Stadig valmuer :-)

Et morgenbillede, og de er der stadig, valmuerne med deres fine, sarte blade!
Kommer lige henne fra Knebel kirke nu, hvor vi her i aften var 9 til "Stille time". Vi sidder helt oppe ved alteret under kuplen.
Jeg spillede Hildegard von Bingens musik de første 40 min, ---- vi talte om det bagefter, de fleste vil helst bare have stilhed, men det bryder på en måde også stilheden og giver en anden dimension, ---- også det at kunne finde stilheden midt i lyden ----
men det var et eksperiment, der skal ikke være musik som standard!

***

Hvor meget ansvar skal man tage for andre, hvor meget skal man skubbe på for at hjælpe, og hvor meget skal man bare nævne, hvad man ser og så slippe det, og lade mennesker selv om?

Med børn er det én ting, de kan ikke selv overskue så meget, og skal da støttes og vejledes og hjælpes og have tryghedsrammer, og forældrene må tage store beslutninger på deres vegne. Almindelig omsorg!

Men voksne, som ikke kan komme ud af dårlige mønstre, og som måske er ved at være så selvdestruktive så det truer deres sundhed. Det er svært at bære, hvis det er nogen tæt på, som man kender og holder af, og hvor man virkelig kan se at der skal en ændring til, forældre, søskende, søskendebørn, venner.

Hvor er balancen, og hvad er dybest set motivet?

Gør det for ondt at se på, er det fordi at man ikke selv kan tåle at føle smerten ved at se de andres lidelse, ------ er det fordi jeg ikke kan tåle at mærke min egen? Skubber jeg dem til ændringer pga det?

Eller slipper jeg for tidligt fordi jeg er bange for at de bliver irriterede på mig og ikke vil mig, er jeg for skvattet til at stå ved hvad jeg sanser og vise en bedre og sundere vej?

Hvor meget skal jeg involvere mig, og hvor længe skal jeg blive ved, hvis der nu er 1000 undskyldninger?

***

Skal jeg bare sørge for mig selv, holde mine grænser, beskytte mig mod at blive drænet energimæssigt, række ud, og såvidt jeg kan, skabe mig det gode liv jeg ønsker?

Hvor meget indgår vi i en sammenhæng med andre, og hvor meget er jeg bare mig, en monade med andre udenom, som kommer og går?

***

Valmuebladene bliver ikke ved, de falder snart, ----- der er ikke evig tid at give af, noget skal findes ud af og besluttes, og helst sandt og ægte med åbenhed for alle de følelser der er, ------- balance? mod? intuition? tilfældighed? impuls?

 

Al den kærlighed

Al den kærlighed!
Jeg tænker i de baner hvor vi bliver født, små nye individer, OK med en baggrund af en art, men alligevel helt nye og med nye øjne, og en ny unik mulighed, en fantastisk mulighed for at komme videre og få forløst og åbne os ud i det nye i det åbne!
Og den åbenhed og tillidsfuldhed der er i sådan et lille barn, den fuldstændige overladthed til at omgivelserne, mor og far og andre tager sig af os, vi er jo så fuldstændig i guds vold eller de andres, vi kan ingenting, er bare små klumper der kan sutte og fordøje, ----- men med den der åbenhed som jo i den grad betager os som voksne, når vi ser ind i de små børns øjne, vi husker, vi føler det der, som vi godt ved stadig er, men som bare tit er altfor sårbart, ------ og det gælder os alle, både alle kiksede og alle med check på og magtpositioner og indflydelse, vi er der i lige grad!

Barnet, spædbarnet, det giver chancer til omgivelserne, ----- og hvor mange procent er det så lige dér i omgivelserne, som får den chance, der tager den, som tør åbne sig for den totale udsathed, mødrene, der tænker, jamen hvordan vil verden behandle dette lille unikke barn, og føler sig magtesløse overfor storpolitik og de hjemlige andedams normer, og tænker, --- hun må hærdes, så hun kan klare sig i ræset, ------- eller i varierende grad prøver at gå ind og påvirke børnehaverammerne og naborelationerne i gunstig grad, men det er jo uoverkommeligt, og vi er så bange for at blive ramt, og allermest på vores børn, som vi jo har oplevet er så udsatte, ------ som vi ikke selv kan holde ud at føle os, ret meget!

