Mortensaften ;-)

Ligger her på KH og venter på at blive frigivet efter dagens iv coctail!
Det er tydelig weekend, stemningen er helt anderledes, ikke så stærkt, de er meget færre på arbejde, her er mere frit.
Medpatienten har haft besøg af sin mand  + to voksne sønner, og de spørger hende om det samme hele tiden, --- jeg tog en siesta under iv infusionen, mens deres stemmer gled længere bort!
Jeg har lige fået en bog om Centrerende bøn, beskrevet af Cisterciensermunken Thomas Keaton. Der er noget virkelig fascinerende over den metode, den er blid og med hjertet som centrum, ---- bliver inspireret! Den er skrevet af Cynthia Bourgeault og hedder Det vågne hjerte!
***
Åh det tager lang tid i dag, jeg venter på stuegangen, ---- men vil gerne afsted snart ---- hjem til Mols og Mortensanden!
Imens ligger jeg og kigger på billedet af den lille klovn på væggen, som har overvåget hele indlæggelsen og dette efterfølgende! Han ved en del, han er i familie med narren og har del i hans visdom ! ----- og somme tider smiler han til mig!
***

Blod

Jeg havde jo forestillet mig at de to blodportioner var fra en ung spændstig cykelrytter og så en havfrue, ------- og tænkte at jeg ville møde dem i drømme, ------ men der var fyldt af knust glas og konflikter og kamp så det battede i en energi som man godt kunne flyve på, men det føltes ikke godt, så det holdt jeg op med. En lille Gaia gjorde de kæmpende opmærksom på hvad de var i gang med, og fordi hun var dødelig virkede det, og kampene mildnedes!

***

Så øh, blod eller ej, ---- men det var nødvendigt med en meget lav Hgb!
Nu kører jeg pendulfart derind til iv injektion med Rosephalin hver dag, --- samt frokost!
Ved en gangtest i dag synes jeg nok det har hjulpet noget, en bedring, men alt er ikke helt løst :-(
En god middagslur! Og noget arbejder nede i det ubevidste, det er en klar fornemmelse, og i sagens natur kender jeg ikke indholdet endnu!

***

Og i morgen er det Mortensaften, og det skal fejres med en rapand og grønne syltede tomater fra egen avl! Og nu skal der ses en dvd, Maskinisten!

***

Somme tider går det stærkt ---

Så er det hjem, lige om lidt, ---- sidder her i sengen og venter på chaufføren!
Nogle gange går det bare hurtigt både op og ned, heftig bølgegang, voldsomme penduludsving, ud i dualitetens ekstremer!
Jeg har lige siddet ude i dagligstuen og drukket te/kaffe med min kvindegruppe, som kørte herned fra Viborg, --- så dejligt, så varmende, kærligt, morsomt!
Siden jeg skrev sidst har jeg været til ultralydsscanning, hvor rtg lægen IKKE synes at den smule væske der var skulle tømmes ud, pyh, jeg slap :-) Og det var ikke noget jeg besnakkede ham til, ----- det var sådan en lettelse! Og senere ved samtale med chefen vurderede han at det ville være godt med iv antibiotika, og at han synes at et par portioner blod ville gøre godt! Han er kompetent, sød og troværdig, og var helt nærværende! Jeg lytter til hans erfaring og det føles godt!

***

Så da jeg havde det OK gik jeg til kræftundervisning, nu for 3. gang i gruppen, og tårerne løber altid frit når jeg hører på de andre patienters historier. Det er SÅ berørende, og gruppen begynder at hænge mere sammen og kende hinanden lidt. Psykologen fortalte om hvad der kunne hjælpe til at finde et nyt fodfæste, og runderne uddyber!
Vi sluttede med mindfulness meditation.

