tirsdag den 29. april 2014

CT-billeder ----- sort på hvidt!


Sidste nye billede, bemærk det ægte let-krøllede hår, ----- de krøller som nok forsvinder når de klippes af, nøjagtigt som hos de små børn!

***

Men ellers var jeg til konsultation hos lungemediciner i dag i Århus, om han kunne foreslå et eller andet hjælpsomt!
Jo, jo en fløjte formentlig, ---- og en forhåbentlig magisk fløjte, som kan blæse det sammenfaldede stykke lunge op til normalt lungevæv igen. Det er den lille bræmme helt forneden i hø lunge, ----- så jeg skal altså til at være fløjtespiller!
Lungefunktionen var 68%, ikke imponerende, men det svarer godt til forpustetheden.
Desuden fik jeg taget en blodprøve til undersøgelse af om jeg har tuberkulose, da nogle af vennerne på Helgenæs har det. Det ville være helt OK, alt behandleligt er velkomment!

***

Og så viste han os (mig plus backinggruppe) CT billederne fra sidste scanning! Der er da godt nok beskrevet "indtryk af kompression af vena cava superior", og ja, det skal jeg da lige love for at der var, en særdeles velvoksen kompression, altså sammentrykket vene, der er ikke meget plads til at blodet kan løbe igennem, ganske smal passage! Ikke at det er noget nyt, jeg troede bare ikke at der var så meget mere, det er jo beskrevet at de lymfeknuder, der trykkede på venen er svundet ind, og den ene helt forsvundet, men det har altså ikke gjort at venen bare har foldet sig frit ud igen. Så forstår jeg bedre at jeg stadig har så mange symptomer på trykken opadtil og at jeg bliver blålig i hovedet, når jeg bøjer mig nedad. Han siger, at jeg ikke skal stå på hænder! Hm!

***

Han er en venlig og rar mand, lungemedicineren, og meget kompetent, ---- og så er der bare den der afventende holdning, ---- jo, de kan da lægge en stent ind, hvis det skulle blive værre ---- JEG SKAL IKKE HAVE NOGEN STENT, venevægge er som vådt toiletpapir, arterier er fine og solide at lægge stents i, men ikke vener, der er altfor stor risiko for at der går hul på væggen, eller at stenten forskubber sig ind i hjertet, ---- det tør jeg simpelthen ikke, jeg har altid været lidt småhypokondret med mit hjerte, så det kan jeg slet ikke leve med, -----
så uanset videnskab og teknik, så føler jeg mig bare SÅ overladt til mig selv, ----- at jeg er nødt til at gøre mig selv rask (jo jo med hjælp fra andre) men en følelse af at være på herrens mark, med det håb at Herren er med mig og rækker en hjælpende, healende hånd <3

***

Jo, jeg ser rimeligt sund og frisk ud, forbavsende faktisk, ---- og det er bare om at mobilisere alle gode kræfter og glæde og munterhed, årh, men ikke som et kunstigt skjold, --- men det er ikke lige nemt hele tiden! Det er sengetid, og måske kan Morfeus bibringe noget!  Godnat alle derude, nyd nattens ugler!

***

mandag den 14. april 2014

Tilbage til det danske forår :-)

Det var de skønne 32 grader vi kom fra i Israel :-) Under en bourgonville ved en kirke! Det har været en fantastisk tur, en nødvendig tur, ----- og drømmene her efter jeg er kommet hjem viser udgravninger ned i dybe lag og afsløringer af kostbarheder! Endvidere kan jeg flytte mig i til en anden del af verden og tilbage alene ved brug af tankens kraft, meget enkelt og brugbart, ---- ja, det er altså i drømme, ha ha!

