Nytårsdrøm

Drømte det var nytår og at jeg havde lavet en masse stegte duer til nogle tulkuer og andre! En masse velvilje bølgede mod mig, og jeg skulle lige vænne mig til at tage imod det. Bor forskellige steder.

I dag skal jeg ind og have 4. Rubin-eleksir kl. 13. Var til blodprøver i går. Jeg mødte en fra Knebel, hvis kone er indlagt med lungekræft. Jeg besøgte hende, vi blev syge næsten samtidig, og hun har det ikke særlig godt nu. Vi aftalte at mødes på havnen i KnebelBro næste gang vi skal ses! Hun er klar i øjnene og bander som hun plejer!

Det er søndenvind i dag, vimplen vajer! Og jeg står op nu efter en lidt mærkelig nat, med drømme og en følelse af neutralitet i sindet, af en art jeg ikke kender så godt!

Godmorgen!

Space

Sidder lige nu i "space", opfyldt af en kær venindes besøg for lidt siden, og inden jeg går ud på træningsturen om lidt i rusk og regn. Lennart er afsted og jeg fylder hele huset ud med MIG, det støder ikke imod noget, ---- katten lister stille omkring ----- jeg kan expandere helt ud til horisonten!
Dette er en lykkestund, en pause mellem andet før og efter, ----- hvor så mange muligheder er åbne, jeg kunne jo feks ændre beslutning om at vandre og gøre noget helt andet i stedet, -----
denneher åbenhed fuld af muligheder, selv om jeg jo godt realistisk ved at jeg måske kun bruger en eller to, eller ingen, hvis jeg bare i stedet tog en lur på sofaen!
Tit er det om morgenen eller om formiddagen at jeg mærker den der store frihed stærkest, ---- når jeg har spist morgenmad og er kommet i tøjet, og når andre af husstanden er taget afsted, ------ så er det at det åbner sig og den vidunderlige frihedsfølelse indfinder sig, ----- det er jo der jeg er allermest vågen, ---- jeg kan huske den tilstand langt tilbage fra, fra en arbejdsløshedperiode på nogle måneder, hvor de andre, børn i skole og mand på arbejde, tog afsted om morgenen og jeg lige havde nogle timer helt for mig selv, der bare var fulde af frihed og åbenhed, hvor jeg nogle gange bare sad og mærkede "ingenting" fuldstændig saligt!


Det er det som detteher space giver, en fuldstændig urimelig glæde over ingenting, over ikke at skulle forholde mig eller tilpasse mig,  ------- over bare at kunne fylde hele rummet og universet ud med mig :-))))

Og så er der en følgeøvelse til Bobs stjerne fra i forgårs, en grounding, som får al den vækkede energi ind i kroppen og i det fysiske univers:

Navlen -> hø. hoftepunkt -> hø. fod -> ve. fod -> ve. hoftepunkt -> navlen, ----- rundt et par gange, sid helst med fødderne på gulvet, slut i navlen og lad energien brede sig i det område.

Meditation

I hele denne sygdomsperiode fra begyndelsen af august og til nu har der været omstruktureringer i mine meditative perioder og i hele min praksis.
Det hele kom i første fase til at dreje sig om hjertet, om hjertets smelten ud i det fællesmenneskelige (hvilket det stadig gør, der er blot kommet flere nuancer på!) ----- uden menneskeligt fællesskab og kærlighed kan livet godt gå hen og lægge sig for mit vedkommende! Jeg har ingen interesse i at leve i isolation (men har til gengæld meget brug for at være alene i gerne timer hver dag for at udvide mig i space, ---- sådan er der så meget tilsyneladende modsætningsfyldt)!

I rigtig mange år har jeg mediteret "højt", dvs med målet oplysning, enhedsbevidsthed! Bevares jeg har lavet krop, terapi og grounding, rigtig meget endda, jeg har sørget for at basisenergierne var i orden. Men retningen har været enheden, det ultimative, helt bevidst!

