Ravnene ---- visdom og fremhentning af dybe indsigter!!

Visdomsfugle! Deres lyd er speciel!        http://www.fuglestemmer.dk/ravn
Da jeg sad ude på gårdspladsen for nogle dage siden hørte jeg den! Lyden gør noget ved mig, ----- allerede for mange år siden, da jeg første gang så og hørte en ravn nede i Grækenland ved et lille kapel, der lå på kanten af en afgrund. Allerede der følte jeg en underlig berørthed ved kontakten med den fugl! Og nu er de her, lige her, hvor jeg bor, ---- og hvorfor skulle de ikke være det???? næh vel, men det føles alligevel som et strejf af en fuglevinge i retning af synkronicitet!

***


Odins budbringere,  Hugin og Munin, tankens og erindringens symboler, som også opfattes som symboler for Odins shamanlignende evne til at "flyve" gennem tid og rum, til at se og vide alt. De sendes ud om morgenen som sorte "spioner" og lander hver dag igen flagermustyst på hans skuldre for at hviske ham al verdens nyheder i ørerne.
Vikingerne brugte ravneflaget, et trekantet silkeflag med frynser og et billede af en blåsort ravn i midten, når de skulle ud og erobre!
Morrigan, en keltisk gudinde brugte ravnen som orakel. Ravnen er i græske og romerske myter også, som viderebringelse af dybe, skjulte sandheder, ----- men den er i stand til at tie, så det er den, der bestemmer om ting skal videreformidles!

***

Den indre øgle :-

Krokodillen, som den mest viser sig for mig!   Udtrykket "Den indre øgle" har jeg fra min svoger, som bruger det lidt synonymt med "mavefornemmelse"! Billedet her er fra min bog om kræft og er tegnet at Gaia. Dengang var øgleenergien også klart med, og den er på ingen måde til at spøge med, det er den instinktive visdom, som er sikker og som der ikke kan forhandles med, og som man ikke bare kan være overfladisk gode venner med og klappe på ryggen. Det er den, der bestemmer over liv og død, den er ubønhørlig og ikke logisk og fornuftig, og den gider ikke forklare, endsige undskylde, det den står for. Man kan gå med den eller imod, og i sidste tilfælde overlever man ikke. Det er urhjernen, krybdyrhjernen, der ved om liv og død, hinsides rationalitet og sentimentalitet. Vildkvindens arketype har en del af disse træk, urmennesket, overlevelsen på kloden. Ved sygdomme, der truer vores liv aktiveres denne arketype og der kommer tit drømme om krokodiller og slanger i perioder med livstruende sygdomme.

 

***

 

Nogle gange har øglen længe skubbet til en med klare impulser, inden det lang tid efter går op for en, hvad den ville, og så er det indlysende og ubetvivleligt, ---- og det sjove er at alle forsøg på at forklare øglens impulser og drivkraft er efterrationaliseringer af en indre vished, der ikke kan forklares eller begrundes, og som ikke er logisk eller vækker genklang og accept fra andre. Derfor vil alle forsøg på at forklare hvorfor man følger øglens retningsangivelse være sekundære, da den egentlige grund ligger udenfor vores almindelige forståelse og logik. Måske er det mere i retning af det vi kalder intuition, det lyder næsten bare lidt for blødt og følsomt i denne sammenhæng :-(

 

***

 

Ku' man kalde øglen guddommelig, næppe! Det guddommelige har for os meget med kærlighed at gøre, og det er ikke det, der let associeres med øglen! Men nogle fællestræk er der alligevel, feks det, at begge instanser befinder sig udenfor vores logik, fornuft og almindelig menneskelig deduktion!

Øglen er hinsides godt og ondt, og dømmer ikke, ---- hvilket vel egentlig også kan siges om det guddommelige, ikke?

Det her er lige for at vække bevidstheden om øglen, mere om den senere, ---- nu skal jeg en tur ud i bjergene og løbe!

 

***

 

 

Det spejlblanke hav, ----- og rejsedrømme!

---

Jeg blev så fascineret af havet med skyerne der spejlede sig, det var helt stille, ---- i dag blæser det lidt, ---- men det spejlende, så forunderligt! 

 

***

 

Læser Iben Thranholms bog "Himmelflugten", hvor hun interwiever forskellige ang. livets STORE spørgsmål, jeg tager den i små bidder feks når jeg sidder i læ ude på gårdspladsen i solen om morgenen med kaffe og boller og syltetøj af de bær, det lige pt vrimler med! Små lykkestunder med drømme og ønsker og planer!