Så var jeg til samtale med min kontaktlæge. Scanningen var helt og aldeles uændret fra sidst, hvilket viser 0 aktivitet i canceren, 0, hvilket jo bestemt er godt, og så satser jeg jo på direkte tilbagetrækning i løbet af de næste kvartalsscanninger, så den egentlige helbredelse kan vise sig!
Jeg spiser marietidsler, kan købes i matas, hvilket giver mig en masse energi.
Ellers er symptomerne helt uændrede, og det er stadig belastende med al den forpustethed. Meeen kighosten er på retur, og jeg er så småt ved at få en normal talestemme igen, --- det er en stor lettelse! Det er også meget praktisk, for vores kor (Mørke rytmer) skal synge en koncert sammen med et Jazzorkester i Grenå d. 28. kl 17 på Grenå Gymnasium, ---- alle er velkomne! Og jeg har stort set ikke kunne synge de sidste 3 mdr mens kighosten har raset!

***

Så helbredelsen skrider frem, jeg løber i bjergene og stønner, og jeg mærker en ny vitalitet!
Den psykologiske kræftforskning ser ud til at bære frugt, der er en psykologisk side, ---- og er der ikke det ved alle fysiske sygdomme og skavanker? hvis vi kigger dybt nok, hvis vi er i stand til at komme ned i dybderne, hvis vi tør og vil, ----- for det kan jo godt være, at det ryster det verdensbillede og den identitet, som vi har fået opbygget! Og der tror jeg at en hel del syge ubevidst ikke orker at gå dybere ind i årsager og helbredelse, fordi det koster så dyrt og er så skræmmende og angstprovokerende og vælter så meget af det man møjsommeligt har tilkæmpet sig til af sikkerhed og stabilitet i tilværelsen, at det kan føles meget lettere at stå af. Jeg har også vaklet, om jeg overhovedet orkede det her, men for mit vedkommende er det nok min nysgerrighed efter sandhed og virkelighed som har gjort, at jeg har bevæget mig igennem disse tågeslørs mareridt, rådvildhed og angst. Og nu står jeg med et bedre fodfæste og mærker, at det værste er overstået!

Der er ikke meget tryghed at læne sig ud i. Før har jeg dog haft en illusion om en tro på en vej, at jeg kunne læne mig lidt ind i andres sandhedsoverbevisninger, at have lærere, som kunne vise en sti op ad bjerget, ----- men det er slut, ----- jeg kan ikke tro på nogen fast og endegyldig vej, ingen skemaer eller diagrammer, ingen stadier eller niveauer. Jeg er nødt til at være helt med selv, at mærke efter, og stige af og på det flow der er, som føles sandt!

Og lige præcis det med at sige til og fra, sige ja og nej, at skelne, mellem hvad der er min energi, og hvad der ikke er, det er essensen af vejen til helbredelsen. Vi har alle lært i de fleste spirituelle organisationer at der ikke går røg af en brand uden der er ild et sted, altså at vi selv er ansvarlige for hvad der tildrager os, hvad vi føler etc. Og ja, i den betydning at vi også er nødt til at afvise og skubbe væk, at sige nej, for at være hele og sande. Vi har lært at vi skal rumme, men vi skal også rumme vores egen afvisning af at påduttes andres energier, som meget vel kan dræne os for livskraft, hvilket er en af årsagerne til at vi bliver syge. Vores eget ansvar er så at skelne mellem skidt og kanel, og holde vores grænser og ikke lade os misbruge energetisk. Det er ikke nødvendigvis så let at få øje på, især ikke hvis det er startet tidligt i livet, eller hvis det er mønstre der er opbygget gennem tidligere liv, så man bare tror at det er naturligt at det er sådan, og man ikke forestiller sig at man kunne have en soleklar ret til at sige nej til det man bydes. Og der er ikke mange hjælpere at finde!
I grupper opbygges der stort set altid et værdisæt, som jo større gruppen bliver bliver mere bastant, og det resulterer som regel i at centrumsfigurerne bliver mere og mere magtfulde, ---- og det harmonerer altså ikke godt med ægte spirituel åbenhed og hjertelighed.