***

Nu i dag fik jeg 2 portioner blod i formiddags helt uden komplikationer, og afventer nu de mulige personlighedforandringer fra de personer jeg har modtaget hjerteblodet fra! Tak til dem der giver så generøst :-)

***

Som noget helt nyt fik jeg ved stuegang spurgt om beskrivelsen af CT-scanningen, hvor det beskrives at de to lymfeknuder er svundet lidt, den ene fra 5-6 mm, hvilket jeg tænkte var en slåfejl, ---- lægen gik ud og så billederne fra Scanningen, og den var svundet fra 15-6 mm
Så kemoen virker endnu bedre end det så ud til sidst!
Der var streptococcer i venylerne, det kan være bakterier der kommer fra huden, og det er der bare ikke noget at gøre ved, det kan man ikke gardere sig imod med hygiejne og med at spritte af og spritte af, vaske og skure ----- det er vilkårene ved kemo, det kan bare ske, ----- så nu er det iv behandling med et antibiotisk stof ved navn rosefalin, som skal gives en gang dagligt, så nu er det pendulfart herind hver dag i en ugestid, ------

***

Så hurtigt op, hurtigt ned, bølgegang som livet i almindelighed, mere eller mindre intenst, ----- det liv det liv, de mangfoldige muligheder der hele tiden byder sig til!

Medpatientens søn sidder og mader sin mor, mens faderen sidder og fortæller vittigheder! Hvor bliver det skønt at sove hjemme og være fri for alle de natlige forstyrrelser, som ikke kan undgås her! Med høj feber kan det være ligegyldigt, men når man så bliver frisk og følsom, så øges sensitiviteten!

***

Og stemningsmæssigt har drømmende væltet ind over mig igennem natten, en masse indvandrere har gjort deres entré, jeg har båret min datter og svinget hende rundt i dans, og insisteret på at jeg er ven med en polarklædt mand i hvidt, som er mistroisk overfor min intention om at købe ham fri!

***

Min backinggroup er rystet over at jeg overtalte lægen på afd i mandags, da jeg have 40,3 i temp til at se natten an om jeg ikke bare sov mig fra feberen. "Du havde jo blodforgiftning, det kunne have gået helt galt, ---- nu har du klaret de første skær, der var svære, og skulle så en sølle blodforgiftning vælte hele læsset! En anden gang, hvis der kommer sådan en pludselig temperaturstigning så skal du altså ind hurtigt, --- og hvordan kunne du overhovedet overtale den vagtlæge til at se det an natten over, det var jo helt uforsvarligt!?"
mig: "jamen jeg var bare så træt! ---- men OK så!" 

***

Heksekedlen

Er dybt inde i heksekedlen, gang i den, systematisk orden, venlighed og humor, og så alt det hekse også kan. Iv antibiotika og blod i morgen for at give mig et løft, og jeg vil tage det som en kærlighedsgave fra en ung cykelrytter som ganske gratis har givet noget. Af sin egen vitale essens. Hvordan mon der er at få andres blod, mon man kan sanse det, ---- det finder jeg ud af i morgen, ihvertfald om jeg kan! Måske får jeg nogle sære indfald som er fremmede for mig, ret spændende!
Men ellers skal jeg ud i løbet af få dage, inden immunforsvaret efter sidste kemo går helt i bund, hvilket er 9.-13. dagen, for ikke at rage alle hospitalets baciller til mig, siger chefen! Jeg sympatiserer! Og begynder at få det lidt bedre :-l

Feber :-(

Sov det meste af dagen i går, og da jeg omsider tog min temp var den 40.3 -----aftalte at se det an til i dag, og da temp til morgen var 39.5 så skulle jeg ind,  ------ så her ligger jeg så, for en kort bemærkning formoder jeg, på KH igen! Det værste er at jeg lige skal til ultralyd i morgen, mhp om der skulle være væske igen, som evt skal tømmes ud, waahh det er det jeg er så bange for:'( 
Ellers skulle jeg have været i filmklub i aften og se en rigtig weired film, ------
Nå, men jeg tror bare jeg sover videre nu!

lørdag

Den vrede og irritation fra i forgårs blev punkteret i går pga flere ting. Selvfølgelig var den et dække for sorg og angst, den prøver bare at holde det væk!
For det første kunne jeg allerede fra morgenstunden se at der var hævelser i kroppen, væskeansamlinger i ben og også lidt i ansigtet. Godt nok har jeg ikke bivirkninger af kemoterapien sådan subjektivt med kvalme, men der kommer altså noget ubalance i hele systemet i dagene efter, som jeg ikke har check på.
Jeg får ellers kun en lille smule vanddrivende medicin nu, ---- mit hjerte er jo grundigt undersøgt her for nylig ude på Skejby og fundet eksemplarisk, og nyrerne er også fine og helt normale, så hvorfor kommer der så de væskeubalancer i dagene efter kemoen? Det forstår jeg simpelthen ikke! Og det er virkelig frustrerende, at jeg ikke har check på det -----

så jeg gik og rasede noget der om morgenen og formiddagen, og ringede også til KH og fik en ekstra samtaletid med chefen himself, og fik skrevet nogle flere blodprøver på til næste check inden 5.kemo, som de havde glemt at kontrollere sidst (jeg havde den gule førertrøje på under samtalen!).

