Sommer, ferie og sol i DK :-)
Jeg sidder lettere svedig og stadig småforpustet efter at have løbet 4 1/2 km her i Virum-området! Det føles sundt at løbe, jogge, lunte og den slags! Faktisk gør jeg det hver dag, for det føles som om jeg får lungerne "strakt ud" ved det, ---- det føles ikke godt ikke at komme ud til grænserne med forpustetheden, så jeg springer helst ikke en dag over. Det er lunger, hjerte og ben! Om morgenen har jeg et lille 7 min.s træningsprogram som hovedsagelig er for arme og overkrop + mave og baller! Så faktisk er jeg ret godt fit for fight, og har det godt med det!
Jeg synes ikke min kondition forbedrer sig, men den bliver heller ikke dårligere. Egentlig burde den blive bedre, jeg har jo trænet sådan siden efteråret, ---- men faktisk har jeg altid haft det på den måde, at jeg har en god grundkonstitution, som åbenbart ikke lader sig rokke!
Jeg bliver stadigvæk betydelig mere forpustet end jeg skulle, hjertet er jo sådan set godkendt, så det må være hø.lunge der gør det.
Det var jo fint nok at Den sidste CT-scanning var uændret fra sidst, dvs fra 3 mdr forinden. Lægeligt er det en succes, men mine ambitioner er højere, jeg vil gerne have kræften til at svinde! Næste gang er 24.sept.
Vi var 16 personer som tog turen til Göteborg for at heppe på fodboldlandsholdet, som spillede EM åbningskamp mod Sverige! Min niece er på holdet og spiller som en drøm, ---- og hun var lige ved at score!!! Men altså kun lige ved! Vi boede allesammen på et hotelskib i Göteborgs havn, det var skønt at sidde på dækket om aftenen efter den uafgjorte kamp!
Jeg rydder op i mit liv, fysisk og psykisk, ---- mærker mine grænser, og gør alt hvad jeg kan for at respektere dem og holde dem! Det er ikke bare så let at føre ud i livet, men med træning går det bedre og bedre!
***
Ingen kommentarer:
Send en kommentar