Jeg ved ikke om jeg vil kunne indgå i grupper igen, ---- jeg har altid befundet mig lidt på kanten, men dog alligevel med, ---- men nu er jeg stået af. Det var hyggeligt og trygt at følges, men også med en løgn. Og sandheden er vigtigere end trygheden, den er alligevel en illusion. Vi er alligevel alle i samme båd med vores manglende viden om hvad der sker os når vi dør. Jo jo, der er skrevet bøger om det, som tænkende individer vil vi jo gerne have kontrol selv efter døden, så der er stadier og tabeller over hvordan man skal forholde sig, ---- men det ligner nu mest af alt Kejserens nye klæder. Og som i den gamle katolske kirke kunne man købe sig aflad, så man ikke kom så længe i skærsilden, og det modsvarer måske det at bruge energi, tid og penge på at støtte op om nuværende systemer, der hævder at kunne hjælpe en i processer efter døden, og kan der influeres her er der også åbent for misbrug og manipulation, ----- så jeg for mit vedkommende siger bare, at det skal jeg nok selv klare med mine hjælpere og engle når jeg engang når så vidt!

***

søndag den 30. marts 2014

Jerusalem

Her på Kings Palace Hotel i den kristne del af det gamle Jerusalem, dvs det indenfor bymuren, slænger jeg mig nu i mit budoir efter dagens oplevelser!

***
Det med at holde ferie i storbyer, enhver ved, at det er der man får gået allermest, og denne by er ikke flad, men går op og ned og ligger i 800 meters højde. Jeg danner forpustet bagtrop når det går opad :@
Godt nok kører vi rundt i bus, meeen gangdistancerne er betragtelige. Vi passerede muren, der adskiller det israelske område fra det palestinensiske, hvor en ung teenagepige patruljerede med et gigantisk automatvåben over skulderen. I Jerusalem er kun 2 % af befolkningen kristne! Dette er et kursus i ikke at lade sig distrahere af ligegyldigheder som horderne af gadesælgere, russere, der uden blusel forsøgte at gå udenom den 2 timer lange kø til fødselskirken som vi tålmodigt havde stået i, også selv om ordensmagten gennede dem væk osv, og bare være på dette fantastiske sted fuldt åben og nærværende!

***
De ortodokse jødiske mænd har slangekrøller ved ørerne og imponerende hatte og pelshuer,  ----- der er en stor forskellighed her!
Det har ikke været stegende varmt i dag, men blæst godt, hvilket jeg synes er dejligt med al vores vandring!
I morgen er det Via Dolorosa og Gravkirken med Getsemane Have, jo jo, det er en rigtig pilgrimstur detteher. Og det er rigtig dejligt at have eneværelse så jeg kan hoste den sidste rest af kighosten af i fred og uden at forstyrre andre!

***
Inden jeg tog afsted var jeg til blodprøve- og scanningskontrol, og får ikke svar førend jeg kommer hjem, og jeg har heller ikke tid til at koncentrere mig om det hernede, ---- hver ting til sin tid!

***
Om et par dage skal vi køre op til Galilæa, det nordlige Israel, og det glæder jeg mig til, for selv om storbyer er fascinerende og ofte spækkede med kulturminder, så har jeg nu altid befundet mig bedre i natur på landet eller noget der ligner. Og det bliver også skønt at bade i Genezerat Sø og flyde i solen på en solbeskinnet terrasse!

***
Og her er så lige et par billeder med udsigt over Jerusalem, som indbyggerne betragter som Verdens navle, samt fra fødselskirken og en Mariakirke ved Betesta Dam -----

torsdag den 13. marts 2014

Så er der læselige billeder på blogindlæg fra d. 25.1. med essensen af en supergod bog!!!

Og det er jo i sig selv rigtig godt
jeg har fået mit kamera igen, så her er jeg, midt mellem kighostens stadige greb, ----- og med forkølelse/halsbetændelse oveni, "får det dog ingen ende kunne jeg spørge", ----- og jo, det gør det, ---- på trods af det stædige greb så føler jeg nu for første gang dybt indefra, at nu har jeg bundet, og at det reelt er begyndt at gå fremad ------- mere om det senere!

torsdag den 6. marts 2014

Mere kighoste :-)

Jeg HAR virkelig kighoste, fik lige besked fra min læge i dag, ---det kom vist lidt bag på hende også! Og ih hvor er det godt, alle de symptomer med ikke at kunne få vejret, hoste hver 7. minut om natten, ikke at kunne synge, og svært ved at tale højt nok, stemmen der knækker over, hive efter vejret og blive blå i hovedet af at hoste----- de er bare væk om et par uger, HERLIGT og SKØNT, jeg blev bare så glad, og jeg havde også så meget brug for et eller andet positivt mht sygdom, og her var det så! Tak til bacillerne at de invaderede mine lunger og nu er ved at være på retræte igen, pyh og ah!