Feks har jeg meget lyst til en tur til Assisi NU her meget snart, bare en god ugestid, men uanset hvem jeg har spurgt så har de ikke råd, eller deres kalender er booket tæt for de kommende måneder med arbejde, kurser mmm. Lige et smut omkring Firenze for at se Ufficierne og Marco-klosterets billeder kunne jeg nu godt tænke mig, men min sociale og også lidt uselvstændige side har brug for en rejsefælle, som jeg kigger efter og stadig håber dukker op!

 

***

 

Jeg har været i Assisi én gang før for mange år siden, og der var magi i luften, hele den søde stemning, og det lukkede op for kreativiteten. Jeg følte mig velsignet af al den kærlighed der strømmede på det sted, ---- og tænker hvordan det mon vil være nu!

 

***

 

 

 

 

Mellemtilstande -----

Utålmodighed er det ord, der lige beskriver, at nu må der altså snart godt vise sig et bare lille mirakel. Jeg har brug for et! Pyh hvor jeg arbejder for sagen, helbredelsen, og nu har jeg brug for et lille klap på skulderen af skæbnen. Jeg har en virkelig god disciplin, som har hjulpet mig rigtig meget igennem livet i mange forskellige situationer, og tak for at jeg er i stand til det! Men det er squ også hårdt at tage sig så meget sammen og fortsætte i plovfuren, og skifte furer og tilpasse sig, når det skal til. Men jeg er også lidt træt og trænger til at blive båret lidt, aet og nusset, så jeg føler, at der også er noget medvind!
Så tager jeg en tur med at vende kærligheden ind imod mig selv. I vores kristne kultur hedder det "elske sig selv som sin næste", men i mange tolkninger går det mest på det moralske med at være åh så gode og kærlige mod næsten, fint nok, men ikke fint at det sommetider betragtes som narcissistisk at nære sig selv og sine behov med grænser og det hele! Da jeg gik/løb oppe i bjergene i formiddags og havde fået vejret efter den stejle opstigning slog det mig, at det faktisk er ret let at ophæve den forskel på en selv og de andre!
Den kærlighedsfølelse som let går udad til dem man elsker allermest og er så dejlig at mærke, kan jo let vendes så den rettes mod en selv (også), og det der nu gik op for mig var, at så bliver jeg jo på en måde selv en af de andre!
Og det var faktisk en dejlig følelse, en form for ophæven af forskellene, også som at se sig selv lidt på en måde, som en af de andre, som jeg også holder af og som jeg ønsker godt for.
En rar følelse af samhørighed med, øh ja med lidt store ord, menneskeheden!

***

Der var svampe deroppe, det er den tid nu, jeg var lidt i tvivl om de var spiselige, dem jeg havde plukket, og fik det bekræftet på hjemvejen, da jeg kom forbi naturvejlederens hus, ----- det er de, parasolhatte, der nu afventer stuvning!!!

 

 

***

 

Og nu, lige nu, mens jeg sidder og skriver dette får jeg en mail fra en ven, en praktiserende psykolog, som jeg har talt reinkarnationserindringer med, (en af de få, jeg er stadig ret blufærdig omkring det)og han sender mig dette link

 

http://www.brianweiss.com/

 

uh, det føles nærmest som om det er det mirakel jeg bad om lige før ----

 

----- jeg har lige set videoerne, og endelig føler jeg at der er ved at komme hul igennem til det, som jeg er nødt til at forske i "psykologisk kræftbehandling"------ vi er nødt til at komme dybere i den forståelse, årsag til kræften ligger dér, i de tidligere liv, ----- kræft er en altfor overdreven respons på stort set hvadsomhelst vi har foretaget os i dette liv, og desuden er den rene fornemmelse som kræft kan give klart relateret til noget fundamentalt helt ukendt i relation til alle erfaringer i dette liv!

Jeps, det er en påstand, men den står jeg ved, og giv mig gerne links hvis I kommer i kontakt med noget der ligner cancerterapi vha reinkarnationserindringer og -forløsninger!

 

***

 

 

 

Balance

Så er det balance, der er i fokus!
Al terapien, åh så dybt ned, og selvfølgelig ned i de dybeste smerter og den dybeste rædsel, ---- hvilket er helt nødvendigt, og det åbner for lys, bevidsthed og healing! OG så er det også så nødvendigt at have kontakt til ressourcerne, styrken, glæden og alt den vilde, kraftfulde natur i en, så turene ned i mørket overhovedet kan lade sig gøre uden at det bare dræner energien! Det føles som den balanceakt jeg kender gennem hele mit liv, og som jeg har været mere eller mindre heldig med.