Hjertets smelten gjorde det mindre forfinet, det var/er mere ydmygt på en måde, mere almindeligt, mindre fjernt fra det jævne liv med hvad der er der af gøremål, emotioner og nydelser.
Og der kom meget mere fokus på kroppen, på kroppens behov, og omsorg for kroppen, nænsomhed, for at den fysiske krop overhovedet kunne overleve. På en blidhed overfor hvad jeg kunne byde kroppen, også meditativt. På at sikre at kroppen forblev, --- og ikke svæve op i en mental forestilling om at "det jo principielt er ligegyldigt om vi er levende eller døde i enhedens hellige navn". Jeg har råbt et stort og rungende JA til den fysiske eksistens med de fantastiske muligheder det giver os, ------ til at ville gøre hvad jeg kan for at bevidstgøre så meget som muligt af alle højere energier og forankre dem ind i denne krop i dette liv!

Jeg fornemmer at jeg presser kroppen ved for kraftfulde dobbeltretninger, hvor lyset næsten eksplosivt lukkes ind i hjertet, og at det kan give en belastning af en i forvejen belastet krop, med risiko for at hjertet ikke kan klare så meget på en gang, ---- som jeg fornemmer faktisk var tilfældet ved en god vens død fornylig. Jeg så det som en mulig vej som jeg klart valgte ikke skulle blive min, som en risiko der lå der, specielt fordi jeg selv var så tæt på døden på det tidspunkt. Så jeg tog det som en advarsel og fastholdt hjertets blide og langsomme smelten ud i kærlighedsværen som den måde jeg følte det godt at praktisere på, hvilket jeg stadig gør!

Og nu er der kommet endnu mere fokus på det kropslige, stadig er det hjertets smelten som det ultimative, men vejen går gennem kroppen, helt ned bastant i kroppen. Og her opdager jeg så en skat af redskaber, al den tid jeg gik hos Bob, alle de talrige notesbøger jeg har fulde af øvelser, kropsøvelser, punkter at fokusere på, cirkulationer, farver, lyde, mantraer, kropshealinger, aurahealinger og healing i det hele taget, også fjernhealinger!
Feks en stjerne jeg lige laver pt, som forbinder den højere bevidsthed ind i kroppen samtidig med at den balancerer hø og ve side:

Start i pineal -> ve. hoftepunkt -> navlen -> hø. skulderpunkt -> ve. skulderpunkt -> navlen -> hø. hoftepunkt -> pineal, et par gange rundt og slut i pineal, og gå med strømmen derfra indad eller udad, slap af og giv slip på det hele!  En skøn øvelse synes jeg!

Skejby

I dag var jeg til cardiologisk tilsyn på Skejby Sygehus. Det var bestilt for nogen tid siden, og efter at det nu går betydeligt bedre, virkede det egentlig ikke som om det var så nødvendigt, ----- men jeg tog alligevel derud!
Som det første var det let at parkere med det nye P-skilt, lige foran hoveddøren, --- god begyndelse!
Der var nogen ventetid, men det har jeg det generelt rigtig godt med, på mig virker det som anti-stress, at man giver sig den tid det nu tager! Og der er fin service og fri bar, og jeg kan godt lide at sidde og mærke personalets arbejdsgange.

Først EKG, som efterhånden er lavet så mange gange og altid er helt normalt.
Derefter kom en, jeg tror hun var sygeplejerske og lavede den første ultralydsskanning af hjertet og pegede på skærmen og forklarede imens. Fantastisk at se hjerteklapperne åbne og lukke og se de forskellige arterier og vener, helt ned i maven. Hun viste mig vena cava superior og som hun så det var den helt normal.

Efter igen lidt ventetid, hvor jeg næsten faldt i søvn kom kollegaen, en yngre fyr, som gav sig rigtig god tid, også til alle mine spørgsmål, og forklarede de hæmodynamiske forhold da v. cava sup. syndromet var på sit højeste, hvordan det netop giver både hurtig puls og hurtig vejrtrækningsfrekvens (forpustethed i hvile), som en konsekvens af, at hjertet ikke fyldes ordentligt op med nok blod pga trykket på vena cava, som jo giver tilløbet af blod fra hele overkroppen. Og han gik ind i vurderingen af vanddrivende medicin i forhold til den medicin jeg iøvrigt får og foreslog ændringer.
Han scannede igen og viste mig billederne fra CT-scanningen i sidste uge, hvor det er tydeligt at vena cava nu kun er let komprimeret, ---- han kunne godt påvise et lidt øget tryk ovenfor forsnævringen, men selve hjertet er bare fuldstændig sundt og velfungerende. Han kiggede lige nede i hø. lunge og påviste at der er en lille smule væske, men meget lidt, slet ikke noget man overhovedet vil overveje at tømme. Det føltes så godt at få denne hjertemedicinske vinkel på, at jeg tog derfra med glæde og taknemlighed, og mere optimisme!