***

mandag den 3. marts 2014

KIGHOSTE !!!!! ????

KIGHOSTE var der en, der foreslog jeg kunne have, al denne hoste, bronchitis eller hvad det nu ellers er! Kighoste, ----- og så havde tanken faktisk strejfet mig!
Små børn dør ofte af det, altså tidligere, da man ikke vaccinerede! Det er hulans smittefarligt, næsten 100%, hvilket var grunden til at min søster og jeg blev indlagt på Blegdamshospitalet da vi havde kighoste som børn, ikke fordi det var farligt for os, men fordi vores nyfødte bror ikke måtte blive smittet, da han ville kunne dø af det, da han var så lille.

***

Symptomerne er hoste, meget i anfald, med hivende vejrtrækning bagefter, hvor det er svært at få luft, og hvor man kan blive blå i hovedet ( det er her de nyfødte kan dø pga mangel på luft), sejgt slim, sædvanligvis ingen feber, og mest hoste om natten. Det kan vare 4-8 uger eller mere!

Jeg blev podet i dag hos min læge og fik taget blodprøve og får svar om en ugestid. Der er rigtig mange voksne, der har det for tiden, da immuniteten IKKE er livslang, heller ikke for de der er vaccinerede, så rigtig mange voksne er udsatte for at få det igen!

Jeg håber at det er det jeg har, for det er en god forklaring på symptomerne, og så forsvinder det jo snart igen, pyh, ---- og så synes jeg faktisk det er ret morsomt at blive ramt af en BØRNEsygdom, ha, det er der da humor i!

***

onsdag den 26. februar 2014

Rekreation i Alperne!

Den videre færden er gået sydover, se billedet, hvor jeg som en anden velbeslået nordbo sidder pakket ind i tæpper i en liggestol i solen foran søen som ligger her ved slottet. Her er forkælelse uover alle grænser, gartnerne er lige nu ved at arrangere slotsparken og mågerne kvidrer ude over søen!
Søen kan cirkambuleres på 1/2 time, en idyllisk skovvej gennem et varieret landskab!
En løber passerer mit synsfelt!

***

Ulven har trukket sig tilbage til de store skove, og hosten er i aftagende, omend der kan forekomme små pauser i nattesøvnen, ----- men intet at regne i forhold til de 5 døgn, hvor ulven snerrede ad mig! Intet!
Jeg har på underfundig vis fået raget en pakke Diamox til mig (middel som bruges mod højdesyge), og ekperimenterer nu med at bruge det som iltbindende middel, som teoretisk skulle kunne have en virkning på vejrtrækningen, i håb om at det kan bedre forpustetheden! Samtidig med flere homøopatiske dråber, som skulle virke mest på sigt! Hvorfor begrænse sig?! De kinesiske urter, som smager OK er også stadig på programmet!
Som jeg ser det har ulvens manifesteren sig været et tegn på, at her var lavpunktet, og vendepunktet. Det var truende, men er afværget, og nu går det bare fremad henimod helbredelse!
Det er også nødvendigt, hvis jeg med mig selv som eksempel troværdigt skal vise, at der er en psykologisk vej gennem en kræftsygdom. Denne vej skal nok i mange tilfælde kombineres med traditionel medicin, kirurgi, kemo, stråler mm, da vi ofte opdager sygdommen langt henne i forløbet, hvor den har brug for både-og behandling for at heles!

***

Og her er godt, Alperne, de fynske, ikke langt herfra virker healende, bjergluften og foråret, som kryber frem alle vegne! En anden kursist sidder her ved siden af med sin mobil i solen!
Så for nu en optimistisk forårshilsen fra rekreationshjemmet i Alperne!  Mathilte

***