?)

Men indtil jeg kender udtrykket så kalder jeg det ammebarn.
Mit ammebarn sidder lige nu i et SAS fly som lettede fra jordens bagside i går, --- for det er da os der bor på forsiden, ikke? :-D og hun lander i Tirstrup kl 8, altså om godt 4 timer. Hun kommer bare for at besøge sin amme, mig,  ----- og jeg får tårer i øjnene --- den lille nu store voksne kvinde, nu 40 år. De er allesammen 40 år, de kvinder hvor det lige nu swinger, ---- nå rim kan være gode, ja ja :$
*
Der var klart udenfor, lysende, Venus var kun lige over skoven, den er ved at skifte tegn fra tvilling til krebs, mere ind, ned i havet, urhavet, det stille vand, forsigtig nænsomhed, ---- blidhed og meget sesitivitet, overfor hinanden mennesker imellem, åh så gode muligheder for blid kontakt!
*
Jeg fik sendt brevet om anmodning om second opinion i går, fik det formuleret med hjælp fra min genialkompetente svoger, der skar til benet og hudflettede mig og mine for vævende formuleringer så jeg blev febrisk og usikker, stresset og bange, det var så hårdt og jeg mærkede harachakraet knuge sig sammen, aughh det gjorde ondt, --- han havde ret, det blev så godt, præcist og klart og fik samtiden en lysende selvfølgelig lethed. Jeg beder jo om helbredelse og vælger at acceptere den dermed forbundne risiko ved en sådan operation med fjernelsen af de der to store strangulerende lymfeknuder i mediastnum superior, det rum hvor bla hjertet ligger <3
Jeg har slet ikke talt med min ledende overlæge om det endnu, men det er planen at jeg vil prøve at få fat på ham nu her når det bliver dag. Kæmp for alt hvad du har kært,  står der jo, ikke? I dette tilfælde livet, glæden, kærligheden,----- jeg vover at række ud, igen efter stjernerne og hjertet. Og ligesom før kan jeg ikke vide hvordan det vil gå, men jeg kan jo kun gøre det med tillid, ---- at lægge sig tillidsfuldt under kniven og sove narkosesøvn med muskler som er sat ud af funktion og ikke kan sætte sig til modværge fordi jeg rækker ud og vælger livet --- det er tillid og risikovillighed!
Lad os nu se om de overhovedet vil gå ind i det!
*
Åh nu vælter søvnigheden ind over mig, kl er fire, mmmm Morfeus' arme holder om mig, === godnat.
*

onsdag den 5. september 2012

Hver dag i denne uge kl 16 vil Erik Meier Carlsen lave tibetanske dzogchen ritualer til vejledning i bardoen for Ib, som Namkhai Norbu Rinpoche har undervist i. Det enkleste og smukkeste ritual til påkaldelse af De Fredelige og Vrede, stammer fra Chögyal Namkhai Norbu Rinpoches terma, og kan synes særlig passende nu. Zhithro!


 se tekster fra Dødebogen de direkte introduktioner til Den Oprindelige Væren (Side 96-105), det er traditionelle tibetanske ritualer, og vajrasangen bliver sunget!
Det er så ubeskriveligt  værdifuldt at Ib får mulighed for at få denne vejledning direkte ind i sin åbne bevidsthed i sin helt egen valgte buddhistiske tradition. Stor stor varm tak til Erik, som generøst giver dette frit <3
Som en hyldest til livet tog Lennart disse billeder, ------ jeg havde lige modtaget silkesjalet fra Bente, det er stadig sommer, vinden er lun og solen er blid og mit hår er stadig omend det nu synger på sidste vers og fælder i totter

Jeg følte mig ekstatisk derude i luften, følte mig healet af silken, som en sommerfuglepuppeenergi, lod mig udvide mig i et følelseshav i slægternes tidsperspektiv på 5500 år som stendyssen giver
Så kan jeg næsten ikke mærke hvad følelser det er, de bliver så store, det kan lige så godt være lykke og ekstase som sorg og smerte, det føles som det samme i en fælles storhed
ikke at kunne skelne, men føle samhørigheden, det er forunderligt og er som at være i urhavet og bare høre til <3