Hjemme igen arbejdede jeg sammen med min hjælper ind i de dybe psykologiske lag, som grænser ind til søvnen, og sov en lang eftermiddagslur i forlængelse heraf! Og mens solen stadig var på himlen gik jeg min træningstur, og gik godt til uden at blive særlig forpustet, fremgang, alt lover godt!

Og nedenunder alle de almindelige tanker og følelser sker der noget, som lægger sig til rette i mere tillid, også til at det går fuldstændig som det skal, ikke for hurtigt, men med en konstant bedring, ---- og også en begyndende fornemmelse af, at der ikke behøver at være en modsætning mellem den medicinske realistiske tilgang af, at det er en slags kronisk sygdom, der kan holdes nede i årevis med diverse behandlinger, ---- og så håbet og muligheden for at blive helt rask, sandsynligvis ved hjælp af behandlinger som endnu ikke er opfundet! Så det er ligesom at de to sider kan gå med hinanden i hånden og samarbejde et stykke hen ad vejen!

Mit nye liv!

Intet er så galt så det ikke er godt for noget! Se godt på dette billede, ---- det er bare noget der letter en hvilken som helst shoppingtur, ---- køre lige op foran døren til markederne og holde som en royalist! TAK for det, og så holder man gratis de allerfleste steder!

Og nu er det så ikke måneder vi taler om, sagde chefen i går, men år (hvor mange?), så pludselig ser det ud til at der kan planlægges og at der er tid, og så åbner der sig alle de muligheder som har været lidt som en blomst der har lukket sig for natten, ------ og ih hvor vil jeg gerne ned i sol og varme bare en uge eller to i januar eller februar, hvor det er allermest mørkt her, ----- jeg vil drømme mig til hvor det skal være, Goa, Tenerife, ?????? nogle forslag?
Og den enkelhed der har været må gerne nuancere sig lidt mere nu!

Og det kan godt være at jeg er langsom og krævende og utaknemlig, MEN det er uanset hvad svært for mig at acceptere at kemoen ikke umiddelbart kan gøre mig HELT rask. Noget i mig vil være helt rask, og er ikke tilfreds med at sygdommen bare kan holdes nede som en kronisk sygdom i måske rigtig mange år. Det er selvfølgelig rart at der nu ser ud til at være et åremål af tid, men noget i mig vil være udødelig igen, som før, ---- vil have den søde illusion om tidløshed, ----- og det er så her jeg satser på at forskningen inden længe finder helt nye og kurative behandlinger for kræft! Og helt urealistisk er det heller ikke!

Jeg var til kræftundervisning i går på KH sammen med Lennart og min datter. Vi var et hold på godt 20 patienter, hvoraf en del havde pårørende med. Det var ganske stærkt og berørende, specielt at høre hinandens historier. Og lige præcis her, da ramte det mig at der var en del der sagde ordene "jeg bliver aldrig rask", og det var her at jeg mærkede, at jamen det vil jeg altså være, jeg er ikke klar til at acceptere en kronisk sygdom, og altid at være afhængig af et sygehussystem, som jeg nu heller ikke mere har den ubetingede tillid til som tidligere!

Jeg er da udmærket klar over, at som det er så har jeg jo ikke noget valg, jeg ER afhængig af systemets hjælp og kompetence, , ---- og selvfølgelig mit egen samarbejde, min backinggruppes vedvarende støtte og andres hjælp også, ---- og jeg ER syg og har stadig symptomer, min kondition er betydelig bedre end før, men ikke på niveau med endnu før, endnu, ----- og jeg ved aldrig hvor længe de gode perioder vil holde, når symptomerne efter planen vil forsvinde, ----- vil de holde i måneder eller år, eller mange år?