***

Og som barnet, når vi er det: Åh mors kærlighed, at være i hendes favn, blive næret, mælk, holdt om, mest mor hvis det kan lade sig gøre, ellers andre opfostrere, sove i hendes favn, vågne og føle sig beskyttet mod sult og ubehag, det kan hun klare med sin krop, så jeg føler velbehag og nydelse!
Og jeg hænger sammen med mor, vi er et, en farimpuls et sted, ok men mest mor, vi er mig! Jeg elsker mor/mig det er bare totalt og rigtigt. Og hvis noget ikke er godt så ordner mor det hurtigt igen. Men hvis det er for længe det ikke er godt, så er der noget galt med mor/mig og så må jeg lave det om, så er jeg ikke rigtig. Og der starter alt det med at vi prøver at leve op til alle de forventninger som omgivelserne mere eller mindre har til et lille nyt barn. Og omgivelsernes manglende evne til den helt store empati.
Hvor mange procent var det lige, hvor mor turde rumme sin egen tomhed og magtesløshed, og udfra en (uberettiget) tillid til vorherre (se hvor uretfærdig verden er) alligevel formår at give og øse af en kærlighed, hvorfra den så kommer til den lille nye, så at der bliver en tilstrækkelig mæthed og dermed grundlæggende tillid til sig selv og senere egne værdier, og en sund følelse af at være velkommen i verden, og at have en selvfølgelig naturlig ret til at være den man er og folde sig ud og række ud med følelsen af, at det at være lykkelig og glad er en naturlig og sund tilstand, som er god for en selv og for alle ens omgivelser, da man i den situation reelt er i stand til at se det gode i alle andre, også bagved smudsige attituder.
Hvor mange procent 1, måske, kender I ret mange? Men 1 er også noget! Og det er jo også relativt, heldigvis.

***

Men vi komme væk fra os selv, langt væk, i stræben og konkurrence, ---- og hvor er det godt at nogen nu gør noget for børns naturlige kompetencer, Børns livskundskab, det er lige den slags der skal til alle vegne, --- jeg tror det er den eneste vej, hvertfald lige nu, for at vi kan blive bedre til at leve sammen på kloden. Den helt grundlæggende empati, godt det bliver gjort, åh så godt!
For hvordan skal vi ellers finde sammen igen, ------ rigtig mange af os skal åbenbart helt derud, hvor det synger fra det hinsides førend vi forstår, førend at vi indser, at vi skal helt ned gennem smerten og magtesløsheden, helt derud hvor ingenting bærer og hvor vi ingenting kan, måske undtagen at bede eller ønske eller slippe det hele i tårer og hengivenhed, ------ og når så noget der er passeret og der stadig er bevidsthed, så er det tit der, at en taknemlighed så overvældende, som trodser alle regler og forestillinger, ydmygt kan bemægtige sig en. Og det er ikke en mig/jeg følelse, den er hinsides mig, og det er ikke min fortjeneste, ------ det er noget af en vej, men for søren der er mange dødsfølelser undervejs, hvor man ikke, slet ikke ved om det bærer eller ej.