Nat

Har ellers siddet og sovet i en blidhed med silketæppet, og her er lys i værelset, lyset for Ib,
Himmellysene er derude, alle tre med farve om månen. Der er heldigvis lidt blødt skylag, og det er den køligste nat til nu med bare 10 grader.
*
"Pas på lille Mathilte," hviisker det i mig, " de lys, det skal ikke gå for stærkt, det skal gå helt helt nænsomt, blidt og stille, det skal være helt blødt, helt helt blødt, åbne bare så lidt, så det nærmest ikke anes, kroppen skal være med, kroppen skal kunne holde til det, det er den det hele skal igennem, stille, ingen pludselige voldsomheder, tålmodighed, tillid, venten, stå stille, ikke række ud,  blive inde, nære det indre spædbarn------" <3 Med hjerte, med hjerte, hjerte ------

Drøm og virkelighed

Drømte sidste nat, at jeg var en mand og min kæreste en ung lyshåret kvinde. Det lå i luften at nu skulle vi til at have sexuel kontakt snart, det forhold skulle til at igang! Og min kæreste var også helt med på den og kulturelt præget af, at det var helt OK, selv om hun egentlig slet ikke var rigtig klar til det! Men jeg som mand beslutter at sådan skal det slet ikke være, det haster slet ikke, jeg vil bare ligge og holde om hende om natten, og selv om hun, fordi hun tror hun skal det bliver sexuelt lokkende så vil jeg vente og give tid, vente ligeså længe indtil det langsomt vokser indefra og gløden breder sig som varme og kærlighed og dyb lyst i hele kroppen, og selv dér vente, for det første samleje med hende skal være ligeså fuldgyldigt, helt og totalt sammensmeltende, som jeg ved vi vil få det senere, men det skal være totalt fra starten, blidt, stærkt og uimodståeligt vidunderligt <3
*
Jeg har stadig mit eget hår som det plejer, men for første gang i morges mærkede jeg at der røg en lille tot af, ---- så det synger på sidste vers! Jeg havde lige fået mit silkesjal, sendt expres fra Bente, ---- og jeg rev pakken op og tog det om mig, åh, at være i puppen, den healende energi, jeg vidse det, det giver mig ro, men meget mere end det, det gør en masse mere som jeg ikke ved endnu. Og så som en hyldest til livet og skabelsen tog Lennart en masse billeder af mig ude, ude i græsset, oppe ved stendyssen, mod havet, mens jeg gik rundt og jublede og græd af sorg og lykke over at være til i denne krop i dette liv i luften i vinden på jorden. Naturen som forløser, ------ lægger nogle ud på bloggen i morgen hvis jeg når det!
*
Som det mest konkrete praktiske har jeg så fået skrevet brev ang second opinion på RH og skal ringe om det i morgen. Mærkeligt at være så åben ud i det blå og himlen og så samtidig være så fokuseret og koncentreret med sådan et brev. Jeg fik stor og barsk hjælp af min genialkompetente svoger!
*
Der var ring om månen før, og nu går jeg ind i natten, med et lille lys stående her for Ib
*