Men samtidig med at jeg gik og rasede var jeg også bange og ulykkelig, for jeg synes at det bliver værre med de her mærkelige ubalancer fra gang til gang, og hvis det fortsætter hvad så?

***

Ved middagstid fik jeg besøg af en meget god ven, og det nærvær sammen med nogle blide Bob-øvelser gjorde at raseriet smeltede ned i en ked-af-det-hed, som godt nok er blød og udvidende i hjertet, men som også er ind i opgivelse mere end i hengivelse. Og der er det der med tillid, som jeg i denne periode jo netop har erfaret at jeg IKKE kan have til sygehussystemet. Hvis jeg selv og min backinggruppe ikke havde haft de gule førertrøjer på og blandet os i behandlingen, så var det gået galt, ----- så et samarbejde er nødvendigt, og det er helt nødvendigt at jeg følger præcist med og også styrer indimellem, ---- der er ikke noget med at kunne læne sig tilbage i fredfyldt tillid til systemet :-(

***

Og så er jeg jo pinagtigt klar over, at sundhedsstystemet ikke er det samme som den højere bevidsthed, det udvidede princip, den kosmiske moder, det guddommelige hellige, helheden, friheden, altet, hvad vi nu kalder det.
Og i forhold til det skulle der vel være grund til TILLID og hengivenhed, ----- til hvad ellers skulle man kunne have det ?
Men selv her føler jeg at der er et frit valg, at jeg selv får lov at vælge, ------ så selv her føler jeg mig selvansvarlig og kan ikke heller læne mig tilbage og lade det højere, skæbnen bestemme, ---- det er bare så pisseanstrengende at skulle klare det hele selv og selv lægge linien og træffe beslutninger, --- frihed ja ja ja, den helt store frihed til hvad som helst!

***

Jeg føler nemlig at der faktisk var lagt op til at jeg skulle dø, som et "tilbud" fra skæbnen, det højere. Havde jeg selv og min backinggruppe ikke reageret som aktive medspillere så var jeg død der i sidste halvdel af august, ca samtidig med min karmiske consort.
Men jeg fik et valg og tog det.
Så hvor er det at jeg bare kan have tillid og hengivenhed til det højere?
------ selvfølgelig overser jeg noget, og skal "bare" gennembryde endnu et lag, smelte igennem en ny begrænsning til det endnu højere, og dér ligger det så, dét helt store og lysende kærlige, som det er ubetinget og selvfølgeligt at kunne læne sig ind i, og tillid er bare ikke noget spørgsmål mere!

***

Men vejen dertil, ----?????? ------ det er som om det nu ikke helt er nok med den hjertets smelten, som hidtil har været min ledestjerne, ------
jeg har mistet overblikket og jeg kan ikke finde enkelheden, og jeg ved ikke hvem eller hvad jeg skal bede til om hjælp!

***

Træernes mangfoldige blade :-# + tilføjelse

I denne tid, ikke?
Alle de flotte farver på træerne, og så alle de hobe af de brune, raslende blade, der fyger rundt og lægger sig i store dynger, feks op ad min bil på gårdspladsen. Jeg elsker dem, også at gå og sparke til dem, katten slæber nogle med ind og leger med dem, Lennart fejer dem sammen og kører dem væk i en trillebør, så der ser pænt ud, ---- sådan er vi så forskellige!
Og bladet på billedet, det er fra et af mine buddhatræer, som rent faktisk er genetisk det selvsamme, som salig Buddha blev oplyst under, da det er en stikling fra det, der står i BodGaya nu, som er en stikling fra det der stod der før, som er ...... osv. Så det er den skinbarlige virkelighed, og dermed er energien vel også den helt samme, ----- og da det ene træ her i stuen nu faktisk er stort nok til at man kan sætte sig i skyggen under det, såe ved man jo aldrig hvad der kan ske........ Hjerteblade!