Og hvad er det så der gør, at noget bærer igennem, hm, måske et mod, og hvor kommer så det fra, en rummen det mest frygtelige og forfærdelige, jamen det kan vi jo ikke, så det må gå gradvist, ----- og vi kan ikke bare lade det der guddommelige klare det hele, vi er nødt til også selv, på de niveauer vi er, hvor det er svært nærme os det og føle hvad der er, mærke og rumme, OG bede om hjælp fra det guddommelige, men det gør ikke arbejdet for os, ----- det er ikke nok med tillid, undskyld hvis jeg ødelægger nogles illusioner, alt det der hellige fims, som jeg kalder det, det er ikke nok. Og det er her på jorden, her i den beskidte dagligdag med alt det grums der er, det er her arbejdet skal gøres, ----- det er ikke nok at sidde i lange retreats, det gøres ikke med det, det skal prøves i det jordiske almindelige liv. Fint med pauser, hvor vi samler energier og lader op, men vi undgår ikke jord under neglene og at se på de konflikter som er omkring og i os, uden at vi dog behøver at gå ind i dem allesammen!
Vekselvirkningen, tilbagetrækning og så ud og mærk, nede på torvet, i mylderet, som Bob sagde: i starten bliver vi så sensitive og har brug for tilbagetrækning og beskyttelse, men det er ikke målet, ikke specielt fint at være så sart, målet er at vi til enhver tid kan stå midt i det hedeste helvede og alligevel være centreret i kærlighed og væren, at en robusthed og styrke kan være tilstede samtidig med den fine sensitivitet!

***
 

Solskinsvejr i oktober :-)

Dagen startede blidt og yndigt og nærmest som var jeg atter blevet B-menneske, ----- sov helt til kl 9, hvilket jeg ikke har gjort i månedsvis, ---- sundhedstegn, tænker jeg, jeg er ved at blive "normal"!
Og så var der jo alligevel også noget vildt dejligt over de der meget tidlige morgener, ---------
Så jeg gik rundt i badekåbe i morgenstemning med nathue og med lammeskindsstøvler til langsom morgenmad, og sad og læste med benene på bordet, favoritstilling!
Der var brev fra hjertemedicinsk afd. i Skejby med tid til en ultralydsundersøgelse, og belært af erfaringerne tager jeg den gule førertrøje på og ringer op og forhører mig, om det da ikke er et kardiologisk tilsyn og vurdering mhp vena cava superior syndromet, og mhp optimering af behandlingen bla den vanddrivende,  som det var aftalt at jeg skulle henvises til, og, fortsætter jeg, det er vigtigt at det er en kompetent kollega, der er sat på opgaven, som kender noget til vena cava superior syndromet. Jeg følte mig skrap og krævende, men i systemet er det jo efter min erfaring nødvendigt. Sekretæren læste op og ganske rigtigt stod de ting i henvisningen, og de starter så normalt med en ultralysdsskanning, siger hun, ----- såvidt så godt, så tager vi det som udgangspunkt siger jeg. Og hun tilføjer at det er jo en overlæge der har visiteret, så det jo må være en, der ved noget om tingene, jeg er henvist til.    OK, og det er d. 26. okt, og jeg beslutter at jeg tager trøjen på derud!
Så sidder jeg lidt ved computeren og mailer diverse. Lennart har været afsted en timestid, og alt ånder fred, ------- indtil jeg pludselig ser på uret, og kl er 11.20 og vi skal være derinde til samtale med cheflægen kl 12, og backinggruppen er på vej fra Viborg!

***

Jeg flipper fuldstændig ud, hvordan har jeg sløset al den tid væk, jeg skulle have været i bad, der var oceaner af tid, ----og jeg projicerer straks en masse ud på Lennart, --- hvorfor har du ikke sagt noget, du vidste da godt at vi skulle være der kl 12, hvorfor har du ikke hjulpet mig? ------ samtidig med at jeg ultrakort overvejer at droppe det hele, men det kan jo ikke lade sig gøre, så jeg farer rundt, rasende og ulykkelig og smækker med dørene, råber anklager mod min kæreste og flår tøjet af og nyt på, samler de ting sammen jeg skal have med, læbestift og paryk på, og så sidder vi faktisk i bilen kl 12.30, ----- hvilket i sig selv er et mirakel.
Turen derind foregår i tavshed, og vi kommer 12 min for sent, ----- men heldigvis er deres tidsplan også forsinket op mod en halv time, ------ men nu er backinggruppen væk, og søsters mobil er hele tiden optaget! Det viser sig, at de har stået og ventet og da vi ikke var der 10 min over tænkte de, at det nok foregik oppe på D2, og var så gået derop, ------ omsider lykkes mobiltelekontakten og de kommer løbende ned til barakken, hvor det hele foregår, ---- pyh og hej og åh og dejligt, ----- lige inden vi så bliver kaldt ind til samtalen!