tirsdag den 4. september 2012

Overskyet

14 grader i en blid nattevind udenfor, og overskyet! En blidhed og følelse af beskyttelse. Af at der i forhold til i går er kommet en ro til. En nærende, omsorgsfuld, ikke-krævende langsomhed som føles som en befrielse i den intense energi. Som om den store kosmiske moder nærer mig, det lille spædbarn, med sin betingelsesløse kærlighed og lyttende nærvær, ---- og denne moder har styrke og mod til at føre denne handling ud i livet ud i virkeligheden, den fysiske, at heale min krop og gi ro!
*
Den overskyede himmel bidrager til denne følelse af beskyttelse, og lader mig i langsomhed gå videre i denne proces på en måde, hvor jeg meget bedre kan tage alt det lys ind ligeså gradvist og udramatisk, uden pludselige shock og rystelser. Det må gerne være helt anonymt og stille, og der er en tålmodighed i det i mit ellers ofte rastløse og utålmodige sind!
*
Det er derfor det er Gudinderne der er på banen nu, tror jeg, de mandlige guder venter, det er ikke deres tid lige nu, --- de kommer måske når/hvis jeg skal til RH og opereres, vi får se, ---- det er jo ikke fordi den kraft ikke skal være der, det er jo bare hver ting til sin tid, og nu altså beskyttelse i det blide overskyede nattevejr. Vil ønske at den ro vil forplante sig ud til mange andre, at vi tillader os det!
*
Har sovet 2 timer indtil nu i nat, tror jeg tager et par til, her siddende i min skønne hospitalsseng med ca 40 grader eleveret hovedgærde (det kan jeg sagtens vænne mig til) og helst liggende på venstre side, det føles bedst!
Kærlig hilsen Else Mathilte <3

mandag den 3. september 2012

Himmellysene

De der mandorlaer før, det var det samme som telefonerne i havet langs stranden før.
Planeterne var der, de brager ned fra himlen begge to. Venus over skoven, MEGET lysstærk og i tvillingerne, min datters tegn. Den lykke jeg følte, da jeg fødte hende og hun blev holdt op og jeg så det var en pige. Måske den lykkeligste stund i mit liv. Der var så mange drenge og brødre og jeg havde allerede en søn, drenge kunne man altid få, de kom af sig selv, men piger <3 Og den lille søn jeg havde fået som 19-årig havde været så lille, da han blev født, og havde skulle bruge tid på at få styrke ind i sin lille krop for at kunne tage næring til sig, og jeg var jo bare en teenager, ikke nogen moder jord, nærmest en slags storesøster, ----- han lille og svag, mig ung og umoden som mor, og han insisterede ikke i sine krav til mig! Senere er han blevet stor og stærk og dejlig, og siden datteren gennembrød min ungpigedansende personlighed med sine insisterende krav på mig som MOR har den energi heldigvis også kunne overføres på ham, hvilket har været vigtigt i hans og mit forhold.
For hun kunne kræve, og der som 25-årig var jeg åbenbart blevet moden til det. Der skete det at mit hjerte bare åbnede, hun åbnede mit hjerte for første gang. Hun lå der, normaltstor, smuk og bastant og krævede mig. Jeg vidste det allerede efter den første halve time efter at hun var født, mens jeg lå og kiggede forelsket på hende, ---- hm det her, det forpligter. Jeg havde troet det var en myte med den der moderkærlighed, noget som kvindepolitisk bare var skabt for at holde kvinder nede, der kunne være den slags holdninger i kvindebevægelsen, som jeg selvfølgelig var med i, ikke i frontzonen men lige bagved!
Men hun lærte mig kærlighed, min datter, åbnede kanalen der siden har flydt med glædesfyldt væren med begge børnene.
Og så er det at denne proces på en måde nu vil have overtonerne med i al dette honningflow der sker, med alle de synkroniciteter det regner med, med alt denne insisterende, strømmende energi. Og var det personligt før så er det almenmenneskeligt, kollektivt nu. Så derfor har jeg nu skrevet alt dette for at få lidt tid til at mit system gradvist kan vænne sig til det her kollektive energifelt. Jeg vil så gerne vi kan være sammen om det, at jeg kan rumme det med denne krop hvor det altså strømmer igennem, denne ellers så gode og harmoniske krop, som nu er presset og noget belastet. Jeg ønsker ønsker virkelig at det kan lykkes, og al den hjælp jeg modtager alle vegne fra tror jeg på er med til at lette processen. Alle de tilgivelser og strømmende kærlighedskræfter som er levende og åbne.

Det er jo nat og helt mørkt endnu, og kroppe har brug for hvile, så jeg vil lægge mig til at sove igen!
Ja, Jupiter var der jo også og den aftagende måne med en svagt farvet ring omkring! Godnat for nu!