***

Læser udvalgte passager af "Kvinder der løber med ulve" igen, da vi bruger noget af det til kurset om urkraften, som kører nu pt i disse uger. Det er frodigt og føles sundt og stærkt.
De helt sarte og offeragtige sider går helt tilbage til et lillebitte barn, hvor verden er formløs, så det må jeg jo vandre med i favnen og nære og beskytte med de velfungerende voksne sider, som sagtens kan klare hvad som helst, ------ det sjove er jo bare at helheden mig består af en blanding af de to, såe hende den velfungerende er ikke bare alene på banen, --- det er sommetider som et vuggestuebarn, der skal styre et exprestog :-(   Pyh, bare et gran af humor hjælper!  Det værste tidspunkt er indsovningen om aftenen/natten, hvor forsvarene løsnes og angsten og hypokondrien kommer vel meget på banen. "Hvorfor bliver det ben nu ved med at være hævet? Når der nu ikke er nogen forklaring på den hævelse (heller ikke prøven for æggestokskræft var positiv, nej selvfølgelig har jeg da heller ikke det, men det var for en sikkerheds skyld, sagde den sidste samtalelæge på KH), så må det da snart hæve af!  Hvorfor hjælper den kinesiske urtemedicin, som skal koges og ligner rent heksebryg, ikke på det? Hvorfor får jeg sådan en uro i hjertet, og hvorfor fik jeg flimmer-migræne 3 gange i dag ---- hvorfor hvorfor dit og hvorfor dat, som vi kender!"

***

Det er "bare" helt almindelig dødsangst, ---- her hvor jeg ellers træner dagligt med cykling og løb, så jeg aldrig har trænet så meget så længe (nu i snart et år) om end jeg stadig er forpustet op ad bakkerne (virkelig meget), og såmænd nok er ved at blive rask og har måske et kvart århundrede foran mig! Og det der med døden, mtja, er jeg tættere på den end så mange af jer raske, det vides ikke, og den der død er jo vores helt fælles vilkår, og selv om den er skræmmende i al sin uvished, så er der også en lille nysgerrighed, som synes at det bliver spændende at få vished over måske bare en lidt større flig af det hele! Måske der også kommer en slags forklaring på alle de inkarnationserindringer, der er dukket op i terapien! Nogle lærere siger at terapi bør stoppe ved fødslen, eller i det mindste ved conceptionen, i mit tilfælde ser det nu ud til at årsagerne til cancer ligger i adskillige af disse tidligere inkarnationer med gentagne grænseproblematikker og tillidsbrud, ----- så skal jeg forstå noget om årsager til kræft som sådan er det vitalt at inddrage hvad der naturligt popper op af tidligere erindringer, som naturligvis også har genklange i dette nuværende liv.
Sjovt nok var min allerførste fornemmelse af kræft (da jeg i sin tid fik taget en biopsi fra en lille knude i brystet på Hørsholm Sygehus) netop den følelse af noget væsensfremmed, noget der slet ikke hørte til dette liv, noget for mig dengang helt ukendt og udenfor dette livs sansninger.

***

Mht døden, så kan trætheden være en hjælper har jeg mærket, i nogle perioder i løbet af det sidste år, hvor jeg bare kunne sove nårsomhelst, sådan er det ikke mere, men den der umanerlige træthed, den havde jeg en fornemmelse af, at hvis den bare var lidt mere udtalt, så ville det være let at dø derfra, fordi jeg næsten ikke orkede bare at trække vejret, --- det var også i den periode hvor jeg havde hele hø. side af brysthulen fyldt af blod, og hvor jeg var forpustet hele tiden også når jeg lå ned og ingenting bevægede. Den anden ting, som også vil kunne lette det at dø og give helt slip er netop nysgerrigheden og det spændende ved at træde ud af denne eksistens og ind i noget øh andet, eller hvad det nu er, men hvor alle disse erindringer måske vil kunne vise et slags mønster, ----- ! Så er der jo lige bardoerne, som skulle være så forfærdelige, men OK lige dér, sikkert meget naivt, men præcis der (uanset beretninger fra dødebøger og lign.) der har jeg ingen angst og intet ønske om hjælp fra noget menneske, der har jeg tillid til mig selv og naturen og den energi, der vil være i det! På en måde den samme eller måske omvendte energi der er i fødsler, det at føde et barn, wauw, dér tager naturen over (når det funker) og de kræfter er jo helt uimodståelige og kosmiske, de er hinsides vores kontrol, og dem har jeg bare tillid til, der er det bare at følge med og være og slippe, --- og nyde pauserne!
Angst er ikke logisk, og vi har hver især vores små idiosynkrasier og forestillinger!
Jeg havde besøg af en niece her forleden som spurgte om jeg godt turde bo her ude på landet helt alene, hvortil jeg svarede at joe, det havde jeg det egentlig OK med, at selvfølgelig kunne der være strejftanker om evt voldsmænd, hvis der var nogle mærkelige lyde, når det var mørkt. Jeg troede jo det var sådan noget hun mente. Det var det så slet ikke, dem skulle hun nok klare, sagde hun, hun var kun bange for ånder! Ikke, sådan er vi så forskellige!

***