***

Og nu med forestillingen om det inkompetente sygehussystem, så fremtræder cheflægen yderst kompetent (hvad han jo også er) med overblik i dybden over min sygdomssituation, med vurderinger angående prednisolonaftrapning og justering af vanddrivende medicin som går helt bagom og nedenunder og løfter situationen op, med humor og forklaring på det sene svar fra second opinion fra Rigshospitalet, hvor ventetiden ikke var i orden, men forståelig!
Smoel taler om protonstråling, og i første omgang vil det ikke komme på banen, men det kan ligge som en evt senere mulighed.
Jeg skal nok se i øjnene at det kan blive nødvendigt med en senere tapning af pleuravæske, der nok realistisk ikke helt er standset endnu, men jeg kan bare ringe derind, hvis jeg synes jeg bliver forpustet igen, augh, åh nej helst ikke, ---- jeg vil alliere mig med min underbevidsthed, så de dybdepsykologiske aspekter vil arbejde på at standse den væskeproduktion!
Og så skal jeg spise mere protein og i det hele taget mere mad, mere næring og gerne tage nogle kg på. Drikke to proteindrikke om dagen, ---- de kan kommes i kaffen, ----- mit proteinindhold i blodet se-albumin har været lavt længe, fordi jeg faktisk har været syg længe, og det skal op nu, ----- det er med til at give hævelser på benene, hvilket i mit tilfælde ikke har noget med hjertet at gøre, ----- og når der så gives vanddrivende, så bliver mit BT for lavt, hvilket giver forpustethed og sortnen for øjnene når jeg rejser mig op, træthed og den slags, ----- så nu griber vi om en af nældens rødder, ernæringen, mere protein, mere almindelig mad, ingen fanatisme, gerne marcipanbrød og chokolade, OK jeg er med, et par kilo på, så hjælper det, siger han!

***

God stemning, og en ny tid til samtale med chefen himself igen lige efter CT-scanningen d. 18. okt med svar på den og stillingtagen til den videre plan, ---- og selv min ellers i forhold til systemet krævende søster sagde bagefter, at nu kunne jeg/vi vist godt lyne de gule førertrøjer lidt op indtil da!
Og pyh, det trænger jeg da i den grad også til, til lige at have lidt lov til at have bare en smule tillid til at nogen tager kompetent ansvar for min sygdom, ----- åh afslapning!
Så vi gik alle, nu også med min datter, der var kommet derud, og Lennart ud i solen og op i kantinen i højhuset og spiste frokost, og fik snakket det hele igennem og nydt hinandens selskab!

 

Hvor jeg så kl 14 får den 3. Rubin-eleksir, --- det har virkelig den fantastiske kraftfulde farve, som ses på billedet, givet af min foretrukne sygeplejerske, som stikker som en bi ånder, og får den rubinrøde væske til blidt at snige sig ind i min blodcirkulation på ingen tid, dvs 16 min, hvor jeg sidder med mit silketæppe om mig i en receptiv meditativ tilstand, med en visualisering af de lilla farver, lyng + mørkere, som kan heale kræftceller! På bordet ved siden af mig står den lille orange hoptimist!