Ingen af os ved om og hvornår vi evt bliver syge, det er jo vores fælles vilkår, men at gå med kimen i sig til en livstruende sygdom, som kan blusse op når som helst, ----- der er uskylden altså mistet, og det kan ikke bare putte sig i glemsel, ----- jeg ved at jeg er dødelig, er meget bevidst om det, det er prentet ind efterhånden. Jeg fik det allerede ind der for 12 år siden, men eftersom prognosen var så god og der overhovedet ikke var noget forventet tilbagefald, så lå det lidt langt borte i bevidstheden efterhånden, ----- men nu, som en revaccination, så bliver det voldsomt bevidst igen og dennegang som en flod i hele systemet der breder sig og vokser og som ikke kan standses.

Selvfølgelig er jeg klar over at vi allesammen udmærket ved at vi skal dø engang, det er jo vores menneskelige særkende i forhold til dyrene, ---- der er bare forskel på hvor tæt på den erkendelse er!
Der er en intensitet i det, et nærvær i nuet, og meditativt er det et gode, og i det hele taget er det med prioriteringerne og hjertekontakterne en gave, der er bare det, at med den gave følger der så meget smerte, hudløshed og utålmodighed at den kan være svær at tage imod!

 

Scanningssvar

Rubin-eleksiren virker!

Egentlig ved jeg ikke hvad jeg havde ventet, jeg har haft svært ved at bedømme det, MEN scanningen viser at lymfeknuderne er mindsket lidt i størrelse, OG at venen (v.cava sup.) er betydelig bedre fyldt, og man nu kun vil kalde det "let kompression" af denne.
Selv om der ikke havde været bedring fra sidste scanning, men blot status quo ville det have været godt nok, da virkningen på vævet ofte slæber efter behandlingen.
Der er lidt væske i hø. lungefelt, og det kan som før nævnt godt blive nødvendigt med en eller to tapninger mere, han synes ihvertfald ikke at jeg skal acceptere igen at blive mere forpustet, eller at mærke nedgang i den kondi, som jeg nu har med vandreture og styrketræning!

Man kan ikke forvente en egentlig helbredelse med fjernelse af alle kræftceller, men at få dem i ro, således at livskvaliteten er god, og så holde øje med situationen og sætte ind med behandling (hvilken?) hvis (når) de begynder at røre på sig igen.
Og nu taler vi ikke om måneders overlevelse, men om år, faktisk nævnte han 5-10-15 år.
Der er ikke set egentlig helbredelse ved et recidiv (tilbagefald af en tidligere kræftsygdom), men det kan ikke udelukkes, at det vil kunne ske!

Der er jo det rigtig gode, at der hele tiden forskes og at der er meget fokus på kræftbehandling, så der findes måske og endda sandsynligvis helt nye behandlingsformer i løbet af nogle år, som netop vil kunne enten gøre mennesker helt raske, eller virke mere præcist og skånsomt end de nuværende, ----- så på den måde ser fremtiden også lys ud!

Mine omgivelser jubler :-)))  Min backing group var vældig tilfreds, vi sad i kantinen bagefter og snakkede! Og det er faktisk mest på den måde at jeg oplever at det er godt det her, ----- selv føler jeg mig sådan lidt neutral og indifferent, ----- jo jo det er da fint med en årrække, og hvad forventede jeg egentlig, ---- og tak for at behandlingen virker, og ja, så tager vi 3 gange kemo mere og ser så, og så måske en pause en periode, ----- og så på den igen hvis der kommer noget, ----- tror lige jeg skal have lidt tid til at reagere!

 

At samle trådene

Midnat nu!
I morgen kl 11 sidder jeg inde i kemo-barakken og skal have svar på CT-scanningen, sammen med min backing group, og det er efter planen selveste chefen vi skal tale med. Har kemoen virket efter planen eller ikke? Og udfra det skal der planlægges videre frem!

***

Så er der behovet for space, ---- og foruden det kan jeg ikke udvide mig og mærke mig selv tilstrækkeligt til at heale ind på de grundlæggende problematikker, --- så det skal have mere plads---

***

Og så er der jo alle de hjertekontakter som jeg har med så mange mennesker på forskellige niveauer, og allesammen har de værdi og giver følelsen af samhørighed, ---- og det føles som den anden side eller som det komplementære til mit alene-space----

***

Så med disse komplementariteter vil jeg lægge mig til at sove, ----- ind i morgendagen, hvor jeg har set på dmi at der omsider kommer sol :-)

***