***

Jeg var til kemo i går, 4. gang, ---- og sådan en fuldstændig klassisk standard-gang. Ingen lægesamtale dennegang, så fra jeg kom til jeg gik tog det 1½ time. Jeg havde en lille blå medicinbuddha med, som jeg har fået af Irene, direkte import, med røgelse til og lys, --- men en hvidklædt gjorde mig opmærksom på at man ikke må have levende ild på stuerne, det trigger brandalarmerne (nu rygerne er bandlyst), så det blev uden røgelse og lys.
Det gør hulens ondt at få boret den venflon i og jeg havde glemt at tage Panodil inden, som jeg havde tænkt jeg ville, så jeg måtte bare bide smerten i mig, ----- en lille ting i den store sammenhæng jo.

***

Om aftenen var der kræftgruppe-undervisning igen med pårørende, det var endnu bedre end sidste gang, de runder hvor hver kommenterer på situationen, det er så spændende med mennesker som ER i det, og som ikke bare forestiller sig hvordan de tror de ville tackle det hvis----- det er erfaringer som er virkelige og som jeg godt gider høre på ----

***

Og så er jeg bare så vred! Utålmodig og irritabel! I modsætning til mange af de andre i gruppen, som taler om at de bliver mere milde og overbærende! Det gør jeg slet ikke, tværtimod, ---- jeg har en følelse af at ville prioritere mit liv og min tid, og gør det, men gør det heller ikke specielt godt, synes jeg, for tit er jeg bare sløv og træt, og det jeg havde tænkt mig orker jeg ikke, når det kommer til stykket! Jeg tænker meget over hvad jeg vil med mit liv, og hvilke af de rigtig mange interesser jeg har, som jeg vil dyrke mere, for det er ikke muligt at gå i dybden med dem alle!
Og jeg vil da hjertens gerne være mild og overbærende, og det kan da være at det kommer, når jeg måske kommer længere i denne proces med at acceptere virkeligheden som den er.

***

Nogle i kræftgruppen taler om, at de ser sygdommen som en led følgesvend, som de gerne vil have forsvinder. Og jeg tænker mere, at den energi som sygdommen repræsentere mere skal finde en anden form, konstruktivt, ikke at energien skal gå væk, for så mister man jo noget at ens egen kraft. En transformation, hvor det sådan en livstruende sygdom jo gør ved en eksistentielt, det er jo godt nok, udfordrende og smertefuldt, men det er intenst og man vågner og ser på det liv, som jo alligevel for os alle er tidsbegrænset. Den åbenhed i en måske lidt mere afslappet udgave end lige nu, vil jeg faktisk gerne bevare, altså den bevidsthed og energi der ligger i det, ----- og da gerne uden fysisk sygdom som sådan, ---- men bare at alt skal blive som før, naaaaarh det skal det ikke, denneher nerve må godt ha lov at blive ved at sanse og føle lidt klarere end før, ----- ud i lidt større dybder både i glæde og sorg. Det er jo det jeg mærker, når følelsen af, at hjertet smelter indfinder sig, og der sniger sig en overvældende følelse af taknemlighed ind over mig, over bare det at være!

***

Dagens Bob-øvelse, som jeg har haft glæde af i dag:
Den går på styrkepunkter, noget vi kan læne os ind i, rygstøtte, som er der i vores eget energisystem, ----- og også på vores skyggesider dvs de lidt uerkendte sider, som vi også repræsenterer, sider vi har skubbet tilside i opvæksten, og som der kan ligge en masse ressourcer i, når vi erkender dem og tager dem til os!

Start på ryggen på hø hoftebenskam, det højeste punkt -> hø. skulderpunkt -> ve. skulderpunkt -> ve. hoftebenspunkt -> hø. hoftebenspunkt   rundt nogle gange 5-8 min og slut i hø. hoftebenspunkt.
Så en lille pause, og så den anden vej rundt, og her kan man selv vælge hvilket punkt man vil bruge som start/slutpunkt, --- også bare en 5 min.s tid.

Det er godt at lave Bob-øvelser over tid, dvs hver dag i en periode, en uge, 2 uger eller mere, for at de kan få tid at virke. Hvis man kan huske sine drømme kan man se virkningen i dem, symbolsk!

***