***

Og så er det bare hjemad, ud på Mols, stadig i det skønneste solskinsvejr. Lige hjem og sove lidt, hvilket spontant startede i bilen, ----- og så ud til middag hos en gammel ven, som har sommerhus herude ved Skødshoved, dejligt dejligt, et hus helt ud til havet, med den søde lyd af små bølger, stilhed og høj stjerneklar himmel, --- og rødt kød!
Så nu bare fred og let søvnighed og en undren over dagens dramaer, og fredfyldte, skønne stunder, og hvad det dog skal til for altsammen, ---- ikke bare nemt at se de store mønstre, ----- og Lennart sidder nu henne og leger med en forforstærker til forstærkerens nye lyd, og indstiller til Cris Reas "Gone fishing" ------

***

Fornemmelser af helbredelsesvejen -

Alt det der ligger begravet inde under gulvtæpperne i tabu-glemsel, ----- det har jeg en klar fornemmelse af har været med til at gøre mig syg!
Jeg har vidst det rigtig længe, at der lå noget vigtigt traumatisk, blev gjort opmærksom på det på mit allerførste retreat i 1992, hvor drømmene pegede ind omkring det, og min lærer pegede på vigtigheden af, at det traume blev forløst, da det havde/har rigtig mange implikationer i mit liv, i  mit udtryk, også kreativt, samt i de dybe kontakter!
Så, som den gode elev har jeg siden gået i terapi for at løse dette, ----- og så ville livet alligevel have mig helt ud til kanten to gange med denne brystkræft, for at mit system kunne fatte, at det var alvor og tage sig sammen til at sige JA til livet OG til at gå igennem det, der er nødvendigt for at blive rask. Faktisk kunne jeg godt have sagt nejtak, det ville ikke være så slemt at skulle dø, specielt ikke efter at jeg havde været der helt ude på kanten med al den åbenhed og kærlighed og blide udvidelse et stykke tid, for dér var også visheden om at bevidstheden og hjerteudvidelsen ville fortsætte ind gennem portene -----

***

Og det at sige JA, ------ der går det mere og mere op for mig, at det indebærer at lukke op for ALT det der ligger nede i de underbevidste lag af traumer og overgreb, og åbne det og kommunikere det ud til de relevante andre mennesker, som har og har haft relation til de områder og til dem der senere er kommet til familiemæssigt, ----- på en åben måde, hvor det "bare" drejer sig om at forholde sig til virkeligheden og de faktuelle hændelser, ret enkelt, i det tempo jeg kan klare det, ----- det drejer sig jo også om ikke at tage virkeligheden fra andre, den virkelighed der var i deres forhistorie, og fortsætte i en tabubelagt fortielse! Dette forudsætter selvfølgelig, at jeg selv har en rimelig klarhed over de faktuelle hændelser i virkeligheden, hvilket er kommet gradvist igennem dette sidste forløb, samt også en fornemmelse af måden det kan gøres på. Jeg har fået hjælp til dette, jeg tror ikke jeg havde kunne åbne det alene!

***

Hvad de andre implicerede og familierelaterede så vil gøre med den viden, det er ikke mit bord og ikke noget jeg vil tage ansvar for (selv om jeg godt kan have en trang til det). Tværtimod føles det meget vigtigt for mig ikke at gå ind og være overansvarlig og klare det for andre, hvilket bare ville være at følge gamle og ikke aktuelt konstruktive spor!
Jeg tager det lidt efter lidt, som det "tilfældigt" falder for, og der er så meget kærlighed i denne familie, så på en måde er det let, da der er så meget glæde og lyst i samværet!

***

Jeg tror at der er noget generelt i dette, i at fremdrage skjulte traumer, jeg husker også at der i bibelen er skrevet om dette, ---- jeg fandt det lige, det er fra Thomasevangeliet:

 Jesus siger:
"Dersom I fremdrager det, som er i Jer, vil det som I fremdrager frelse Jer.
Dersom I ikke fremdrager det, som er i Jer, vil det som I ikke fremdrager ødelægge Jer."

Så intet nyt under solen, så så ligger "vejen, sandheden og LIVET" jo klar til at betræde, ikke?

