Men nu her, lørdag aften: Jeg er i
Holme hos de to små herligheder. Vi har lavet spagetti-kødsovs sammen, og de er faktisk ret gode i et køkken!
Nu ligger jeg og flyder på sofaen med en tigerunge, snetigerunge over mig som tæppe, Gaia spiller et spil på en computer og
Pi et på en anden, og der er hyggekommunikation på tværs! Jeg tænker lidt, at måske skulle jeg aktivere et eller andet fælles, men det er egentlig så hyggeligt detteher, og min ladhed elsker det, så jeg lader det være, ---- jeg kunne godt spise et eller andet, måske spørger jeg dem om der ikke er noget et sted om lidt!
Billeder er fra en af mine træningsture med bjergbestigning i Mols Bjerge, en skøn solskinsdag for et par dage siden, der er ret himmelsk!
Og nu er jeg endelig kommet på en PC, så det er muligt at komme til at revidere i dette, og hold da op, det er alligevel anderledes, kræver lidt tilvænning at skrive på andres computere!
***
Men til sagen, livet og døden!
Skal ha scanningssvar på onsdag, med backinggroup som støtte! Og jeg har den fornemmelse, at der er en ændring dennegang, og til hvad ved jeg ikke!
Det har været rigtig spændende at læse Anita Moorjani og høre nogle af hendes interviews på hendes hjemmeside, ------- det føles som en støtte til den holdning, som jeg i forvejen er igang med. Det helt åbne og udogmatiske, hvor der ikke er faste regler og overbevisninger, hvor det klart er en frihed og en samhørighedsfølelse med stort set alting, og hvor der ikke er niveaudeling og konkurrence!
Det kan godt være at vi her i det almindelige sociale liv er nødt til at vælge til og fra, men jo helst udfra en gennemstrømmende fornemmelse af glæde, lyst og sandhed!
Og for pokker, det behøver altså ikke at være med sammenknyttede øjenbryn og alvorsminer, lethed og morskab er fuldt så spirituelt seriøst. Selve letheden, en dansen med emotionerne er i sit væsen transcendent!
Tit tror vi jo at vi skal ændre os ----- og verden, men måske er det bedre at se en Monte Pyton film og få den humoristiske kant på livet frem, men faktisk er det jo lidt uoverkommeligt, både med en selv og med verden!
***
Clasher det med grænserne?
Har jeg spurgt mig selv.
Og umiddelbart kan det jo godt se sådan ud!
Så er det jo bare sådan, at hvis jeg er i den udogmatiske lethed, så er grænserne faktisk ikke noget problem, ---- på den måde at det så ikke er noget problem at sætte dem, for jeg har opdaget at det ikke virker bedre at markere dem med pigtråd og høje råb (OK det har været nødvendigt i starten, men det var lidt anstrengende), når jeg klart mærker min omsorg for mig selv og min selvfølgelige ret til at have de mere eller mindre tilfældige grænser, som jeg nu har, så behøver jeg dårligt nævne dem, og da langt mindre undskylde at det er sådan. ----- Og det er jo så lige noget af hele humlen mht årsager til kræft!
Jeg er bestemt ikke ligeglad med mine grænser, det er bare ved at være ophørt at det er noget problem at de er der fordi jeg selv har accepteret dem, rimelige eller ej, det er ikke vigtigt.
***
Den indre øgle, det indre barometer, GPS, mavefornemmelse er fuldstændig ligeglad med argumenter, den side har ikke tvivlen og overvejelserne, men blot retning og væren. Problemet er at de fleste af os ikke helt tillader os selv at lytte, at tage det alvorligt, den klarhed der ER. Støder det nu an, bliver folk sure og tager afstand fra en osv. Men det glade budskab er at det præcis er dér vi er vores egne værste fjender og forræddere, ----- når vi selv giver slip på al den tvivl (som jo er pseudotvivl) så er der heller ikke nogen problemer med omverdenen!
Jeg kan godt selv høre, at detteher er sagt før, virkelig mange gange, men jeg har ihvertfald ikke taget det helt ind før, og såvidt jeg iagttager har de færreste andre heller ikke, ----- så markedet er åbent for forkyndelser!!!!!
***
Så bliver det sjovt, men også lidt enegangsgang, for så er der ikke brug for lærere og guruer, og det er jo ellers så hyggeligt at følges i flok, og så betryggende at have en defineret måde og et sæt regler at følge, stimuleret af konkurrence om at være kommet længst ad den fastlagte vej. Men det bliver desværre en lidt lukket vej med forskel på os og dem. Det giver tryghed, en niche som kan give vækst i puppen, men når sommerfuglen folder sine vinger ud ser den at der er mange flere dimensioner, ------ og det kan godt indimellem være skræmmende, men der er bare ingen vej tilbage, puppen er brugt!
***
Ingen kommentarer:
Send en kommentar