***

I morgen skal jeg ind til lægesamtale med selve chefen, med min backinggroup, der nu har fået spot på nye mulige behandlinger med protonstråler, som vist kun er i udlandet, men det må udforskes! Jeg har fået taget blodprøver i dag, og jeg formoder at de er OK. Så formentlig er det så kemo i morgen, Rubin-eleksir, det er 3. gang, og så er det scanning d. 18., som vil vise hvor meget effekt det har haft på cava superior syndromet!
Jeg har det stadigvæk så godt vejrtrækningsmæssigt efter at have fået tømt de 1300 ml ud fra hø lungefelt, jeg har helt normal respirationsfrekvens, hvor jeg før var forpustet selv i hvile!

***

Som nonne eller som verdslig kvinde!

Søndag, helligdag!
Besøg af lillebror med datter, som havde overnattet her, mens vi rockede i Viborg! Og midt på dagen kom en anden bror med kone og lille dreng, katten var i centrum!

Men inden de kom nåede vi lige at tage nogle nonnebilleder, og bagefter nogle verdslige, ------ det er jo den samme der er inde bagved, ---- det er der vi let lader os narre, af det ydre, generelt!


som nonne


 



som almindelig verdslig kvinde

 

Og det, der så skete i dag var samvær med familie, hvor vi det meste af tiden sad og spiste foran udsigten til havet vestpå, med kontalter på kryds og tværs ned i nybetrådte dybder, hvor vi har oplevet voldsomme situationer, som har haft forskellige virkninger på os. Det forløser at åbne og udtrykke erindringer og følelser, ---- og det virker helbredende.

 

Jeg har de sidste dage haft en vedvarende følelse af at jeg bliver helt rask af dette, ----- også selv om det rent lægeligt vil kræve et touch af mirakuløs helbredelse, ----- og selve vejen til dette kan jeg ikke se klart endnu, ---- jeg føler bare at jeg er på den!

Det gør ikke, at jeg nu bare kan ligge på den lade side (selv om jeg nu igen kan ligge på højre side, ha ha, hvis det skulle være den lade!!!, hvilket jeg ikke har kunnet i et kvart år) ------ men det betyder helt enkelt og klart at jeg bliver ved med at se virkeligheden i øjnene som det HELT centrale, at turde og ville forholde mig til sandheden så godt jeg kan!



Weekend

Det er bare weekend nu, har drømt om klare gule, turkise og grønne farver på en padde, med en god følelse af successiv healing!
Har haft besøg af en bror, en datter og to små børnebørn, broderen ku godt li den krøllede paryk!!

***

Og nu er vi på vej til Viborg, med regnbuer som følge, hvor backinggroupen har inviteret til Rockkoncert :-) Det er bare weekend, og der skal bare nydes :-D

***

Pyh, overstået for nu!

Var til arrangement på sgh MED dræn, ------ og bagefter var der ialt tømt 1300 ml ud, og drænet skulle fjernes, hvilket den kompetente, erfarne sgpl klarede med sikker hånd, imens min datter holdt i min (hun var lige kommet forbi på vej hjem fra arbejde), jeg var så bange for at der atter skulle komme blødning, selv om jeg ved det er extremt sjældent.
Jeg hyllede os alle ind i de hvide jomfru Maria energier, bad og bad, ----- og det gik som det skulle, og jeg ventede med tilbageholdt åndedræt de første minutter, 5 minutter, 10, 20, og begyndte så langsomt at tro på at det var lykkedes uden problemer, ---- og pyh jeg var SÅ lettet og taknemlig.
Og det er så dejligt at være fri for at være koblet op til slanger, dræn og den slags, FRIHED til bare at bevæge sig helt almindeligt, uden lige at, ups have glemt den slange og hænge i og mærke at det river ved indstiksstedet-------
Og nu er vi hjemme igen, der er ild i brændeovnen og jeg kan trække vejret lidt mere frit end før!
Så lige nu er jeg bare i et saligt mellemrum fuld af taknemlighed-------